Svar: Slår far og bliver meget vred part 2

---

Kære Ellas mor (og far :))

Tak for dit brev og ærlige tanker og fine beskrivelse. Det lyder virkelig hårdt, og jeg kan godt forstå, at du bliver i tvivl om, hvad I skal gøre - for det lyder faktisk som om, at I gør det ret godt og har nogle rigtig gode overvejelser. Jeg er slet ikke i tvivl om, at I er nogle rigtig gode forældre - I ser Ella, har oceaner af tålmodighed, anerkender hende og den lille pige hun naturligt stadig er, I rummer hende rigtig godt og elsker hende begge højt.. og det er bare svært.

Du nævner, at børnehaven vil søge om en støtte-psykolog fordi jeres datter ikke er interesseret i at lege med de andre børn - og kun henvender sig til de voksne. Det lyder som en god idé, og det er dejligt, at pædagogerne erkender, at de har brug for lidt støtte og sparring til at håndtere de situationer, som de oplever med jeres datter. Hvorfor hun taler dårligt om far er svært at svare på, og jeg kan godt forstå, at han bliver oprigtigt ked af det... men nu til dine spørgsmål :)

Når jeres datter slår sin far, så er det vigtigt, at han tydeligt siger f.eks. "Stop!", "Nej!", "Jeg vil ikke have du slår!", "Det gør ondt!" og lignende, og det er helt okay, at han rejser sig og går væk fra hende, hvis hun ikke stopper. Her kan han f.eks. også sige "jeg går fordi du slår mig, det gør ondt, og man må aldrig slå på andre". Så hun hører og også ser, at han fjerner sig, ikke har lyst til at være sammen med hende, når hun slår ham bevidst.

Det kan også nogle gange være en idé at sige "jeg kan mærke, at jeg bliver vred på dig, så jeg går lige ud i køkkenet et øjeblik" eller lignende. Det kan være en måde at trække sig på og samtidig sige fra. I kan på samme måde også trække jer, fordi I mærker, at jeres datter har brug for en pause - og f.eks. sige "jeg kan fornemme, at du har brug for lidt tid for dig selv. Jeg vil gerne tale med dig, så når du har lyst, så sig til"... Det at man rejser sig og går fra hende er med til at sende nogle signaler om, at det ikke er rart at være sammen, som situationen er...

Hvis hun løber efter ham, så kan det sagtens være et udtryk for, at hun faktisk gerne vil ham og har brug for hans hjælp til at få samling på sig selv og finde ud af at falde til ro. Derfor er det godt, hvis far i denne situation kan forsøge at finde balancen mellem at sige fra og stadig være der for hende "jeg vil gerne tale med dig/være sammen med dig, men jeg vil ikke have, at du slår" eller lignende...

Og ja, så vil det være rigtig godt, hvis du også kan hjælpe far med at sige fra. Det er vigtigt, at jeres datter oplever jer som en enhed, og at I ikke kan spilles ud mod hinanden. Og hun må på ingen måde have en oplevelse af, at du kan synes, det er okay, at hun bevidst slår far, eller gør far ked af det. Derfor kan det være rigtig godt, at du også går hen til hende, tager hende i hånden, holder hendes arm eller lægger en hånd på hende og f.eks. siger "Stop Ella!" Jeg vil ikke have, at du slår far!", så hun ikke er i tvivl om, at her har hun overskredet en grænse.

Med hensyn til at sige, at I er dumme, så kan dette dække over flere ting. Det ene kan være en måde at finde ud af, hvordan I reagerer på dette. Måske har hun oplevet, at nogle af børnene i børnehaven har sagt "du er dum" til hende, og hun savner redskaber til at håndtere en sådan situation. Det afprøver hun så derhjemme. Det andet er, at hun naturligt stadig kan mangle ord, og ikke altid kan få sagt, at hun synes noget er uretfærdigt, at hun føler sig overset eller lignende - og i stedet bruger hun så ordet dum. Og så er der også ofte den situation, hvor hun faktisk ikke synes, at I er dumme, men at situationen er dum.

Derfor er det vigtigt, at I forsøger at afkode, hvad det handler om. Hvis hun bevidst kalder jer dumme "du er dum!" og kikker på jer og tydeligt afventer jeres reaktion, så kan I godt sige "jeg vil ikke kaldes dum, der er ingen der er dumme her" eller lignende. Men hvis hun siger, at I er dumme, fordi der et opstået en dum situation, så kan det være bedre at svare "jeg kan godt forstå du synes, det er dumt at..." og ikke gå ind i, hvorvidt ordet dumt er rigtigt eller forkert at bruge... Og ja, en gang imellem må I naturligvis også ...

