Svar: Pige på 2,5 år skubber og slår umotiveret andre jævnaldrende

---

Kære Louise

Tak for dit brev og fine beskrivelse af din datter og hendes reaktioner :) Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig.

Det er rigtig godt, at du har talt med institutionen om problemstillingen. Det er rigtig godt, at de også er opmærksomme og som du selv skriver, så skal de naturligt også hjælpe og guide i hverdagen, når de oplever din datter sammen med jævnaldrene børn - og så må du gøre, hvad du kan derhjemme :)

Det er rigtig dejligt, at din datter er så godt med sprogligt. Det er super flot, at hun allerede taler i sætninger og har et stort ordforråd - og på den måde kan give udtryk for rigtig mange ting. Der er dog ingen tvivl om, at hun naturligt også stadig mangler ord. Selvom hun er godt med sprogligt og måske vil kunne sige "du er dum!" eller lignende, så vil hun ikke kunne give udtryk for hvis hun f.eks. føler sig overset, føler at du interesserer dig mere for din veninde og hendes datter end for hende, eller hvis hun føler sig uretfærdigt behandlet eller lignende. Og når din datter reagerer fysisk, så er det ofte fordi hun mangler ord til at sætte på sådanne følelser - hvilket er helt naturligt, når hun ikke er ældre end hun er.

Eksemplet med din veninde og hendes datter viser faktisk meget fint dette. Det går jo egentlig okay i starten, men om søndagen kan din datter ikke håndtere det mere. Det lyder som om, at det er rigtig svært for din datter at finde sin rolle, at hun let kommer til at føle sig udenfor, måske føler hun sig overset og måske bliver hun i tvivl om, hvorvidt der stadig er samme plads til hende i dit hjerte...

Slag, skub, spark og lignende kan opstå på grund af mange forskellige situationer:

Det kan være vrede, som hun ikke kan kontrollere. Det kan være opsparet vrede på grund af gentagende frustrationer og til sidst så "flyder bægeret over" og hun reagerer med at slå og skubbe.

Det kan være fordi hun føler sig presset op i en krog. En form for angst "jeg kan ikke komme væk fra det her" f.eks. hvis andre børn tager legetøj fra hende og på den måde presser hende, så hun føler sig nødsaget til at slå fra sig.

Det kan være en reaktion på, at der ikke bliver lyttet. Måske har hun forsøgt at kommunikere med ord, måske har hun forsøgt at gøre opmærksom på sig selv og vise, at hun havde brug for nærhed, tæt kontakt eller lignende - og hvis hun så oplever, at der ikke bliver lyttet, så skubber hun fra sig.

Det kan være en måde at sikre sig opmærksomhed på - negativ opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed og hvis hun igen og igen føler sig uden for, ikke føler sig set, medinddraget osv. så kan hun reagere fysisk for på den måde at sikre sig opmærksomhed.

Det kan være en erfaring hun har med sig - at hun ser andre børn skubbe, sparke, slå og efterligner det hun ser. Det kan være voksne som tager fat i hende, hvis hun gør noget forkert eller som f.eks. giver slag over fingrene, når der er noget hun ikke må røre ved eller lignende (hvilket i øvrigt ikke er tilladt), børn kan godt spejle det de oplever på egen krop.

Det kan være en rolle, som hun er kommet i - det kan f.eks. ske, hvis hun får meget skæld ud og dermed ekstra stort fokus, hver gang hun slår og skubber. Det kan være med til at forstærke hendes behov for at slå og dermed fastholde hende i den rolle.

Det lyder ikke som om, at du gør noget forkert, tværtimod. Det er vigtigt, at du ikke skælder hende ud, men netop fortæller hende, at hun ikke må slå, sparke, skubbe til andre. Det gør ondt, og man må ike gøre andre ondt. Ligesom det er rigtig fint, at du sætter ord på, at den anden bliver ked af det osv. Det er samtidig vigtigt, at du taler med hende om, hvad hun skal gøre, hvis hun oplever noget lignende igen, at hun f.eks. altid kan hente en voksen eller lignende. Så bliv endelig ved med det du allerede gør, for det lyder faktisk rigtig fint :) Det tager bare rigtig lang tid for din datter at lære det...

