Svar: Kender ikke grænser m.m

---

Hej med jer

Tak for brevet og den fine beskrivelse af jeres datter og den store udvikling, som hun går igennem - den spirende selvstændighed og egen vilje :)

Når verden går jeres datter imod, når tingene ikke vil, som hun vil, eller når I voksne ikke reagerer, som hun gerne vil have jer til at reagere - det kan være, at I åbner døren eller skuffen, før hun kunne komme til det, og det havde hun bare rigtig meget lyst til at gøre, eller det kan være, når I bliver siddende ved bordet for at spise, og ikke vil lege på gulvet, eller det kan være, hvis I vil give hende sko og jakke på, og det vil hun ikke have.. så bliver jeres datter frustreret og fortvivlet. Hun får et anfald af fortvivlelse jf. mit tidligere svar til jer omkring dette :)

Når hun har anfald af fortvivlelse, så strømmer der hormoner rundt i kroppen på hende, og et af disse hormoner er adrenalin. Det er vores "kamp- eller stresshormon", og det udsendes i blodbanen, når jeres datter bliver frustreret, ked af det, bange, ophidset osv.

Det viser sig ved, at hendes muskelmasse øges. Hun bliver svær at holde, hun bliver ekstra stærk, stritter fysisk imod, falder samme på gulvet. Hendes pupiller trækker sig sammen, hendes puls og blodtryk stiger, og I vil opleve, at hun kan virke helt ude af den. Hun vil være tydeligt i oprør, smide sig ned på gulvet, tårerne triller, måske banker hun hovedet i gulvet eller i væggen, måske sparker hun, slår ud efter sig...

I en sådan situation skal I naturligvis start med at sikre jer, at hun ikke kan komme til skade. Det kan være nødvendigt at tage hende op eller måske give hende en pude, som sikrer, at hun ikke kan slå sig. Og så skal I forsøge at finde ud af, hvorfor hun reagerer så voldsomt, som hun gør. Hvad er det i situationen, som giver den reaktion. Hvis I ved, hvad det er, som hun bliver så ked af eller vred over, så vil det være lettere for jer at hjælpe hende.

Det er godt, hvis I kan undgå at skælde ud. Prøv at undgå skæld ud - det er vigtigt, at I ikke siger f.eks. "hold så op med at skabe dig", "slap dog af", "lad være med at være så hysterisk" eller lignende. Prøv i stedet at sætte ord på det, som er svært "åh, driller skoene" eller "det er også dumt, at...", "bliver du bare så ked af det, såå skat", så hun føler sig lyttet til, forstået og mødt.

Adrenalin virker som ild - hvis vi puster til det ved at skælde ud eller sige f.eks. "hold så op!" eller lignende, så vil hun ikke kunne finde ro, hendes reaktion vil blive værre, og det vil ikke hjælpe hende på sigt. Det bedste I kan gøre er derfor at tage det stille og roligt og netop vise hende det, som I gerne vil lære hende (roen) - og så vil ilden stille og roligt gå ud.

Og så er der naturligt de situationer, hvor hun afprøver jeres reaktion - det gør hun, fordi hun er igang med at finde ud af, hvordan verden fungerer og hænger sammen. Hun afprøver hypoteser "hvis jeg smider med ærterne, så siger mor nej?", ja det gør du. Hun prøver igen "Hvis jeg smider med ærterne, så siger far også nej?" - ja, det gør han. Og hun afprøver mange gange og i forskellige situationer, for at finde ud af, hvordan I og også andre reagerer på det, hun gør. Det er sådan, hun finder ud af verden på.

I nævner, at I ofte har udfordringer ved middagsbordet, og det er I bestemt ikke alene om, det er svært i mange familier - og der kan ske forskellige ting. Nogle forældre går i gang med at lave specielle retter til barnet, andre lokker med belønning, med legetøj, forsøger at aflede, lader måske barnet sidde med en iPad eller lignende ved bordet.. og begge forældre begynder at diskutere hen over bordet, hen over barnet, hvad taktikken nu skal være .. alt sammen naturligt af bekymring for barnets trivsel, det er jo vigtigt, at vores børn får nok at spise...

Jeres datter er dog meget bevidst om, at når I sidder ved middagsbordet, så giver afvisningen af mad en særlig reaktion hos jer - og også den reaktion er spændende at udforske, præcis som alle andre situationer. Og derfor er det vigtigt, at I forsøger at skabe madro og ikke giver hende unødig stor opmærksomhed omkring maden. Prøv at undgå diskussioner hen over hovedet ...

