Svar: Slår far og bliver meget vred
Kære Ellas mor
Tak for dit brev, og hvor er det dejligt at høre fra dig igen :) Og stort tillykke med at du er gravid, og at I venter jer en lillebror!
Der er sandsynligvis flere ting, som spiller ind hos jer, og jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig - og så må du/I selv vælge til og fra, hvad I tænker kan bruges i forhold til jeres situation.
Der er ingen tvivl om at graviditeten spiller ind. Det, at du har været mere sengeliggende, har fået bækkenløsning osv. gør naturligt, at du ikke har kunne være helt så meget omkring jeres datter som du plejer. Du har forsøgt og gjort alt hvad du kunne, men hun har sagtens kunne fornemme, at du har haft ondt, at hun har skulle gøre flere ting på egen hånd, at du ikke har kunne løfte hende osv. som tidligere. Og det lyder som om, at det har givet hende en vis bekymring, fordi hun f.eks. udtaler at du er sød, at hun elsker dig, og at hun vil passe på dig. Alt sammen en naturlig kærlighed til mor, men jeg tænker, at det samtidig også rummer en vis bekymring for, at der skal ske dig noget, at du ikke har det helt godt... Og den bekymring vil naturligt give hende et behov for at holde lidt ekstra øje med dig, hele tiden ville følge med i, hvor du er, hvad du laver osv.
Jeres datter er fuldstændig klar over, at der er en lillebror på vej, og selvom hun godt ved, hvad en baby er, så er det stadig meget abstrakt. Hun mærker dog, at maven vokser, at I taler om baby, at bedsteforældre og andre taler om din mave, lægger hånden på maven, taler om at hun skal være storesøster osv. Måske er I begyndt at finde noget af hendes gamle babytøj og babyudstyr frem, taler om hvad lillebror kan bruge osv. Og det kan godt give en følelse af usikkerhed hos jeres datter - altså at hun bliver usikker på, hvad det er der venter, og hvad hendes rolle skal være i det hele, hvad hun vil betyde for mor, når der pludselig kommer en lille ny, som hun skal dele dig med... Og den usikkerhed kan godt udløse mere mor-glæde end normalt og en fornemmelse af, at hun nogle gange nærmest kravler ind under huden på dig. At hun har brug for at være ekstra tæt på dig for at være fuldstændig sikker på, at du stadig er der hundrede procent for hende.
Jeg ved jo ikke præcist, hvad jeres datter tænker og føler, men umiddelbart tænker jeg, at netop bekymring og usikkerhed spiller ind. Og det kan også forklare, hvorfor det nogle gange er svært at håndtere, når far er der. Når far kommer hjem fra arbejde, så afbryder han den hyggestund, som mor og datter har, når far putter hende om aftenen, så "forhindrer" han jer to i at sige godnat.... Umiddelbart lyder det som om, at I tackler det ret godt og forsøger at rumme hende, sætte ord på hendes følelser og anerkender at det er helt okay at være vred og ked af det. Men der er dog nogle ting, som I kan overveje...
Jeg kan ikke helt gennemskue, hvad der sker i den situation, hvor far kommer hjem. Måske er det ikke nogen god idé, at du forsøger at forberede hende på det, måske er det bedre, at han blot kommer, og du så viser glæde ved at se ham, går hen og siger hej og kysser ham velkommen hjem. Så du tydeligt viser din glæde ved, at far er sammen med jer, og hun kan spejle sig i det.
Det andet er, hvordan I (både mor og far) siger fra, når jeres datter afviser far og begynder at slå ham. Det er vigtigt at sige fra og ikke blot finde sig i det. Jeg er med på, at I ikke ønsker at skælde ud, hæve stemmen og gerne til tale stille og roligt til jeres datter, men det er vigtigt, at far på en bestemt måde siger "jeg vil ikke have du slår!". Det er på samme måde vigtigt, at du siger "jeg vil ikke have, at du slår far". Hun må ikke være i tvivl om, at her overskrider hun en grænse, og at slå vil I ikke accepterer. Vær opmærksom på at det kan være en god idé at formulere jer med et "jeg", når I sætter jeres personlige grænser - "jeg vil ikke have" eller "jeg vil gerne have", fremfor at sige "du må ikke".