Derudover har pædagogerne fuldstændig ret, når de siger, at du skal forsøge at "skride ind før det sker". Det er nemlig rigtig vigtigt, fordi jo mindre hun ...

---

---

... havner i de situationer, jo mindre vil hendes tendens til at slå og skubbe blive. Du skal derfor forsøge at stoppe hende før hun når dertil, hvor det går galt og hun forløber sig. Derfor er det vigtigt, at du hele tiden har øje på hende og ser hvordan hun egentlig reagerer, når din veninde f.eks. er på besøg. Måske sidder I i sofaen og din datter går rundt i periferien, du griner med din veninde, snakker med hendes datter, måske kommer din venindes datter med en dukke og viser dig den og den taler I så om, du hjælper hende med dukketøjet osv. Det kan virke helt uskyldigt, men for din datter, der går rundt i periferien kan det gøre ondt i hjertet - og give en følelse af, at I har noget sammen, som hun ikke er en del af... Og når I så senere går en tur, så får din venindes datter et skub.. ikke fordi hun der gør noget galt, men fordi det for din datter bare er nok, hun fylder bare for meget og må derfor skubbes væk...

Det er vigtigt, at du ser hendes skub og slag som at hun "forløber sig". Hun gør det ikke bevidst for at være ondt. Hun er ikke på den måde udspekuleret og ond i sine tanker. Hun gør det, fordi der kan ligge mange følelser bag, som hun ikke kan sætte ord på, og fordi hun i den pågældende situation mangler redskaber til at handle mere rationelt fremfor fysisk - hvilket skyldes, at hun ikke er ældre end hun er og at hendes hjerne stadig er meget umoden.

Det samme er forklaringen på, hvorfor du lige nu elever hende mere grænsesøgende og nogle gange siger hun ja, selvom hun mener nej og omvendt. Din datter får det som kaldes fortvivlelsesanfald. Når det sker, så er hun ikke uartig, men oprigtigt ked af det. Hun er skuffet over, at tingene ikke er som hun gerne vil, at der er noget bestemt, som driller hende, noget hun ikke må osv. Det er ofte små bitte ting som i dine øjne virker som bagateller, men for hende betyder det rigtig meget.

Det er meget vigtigt, at du her viser hende forståelse, lytter hende og sætter ord på, at du forstår, at det er svært lige nu - at det f.eks. er irriterende, at I ikke kan se mere fjernsyn, at det var dumt, at du gav hende æblet skåret i både, når hun ville have haft det helt, at det er øv, at hun skal vente på at den lilla tus bliver ledig og i mellemtiden må male med den røde...

---

---

---

Det er ikke nogen god idé at give hende time-out og dermed sætte hende på værelse. Det kan godt få hende til at stoppe med at græde, men det vil ikke hjælpe hende på sigt. Når hun har anfald af fortvivlelse, så har hun brug for at du sidder med hende, holder om hende, beroliger hende. Hun har brug for din hjælp til at komme ned i gear og få samling på sig selv. Hendes krop er i oprør - præcis som du beskriver, hun græder, sparker, raser, laver flitsbue, slår ud efter dig, smider med sit legetøj...

Det betyder ikke, at du ikke må sige nej og ikke må have visse regler, for det må I naturligvis gerne. Det er vigtigt at lære at man ikke må slå og skubbe til andre, eller at man nogle gange skal vente på ens tur. Men det er vigtigt, at du anerkender hende og den lille person hun er og at hun naturligt lige nu nogle gange vil noget andet end du vil. Det er vigtigt, at du har forståelse for, at hun kan have lyst til noget andet, selvom du siger nej... :)

Når hun er frustreret og føler at tingene går imod hende, så pumpes der adrenalin rundt i kroppen - adrenalin virker lidt ligesom ild - hvis man puster til det, så kommer der mere af det, det flammer op, hvis man forholder sig roligt, så går det stille og roligt ud.

Hvis din datter oplever, at du ignorerer hende, sender hende på værelset/giver time-out, skælder hende ud, så hun ikke føler sig lyttet til og forstået, så vil det puste til ilden, og det hele blive værre. Hvis du derimod viser hende, at du gerne vil hende, at du forstår hendes følelser, og at det kan være svært at være hende, så slapper hun mere af og adrenalinen klinger af - og samtidig kan du stadig godt have regler for, at man ikke slår eller skubber til andre...

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke fortsat:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---