---

---

... på hende og prøv at lade hende spise, som hun vil og i den rækkefølge osv. som hun vil. Prøv evt. at flytte hende, så hun ikke længere sidder for bordenden med mor og far på hver sin side - da det giver jeres øjne direkte på hende, når I/hun spiser...

Hvis hun tager en håndfuld mad, kikker på jer og bevidst kaster med maden, så er det for at få en reaktion fra jer - og det skal I give hende, og her må I naturligvis gerne sige "Nej!". Og det kan være helt okay, at I fjerner tallerkenen, hvis hun gør det igen og ikke forstår jeres nej. Når I lader en handling følge med jeres nej, så husker hun det bedre. Hvis hun stadig virker sulten og til at ville have mere mad, så kan hun få tallerkenen tilbage, gør hun det så igen, så er måltidet slut, og hun kan komme ned på gulvet og lege - altså præcis det, I gør nu. Det lyder helt fint og helt okay :)

Og det er på samme måde helt okay, at I siger nej til at lege. I er ikke færdig med at spise, og bliver derfor siddende ved bordet, og det må I naturligvis gerne holde fast i. Hun er velkommen til at sidde med ved bordet, og hun er også velkommen til at lege på gulvet, men I bliver siddende, fordi I spiser.

Når hun mærker, at I ikke følger med hende på gulvet, så vil hun igen få et anfald af fortvivlelse, og hun vil igen reagere fysisk, kaste sig i gulvet, græde, sparke osv. Og når hun reagerer på denne måde, så er det fordi hun mangler ord. Hun kan ikke sige, at hun hellere vil have at I leger, end at I sidder og spiser, eller at hun synes, I sidder alt for længe ved bordet, eller hvad det nu kan være - hun kan kun reagere ved at falde fysisk sammen.

Igen er det vigtigt, at I forsøger at rumme dette og sætter ord på "det er også dumt, at mor og far skal spise færdig", så hun hører, at I forstår hende, samtidig med at I gerne må holde fast i, at det er sådan, det er lige nu. I må også gerne invitere hende med "du må gerne sidde med her", ligesom I også kan give hende håb "vi kan lege med tog, når vi har spist", så hun hører, at I faktisk gerne vil lege. At I ikke vil lege lige nu, betyder ikke at I slet ikke vil lege. Og nogle gange kan I måske opfordre hende til at finde legetøjet frem eller lignende, så I netop kan lege, når I har spist - og så naturligvis med forståelse for, at hun ikke kan vente særligt længe eller have forståelse for tid, når hun ikke er ældre. Hun ved ikke hvad "lige om lidt betyder". At bede hende finde f.eks. toget og togbanen frem, som I skal lege med, afleder hende og lærer hende samtidig, at hun godt selv kan gøre noget, selvom mor og far stadig sidder ved bordet...

---

---

---

Det vil generelt også være en god idé, at I inddrager hende i madlavning, borddækning osv. fordi det vil være med til at signalere, at netop middagsmaden, og det at spise sammen, er noget I prioriterer i jeres familie. Og hvis hun har været med til at lave mad og f.eks. har spist lidt grøntsager undervejs, så behøver I ikke fokusere så meget på, hvis det mest er pastaskruerne, som glider ned ved middagsbordet.

I kan også anerkende hendes selvstædighed ved at lade hende være med til at dække bord, selv tage maden op på tallerken, evt. give hende en lille kande, så hun selv kan hælde op i sit glas, selv sætte sig til rette på den høje stol osv. Jo mere hun føler sig inddraget i det der skal foregå, jo mindre og jo færre fortvivlelseanfald vil der ofte være:)

Faktisk kan I også nogle gange opfordre hende til selv at bære sin tallerken, glas og lignende væk fra bordet, når hun er færdig med at spise - så hun på den måde er beskæftiget, imens I spiser færdig, afledes og stadig er tæt ved jer, selvom I ikke går fra bordet endnu, og samtidig med at I anderkender hendes selvstændighed og egen vilje.

I kan med fordel læse to af mine bøger - billedebogen "Inger og Carlo hjælper med at lave mad" (fås som e-bog) og den kan læses højt for jeres datter. Og så min bog "Helens bog om Børn & Opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn", hvori I kan læse meget mere om at sidde med ved bordet, når børn leger med maden, lære at høre efter, når børn griner, når vi siger "nej!", når barnet siger "nej!" osv.

Rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---