Svar: Ammestop 24 måneder
Hej med dig
Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres dreng og jeres ammeforløb :)
Det er altid lettest at stoppe amning, hvis både mor og barn er enige om det, men med den alder din dreng har nu, så kan du ikke gå ud fra, at han selv vil sige fra. Det er en beslutning, som du skal tage - og det er naturligt rigtig hårdt, for når du fjerner brystet, så fjerner du det mest genkendelige og trygge han har haft siden han blev født. Det er med brystet, han altid har fundet ro og trøst, og det er naturligt svært for ham at forstå, hvorfor du pludselig ikke længere vil give ham dette... derfor sker det ikke uden protester og uden gråd.
Det er generelt også en god idé, hvis man kan fjerne en amning af gangen og gradvist skærer ned i antallet af amninger. Både af hensyn til din dreng, fordi han så naturligt er en del af processen og gradvist vænnes til, at andet end brystet også kan bruges. Men også af hensyn til dig og din krop - for hvis du stopper med amning fra den ene dag til den anden, så risikerer du at få en brystbetændelse. Du ammer jo rigtig meget - ofte op til 10 gange i døgnet, og du har naturligt derfor en del mælk i dine bryster stadigvæk. Hvis du stopper med at amme fra den ene dag til den anden, så vil mælken stå i brystet, spænde op, ikke kunne komme ud - og det giver brystbetændelse.
Så for at svare på dine spørgsmål...
Ad 1) Jeg tænker, at du sandsynligvis er nødt til at stoppe mere eller mindre fra den ene dag til den anden, for på den måde at kommunikere til din dreng "det er slut!" og så tilbyde ham et alternativ "se her, er du sulten?", "vil du have lidt at drikke" ligesom du naturligt også kan anerkende hans behov for nærhed og tæt kontakt "kom og sæt dig her hos mig, skal vi læse lidt i bogen?" eller lignende. Jeg tror ikke, at han vil kunne forstå, hvorfor han må ammes nogle gange og ikke andre gange, det vil forvirre ham og frustrere ham unødigt. Det er sandsynligvis lettere at forstå, at det er slut, hvis han i forvejen kender dette begreb :)
Men, samtidig tænker jeg, at det er vigtigt, at du også får tømt dine bryster, og den bedste til at gøre det er din dreng. Derfor er mit forslag, at du forholdsvist hurtigt trapper ud af din amning, men at du ikke stopper fra den ene dag til den anden. Jeg tænker, at det vil være godt, hvis du kan trappe helt ud inden for ca. 10 dage. Det vil give både din krop og din dreng mulighed for at følge med - og også dig selv mentalt :)
Det er vigtigt at nedsætte din mælkeproduktion, og det gør du ved at forlænge tiden mellem dine amninger. Det betyder, at du med det samme skal fjerne alle de små trøstetåre, som du giver ham nu. Det er slut med dem, også selvom han kun dier i 2 minutter, og det skal fjernes både dag og nat.
Det er vigtigt, at du fjerner amningerne formiddag, og før middagsluren - da han i vuggestuen klarer sig uden disse og derfor er vant til at undvære dem. Det holder du derfor fast i derhjemme. Men han kan godt blive ammet igen kl 14 - så du får dit bryst tømt på dette tidspunkt, for der er gået rigtig mange timer - men du skal ikke længere amme ham kl 17 eller klokken 19.
Amningen før putning om aftenen kl 19.45-20 bibeholdes. Det er trygt og dejligt for ham at falde i søvn på denne måde, og det er vigtigt, at han forbinder det at sove med noget trygt og dejligt! Men prøv at undvære brystet hele aftenen igennem. Du kan evt. bibeholde amningen sen aften, så han får et drømmemåltid der - og derefter skal han så sove uden brystet til næste morgen tidlig.
Og det er så den næste amning du fjerner. Amningen tidlig morgen kl 06.30. Jeg tænker, at det er en forholdsvis let amning at fjerne, fordi du her i stedet kan stå op med ham og lade dagen ...
... begynde.
Det vil sige, at planen lige nu er:
1. Fjerne alle små tåre dagen igennem og også om natten med det samme
2. Bibeholde amning tidlig morgen 06.30, kl 14, 19.30/20 og 24. Disse amninger bibeholder du i f.eks. 3 dage
3. På dag 4 og 5 fjerner du amningen kl 14
4. På dag 6 og 7 fjerner du amningen tidlig morgen kl 06.30
5. På dag 8 og 9 fjerner du amningen sen aften kl. 24
6: På dag 10 fjerner du amningen før putning til nat 19.30/20 og amningen er helt overstået
Ad spørgsmål 2 og 3) Jeg tænker, at det vil være en god idé at lade jeres dreng få masser af nærhed og tæt kontant - så han ikke både skal undvære bryst og favn. Det vil være tryghed for ham at være i soveværelset, selvom han ikke længere ammes - og det vil være en god idé at vænne ham til at sove i tremmesengen, før han flyttes ud og skal sove sammen med storebror.
