Brev:
Min søn afviser brystet
Kære Helen.
Tak for fantastisk vejledning og gode råd:) Lige nu står jeg dog med en udfordring, som jeg føler, jeg behøver guidet hjælp til at kommet igennem.
Jeg har en dreng på fem måneder, som jeg fuldammer. De sidste to-tre måneder er det dog blevet mere og mere udfordrende. Jeg kan ikke længere side og amme ham helt almindeligt i fx sofaen, men er nødt til at gå ind i sengen med ham, hvor vi ligger på siden og ammer. Af og til lykkes det, at amme ham i sofaen, hvis han ligger på ammepude og andre puder “dæmmet op” i niveau med brystet – men jeg må ikke holde ham. Hvis han ligger i mine arme og jeg forsøger at amme ham, tager han irriteret fat og sutter lidt og slipper så igen, og bliver efterhånden mere og mere frustreret, indtil han tilsidst afviser helt og vi giver op, og mælken står ham ud i ansigtet i stedet.
Jeg tvinger ham ikke mod brystet, men måske føler han sig alligevel fastlåst i denne stilling? Jeg tolker efterhånden, at sådan en siddende amning er forbundet med meget ubehag for min søn. I starten var det kun den højre side, han reagerede hostilt overfor, men sidenhen er det lige galt ved venstre bryst. Han forstyrres desuden let af lyde og visuelt indput - jeg troede i starten, at det var forbundet med et tigerspring, men kan ikke se nogen bedring efter to måneder.
Senge-amning gør det noget udfordrende, at være ude af huset med ham, så vi er ikke meget hjemmefra - men det er hvad det er. Det sværeste er, at det virkelig vanskeliggør dét, at være sammen med begge mine drenge om eftermiddagene, når den mindste er sulten eller har brug for at ligge tæt. Min store er på vej til at fylde tre, og jo altså ikke særligt stor. Jeg synes derfor ikke, at det er ret fedt, at løsningen bliver alene-fjernsyn i stuen imens den lille og jeg går i soveværelset den tid det nu tager at amme dén dag.
Her ligger jeg desuden lidt anstrengt med det ene øre fokuseret på aktiviteterne i stuen, og håber på, at den store ikke kommer ind og "forstyrrer" og skal tysses på. For så er amningen også afblæst, når nu der ikke skal meget til at distrahere den unge mand fra måltiderne længere.
Det er træls at føle, at jeg skal vælge imellem et tryghedsøgende, nyopstartet børnehave-barn og en sulten baby i disse situationer, hvor jeg skulle ønske, vi bare kunne sidde i en klynge og læse bog og amme sammen :) Min store er utrolig og næsten overraskende kærlig ved sin lillebror, men det er svært, at forstå, hvorfor man ikke må være med til hygge i soveværelset.
Der er flere ting, jeg tænker, kan spille ind i vores udfordringer med amningen, men jeg ved ærligt talt ikke hvordan jeg skal gribe det an, hvor jeg skal starte, og siden komme problemet til livs. Jeg forsøger lige, at skitsere mine tanker.
Min søn er forløst ved kejsersnit ti dage før termin, da jeg uventet fik et lungekollaps og først fik indlagt dræn, men desværre også måtte under fuld narkose for at få lukket for lækagen af luft ud i brysthulen. Jeg havde derfor meget ondt de første uger af O´s liv, både i brystet og efter kejsersnittet. Jeg ville meget gerne have amningen til at køre, men på min operationsdag var han dog nødt til at få modermælks erstatning og udpumpet mælk, og de efterfølgende to nætter, blev han holdt en anelse hen nogle halve timer ind i mellem, da min kæreste syntes, jeg skulle have hvile. Det var bestemt ikke den start vi ønskede os - turbulent, klinisk med mangel på ro og harmoni.
Som andengangs forældre havde vi, og måske især jeg selv, mere is i maven og nogle klarere forstillinger om, hvad vi syntes var godt, naturligt og rigtigt for os og vores babys spæde start - blandt andet masser af hud mod hud og fri adgang til brystet. Sådan blev det ikke helt. Vi fik dog god hjælp af sygeplejerskerne og ingen anfægtede på noget tidspunkt (grundet min tilstand), at jeg ville amme mit barn. Jeg synes sådan set, at vi fik amningen til at køre ret hurtigt, og i starten var jeg mest bare imponeret over, at min krop, trods stort pres, kunne lave mælk. De jeg var et par dage oven på min operation, begyndte jeg at få knugende dårlig samvittighed over, at O´s behov var blevet tilsidesat en smule grundet min fysiske tilstand.
Da min søn var toogenhalv uge, begyndte han, at være meget urolig og ked af det. Han vred sin lille ...
... krop i ubehag, havde meget luft i systemet, og var svær at trøste. Det var første gang, jeg begyndte at mistænke, at have et kraftigt nedløb. Jeg blev mentalt smidt tilbage til mit spæde moderskab, med vores ældste dreng - de uendelige amninger, der afløste hinanden, mangelen på søvn, og de frustrationer jeg også dengang havde følt, ved ikke at formå, at afhjælpe mit barns smerter.
Da O var en god måned tog jeg defor en beslutning om, at forsøge mig med en fuldkommen mælkefri diæt i 6 uger - for at se, om komælken var for meget for hans lille mave, og for at gøre noget. Han var desuden hos en osteopat af to omgange, og blive "trykket" lidt på, for blandt andte at se, om vagus nerven skulle være forstyrret. Jeg skal ikke kunne sige, om det var det ene eller det andet, der gjorde udslaget, men efter tre-fire uger, syntes vi, at have fået vores rolige og veltilpasse barn tilbage. Jeg begyndte efter 6 uger, at indtage mælkeprodukter igen, og det syntes ikke at påvirke min søns velbefindende.
