Svar: Tandemamning
Kære glade mor
Tak for dit brev og fine spørgsmål omkring tandemamning :) Jeg vil naturligvis meget gerne svare på dine spørgsmål og stort tillykke med, at du er gravid igen - hvor dejligt!
Tandem-amning betyder, at man giver bryst til to (eller flere) børn med forskellige aldre, det kan også kaldes søskende amning.
WHO anbefaler, at man ammer sit barn fuldt de første 6 måneder, og derefter ammer delvist til barnet er 2 år eller derover. I Danmark anbefales fuld amning til 6 måneder og delvis amning til 12 måneder - eller så længe mor og barn trives med amning.
Når man vælger at langtidsamme, så sker det jo, at mor bliver gravid igen - og derfor vælger nogle kvinder at amme begge børn, så både den ældre og den yngste kan få mælk fra mor. Kvinder der tandem-ammer giver ofte udtryk for, at det har hjulpet med overgangen fra at være 3 til at blive 4, og de oplever at accepten af den lille ny kan være større - præcis, som du faktisk også skriver.
Rent fysiologisk så vil der ske en masse ændringer med din krop under graviditeten og dermed også med din mælk og mælkeproduktion. Det betyder, at din datter måske vil afvise brystet, selvom du har et ønske om at bibeholde amning, og her må du se, hvad tiden bringer. Det kan godt være, at din datter vil acceptere de ændringer der sker med din mælk, og uden problemer stadig vil die hos dig, og så kan du godt amme selvom du er gravid, men det kan du ikke vide på forhånd, og du er derfor nødt til at se, hvad der sker.
Graviditetshormonerne kan nedsætte din mælkemængde, så du ikke længere producerer så meget mælk, som din datter er vant til. Det kan gøre, at hun bliver irriteret på brystet og derfor vil begynde at afvise det. Sker det, så er du nødt til at acceptere det, og du bør ikke begynde at malke ud eller lignende - for din krop er igang med at indstille sig på den lille ny, der kommer til verden. Samtidig er det hormonelle forandringer, der skabe faldet, så udmalkning vil ikke hjælpe. Faktisk oplever mellem 50-70 % af de gravide, at mælkeproduktionen falder.
Din graviditet vil også ændre mælkens sammensætning, så den kommer til at passe mere og mere til den lille ny. Det betyder, at smagen af mælken ændrer sig, og det vil din datter måske ikke bryde sig om. Mælken kan godt smage lidt mere salt, end hun er vant til, og hun kan derfor godt afvise brystet, fordi hun ikke bryder sig om den nye smag.
Mælkens nye sammensætning kan også påvirke din datters fordøjelsessystem, så hun måske pludselig får lidt hyppigere og blødere afføring... får hun pludselig tendens til tynd mave, så kan det altså være derfor. Derfor skal du være opmærksom på, at hun kan have brug for hyppigere bleskift og forebyggelse af rød numse :)
Du kan, som du også selv er inde på, opleve at få øgede smerter i brystvorterne, og det kan faktisk godt blive så smertefuldt, at du af den grund kan være nødt til at stoppe amningen af din datter. Der findes desværre ikke rigtig gode råd til at forebygge dette... Det skyldes, at dine bryster og brystvorter forberede sig til amningen at det nye lille barn, og forandringen kan altså godt ske, selvom du allerede ammer. Hos nogle varer smerterne ved hele graviditeten, hos andre forsvinder det efter første trimester, så måske arbejder tiden lidt for dig her :)
Det er den lille ny, som må have første prioritet ved brystet. Dit nyfødte spædbarn har brug for din mælk, hvor storesøster kan spise og drikke anden mad og væske. Derfor er det den nyfødte, som først og fremmest skal tilbydes brystet. Og mælkesammensætning vil også være tilpasses den nye baby.
Nogen vælger at tilbyde begge børn begge bryster, og det fungerer. Andre vælger at holde fast i ét bryst per barn, således at mælken i hvert bryst tilpasser sig det enkelt barns behov. Man siger normalt, at "kroppen genstarter", så du vil danne råmælk til den lille ny, og det betyder, at du især lige efter fødslen bør tilbyde den lille mælk fra begge bryster, så den lille nys ...
... behov dækkes så godt som muligt. Især så længe der er tale om en nyfødt, så er det vigtigt, at barnet får mulighed for at die så meget som muligt, for at få råmælken og dens essentielle næringsstoffer, men i takt med at den lille bliver ældre, og mælkeproduktionen tilpasser sig, så kan du bedre skifte mellem venstre og højre bryst...
Det kan også anbefales, at du ammer den yngste først, og tilbyder den ældste brystet bagefter, netop for at give den yngste mulighed for at regulere sit behov bedst muligt. Men i takt med at den yngste bliver ældre, amningen mere og mere etableret igen, så vil du sandsynligvis godt kunne amme begge børn samtidig. Hvordan du gør det, afhænger også af, hvordan din datter reagerer - måske vil hun ikke acceptere at skulle vente, måske vil hun synes det er super hyggeligt, når de begge ligger ved brystet samtidig, måske foretrækker du det ene eller det andet...
