Svar: 2,5 årig skaber familie splid

---

Kære mor

Tak for dit brev - dejligt at høre fra dig igen, og stort tillykke med, at I har fået en lillebror:)

Det er rigtig godt du skriver, og jeg kan godt forstå, at du synes det er svært. Det er bestemt ikke rart at blive afvist, og jeg forstår godt, at morfar og moster efterhånden bliver påvirket af dette, og at I som familie også påvirkes...

Der er sandsynligvis flere ting, som spiller ind, og jeg vil gerne dele lidt tanker med dig. Så må du derudfra selv vurdere, hvad du tænker du kan bruge ...

Det er et eller andet sted naturligt, at hun afviser andre - hun har en alder nu, hvor hun naturligt udvikler mere selvstændighed, viser mere og mere egen vilje, hun er rigtig godt igang med at finde ud af, hvordan verden fungerer, og hun afprøver naturligt, hvordan hun påvirker andre, og hvordan andre påvirker hende.

Går hun i vuggestue, integreret institution, leger med andre ældre børn...? Hun møder måske en "vi gider ikke lege med dig", eller "du må ikke være med" i hverdagen, og hendes reaktion overfor familien kan derfor godt være en måde at afprøve det, hun selv møder i hverdagen. Børn lærer at begå sig social ved at se, hvad de gør ved andre, og hvad andre gør ved dem - og leg er netop ofte et redskab til dette, nogle gang små man være med i legen og andre gange ikke, atter andre gange må man kun være med, hvis man spiller en bestemt rolle osv. Det er en læring, som starter allerede nu og følger med hele vejen op....

Her der det vigtigt, at I blander jer, ligesom moster og morfar nogle gange gerne må sige noget, når hun direkte afviser dem. Hvis hun mærker, at de bliver kede af det, trækker sig og måske også mærker, en særlig reaktion fra jeres side, så kan det være ekstra spændende at udforske dette og dermed forstærke hendes reaktion. Der er ikke noget i vejen for, at moster eller morfar siger "jeg bliver ked af det, når du ikke vil lege", eller "jeg har sådan glædet mig til at se dig" eller lignende, så de sætter ord på, at selvom hun ikke vil dem, så vil de stadig rigtig gerne hende. Nogle gange kan hun faktisk have brug for, at de netop ikke trækker sig, men gør det modsatte, f.eks. giver hende en kildetur, så hun rigtigt mærker, at de vil hende og ikke kan afvises.. men ikke, hvis det virker modsat hensigten, og ikke, hvis det har stået på i rigtig lang tid, som det desværre lyder til hos jer....:(

Det er på samme måde vigtigt, at I opstiller nogle regler og tager styring, så hvis hun siger "morfar skal gå", så må du gerne sige "nej, morfar skal være her" eller lignende, ligesom hvis hun vil bestemme, hvor I f.eks. sidder placeret rundt om bordet, så er det fint, at hun nogle gange bestemmer, men det er også fint, at du og far nogle gange siger "i dag er det mig, der bestemmer - morfar sidder der, moster sidder der, og du sidder der". Så hun på den måde direkte hører, at hun ikke kan afvise hverken morfar eller moster, du synes, at de skal være der, og det ...

---

---

... skal accepteres.

Når det så er sagt, så skriver du, at morfar ofte ikke leger med hende, men bruger en del tid på at tale i telefon, når I ses.. og det er vigtigt, at morfar viser hende oprigtig interesse og laver noget sammen med hende - gerne de to sammen. Måske kan de gå en tur, måske tage i skoven, kikke på ting og tale om det de ser, så de to laver noget sammen og hvor morfar viser hende opmærksomhed og er nærværende, så hun direkte mærker, at han rigtig gerne vil hende...

Det må moster også gerne gøre, men når hun afviser moster, så lyder der som om, at situationen er lidt en anden. Du fortæller, at hun her ofte siger "min mor, min far, min lillebror". Hvis du er meget tæt med din søster og måske også ligner din søster i stemmeføring osv. så ser hun måske moster lidt som en rival til din kærlighed, jeres familie og vil derfor naturligt blive afvisende. Det kunne måske skabe en følelse af at moster er lidt for ens, passer lidt for godt ind i jeres familie, og hun derfor skal holde sig væk...

---

---

---

Det er også vigtigt nogle gange at se afvisning som tilvalg i stedet. Altså ikke fokusere på, at hun afviser men i stedet, at hun forsøger at vælge noget til - netop jeres familie, mor, far og lillebror, og naturligt kan være bange for at nogen skal komme ind og ødelægge dette. Hun føler måske sin position truet... Det kan her være vigtigt, at du (I forældre) stadig tager jer af alle de nære ting, som at give bad, putte til lur og om aftenen, måske hjælpe med maden - og ikke lader morfar eller moster gøre disse ting. I stedet kan de dele små oplevelser med jeres datter, som netop gør hende tryg, og som skaber tillid mellem dem. Hun skal føle, at de er oprigtigt interesseret i hende, og hun må ikke være bange for at dele jer med dem og derfor bange for at miste noget.

Du skriver, at det især har taget til de sidste 5-6 måneder, og det hænger sammen med, at lillebror er kommet til verden. Du fortæller også, at hun nærmest virker "sygeligt forelsket i ham", og han er det første, hun spørger efter. Det er rigtig dejligt, men det forstærker måske netop hendes følelse af, at ingen skal bryde ind og påvirke eller ødelægge jeres lille familie. Det lyder som om, at hun faktiske kerer sig meget om jer fire, og det I har sammen. Og det er helt okay og i princippet rigtig dejligt at kere sig om sin familie, men det er jo en balance, for hun skal også vide, at hun naturligt har jer, at I er der for hende, og at ingen tager hendes plads.

Du skriver, at I har forsøgt forskellige måder at håndtere det på og nu er nået dertil, hvor hun sendes på værelset.. jeg forstår godt, at I kan komme dertil, men hvis årsagen til hendes reaktion er usikkerhed på pladsen i familien, og angsten for at morfar og moster vil fylde for meget, så kan det jo forstærke disse følelser at blive sendt væk, og så hjælper det hende ikke...

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---