Svar: Hjælp, min dreng slår og skubber :-(

---

Kære frustrede og ulykkelige mor

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres dreng og alle dine tanker :) Jeg må indrømme, at jeg er lidt rystet over, at pædagogerne har sagt, at I skal ignorere jeres dreng, og at det lyder som om, at det er den metode, de vælger at bruge i institutionen...:(

Du fortæller, at jeres dreng er rigtig godt med sprogligt, han taler flydende og har gjort det længe. Du fortæller også, at pædagogerne siger, at han "teoretisk" kender forskel på rigtigt og forkert, og at han godt ved, at man ikke må slå eller sparke andre... men alligevel sker det, og jeg tænker umiddelbart, at der kan være flere grunde til dette.

For det første så tror jeg, at jeres dreng har rigtig svært ved at sætte ord på, at han nogle gange føler sig overset eller uretfærdigt behandlet. Selvom han er rigtig godt med sprogligt, så vil han naturligt ikke kunne sætte ord på dette - det har selv nogle voksne meget svært ved... Og jeg tænker også at nogle af de gange, hvor han faktisk har haft behov for at sætte ord på og har forsøgt at gøre det, så er der ikke blevet lyttet...

Du fortæller jo, at pædagogerne har sagt, at I skal ignorere ham - og jeg forstår slet ikke, at det er den løsning pædagogerne vælger... hvilke pædagogiske tanker ligger der dog bag dette...?! Jeres dreng reagerer jo, som han gør, fordi han har brug for at blive set og lyttet til, han har brug for hjælp og guidning til, hvordan han skal reagere mere hensigtsmæssigt, når der opstår konflikter i forskellige situationer, og derfor bliver han naturligt ulykkelig og frustreret og "skriger ekstra på opmærksomhed", når han bliver ignoreret. Der er da ingen mennesker, som bryder sig om at blive ignoreret!

Samtidig fortæller du, at børnehaven har sagt, at "de er nødt til at være over ham konstant". Du fortæller også, at nogle af hans rigtig gode venner ikke gider lege med ham mere, og du fortæller, at I både har skældt ud, forsøgt med time-out osv. Jeg forstår godt, at I kan komme dertil, det er jo afmagt. Men.... det lyder som om, at jeres dreng på alle måder er blevet "et problem". Og er havnet i en rolle, hvor han nærmest skal leve op til at være den, som slår og skubber, og den de andre er trætte af - og hvor er det bare synd. Han er jo, som du skriver, det dejligste og den mest omsorgsfulde lille fyr, og det er rigtig synd for ham, at han ikke hjælpes til at lege og håndtere konflikter på en mere hensigtmæssig måde...

Når man vælger at give time-out eller vælger at ignorere barnet, så er det ofte med en begrundelse om, at give jeres dreng mulighed for at "tænke over tingene". Problemet er dog, at han ikke selv er klar over, hvad der udløser de store følelser, frustration osv. og han siger jo også grådbetynget, at han ikke ved, hvorfor han gør det. Når man vælger at give ham en "tænkepause" uden at kende den bagvedliggende årsag, så er der meget stor sandsynlighed for, at man tager fejl. Man fjerner ham eller ignorerer ham på det tidspunkt, hvor han faktisk har allermest brug for den voksne og netop har brug for hjælp til at håndtere de voldsomme følelser. Og han viser netop behov for voksnes hjælp ved at løbe efter jer, eller skrige, græde, holde fast i "så se mig dog!"...

Samtidig har I også fået at vide, at I skal give lillesøster ekstra opmærksomhed på det tidspunkt... fordi pædagogerne på samme måde også giver de andre børn ekstra opmærksomhed eller...? Så jeres dreng igen bare føler sig forkert, og føler at de andre børn er bedre, mere værd, mere interessante at være sammen med eller... Ingen bryder sig om at føle sig forkerte, og det hjælper ham på ingen måde. Det forstærker jo også følelsen hos de andre børn om, at jeres dreng er en, man ikke skal være sammen med. Når pædagogerne kan ignorere ham, så kan de andre børn også ignorere ham og på den måde holdes han bevidst udenfor - det er jo mobning...

Du skriver, at jeres dreng nogle gange ...

