Svar: Meget gal og frustreret 2 årig

---

Hej med dig

Tak for dit brev og hvor dejligt at høre, at putningen hos jer går så godt nu. Dejligt, dejligt! Og tak for din fine beskrivelse og alle dine tanker om jeres datter og hendes reaktioner - jeg vil naturligvis meget gerne give lidt tanker retur.

Der er ingen tvivl om, at 2 års alderen på mange måder er en svær alder. Jeres datter har rigtig meget brug for forståelse, omsorg og nærhed samtidig med, at hun naturligt også skal lære visse regler - f.eks. at man ikke kan sidde og skrige meget højt, når man sidder ved bordet og spiser... Når det så er sagt, så er jeg dog undrende overfor pædagogernes valg om at sætte jeres datter væk, fjerne hende fra fællesskabet - det er dog lidt svært helt at gennemskue, hvordan dette præcist foregår, og så undrer det mig også, hvis pædagogerne har sagt til jer, at de er i tvivl om, hvad de skal gøre og ikke ved, hvad de ellers kan gøre (ud over at sætte hende væk).

Når man er 2 år gammel, så er man rigtig godt igang med at udvikle sit selvbillede og dermed rigtig godt igang med at finde ud af, hvem man selv er, og hvordan man påvirker andre. Det er helt normalt, at børn på 2 år kan virke meget egenrådige, siger meget nej eller gør det modsatte af, hvad vi voksne siger eller vil. Det hører med til at udvikle sin selvstændighed, at man netop ikke bare følger trop og naturligt vil noget andet...

Når man er 2 år gammel, så har man rigtig meget brug for anerkendelse og brug for at mærke, at andre kan lide en. Man har brug for ros, det gør jeres datter stolt, når hun får at vide, at hun gør noget godt, og hun kan blive utroligt ked af det, hvis hun bliver irettesat. Det er bestemt ikke rart at få at vide, at man gør noget forkert. Det betyder naturligt ikke, at hun ikke gerne må få at vide, hvordan reglerne er, og hvad der gælder i vuggestuen og også derhjemme - men det er meget vigtigt, at det gøres på en måde, som ikke giver jeres datter en følelse af at være forkert. For hun er ikke forkert. Det kan godt være, at hendes handlinger nogle gange er forkerte eller uhensigtsmæssige, men der er ikke noget galt med hende.

Børn i jeres datters alder får også det, som kaldes fortvivlelsesanfald. Det sker ofte, når verden går imod hende, når verden ikke vil det, hun gerne vil - og det kan let ske over ting, der i voksnes øjne virker som bagateller. Det kan være frustrationen eller fortvivlelsen over, at æblet serveres skåret i både og ikke serveres helt, eller at du (eller pædagogerne) giver hende den blå kop i stedet for den røde, eller at vi afbryder en leg, fordi det er tid til at køre eller fordi bleen skal skiftes. Når hun får anfald fortvivlelse, så bryder hendes verden sammen, og hun bryder sammen - både fysisk og mentalt. Hun kaster sig måske i gulvet, græder voldsomt, vrider sig, sparker og kan slet ikke finde ro og slet ikke lytte. Hele hendes krop er i oprør. Hun føler en smerte i sig selv, og hun er oprigtigt ked af det.

Derfor er det meget vigtigt, at man i disse situationer lytter - hun kan ikke lytte til jer voksne, men I kan lytte til hende. I kan forsøge at finde ud af, hvad der ligger bag hendes reaktion og vise forståelse, og anerkende at det er svært. Når børn har anfald af fortvivlelse, så er det ikke nogen god idé at sige f.eks. "stop så!", eller "hold op med at skabe dig" eller f.eks. sende barnet væk. Det er vigtigt, at man reagerer med lydhørhed og viser, at man forstår, hvad det er barnet vil eller ikke vil, og at man sætter sig ind i barnets situation. Og så skal man kunne rumme barnets følelser. At kunne rumme betyder, at man kan holde ud, at hun har det, som hun har det. At det er lige så okay, at hun er frustreret, vred, fortvivlet, som at hun er glad og i charmerende hopla humør, og at man ikke forsøger at lave det om eller tager det personligt. Hun skal have lov til at være, som hun er...

Vuggestuens personale er forhåbenligt uddannet i at håndtere anfald af fortvivlelse - for det får alle børn! Og naturligvis kan børns temperamenter være forskellige, og derfor kan deres frustrationer også være forskellige, ligesom ...