Jeg synes ikke I skal indføre køjeseng osv. lige nu. Prøv i stedet at lade lillebror sove i tremmesengen og blive tryg ved dette og flyt så den seng ind på værelset, når han har vænnet sig til at sove i den. Det vil være en meget stor ændring for lillebror at skulle undvære brystet, og jeg tænker at tremmesengen vil give en vis tryghed. Han kender sin tremmeseng og har flere gange hørt dig sige "det er din seng, når du bliver større skal du sove i den", og det er så det, der sker nu. En ny og større seng kan godt gøre det mere uoverskueligt for ham. Samtidig skal man også tage hensyn til storebror og hans mulighed for at sove godt.
Ad 4) I skal indføre et nyt putteritual og jeg vil umiddelbart anbefale dig, at du i stedet for at lægge dig og amme ham i din seng, sætter dig ved siden af ham, men lader ham falde i søvn tæt med dig. Så det minder så meget som muligt om det han er vant til netop favn og bryst. Du er der stadig, du beroliger med din nærhed osv. Men du ammer ham ikke mere, og han ligger ikke længere i dine arme, han ligger tæt ved dig, men du sidder op.

Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Og så skal han naturligt have sine bamser hos sig, ligesom det vil være super godt, at han får en tår vand, og du sidder hos ham og læser en godnathistorie højt. Du viser ham billederne i bogen, læser, bladrer, viser ham billede igen og han ligger ved siden af dig og lytter, putter, finder roen og finder ud af at sove på denne måde.
Stille og roligt så vænner han sig til, at putteritualet består i at du sidder hos ham, læser osv. og så kan han blive puttet i sin tremmeseng. Du sidder der stadig, igen er alt som det plejer at være, han har sine bamser, mor sidder og læser - nu er forskellen bare, at han ligger i egen seng imens. Og når han kan det, så kan han blive flyttet ind på værelset. Igen er alt som det plejer at være, nu står sengen bare et andet sted.
Ad 5) Hvis han vågner om natten og kan trøstes og hjælpes videre til at sove i sin seng, så skal du hjælpe ham til det. Men hvis han tydligt har behov for din nærhed, behov for at komme op i din favn, så skal du tage ham op, trøste, berolige og betrygge. Og når der atter er ro på, så forsøger du at putte ham igen. Hvis det sker lige nu, hvor han stadig falder i søvn i din seng, men sover uden bryst og favn, så er det vigtigt, at du ikke giver ham brystet, men netop forsøger at hjælpe ham videre med din nærhed og tætte kontakt. Så han undværer brystet, før han undværer favnen. Igen et skridt af gangen og lige nu er det amningerne, som skal trappes ud, fordi du ønsker at stoppe amning :) At han ikke længere får brystet er dog ikke ensbetydende med, at han ikke stadig har sin mor hos dig, du er der naturligt for ham :)
Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre og at det er en plan, som du kan arbejde videre med :)
Rigtig meget held og lykke med projekt ammestop!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Gør pusletid til hyggetid - med naturlig pleje fra Olívy
En ren ble er det primære formål, når ens baby bliver lagt til rette på puslepladsen. Men faktisk er pusletiden meget mere end blot en praktisk opgave. Det er en unik mulighed for at styrke båndet til dit barn, stimulere sanserne og skabe tryghed. En god pusleoplevelse handler ikke kun om ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om amning:
16. marts 2025 | Amning | 6 mdr.
Kære Helen, Først skal lyde et kæmpe TAK for dine råd og din vejledning ift....
24. februar 2025 | Amning | 11 mdr.
Hej Helen Min søn har nu faktisk hele sin levetid været vågen plus 10 gange...
29. december 2024 | Amning | 7 mdr.
Smertefuld amning grundet tænder - del 2
Hej Helen Mange tak for dit lange og uddybende svar til min udfordring...
28. december 2024 | Amning | 7 mdr.
Smertefuld amning grundet tænder
Kære Helen Jeg er mildest talt frustreret og ulykkelig over at føle mig...
8. november 2024 | Amning | 2 mdr.
Kære Helen. Vores lillebror er nu 10 uger og er en stor dreng - og mit...
Viden om børn:
Æteriske olier
Æteriske olier er planteolier, der tilsættes forskellige plejeprodukter, f.eks. massageolie, for at give det duft.
Æteriske olier kan indeholde allergene parfumestoffer, der kemisk set er identiske med - og lovgivningsmæssigt er sidestillet med - de syntetisk fremstillede.
I forhold til børn er det vigtigt at undgå parfumerede massageolier og helt undlade at bruge voksenprodukter. Æteriske olier bør ikke bruges direkte på huden og man skal være opmærksom på at...
Lægeundersøgelser baby og børn
I Danmark er det fastlagt ved lov, at alle børn skal tilbydes forebyggende helbredsundersøgelser ved egen læge. Det anbefales at bestille tid hos lægen, når barnet er henholdsvis 5 uger, 3 mdr., 5 mdr., 1 år, 15 mdr., 2 år, 3 år, 4 år, 5 år og 12 år.
Undersøgelserne indeholder også vaccinationer og en samtale med lægen, hvor I taler om barnets trivsel, og om barnet udvikler sig som forventet. Lægen vil måle og veje barnet og her se, om barnet følger sin vækstkurve. Barnets...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.