Du skal være opmærksom på, at amning under graviditeten frarådes, hvis du er i risiko for at føde for tidligt, det kan være hvis du f.eks. har blødninger, smerter, venter tvillinger, eller hvis du af læge eller jordmoder er blevet rådet til ikke at have sex under fødslen f.eks. på grund af blød og afkortet livmoderhals. Det skyldes, at amningen kan få din livmoder til at trække sig sammen, og det kan faktisk være med til at sætte fødslen i gang, så du aborterer eller føder før tid. Igen må det ufødte barn komme i første række, og det er derfor meget vigtigt, at du lytter til din krop og din krops signaler.
Det er vigtigt, at du lader især den lille ny komme til brystet så hyppigt som muligt. Det nyfødte barn skal ammes minimum hver 3 time - og samme behov har din ældste naturligt ikke. Derfor vil der naturligt være perioder på døgnet, hvor du "kun" ammer den yngste, og sådan må det være - den ældste kan stadig godt være med, sidde ved siden af jer, få læst historie eller lignende, eller måske vil hun være okay med at lege og hygge lidt for sig selv :) Den yngste vil også have behov for at blive ammet om natten, hvor den ældste forhåbentlig sover - så også her vil der naturligt være forskel.
Det er meget hårdt at tandem-amme. Det er for det første rigtig hårdt at amme, når man samtidig er gravid. Det kræver meget energi at have et lille nyt liv til at vokse inde i sig og gøre det klar til at møde verden udenfor. Og det kræver også ekstra stort overskud at skulle amme to børn, når den lille er født. Derfor skal du naturligvis overveje, hvad du prioriterer og hvorfor. Du kan også have behov for nogle ekstra kalorier, så du får energi nok. Hvis du vælger at amme under graviditeten, så anbefales det, at du indtager ca. 500 kalorier ekstra dagligt, for at sikre både sig selv og den lille ny i maven energi nok. Og igen skal du som sagt hele tiden mærke efter din krop og følge din krops signaler :)
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Du skal også være opmærksom på at amning under gravidteten og tandem-amning kan tære ekstra på dine jern og fedtdepoter. Du kan derfor godt have behov for ekstra jerntilskud.
Og så skal du mentalt naturligt også kunne følge med. Hvis du synes, det bare fungerer super godt og er super hyggeligt for jer alle 3, så er der ikke noget i vejen for, at du forsætter amning, selvom du nu er gravid. Men hvis du pludselig mærker, at det bliver for hårdt for dig, at du bliver irriteret på dit barn eller måske på dig selv, så det ikke længere er rart, eller du måske oplever behov for at få din krop tilbage, så er det også helt okay og et helt reelt behov, som du naturligt også skal lytte til.
På engelsk taler man om, at man som mor kan føle sig "touched out", som er en følelse af, at alt for mange pludselig gør krav på ens krop - det ældste barn, den lille i eller uden for maven, manden/kæresten - og pludselig bliver det hele bare for meget. Igen, lyt til dig selv :)
Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre :)
Rigtig meget held og lykke med det hele - hvordan det så end ender hos jer - jeg glæder mig til føljetonen :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Olívy - meget mere end bleskift
Olívy er et populært bleskifteprodukt blandt mange småbørnsfamilier, og siden 2015 har Olívy været med til at ændre danskernes puslevaner med produktet Olívy baby care – diaper change til forebyggelse af røde babynumser. Men faktisk er Olívy meget mere end bleskift. Det naturlige og skånsomme ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om amning:
8. november 2024 | Amning | 2 mdr.
Kære Helen. Vores lillebror er nu 10 uger og er en stor dreng - og mit...
7. september 2024 | Amning | 11 mdr.
Kære Helen Jeg har en glad og nysgerrig dreng på 11måneder og 14 dage. Jeg...
23. juli 2024 | Amning | 3 mdr.
Kære Helen Så er vores lille datter kommet til verden efter en langvarig men...
Viden om børn:
Gylp
Når barnet spiser, sluger det ofte lidt luft, eller kommer til at spise for meget eller for hurtigt. Det resulterer i, at barnet ofte gylper efter et måltid, og det er helt normalt. Ofte er det, når barnet bøvser, at der kommer lidt mælk med op.
Hvis dit barn får flaske, kan du forsøge med en anden type flaskesut. Hvis hullet er for stort, så løber mælken for hurtigt. Du kan også forsøge at ændre spisestillingen, så dit barn sidder mere lodret, når det får mad.
Brystopereret
Mange kvinder bliver idag brystopereret. En brystoperation kan både være en brystreduktion, hvor man har fjernet noget af brystet og en brystimplantation, hvor man har gjort brysterne større.
Mange kvinder bekymrer sig om hvorvidt de vil kunne amme deres barn, når de er brystopererede og der er ikke andet at gøre, end at se hvad tiden bringer. Nogle kvinder vil fint kunne amme, det afhænger meget af operationsmåden. En del kvinder ammer delvist, giver altså bryst og supplerer med...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Tak for dit tidligere svar, som gav os meget ro omkring vores 4 uger for tidlig fødte datters måltider.
I det hele taget tak for denne brevkasse, den hjælper mange forældre... jeg er taknemmelig helt inde i mit dybeste over den tid du bruger, dine lange og fyldestgørende svar og din evne til at forstå....!!
Mor til pige født 4 uger for tidligt