Mine tanker har dog sidenhen vendt tilbage til det kraftige nedløb flere gange (især i højre side synes jeg, det er særlig udtalt). Jeg er usikker på, om jeg også har meget mælk, men begge mine drenge har lydt til, næsten at kløjes i amningerne, mælken står ud i stråler hvis der slippes, baby laver klik/smaskelyd under amningen, og bliver nærmest vred. De har slugt meget luft begge to, og desuden har jeg flere gange haft til-stoppede mælke udgange. Min store dreng ville spise hele tiden, og havde som ammebarn en del refluks symptomer, med meget gylp og var generelt urolig og utilpas - det blev, set i bagspejlet, nok en dårlig cirkel med for meget mælk, der så stod op i spiserøret og lavede ubehag, så der igen måtte spises for at lindre. O har på en helt anden måde sagt fra, når han ikke var mere sulten og har sluppet brystet. Han er også anderledes glad og veltilpas det meste af tiden. Når han altså ikke er "vred" over amningen.
Desuden har han haft trøske det meste af hans spæde liv. Jeg spurgte min læge til råds flere gange, inden vi for halvanden uge siden endelig blev sat i behandling. Jeg tror ikke, de mente det var noget særligt, så jeg prøvede selv behandlingerne med danskvand og kokosolie til han og mig selv, uden det store held. Jeg har ikke selv mærket symptomer, og jeg har også svært ved at sige, hvor generet min søn reelt set har været af trøsken. Det er imellemtiden ikke forvundet af, at blive behandlet med mycostatin. Faktisk er det først nu, at han også har fået rødme bagtil (jeg skal ringe til lægen igen mandag, og forhåbentlig, kan de gøre noget andet for ham).
Jeg går også, og tænker, at han måske har kort tungebånd, da hans tunge laver to spidser, når han stikker den frem. Det er dog ikke blevet bekræftet af det sundhedspersonale, som har set på ham, så jeg har ikke gjort mere ved det, da han jo lader til at have godt fat, når han sutter.
Ellers er der at sige, at han vokser som han skal, og det meste af tiden er rolig, glad og tilfreds. Han er meget stærk og motorisk helt med, og desuden ekstremt nærværende i sociale udvekslinger - næsten lidt intens, men glad og let til smil. Han sover godt om natten i sin nest ved siden af mig, endda gerne imellem 5 og 7 timer uden opvågninger, og ligger så sammen med mig og spiser når han vil de resterende timer af natten. Men dagene er hårde, synes jeg.
Jeg er træt af at skulle afvente enden af et tiger-spring og se situationen an. Jeg bliver som mor ked af, at blive afvist og enormt frustreret over ikke at kunne hjælpe mit barn til en harmonisk amning. Jeg frygter, at det ender med at udvikle sig til en total ammestrejke (vores ældste stoppede fra den ene dag til den anden, da han var et år gammel - den gang tænkte jeg, at det var pga den forkølelse han havde, og blev ved med at tilbyde ham bryst i to uger, men han afviste pure). Måske er det fjollede og ubegrundede bekymringer.
Hvad gør jeg? Vi har de sidste par aftener praktiseret laidback amning med hud mod hud med god succes. Er det vejen frem - sådan at starte lidt forfra? Eller skal der større greb til, for at kontrollere et kraftigt nedløb måske? Hvordan kan jeg reetablere amningen, som en dejlig del af hverdagen for både mig og min søn, og resten af familien?
Med venlig hilsen
Sarah og co.
Annoncer
Sponsorerede artikler
Giv dit barn den bedste start!
Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier
Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
22. november 2024 | Kost og ernæring | 4 mdr.
Kære Helen Vi har en datter på nu 4 måneder, som vi synes virker meget...
21. november 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Putning og nattesøvn for tvillingepiger
Kære Helen Vi skriver for at få nogle gode råd til at gennemskue hvorfor...
17. november 2024 | Sovevaner | 5 mdr.
Baby vågner hele tiden om natten
Kære Helen. Tak for dit brugbare svar angående søvnrutiner. Jeg skriver...
5. november 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Hej Helen Tak for dine tidligere gode svar:) Vores dreng er nu 6 måneder...
28. oktober 2024 | Diverse | 4 mdr.
Kære Helen Tusind tak for dit sidste svar, det gav ro herhjemme! Men nu...
Viden om børn:
Madras til barnevogn
En barnevognsmadras kan være lavet af forskellige materialer, f.eks. skumgummi. Det betyder, at madrassen let suger kondensvand, der naturligt vil samle sig i barnevognen, når barnet sveder eller bare trækker vejret. Derfor er det vigtigt, at madrassen løftes op og stilles på højkant dagligt, og når barnevognen ikke bruges, så madrassen er tør, når barnet skal ligge på den.
Om vinteren kan det være nødvendigt at tage madrassen med ind, så barnet ikke lægges på en iskold madras,...
Rotavirus
Rotavirus er den hyppigste årsag til diarré og opkastninger hos spædbørn. De fleste børn smittes mens de er mellem 6-24 måneder. De får kraftige opkastninger, vandig diarré og måske feber og barnet er i risiko for at få væskemangel. Symptomerne kan vare op til 7 dage.
Tegn på væskemangel er tørst, irritation, uro, sløvhed, indsunkne øjne, tør mund og tunge, tør hud og sparsom vandladning. Hvis du ikke kan få dit barn til at drikke og du oplever et eller flere af ovenstående tegn...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.