---

---

... reagerer med at slå, sparke, skubbe osv. hvis legetøj f.eks. tages fra ham. Og at han nogle gange reagerer fysisk, uden at der er nogen grund, det virker umotiveret. Jeg tror ikke på, at der ikke er en grund.. det kan sagtens være opsparet vrede på grund af gentagende frustrationer f.eks. fordi han bliver ignoreret eller ikke bliver lyttet til og til sidst så ser han ikke anden udvej end at slå fra sig.

Hvis han har fået rollen som ham der slår, skubber, sparker osv. så får han måske ofte skylden, selvom det ikke er ham, der har gjort noget forkert. Det er f.eks. ikke okay, hvis andre tager legetøjet fra ham... Hvis der ikke er nogen voksne i nærheden, så kan man ikke vide, hvad der reelt har udløst deres handlingerne - og derfor ligger der en pædagogisk opgave i at afdække, hvad der er sket, tale med børnene, sætte ord på, hjælpe børnene med gensidig forståelse for hinanden og give redskaber til, hvordan man en anden gang kan kommunikere mere hensigtsmæssigt. Det kan f.eks. være at sige til det barn, som bliver sige "W bliver ked af det, når du tager legetøjet fra ham, det er vigtigt, at du spørger om du må låne det og ikke bare tager det" og til jeres dreng kunne man f.eks. sige "X bliver ked af det, når du slår, det gør ondt. Næste gang skal du sige, at du legede med bilen i stedet for at slå". Jeres dreng skal, sammen med de andre børn, lære hvordan man kommunikerer og løser konflikter med ord og ikke ved at være fysisk eller ved at holde nogen udenfor...

Det er vigtigt ikke at skælde ud, når og hvis du hører om, at han har reageret fysisk overfor andre og hvad du får at vide, at der har været konflikter i børnehaven, så spørg om disse er løst på en god måde, for så behøver I ikke også drøfte dem derhjemme, så er der styr på det. Med mindre jeres dreng viser behov for at tale med jer om det, f.eks. fordi han føler sig uretfærdigt behandlet...

Du må naturligvis gerne fortælle ham og generelt tale med ham om, at man ikke må slå, sparke osv. At det gør ondt på den anden, og man må aldrig gøre andre ondt. Du kan også skille ham og lillesøster ad, så de fysisk hjælpes til at holde afstand "hov, nu tror jeg I to skal lege lidt hver for sig, du kan sætte dig her og leg med dit lego, og du kan sætte dig her og tegne med tusser"... så du direkte går ind og hjælper dem med at holde lidt afstand, uden at nogen får skylden eller føler sig forkerte. Det er helt okay, at de ikke altid leger godt sammen.

---

---

---

Han skal naturligvis lære, hvad det betyder at være en god ven, hvordan man leger, så andre synes, at det er rart at være sammen med en osv. Men det lærer han netop ved at lege og være i fælleskab med andre børn og ikke ved at blive ignoreret og holdt udenfor.
I kan også læse bøger om emnerne, da det nogle gange kan være lettere at læse om andre og drøfte disse situationer end at tale om sig selv.

Der findes en gammel bogserie, oprindeligt fra Maaholms Forlag, som du kan låne på biblioteket. Der findes blandt andet titler, som "jeg er høflig", og "jeg viser respekt". Der er også en bog som hedder "Opfør dig ordentligt - og vær en god ven - en bog om takt og tone til dig og dine forældre". Den er skrevet af Sabine Lemire - den til børn fra 6 år, og skulle være en slags Emma Gad for børn - men jeg kender den ikke, så måske er den lidt for svær at forstå... Du kan også kikke på Line Kyed Knudsens to bøger "Alexander bliver vred" og "Viola og veninderne", til en snak om venskaber. Spørg på biblioteket efter bøger om venskab, som I kan læse højt :)

Hold fast i, at I har en rigtig dejlig dreng som elsker sin lillesøster højt og som har forældre, som tydeligt elsker ham - mærk efter, hvad du synes føles rigtigt. Det er dejligt, at du/I prioriterer jeres børn så meget i hverdagen, og at du har valgt at arbejde på nedsat tid, så I netop har tid sammen. Det er guld værd :)

Jeg håber, at mine tanker giver lidt nyt med på vejen, knus herfra :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---