Svar: Bange for der sker mit barn noget

---

Kære du

Tak for dit brev og din åbne og ærlige beskrivelse af, hvordan du har det, og de bekymringer du gør dig :) Og nej, dit spørgsmål er bestemt ikke dumt, det er rigtig godt du skriver!

Først - jeg tror bestemt ikke, at din dreng ikke har fået iltmangel. Han var på ingen måde blå, slap og lyder ikke til at have reageret på, at din dyne har ligget tæt på ham - du vågnede, opdagede det og reagerede med det samme, men det er helt naturligt, at forskrækkelsen sidder i dig :)

Hvis du gerne vil sove med jeres dreng i dobbeltsengen, så er der visse retningslinjer, som skal følges:

- Det er vigtigt, at jeres dreng sover på ryggen og du bør dreje hans hoved skiftevis mod venstre og højre, så du sikrer, at hans hovedfacon bliver så rund som muligt.

- Det er vigtigt, at han ikke bliver overophedet, får det for varmt, så hans påklædning og dyne skal passe til temperaturen i rummet, og det er vigtigt, at du sørger for at soveværelset er køligt.

- Det er vigtigt, at han har lige så meget plads at sove på, som hvis han lå i sin tremmeseng og han bør ikke ligge mellem jer forældre. Da han lige nu ligger på fars plads i sengen, så lyder dette ok.

- Han skal sove med sin egen babydyne, ikke din dyne. Og han må ikke have løse lagner, stofbleer, tæpper, bamser eller lignende omkring sig.

- Jeres dobbeltseng skal ære mindst 140 cm bred, og hvis du er meget overvægtig bør sengen være minde 180 cm bred. Samsovning på en briks, sovesofa, vandseng eller lignende frarådes.

- Madrassen i dobbeltsengen skal helst være en stor madras. Han må på ingen måde kunne trille ned i fordybningen mellem to madrasser og komme i klemme der.

- Hunde, katte, større søskende osv. bør ikke sove sammen med dig og lillebror i sengen.

- Hvis du på nogen måde er syg, meget træt, har taget sløvende medicin eller lignende bør lillebror ikke sove i sengen.

Derudover så fortæller du, at du har OCD, hvilket er blevet tricket efter fødslen af lillebror og at du konstant går og er urolig for, at der skal ske ham noget. Det er rigtig godt, at du atter skal igang med et forløb, hvor du kan få hjælp og forhåbentlig få reduceret eller slippe af med dine tvangssymptomer :)

Hvordan har du og din mand det? Der er ingen tvivl om, at han også bliver påvirket af din bekymring, og du skriver blandt andet, at det kun er dig selv og indimellem ham, som får lov ...

---

---

... til at holde jeres lille dreng. Du fortæller også, at du ikke tør sove af frygt for, at der skal ske lillebror noget. Og så fortæller du, at far er rykket ud af soveværelset...

Jeg er med på, at situationen med en lille ny baby i familien kan gøre, at rutiner og vaner skal ændres, og at det nogle gange kan være nødvendigt, at far rykker ud af soveværelset, så han kan få sovet og være i stand til at møde på arbejde, eller fordi han så tager sig af den ældste... men, det er meget vigtigt, at far også kan tage sig af lillebror - han skal holde, nusse, putte, skifte ble, lege med, pludre med lillebror osv. Far skal og bør gøre det hele - det eneste han ikke kan er at amme.

Du/I skal være opmærksomme på, om din OCD gør, at I kommer ind i nogle vaner og rutiner, som faktisk er uhensigtmæssige for jer alle fire. Det er let at gøre det, som virker til at hjælpe dig lige her og nu, men på sigt er det måske med til at vedligeholde din OCD, og derfor ikke gøre situationen bedre. Jo mere jeres hverdag tilpasses din OCD, jo bedre "vækstbetingelser" får den.. og som du beskriver det lige nu, så kan du slet ikke holde til det i længden. Det dur ikke, at du slet ikke får sovet, og at du sætter alarmen til med 2.5 times mellemrum for hele tiden at holde øje med jeres lille dreng... Du har brug for din søvn, og du har også brug for pauser, og det er vigtigt, at du har tillid til, at far tager sig af lillebror, og du kan lave noget andet imens - måske bare få sovet :)

---

---

---

Det er vigtigt, at I taler med nogen, som kan hjælpe dig, men også hjælpe din mand og jeres børn. Det påvirker dem naturligt, at du har OCD, og at det blusser op i øjeblikket. Det er sandsynligvis rigtig hårdt for din mand at mærke, at du er ekstra ramt i øjeblikket, og der er sandsynligvis ikke noget han hellere vil end at hjælpe dig - men han har naturligt brug for at vide, hvad han skal gøre, og det skal I tale med en behandler omkring.

Der er ingen tvivl om, at du er en god mor, og at du vil dine børn det allerbedste, at du ikke ønsker andet end at være der for dem, passe på dem, sikre at der ikke sker dem noget - og det er ligesom det skal være! Men du skal samtidig passe på dig selv, for at du netop kan være der for dem, og det lyder for mig som om, at du har brug for hjælp til det lige nu :)

Sender dig et stort knus med på vejen :) Og glæder mig til at følge jeres lille familie!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sygdom:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---