Svar: Svigter min 2 årige dreng ved indlæggelse

---

Kære ulykkelige mor

Tak for dit brev og dine åbne og ærlige tanker :)

Stort tillykke med at I venter jer en lille ny om ganske få dage. Det lyder som et hårdt forløb - både i graviditeten, men også i ugerne, som nu venter jer - det lyder dog også som om, at du er fulgt tæt, og at der er den støtte, som du/I naturligt har behov for.

Der er ingen tvivl om, at det er overvældende at være indlagt på en neonatalafdeling. Der er mange syge og for tidligt fødte børn, som har rigtig meget brug for hjælp, og det betyder meget forskelligt udstyr og også en personalegruppe som nogle gange skal reagerer meget hurtigt, fordi der sker noget akut. Der er også mange hensyn at tage, fordi børnene netop er så små og syge, som de er - og det betyder nogle gange, at det ikke er muligt for større søskende, bedsteforældre og andre at komme forbi.

Der er dog stor forskel på, hvordan afdelingerne er indrettet, og hvilke muligheder der er, det er meget forskelligt alt efter hvor man er i landet - og også afhængigt af, hvor syge og små børn man har indlagt. Nogle steder har mødre mulighed for at sove i nærheden af deres barn, andre steder er man som forælder nødt til at sove hjemme eller være indlogeret på et patienthotel eller lignende sted i nærheden. Du må tale med afdelingen om, hvilke muligheder du/I har, for måske kan du og din mand være der på skift, eller måske kan du sove hjemme, så storebror også har tid sammen med mor og så være på neonatalafdelingen om dagen, sammen med den lille ny... Det kan også være, at du nogle gange kan spise aftensmad derhjemme og så tage af sted igen...

Der er faktisk også neonatalafdelinger, som har et opholdsrum, hvor de tillader besøg af søskende, når bare de ældre børn er raske, og visse steder kan man også komme ind på selve afdelingen. Også bedsteforældre kan være velkommen. Det er som sagt forskellige fra sted til sted.

Det lyder dog som om, at I har fået at vide, at storebror ikke kan komme med ind på selve afdelingen, og det er der ofte god grund til, men det betyder ikke, at han ikke stadig kan tage med far til sygehuset. Jeg tænker, at I måske kan mødes i caféen og spise lidt sammen, eller I kan måske gå en tur sammen og netop tale om dagen i vuggestuen eller lignende, så han på den måde har mulighed for stadig at være lidt sammen ...

---

---

... med sin mor (og du med ham), og så han også får lidt fornemmelse af, hvor du er, og hvad sygehuset er. Så når han hjemme spørger efter dig, så kan far sige "mor er på sygehuset" ligesom han gør, når du f.eks. er på arbejde. Når han ikke er ældre end han er, så er det begrænset, hvor stor tålmodighed han har, og hvor meget han reelt vil få ud af at være på sygehuset, det bliver hurtigt kedeligt for ham, og derfor vil korte besøg på denne måde ofte være at foretrække.

Det er utrolig hårdt ikke at kunne være sammen med sit ældste barn, når man er indlagt med en yngre søskende på neonatal. Ingen tvivl om det. Og det ved personalet godt, og det har de naturligvis forståelse for :) Der vil være personale omkring jer og jeres lille barn døgnets 24 timer, og har du brug for at gå kortvarigt eller tage hjem til den ældste et par timer, så vil der normalt være forståelse for dette.

Du kan også tage billeder, som du kan sende til far, der så kan tale med storebror om det og se, at du stadig er der... Måske kan I lave et lille fotoalbum, som far kan kikke i sammen med storebror og tale om, og hvor der er billeder af jer alle fire sammen og hver for sig, men måske også af sygehuset og lignende. Så der på den måde er grobund for en naturlig snak og samtidig genkendelighed for storebror.

---

---

---

Jeg kan ikke love dig, at han ikke vil reagere. Det er naturligt svært for ham at forstå, hvor du pludselig er henne, og hvorfor du ikke kommer hjem og ikke er en del af jeres familie, som du plejer at være. Heldigvis har han en far, som elsker ham højt, og som er og altid har været primær omsorgsperson sammen med dig og som du skriver, så "skal drengene nok klare det fint derhjemme" - og det er rigtig godt. Men et er jo, hvad man kan tænke i hovedet og noget andet er, hvad man føler i hjertet, og jeg kan til fulde sætte mig ind i, hvor hårdt det føles!

Du er mor for begge dine børn, og der er ikke noget du hellere vil end at være der for dem begge, men situationen gør dette umuligt for dig, og det gør ondt. Du må forsøge at finde styrken til at klare dig igennem det og gøre det bedste du kan - vide at far er der og naturligt tager sig af storebror, og de er okay, trods alt :)

Sender dig et stort knus herfra og ønsker jer alt det bedste :)

Mange tanker og rigtig meget held og lykke!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---