Brev:

Slår far og bliver meget vred part 2

Kære Helen

Tusind tak for din mail og svar tilbage vedr. Ella. Jeg kan se på dit svar, at vi gør det helt rigtige med hende ift kommunikation og rumme hendes følelser, hjælpe hende med at lære at styre mellemhjernen osv.

Herhjemme går det meget op og ned - og lige for tiden er vi generelt meget udfordrede hele dagen og aftenen. Derfor lige et par konkrete opfølgende spørgsmål, så både min kæreste og jeg har en klar strategi:

1. Når Ella slår, skubber, sparker sin far. Så siger vi "alt det rigtige", men hun fortsætter stadig med at slå. Hvis far rejser sig op og går væk fra hende (helt roligt), så løber hun nogen gange efter ham, for at slå ham. Hvordan gør vi i denne situation, hvor ord ikke er nok? Vi har forsøgt at sætte ord på hendes følelser, det gør vi hver gang. Vi har også prøvet at holde hende tæt, selvom hun protesterer og det virker ikke. Det får bare situationen til at eskalere og det føles lidt som et overgreb på hende, at holde hende imod hendes vilje. Det er også fysisk umuligt for mig nu, med min store gravide mave, fordi hun sparker, vrider sig osv. Så det er ikke en mulighed.

Jeg har også prøvet at sætte ord på hendes følelser og så derefter afledt hendes opmærksomhed ved at sige noget i stil med: jeg tror du slår fordi du keder dig lidt nu – er det rigtigt? Så siger hun ja og jeg foreslår at vi laver noget sammen (for at aflede hende fra at slå). Men jeg ved simpelthen ikke hvordan vi skal gribe det an? Hun siger oftere at vi er dumme og vi er klart i en periode, hvor hun virkelig tester os af. Er det okay at sige, at man bliver ked af det, når hun kalder en for dum? Det er jo den følelse (ked af det / vrede) hendes legekammerater vil fyldes med, hvis hun også siger det til andre. Hun ved godt hun ikke må sige det – for når hun ikke er i dét humør (meget udefinerbart), så siger hun selv, at ingen er dumme og at man ikke må slå. Skal vi fjerne hende fra slå-situationen, skal jeg gå imellem min datter og kæreste og bakke min kæreste op? Skal Vi selv fjerne os fra situationen? Har brug for at vide, hvad vi skal gøre, når ord ikke hjælper og vi virkelig gerne vil have hende til at stoppe med at slå.

2. Vi oplever store udfordringer med aftenerne også. Det har været en udfordring siden hun blev født, men nu vil hun virkelig ikke sove og det virker som om hun holder sig vågen. Vi gør alt for at aftenen er hyggelig, at vi alle er nærværende, at vi ikke ser tegnefilm lige inden sovetid, at hun er mæt, tisset af, krammet og fyldt op med nærvær og kærlighed og kun tale om sengen i positive vendinger. Vi samsover i vores soveværelse og i samme seng, for at skabe ekstra tryghed. Vi har to natlamper tændt og døren på klem.

Vi forsøgte for et par måneder siden at droppe hendes lur i børnehaven, da vi ikke syntes hun var træt nok om aftenen før 21-22 og det er meget sent for mig, som selv går i seng kl 22. Vi og børnehaven vurderede dog efter 2 uger, at det nok var for tidligt, da hun var meget træt om eftermiddagen ved 16-17 tiden. Så nu er vi tilbage på fri lur, hvor hun sover alt fra ingenting til halvanden time. Det tager dog utrolig lang tid at putte hende om aftenen. Hvis vi ikke tæller klargøring, bad osv. med, så bruger vi ca. 15-20 på at tale dagen igennem, tale om hvad hun skal i morgen (altid kun med fokus på det gode) og læse en godnathistorie. Herefter siger vi godnat, kysser og krammer hende og bliver liggende ved siden af hende til hun sover.

Hun bliver ved med at sige, at hun ikke kan sove, at hun ikke kan være stille, at hendes tanker vækker hende, at hendes tanker er dumme, at hun ikke vil sove. Jeg siger at det er helt okay, hun kan bare ligge ved siden af mig og slappe af i kroppen og andre ting for at berolige hende, skabe tryghed, give hende følelsen af god tid og at jeg ikke går fra hende. Men min tålmodighed er snart lidt flosset, da det tager ca. 40 min at få hende til at falde i søvn – dvs. at vi ligger i sengen i ca. en time inden hun sover og jeg går ud.

Desuden vil hun have at det er mig, der skal putte hende hver aften. Nogle dage er det dog helt okay, når vi har beslutte det er far. Men de fleste aftener græder hun ...

... og skriger på mig – en gang imellem kaster hun op og så bytter vi. Jeg er i tvivl om, hvorvidt vi skal droppe luren? Eller om det handler om, at hun ikke VIL sove og derfor er tidspunktet ikke så vigtigt – det vil tage en time lige meget hvad? I dag er hun stået op kl. 6, kommet i børnehave kl. 9.15, har sovet lur i børnehaven 11.30-12.30, er blevet hentet kl. 14.15 og puttet kl. 20.30 (her vi er startet på godnathistorie osv.) og sov kl. (21. 25). Fra kl. 19-20 læste Ella og jeg bog og hørte lydbog i stuen for at få ro på kroppen (uden held) og fra 20-20.20 legede hun med brio tog på værelset med sin far.

