Svar: Lurproblemer
Kære Tina
Tak for dit brev :)
Det lyder meget fint med de 4 flasker i døgnet og de 3 hovedmåltider og 2 mellemmåltider. Det er alderssvarende og passer fint til netop 7 måneders alderen :)
Det lyder som om, at jeres datter vil have stor glæde af en lidt længere middagslur. I fortæller, at hun ofte sover ca 40 minutter, og hun vågner glad, men efter kort tid, så bliver hun tydeligt træt og mangler overskud. Du fortæller også, at hun "kan blive helt hys", der skal ikke meget til, før "læsset vælter for hende", og det lyder helt sikkert, som om, at I skal arbejde på en længere lur midt på dagen.
Du nævner, at du nogle gange kan lægge dig med hende, holde hende tæt, vugge hende og på den måde få hende til at sove en time mere - og det vil være en rigtig god prioritering, at gøre det på denne måde. Du må meget gerne i en periode netop lægge dig med hende - evt. i dobbeltsengen. Sørg for at der er køligt i rummet og rul gardinerne for, så rummet er mørkt og læg dig så med hende i sengen, give hende flasken og lad hende falde i søvn ved siden af dig. Bliv liggende, så du med det samme er der til at lægge dine hænder på hende, vugge hende lidt, lade hende mærke dig og på den måde holde hende i søvnen.
Min tanke er, at hvis I gennem nogle uger på den måde kan forlænge hendes middagslur, så vil hendes indre ur stille og roligt begynde at indstille sig på at skulle sove lidt længere midt på dagen, og når hun har vænnet sig til dette, så vil det blive lettere at putte hende til middagsluren i barenvognen og få hende til at sove længere der. Hun kan også få flasken i barnevognen og på den måde falde i søvn med mælken, som hun plejer :)
Det kan nogle gange hjælpe at lægge et bad ind midt på dagen, så hun via badet stimuleres lidt ekstra både motorisk og mentalt og derefter måske kan sove en lidt længere lur. I følge din dagsplan kunne et bad f.eks. ligge omkring kl 11.30, så når hun har spist frokost, så får hun et bad, gøres klar til putning med god frottering med håndklædet, smøres med lidt creme, får sovedragten på osv. og så putter du hende/lægger du dig med hende og giver hende flaske og lader hende falde i søvn - måske kl ca 12.30.. og derved kan hun måske så sove lidt længere...
Så længe hun ikke sover en længere middagslur, så er det vigtigt, at I giver hende de 3 lure dagligt. Det er bedre, at hun sover 3 kortere lure og får det afbræk, som lurene giver hende, end at hun skal springe en lur over. Men kan I få skabt en rytme, hvor hun sover en kort formiddagslur og en længere middagslur, så vil I måske godt kunne springe dagens 3. lur over. Det er dog ikke sikkert - det afhænger helt af hendes samlede søvnbehov og også af, hvornår hun starter dagen og hvordan dagens rytme i øvrigt er... Det kan jo ændre sig lidt hele tiden de næste par måneder frem, fordi hun bliver ældre, søvnen ændrer sig, hendes vågen perioder bliver længere og mere aktive osv.
Derudover så siger man generelt ...
... at "søvn avler søvn", så det at hun begynder at sove en længere middagslur betyder ikke nødvendigvis, at dagens 3. lur kan springes over, det kan blot betyde, at hun generelt vil begynde at sove mere om dagen... Det kan godt være, at hun vil stortrives med en rytme, hvor hun sover 40 minutter om formiddagen, 1.5 time til middag og en powernap på 20 minutter.. I må her se, hvad tiden bringer :)
Med hensyn til skemad, så er der mange børn, som har svært ved at vænne sig til mad med mere struktur og bid, hvilket er helt naturligt, da de jo er vant til at drikke den mere cremede og flydende mælk :)
Det er dog en god idé at gøre hendes grød og mos gradvist grovere. Grød kan med fordel laves af flager og forskellige grovere melblandinger og kerner. Det kan være en god idé at lave havregrød, som naturligt har mere bid, ligesom flerkornsgrød lavet af f.eks. havregryn, hirseflager og rugmel kan være en idé. Tag ca en spiseskefuld af hver, bland det med 2 dl koldt vand og kog det op i en gryde 2-3 minutter imens du pisker i det. Tag gryden af varmen, kom fedtstof og mme i og evt. lidt mme på og server...
Hvis en flerkornsgrød lavet på denne måde også er for voldsomt for hende, så lav en basisgrød af f.eks. rismel (ikke dagligt), majsmel, boghvedemel og tilsæt så lidt havregryn eller lignende, som blot giver lidt struktur, men hvor du så gradvist øger mængden og gør grøden grovere.

Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Det samme gælder grøntsagsmos - det er helt fint, at I laver mosen blendet og cremet i starten, så den mere eller mindre blot skal synkes. Tilsæt 1 skefuld hakket kød eller fisk, som blot giver lidt struktur i den cremede mos og lad så kød/fisk stille og roligt fylde mere og mere og på den måde give mere bid. Begynd herefter at mose lidt grøntsager med en gaffel, så noget af mosen stadig er cremet, men så nogle af grøntsagerne også giver lidt bid og tyggemodstand.
Giv hende også mad i hånden, som hun selv kan sidde med, gumle på, opbløde med spyt... det vil naturligt også være med til at styrke hende mundmotorisk og gradvist give lidt fornemmelse for tyggemodstand, samtidig med at hun lærer, hvor langt ind i munden en kartoffelbåd, et stykke kogt blomkål eller lignende kan komme før brækrefleksen stimuleres...
Med hensyn til tænder - så ja - hun skal have børstet tænder to gange dagligt med tandpasta. I bør vælge en tandpasta med et fluor indhold på mellem 1000-1500 ppm. Fluor nedsætter aktivt risikoen for huller. Hvis I bruger en almindelig tandpasta (uden whitening eller lignende) kan I bruge den samme tandpasta til jeres datter. I kan også købe en børnetandpasta beregnet til mælketænderne. Brug ganske lidt, ikke mere end hvad der kan ligge på hendes lillefingernegl og forsøg at gøre tandbørstningen så hyggelig og sjov som muligt... det er mange år frem, at hun skal være okay med at få børstet tænder, så det er vigtigt at starte godt :)
Jeg håber, at I kan bruge dette lidt videre - rigtig meget held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Gør pusletid til hyggetid - med naturlig pleje fra Olívy
En ren ble er det primære formål, når ens baby bliver lagt til rette på puslepladsen. Men faktisk er pusletiden meget mere end blot en praktisk opgave. Det er en unik mulighed for at styrke båndet til dit barn, stimulere sanserne og skabe tryghed. En god pusleoplevelse handler ikke kun om ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
13. april 2025 | Sovevaner | 3 mdr.
Kære Helen Jeg har nu forsøgt at bruge nogle af dine råd ift min datter på...
10. april 2025 | Sovevaner | 10 mdr.
Kære Helen Din brevkasse har været en kæmpe hjælp hele vores tid som nye...
10. april 2025 | Sovevaner | 2 år, 7 mdr.
Kære Helen. Vi søger råd til at få putning til at fungere. Vi har pga....
10. april 2025 | Sovevaner | 13 mdr.
13 mdr og i seng på anden måde - del II
Hej Helen, Mange tak for dit svar. Det giver rigtig god mening det du...
9. april 2025 | Sovevaner | 13 mdr.
Få vores 13 mdr søn i seng på en anden måde
Hej Helen, Vi er førstegangs forældre til Bertram på 13 mdr. Han er lige...
Viden om børn:
Skråstol
Børn har brug for at kunne bevæge sig frit for at udvikle sig bedst muligt. Børn der placeres i en skråstol vil sidde passivt og vil, hvis de sidder der længe, blive svage i nakke og ryg. Man kan sagtens vænne et barn til at sidde i en skråstol, hvis det har underholdning foran sig, og det kan være bekvemt for forældrene, men det er ikke det bedste for barnet.
Et barn skal have lov til at være på gulvet så meget som muligt. Det er på gulvet at barnet lærer at trille, krybe og...
Madras til barneseng
Der findes mange slags madrasser på markedet, og når du skal vælge en madras til dit barns seng, så vil anbefalingen ofte være, at du vælger en skummadras, en latexmadras eller alternativt en madras i et naturmateriale. Vælger du en skummadras (polyurethanskum), skal den være mindst 5 cm tyk og helst med betræk, der kan tages af og vaskes.
Det anbefales, at dit barn ligger på et fast underlag, fordi det giver barnet mulighed for at bruge og udvikle sine muskler. Samtidig sikrer...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.