Svar: 5 mdr. - svært ved at sove om natten - part II
Kære trætte forældre
Tak for jeres brev, det er rigtig godt, at I skriver tilbage :)
Umiddelbart tænker jeg, at det er vigtigt at finde ud af, hvorfor jeres dreng skriger og græder så meget om aftenen og først på natten. Det er vigtigt at udelukke smerter, for det kan godt være fordi jeres dreng har ondt, at han vågner med skrig. Smerter har sin helt egen lyd - et barn som har ondt, vil ofte skrige højt i meget skingre toner. Hvilket I faktisk beskriver, at jeres dreng gør. Der kan godt komme et højt gennemborende skrig, måske afbrudt af en kortvarig pause, og hvor han nogle gange kan virker til næsten ikke at trække vejret, hvorefter der kommer et nyt skrig af samme kaliber. Smertegråd skifter dog karakter efter et stykke tid - når han har haft ondt og grædt længe, bliver gråden svagere og lyder måske ikke længere som smertegråd, selvom det er det...
Den måde I beskriver det på "ti stukne grise", "han går fra søvn til skrigeri uden optakt", "han skriger så højt, at både far og storesøster vågner af det", "har generelt en høj stemme" ... det lyder alt sammen som om, at der faktisk godt kunne være tale om smerter.
Smerter kan komme mange steder fra - det kan f.eks. være smerter fra ørerne. Det kan også være, at han har blærebetændelse, og det gør ondt, når han tisser. Det kan tandfrembrud, det kan også være refluks og smerter fra spiserøret, hvis der står og kører mælk og mavesyre op og ned. Det kan være smerter fra maven. Det kan være smerter fra bevægeapparatet f.eks. smerter fra skulder, nakke, ryg, bækken... Det vil være en god idé at I får lægen til at tjekke ham igennem, så I sikrer jer, at han ikke græder så voldsomt, fordi han har ondt.
Nogle børn har en fejlstilling i deres øvre nakkehvirvler, andre har nogle låsninger eller spændinger. Hvis jeres dreng f.eks. har smerter fra skulder, nakke eller lignende, så kan det være relevant med en børnefysioterapeut eller måske en kiropraktor, det kan I tale med lægen omkring. Der er så vidt jeg ved også et "motorikhus", hvor I bor, hvor I kan få undersøgt jeres dreng og få vejledning, hvis man mener, at der kan være noget her, som han skal behandles for...
I løbet af natten, så ændrer hans gråd sig. Han søger brystet, forsøger at finde ro med amning - og svøb og kærtegn er ikke længere nok - og så bliver han motorisk meget urolig, spjætter med arme og ben, råber og bliver mere og mere utilfreds, og hvis I ikke reagerer på dette, så bliver han ked af det. Det, at han finder bedst ro ved amning er helt naturligt - det er genkendeligt og trygt for ham, men du beskriver også, at han sutter på nattøj, kind, arm og han har tydeligt brug for brystet i munden. Det får mig også til at tænke på, om han måske har brug for lidt mere mælk. Har I overvejet at forsøge med en flaske, for at se om det kunne gøre en forskel hos jer. I beskriver jo, at han bliver hidsig, hvis I forsøger med en narresut, så det er ikke et suttebehov der skal stilles, men et reelt behov for mælk i ...
... maven. Jeg tolker i hvert fald hans frustration over sutten som frustration over, at der ikke kommer noget ud.
Flasken har den fordel, at far også har mulighed for at give ham mælk og derfor mulighed for at hjælpe ham til ro på en anden måde. Og hvis I forsøger med erstatning, så har det den fordel, at det ofte mætter lidt mere, og det kan for nogle børn faktisk give mere ro. Både fysisk, fordi det ligger "tungere i maven", så de slapper mere af, men også give mere rolig søvn, fordi de sover bedre og mere sammenhængende med mælk i maven.
Jeg ved ikke, hvordan du oplever din mælkeproduktion, og hvordan jeres dreng tager på, men flasken er en mulighed, som I kan overveje, evt. afprøve, for at se om det gør nogen forskel. Hvis der ingen forskel er, så ved I det; gør det en forskel og sover han bedre, så er det jo rart for hele familien...