Da hun gik op med far var alt helt fint og vi krammede godnat, hun var glad. Men pludselig kunne jeg høre, at der var noget hun ikke ville og så startede den vilde gråd, kalden på mig osv.). Så det føles ikke som et godt grundlag at falde i søvn på – men måske vi skal prøve at holde fast i nogle uger, så hun lærer jeg ikke kommer, selvom hun græder voldsomt, kaster op osv.? Hun er jo trods alt med sin far, som elsker hende højt og ikke viger fra hendes side overhovedet. Han er også meget tålmodig og rolig af gemyt over for hende, selvom hans frustrationer er begyndt at skinne lidt igennem for tiden (ligesom hos mig), fordi vi er godt brugte. Men alt foregår med ro og overskud i stemmen. Er bare i tvivl om strategien.

Jeg håber på at kunne putte hende mange aftener, når lillebror er kommet, men jeg ved ikke med sikkerhed, om det bliver muligt og vil gerne have ro ved at det er far, der putter hende. Jeg har jo masser af tid med hende, fordi jeg går hjemme og kan aflevere sent og hente tidligt. Men det virker ikke til at være nok.

Men nu kommer der snart en baby – om ca. 7 uger – og derfor er det virkelig vigtigt for mig, at både min kæreste og jeg kan få lov at klare de daglige rutiner, så der ikke opstår chok og stress hos os alle, når lillebror ankommer. Jeg reagerer meget dårligt på voldsom gråd og store konflikter – jeg bliver top-stresset. Så må finde en god strategi, mantra eller andet inden lillebror kommer. Måske jeg har brug for at få af vide, at alt er normalt og at hun ikke tager skade af alle de konflikter vi oplever for tiden (når der skal vaskes hænder, tisses, have tøj på, puttes osv.). Ella taler meget sødt om lillebror, taler og synger til maven, er nysgerrig på at læse bøger om, hvor stor han er, hvad han kan – vil gerne vide, hvornår han kommer ud osv. Men jeg ved ikke om denne pludselige svære opførsel skyldes graviditeten, hendes alder eller en blanding?

Hun er normalt meget nem og vi har kunnet tale med hende og forklare hende alting, så hun har accepteret det. Hun tester vores grænser (tror jeg) og jeg har brug for at vide, hvad jeg skal gøre, når en situation eskalerer, fordi ord ikke virker. Jeg har prøvet at sige, at jeg sidder klar til at kramme hende så snart hun har lyst og det virker tit for mig, men sjældnere for far. Små ting bliver meget voldsomme og jeg ville ønske jeg kunne bremse det noget før, fordi vi selvfølgelig også selv er ved at være helt udkørte over situationen for tiden.

Jeg vil også lige nævne, at de i børnehaven oplever, (udover at hun er skøn, dejlig, velopdragen, interesseret i aktiviteter, dygtig til mange ting og kærlig og glad) at hun taler dårligt om far og at hun ikke er interesseret i at lege med de andre børn – kun de voksne. Derfor vil de gerne søge om en støtte-psykolog til børnehaven, for at få nogle gode råd til, hvordan de skal håndtere det. Jeg er simpelthen så ked af hele situationen for tiden. Har viet mit liv til at være en nærværende mor, prioritere hende højere end alt andet og har en uddannelse inden for pædagogik og psykologi, så har taget bevidste valg hele vejen igennem og valgt at opdrage på en blid og kærlig måde. Hvad skal vi dog gøre…. Er det normalt det vi oplever, eller er det udover det normale? Jeg ser jo bare en treårig, der udvikler sig, prøver grænser af, er særligt sensitiv og kæmper med at vænne sig til en gravid mor, der kan mindre end normalt og en lillebror, der er på vej. Men er jeg galt på den?

Ser virkelig frem til at høre fra dig

Med venlig hilsen
Mor til Ella

Læs Helens svar »

Gør pusletid til hyggetid - med naturlig pleje fra Olívy

En ren ble er det primære formål, når ens baby bliver lagt til rette på puslepladsen. Men faktisk er pusletiden meget mere end blot en praktisk opgave. Det er en unik mulighed for at styrke båndet til dit barn, stimulere sanserne og skabe tryghed. En god pusleoplevelse handler ikke kun om ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

19. april 2025 | Opdragelse | 3 år, 3 mdr.

Hører ikke efter og sut

Hej Helen. Så er vi virkelig trådt ind i 3-års alderen med fulde kraft. Og...

Læs hele brevet og Helens svar

16. april 2025 | Opdragelse | 3 år, 1 mdr.

Hjælp til barn der er bange

Hej Helen Min datter på 3 år, er begyndt at være en smule bange om aftenen....

Læs hele brevet og Helens svar

10. april 2025 | Sovevaner | 2 år, 7 mdr.

Overgang ud af tremmeseng

Kære Helen. Vi søger råd til at få putning til at fungere. Vi har pga....

Læs hele brevet og Helens svar

28. marts 2025 | Opdragelse | 3 år

Børnehave og meget bestemt 3-årig

Kære Helen Jeg har skrevet før om vores familie, og er nu vendt tilbage til...

Læs hele brevet og Helens svar

2. marts 2025 | Opdragelse | 3 år

Hvordan får jeg min datter til at hjælpe til

Hej Helen Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at min datter begyndte at hjælpe...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: