Svar: Mad og nattesøvn
Kære Lene
Tak for dit brev og velkommen til :)
Det lyder som om, at du har en sulten lille dreng, som er rigtig glad for både skemad, bryst og flaske og jeg kan naturligvis sagtens sætte mig ind i, at det er hårdt at skulle lægge ham til brystet hver 2. time natten igennem...
Du fortæller, at din sundhedsplejerske har sagt, at det sandsynligvis er din drengs motoriske udvikling, som er årsag til at han vågner om natten. Det har hun til dels ret i. Der sker udviklingsmæssigt rigtig meget med ham lige nu. Han er motorisk stærkere, triller bevidst omkring, drejer om egen akse, får fat i sine fødder, sparker fra, begynder at krybe osv. Og det betyder, at han får sig lagt i stillinger om natten, som han endnu ikke selv mestrer at komme væk fra. Derfor har han brug for din hjælp til stillingskift. Han har brug for at du hjælper ham med at komme ind i midten af sengen, komme om på den anden side, få dynen på som han har sparket af osv. fordi han stadig er for lille til selv at kunne finde fysisk ro.
Samtidig sker der også en masse mentalt. Han er langt mere bevidst nu, han følger rigtig meget med i, hvad der sker i verden omkring jer, han skelner tydeligt mellem om han er hjemme eller ude, om han er i favn hos dig eller en anden, han oplever rummet han er i osv. meget bevidst nu. Han pludrer også mere og mere, indgår mere og mere i dialog og er på den måde langt mere bevidst - og det betyder også, at han får langt flere stimuli end han tidligere har fået - og det kan give ekstra drømmeaktivitet og dermed ekstra urolig søvn. Det er ikke usædvanligt at han kan komme med mange forskellige lyde om natten, måske småklynker han, smasker han, græder eller pludrer - alt sammen i søvne.
Det er ikke alle lyde og al uro, som du skal reagere på. Nogle gange vil det være godt, at du lige trækker tiden lidt og ser om han kan finde videre i søvnen på egen hånd. Andre gang er det vigtigt, at du er der med det samme, hjælper ham med stillingskift, lægger en beroligende hånd på ham, så han kan mærke dig og du på den måde hjælper ham til ro og ofte før han vågner for meget op, for hvis han når at blive for vågen, så vil det kræve ekstra stor indsats (og f.eks. brystet) at få ham videre i søvnen igen.
Du skal derfor forsøge at finde balancen mellem at lade ham ligge lidt selv og også være der for ham og hjælpe ham videre med det samme, han har brug for det - og det kan godt være svært :) Det kan ofte være en fordel at koble hans seng til din seng, så han lærer at sove i egen seng, samtidig med at han stadig kan mærke dig tæt på. Og da det lyder som om at du er alene med ham, kan du natugilgvisd også lade ham sove i dobbeltsengen. Det er dog en god idé, hvis han ikke ligger tæt op af dig, fordi han så kan dufte din mælk og naturligt vil søge brystet ekstra. Det er vigtigt at mælkebaren nu er lukket om natten.
Når det så er sagt, så er det en forudsætning for at kunne sove igennem om natten, at din dreng får både skemad og mælk nok hele dagen igennem. Du fortæller, at han spiser store portioner skemad og du fortæller også, at du kan fornemme, at din mælkeproduktion er nedsat og at du derfor nu supplerer med flaske aften og sen aften. Jeg mistænker lidt, at din dreng spiser lidt for meget skemad og derfor ikke drikker nok. Han skal have mange små måltider hele dagen igennem, men det er bedre, at han spiser f.eks. ¾ dl. grød eller mos, drikker vand af kop og så tager imod bryst eller flaske, før han skal sove, end at han spiser 1.5 dl. grød eller mos, drikker vand af kop og så afviser bryst eller flasker eller ikke drikker nok, før han bliver puttet.
Du skal altså forsøge at finde balancen mellem mængden af skemad og hans indtag af mælk, så han sikres tilstrækkeligt af begge dele - og derfor ikke behøver søge brystet og sit væskebehov dækket om natten.
Du skriver, at du overvejer at gå over til flaske og stoppe med amning, og det kan du naturligvis sagtens gøre. Han lyder jo til ...
... at være glad for flasken, og det lyder som om, at det kan være godt for jer. Det vil naturligt også give dig en viden om præcis hvor meget han drikker i løbet af dagen og kan på den måde være med til at sikre, at du om natten ikke behøver give ham brystet, fordi du ved hvad han har indtaget og derfor kan lave en beregning af, hvorvidt det er et reelt behov for væske...eller måske snarere behov for hjælp til fysisk og mental ro.. :)
Dagsplanen du sender ser rigtig fin ud. Det er helt okay, at han sover 2 lure dagligt og for at natten ikke skal starte for tidligt, så kan du i en periode lægge et bad ind mellem formiddagslur og middagslur - og på den måde rykke hans puttetidspunkt.
Mit forslag til en dagsplan ser således ud:
Tidlig morgen 04.30: Ammes og sover videre
Morgen 7: ¾ dl. havregrød, lidt frugtmos som topping og frisk blød frugt i hånden, vand af kop.
Ammes og puttes til dagens første lur omkring 8-8.30... må gerne som nu sove 1.5-2 timer
Frokost 10.30-11: ¾ dl. Grøntsagsmos og der begyndes nu med kød eller fisk, suppleres med ristede rugbrødsbjælker i hånden, vand af kop.
Kommer i bad, frotteres godt med håndklædet, smøres med creme osv. efter behov.
Flaske og puttes til middagslur ca kl 13, altså lidt senere end nu pga badet, som rykker tidspunktet lidt...
Eftermiddag 15.30: Frisk blød frugt i hånden at gumle på selv og ½ dl. frugtmos og vand af kop. Ammes også stadig lidt om eftermiddagen.

Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Aften 17.30: ¾ dl. Grøntsagsmos og også her begyndes med kød eller fisk i mosen, suppleres med ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende, vand af kop.
Flaske og puttes til natten ca kl 19...
Sen aften 22-23: Drømmeflaske
Sover herefter uden mælk til næste morgen tidlig omkring kl 04.30
Som du kan se, så foreslår jeg, at du lige nu bibeholder amning tidlig morgen, formiddag og eftermiddag og forsøger med flaske før middagslur, aften og sen aften. Det er vigtigt, at du ikke stopper med amning fra den ene dag til den anden, og det vil samtidig være rigtig dejligt for dig at du kan amme tidlig morgen, så du ikke behøver stå op der.
Mælken formiddag og eftermiddag forsvinder i 7 måneders alderen, så det vil passe med at du stopper med at amme ham på disse tidspunkter om en måneds tid, og det vil give din krop mulighed for også at indstille sig på dette stille og roligt. Samtidig fortæller du, at han ofte er irriteret på brystet om dagen. Jeg tænker derfor at denne overgang måske vil være noget som kan fungere for jer begge fremadrettet...? :)
Jeg vil ikke anbefale, at du introducerer en godnatgrød. Det er for tidligt. De fleste børn vil først trives med dette fra 8 måneders alderen. giver man det for tidligt, så risikerer du at det virker modsat ønsket - han vil ikke sove mere roligt, tværtimod. Samtidig er det ikke mere fast føde, han har behov for, men mere mælk/væske, så det er bedre at bibeholde flaskerne aften og sen aften.
Når han ikke kan sove mere end ca 3 timer på en flaske lige nu, så tænker jeg altså, at det handler om, at hans indtag af mælk om dagen skal øges (og mængden af skemad måske sættes lidt ned jf. dagsplanen) . Samtidig skal du være opmærksom på at hans uro naturligt kan skyldes alder og udvikling og at du om natten skal forsøge at hjælpe ham videre med netop stillingskift, beroligende hænder osv. men uden at komme bryst eller flaske i munden på ham...
Hvis intet kan hjælpe ham videre andet end brystet om natten, så må du naturligvis give ham det, men forsøge at lirke brystet ud af munden på ham og afkorte amningen så meget som muligt, så han ikke indtager sit behov for mælk om natten. At han har astmatisk bronkitis kan naturligt også ødelægge hans nattesøvn og både gøre ham ekstra urolig og brystsøgende... det er dog stadig vigtigt, at du forsøger at skabe en rytme og nogle rutiner, som kan fungere for jer begge både nu og i tiden frem:)
Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre, rigtig meget held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Guide til baby- og børnemad: Hvad skal du undgå?
Må baby få honning og kanel? Og må mine børn få te og hørfrø? Det kan som forældre være svært at finde rundt i junglen af madanbefalinger. I Fødevarestyrelsens guide til børnefamilier om uønsket kemi i mad, kan du se, hvad du bør begrænse eller undgå.
Anbefalingerne varierer for babyer, børn ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
13. april 2025 | Sovevaner | 3 mdr.
Kære Helen Jeg har nu forsøgt at bruge nogle af dine råd ift min datter på...
10. april 2025 | Sovevaner | 10 mdr.
Kære Helen Din brevkasse har været en kæmpe hjælp hele vores tid som nye...
10. april 2025 | Sovevaner | 2 år, 7 mdr.
Kære Helen. Vi søger råd til at få putning til at fungere. Vi har pga....
10. april 2025 | Sovevaner | 13 mdr.
13 mdr og i seng på anden måde - del II
Hej Helen, Mange tak for dit svar. Det giver rigtig god mening det du...
9. april 2025 | Sovevaner | 13 mdr.
Få vores 13 mdr søn i seng på en anden måde
Hej Helen, Vi er førstegangs forældre til Bertram på 13 mdr. Han er lige...
Viden om børn:
Rhesus-uforlignelighed
Vi har hver især en blodtype, som kan hedde A, B, AB eller 0 og derudover er vi delt op i Rhesus positive og Rhesus negative. De fleste mennesker er Rhesus positive, ca 15 % er Rhesus negative.
Hvis en Rhesus negativ kvinde bliver gravid og den kommende far er Rhesus positiv, så kan barnet, som kvinden venter være Rhesuspositiv efter sin far.
Imens barnet ligger i maven, så har det sit eget separate kredsløb, men der kan dog ske en lille udveksling af blod imellem...
Frysning af babymad
Du kan fryse grøntsagsmos, frugt- og bærmos ned i mindre portioner. Rens grøntsager og frugter grundigt, kog sammen med lidt vand i en tykbundet gryde, blend med kogevandet og frys ned.
Mosen bør kommes i små bægre, der er beregnet til frysning af babymad og som er fri for skadelige stoffer.
Når grøntsags- eller frugtmosen skal bruges, bør den optøs direkte i gryden. Derved bevares vitaminer og mineraler bedst.
Grøntsagsmos kan du med fordel fryse...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.