---

---

... alle børn er forskellige - og der ligger naturligt en pædagogisk opgave i at kunne støtte hvert barn individuelt. Og kommer det ud over pædagogernes vurderinger, og finder de det ekstra svært, så kan pædagogerne altid kontakte den børnepsykolog som er tilknyttet institutionen. Der vil i institutionen normalt også være mulighed for at drøfte forskellige børn og problemstillinger i tværfaglige teams, og nogle institutioner (kommuner) bruger også pædagogiske rådgivere, som netop kan observere, guide og støtte pædagogerne i situationer, som kan være svære.

Brug af "skammekrog" eller "time-out", anbefales normalt ikke til børn under 5 år. Det er først i den alder, at man kan forvente, at barnet er bevidst om sine handlinger og har hjernemæssig modenhed til at vide, når det har gjort noget forkert. Bruger man denne metode overfor børn, som er kede af det, så vil de naturligt konkludere, at det ikke er okay at være kede af det og at deres følelser ikke er okay, samtidig med at de vil have en oplevelse af, at de voksne ikke forstår, hvorfor jeg har det svært. Og børn har brug for at vide, at vi voksne er der for dem, gerne vil sætte os ind i deres situation, gerne vil forstå og hjælpe.

Jeres datter er simpelthen for lille til at blive sat væk, så hun kan "tænke over tingene" eller hvad meningen nu er - og det virker jo tilsyneladende ikke, for så snart hun er tilbage på stolen, så starter hun igen... Jeg tænker, at det er vigtigt at finde ud af, hvorfor hun skriger og så finde den rette handling ud fra dette.. forklaringerne kan være mange.

Når det så er sagt, så kan man nogle gange godt vælge det man kan kalde for en "tænkestol", hvor jeres datter af pædagogen følges væk fra bordet og sættes på en stol, væk fra de andre, men så hun stadig kan se dem og oplever at være en del af det der foregår - men får mulighed for at falde til ro. Det er en mere hensigtsmæssig måde og måske er det sådan de gør.. Det er dog ikke den første metode, som man griber til, i første omgang er det bedst at tale med jeres datter, lytte til hende, guide hende, vise hende hvad de gerne vil have hende til i stedet osv.

Du skriver, at I har en god vuggestue og en god dialog, og I er egentlig ret glade for stedet. Det lyder også super godt, at de arbejder bevidst med billeder og følelser, så der er ingen tvivl om, at de gør sig mange gode pædagogiske overvejelser. Derfor tænker jeg, at I måske skal bede om et møde, hvor I drøfter situationen omkring spisningen, og forsøger at finde ud af, hvilke muligheder er der, så det bliver rart for alle, når det er spisetid i institutionen :)

---

---

---

Du spørger, hvad I kan gøre for at hjælpe A. så hun ikke behøver blive så gal og vred. Og det er vigtigt at sige, at konflikter er en del af hverdagen med børn i denne alder, det hører med. Det har dog stor betydning, hvordan man kommer igennem konflikterne og her har I forældre en vigtig rolle. Det er super godt, at I indgår i en dialog, forsøger at møde hende, lytter og sætter ord på.

Når jeres datter mærker modstand, når verden f.eks. bryder sammen, fordi skoene driller, maden falder af skeen, når hun får et nej, fordi I skal køre osv. så skal I medtænke, at hun er styret af sin mellemhjerne, hun er styret af lyst. Det udløser en reaktion med at ville løbe sin vej, smide sig i jorde, sparke, slå, spytte.. være i fysisk oprør - og I hjælper hende ved at vise hende det, som I gerne vil lære hende. Nemlig ved at bevare roen og f.eks. sige "såå, bliver du bare så ked af det" eller "ååhh, det er også dumt, at skoene driller" eller lignende. Så hun hører, at I forstår hende, og så hun samtidig mærker, at I kan bevare roen, når hun ikke kan.

Selvfølgelig savner hun far og kan reagere på en lidt anderledes hverdag, når far er på rejse og derfor væk, men jeg tænker, at det hos jer handler mindst lige så meget om alder og udvikling :)

Jeg håber, at I kan bruge disse tanker lidt videre, rigtig meget held og lykke fortsat :)

Og læs også meget gerne "Helens bog om børn & opdragelse", som jeg tænker, at I måske kan få lidt gode snakke ud af :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---