---

---

... gerne sætte ord på jeres følelser og sige f.eks. at I bliver kede af det eller vrede, når hun siger sådan og sætte ord på, hvorfor I ikke bryder jer om, at hun taler på den måde, tale med hende om, hvordan man viser andre respekt og taler pænt. Men det lyder som om, at I har haft flere af sådanne snakke, og at hun faktisk godt ved, hvordan man bør opføre sig, sige og gør.. nogle gange er det bare rigtig svært for hende, og hun er jo også kun 3 år :)

Det lyder for mig som om, at I skal forsøge at droppe middagsluren. Måske vil hun kunne sove lidt længere om morgenen og blive afleveret lidt senere og derfor bedre kunne klare sig dagen igennem uden lur. Hvem afleverer? Kan far aflevere hende, så de to naturligt får nogle rutiner ind omkring dette, før lillebror kommer? Og så du får lidt rolige morgener, hvor du kan slappe lidt af, tage det stille og roligt... :)

Du nævner, at du ofte bruger 40-60 minutter på at putte hende, og at du skal ligge sammen med hende, læse godnathistorie og at I også nogle gange lytter til en lydbog. Jeg tænker, om ikke det er ved at være tid til, at I lader hende ligge lidt for sig selv. Hun skal naturligvis stadig puttes med godnathistorie, kærtegn, nærhed osv. så hun er helt tryg ved at sove, men derefter kan hun måske godt ligge og lytte til en lydbog på egen hånd, og hvor I så går frem og tilbage og kikker til hende.

Det er også en god idé at holde fast i, at far også kan putte - eller snarere, at I begge naturligt siger godnat. Så når far putter hende, så kommer du naturligt stadig ind og kysser godnat, putter dynen om hende - men bakker op om at far putter hende i aften, og så går du ud igen. Så hun på den måde siger godnat til jer begge. Du kan også forklare hende, at du har noget praktisk at lave. Der skal tømmes opvaskemaskine, smøres madpakker, eller hvad det nu kan være, og imens putter far hende, og når du er færdig, så skal du nok komme ind og sige godnat. Hun behøver ikke skrige, du skal nok komme ind til hende igen, men lige nu har hun sin far hos sig. Det vil være godt, hvis hun tror på, at du faktisk kommer og siger godnat, og derfor ikke behøver havne der, hvor hun skriger voldsomt, ender med at kaste op, og du så kommer løbende... du skal helst komme ind til dem, før det når derud, men ikke på en måde, hvor det virker som om, at far har måtte give op....

---

---

---

Jeg er mere tilhænger af, at I forsøger denne metode, altså at far går op med hende og putter og så beroliger og betrygger hende i, at mor også kommer og siger godnat, når far har læst historie eller lignende. Fremfor at "tvinge far igennem", og mor ikke viser sig. Det vil være usigelig hårdt for deres forhold, og jeg tænker ikke, at det vil gøre noget godt for dem fremadrettet... Det er bedre, at hun hører, at far lytter til hende og anerkende, at hun naturligt gerne vil sige godnat til mor, så derfor kan far f.eks. sige "nu putter jeg dig, mor kommer når jeg har læst historie" eller lignende. På den måde holder han fast i, at nu er det ham samtidig med, at han lytter og anerkender hendes ønske.

Jeg tænker ikke, at jeres datter tager skade af de konflikter I har, netop fordi I jo forsøger at anerkende, rumme, bevare roen osv. Det lyder virkelig som om, at I er der for hende. Og I må også meget gerne sige fra, tydeligt både verbalt og nonverbalt med et kort "stop", eller "jeg vil ikke have du slår mig!", så hun ikke er i tvivl om, når hun overskrider jeres personlige grænse. Det er vigtigt, at hun netop er klar over, hvor jeres personlige grænse går, og at I er tydelige i jeres signaler. Det gør naturligt børn trygge, når de ved præcis, hvor de har deres forældre - og behovet for at afprøve grænser bliver mindre ;)

Du har naturligt helt ret i, at det er svært at være jeres datter lige nu - selvstændigheden spiller ind, det særligt sensitive gen, en lillebror på vej, manglende legekammerater i børnehaven osv. Der er mange ting, som kan forklare, hvorfor det er svært at være jeres datter lige nu, og hvorfor hun reagerer, som hun gør.. og det skal I naturligvis have forståelse for, men det er stadig vigtigt, at I forældre også bevarer jer selv og overskuddet til jer selv og hinanden :)

Stort knus herfra til jer alle 3 :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---