Når og hvis han vågner og skriger om natten, så skal du reagere på ham. Hvis han vågner med skrig, så er du nødt til at reagere med det samme, hvis han vågner op, starter med at blive urolig - så er det fint at du i første omgang forsøger at hjælpe ham videre i søvnen med beroligende hænder osv. Men når han bliver ked af det, så skal du tage ham op, trøste, berolige og betrygge så godt du kan. Det er vigtigt, at han ikke ligger og græder ulykkeligt, og han skal helst ikke vække hele huset...

Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
I kan også forsøge med "op-ned-metoden", hvor I putter ham, og hvis han græder, så tager I ham op, trøster og beroliger, og når han så atter er rolig, så prøver I at putte ham igen, I står ved ham, trøster med jeres hænder, nærhed, og hvis han græder, så tager I ham op igen, får ro på og prøver så at putte igen… Så han lærer at falde i søvn i sin seng og forbinder sin seng med stedet, hvor han skal sove og ikke sover i jeres arme, falder i søvn og derefter flyttes - vågner og oplever at ligge et andet sted, og derfor vågner, græder og er utryg. Det er helt fint at forsøge med denne metode.
Når det er sagt, så skal I naturligvis vurdere, hvordan han reagerer på dette. Der er nogle børn, som ikke bryde sig om at de igen og igen lægges og tage op, det forvirrer dem og irriterer dem. Hvis jeres dreng har det sådan, så kan det derfor nogle gange være bedre at forsøge at putte ham og så stå ved ham, berolige med hænder, nærhed osv. men hvor han får lov til at ligge i sin seng og finde roen der. Eller sidde med ham, berolige og betrygge og så putte ham fra jer, før han sover helt, så han stadig når at registrere, at han ligger i sin seng, men er træt nok, døsig, til at kunne sove videre netop fordi I er der, lægger hænder på ham osv.
Jeres situation er lidt speciel, fordi jeres dreng jo sover super fint om dagen, han har en fin dagsrytme, han sover i sin barnevogn og kan puttes uden problemer i den, trilles 2-3 meter og så falde i søvn - det er om aftenen og natten, at det er svært. Jeg håber dog at mine tanker i dag kan hjælpe jer lidt videre :)
Rigtig meget held og lykke fortsat - og god weekend!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Guide til baby- og børnemad: Hvad skal du undgå?
Må baby få honning og kanel? Og må mine børn få te og hørfrø? Det kan som forældre være svært at finde rundt i junglen af madanbefalinger. I Fødevarestyrelsens guide til børnefamilier om uønsket kemi i mad, kan du se, hvad du bør begrænse eller undgå.
Anbefalingerne varierer for babyer, børn ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
13. april 2025 | Sovevaner | 3 mdr.
Kære Helen Jeg har nu forsøgt at bruge nogle af dine råd ift min datter på...
10. april 2025 | Sovevaner | 10 mdr.
Kære Helen Din brevkasse har været en kæmpe hjælp hele vores tid som nye...
10. april 2025 | Sovevaner | 2 år, 7 mdr.
Kære Helen. Vi søger råd til at få putning til at fungere. Vi har pga....
10. april 2025 | Sovevaner | 13 mdr.
13 mdr og i seng på anden måde - del II
Hej Helen, Mange tak for dit svar. Det giver rigtig god mening det du...
9. april 2025 | Sovevaner | 13 mdr.
Få vores 13 mdr søn i seng på en anden måde
Hej Helen, Vi er førstegangs forældre til Bertram på 13 mdr. Han er lige...
Viden om børn:
Steriltvandspapler
Steriltvandspapler bruges som smertestillende til fødende kvinder. Det er små indsprøjtninger af helt rent vand, som man lægger ind under huden i lænden.
Det svier, når de lægges ind og der lægges i alt 4 små steriltvandspapler ind. Når de først er lagt, oplever de fleste at de har god smertelindring. Virkningen kommer af, at stikkene afleder smerteimpulser, som netop er høje i lænden, når man har veer.
Psykisk udvikling børn
Lige fra dit barn bliver født, er det aktivt kommunikerende. Det har brug for at blive taget op, holdt om, trøstet og beroliget, snakket med, kærtegnet osv.
Børn vil altid have brug for at blive set og hørt. De har brug for at vide, at de har en vigtig plads i familien, og at det er dejligt at være sammen med dem. Barnets psykiske udvikling skal støttes, fra barnet er nyfødt og hjælpeløst, og til det vokser op og gradvist bliver mere og mere selvstændigt.
I en...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.