Det er vigtigt, at du generelt i hverdagen signalerer, at far kan ligeså godt som dig, og at du også siger det direkte "nu hjælper far dig, så kan du komme over til mig bagefter" eller lignende. Så jeres datter direkte hører, at du bakker op om, at far hjælper hende.
Det er vigtigt, at du med dit kropssprog også signalerer, at far kan lige så godt som dig, så du skal passe på med at tage over, hvis far er igang med at hjælpe hende. Det kan hurtigt sende nogle signaler til jeres datter om, at du også er i tvivl om, hvorvidt far kan klare det.
Det er vigtigt, at far signalerer, at han kan og gerne vil hjælpe hende, så han holder fast i dette og f.eks. siger "nu hjælper jeg dig", men samtidig anerkender, hvis hun vil have sin mor "jeg skynder mig, så kan du komme hen til mor bagefter". Det kan også være ved putning om aftenen, hvor far f.eks. godt kan putte hende, læse en historie osv. og hvis hun så insisterer på at mor skal komme, så kan mor naturligt komme og kysse godnat efterfølgende. Så kan far feks. sige "jeg putter dig i aften, mor kommer og kysser godnat, når vi har læst historien færdig". Og nogle gange kan mor så godt gå igen og far bliver der, fordi det jo er far som putter den pågældende aften...
Det er rigtig godt, at far og datter laver ting sammen - uden mor. Det vil kun styrke forholdet mellem dem, at de gør dette - også selvom du/I føler, at I tingene er de samme, når I så er sammen hjemme igen.
Det er vigtigt, at I forældre viser glæde for hinanden. At I kysser, krammer, holder i hånden, sidder sammen i sofaen, ligger sammen i sengen.. ligger hun f.eks. i smørhullet, så kan det et eller andet sted godt være med til at signalere, at hun kan holde jer fra hinanden - og ...
... den fornemmelse må hun helst ikke have. Det er vigtigt, at I forældre fremstår som en enhed, at jeres datter har en følelse af, at mor og far holder sammen og kan ikke splittes ud mod hinanden.
Det betyder ikke, at I skal kæmpe om at far skal på banen uanset hvad. Det er helt naturligt at børn i perioder kan fortrække den ene forældre fremfor den anden, men det er vigtigt at jeres datter ikke igen og igen kan skubbe far væk, og at far igen og igen trækker sig og bliver ked af det (hvilket i øvrigt er helt naturligt at blive). Jeres datter har også en alder, hvor hun naturligt forsøger at finde ud af, hvad der sker, når hun gør forskellige ting - herunder, hvad sker der, når hun afviser far. Bliver han ked af det, trækker han sig, bliver han vred osv. det er altsammen vigtigt for hende at undersøge og lære af.
Derfor kan den gode reaktion også nogle gange være, at far ikke trækker sig, men i stedet løfter hende op, holder fast i hende og med et smil f.eks. siger "du skal ikke slå mig, din lille bølle. Her i huset kilder vi børn, som slår" - og så give hende en kildetur, naturligvis holde øje med, hvordan hun reagerer på det. Nogle gange kan det faktisk virke, at give hende masser af ekstra kontakt og nærhed, så hun direkte mærker, at far vil hende og at far ikke "lader sig slå ud" af at blive afvist og slået.
Nogle gange kan det også hjælpe at sætte sig med hende og holde hende fast. Holde om hende, bruge sin krop som et tæppe og blive ved med at holde hende, selvom hun protesterer. Far er stadig stærkere end jeres datter og kan derfor godt holde hende - og på den måde signalere, at han ikke kan skubbes væk. At uanset hvordan hun opfører sig og reagerer overfor ham, så er han der, som "en fast klippe". Du skriver f.eks., at når hun får de voldsomme anfald af fortvivlelse (som jeg tolker at det er), så vil hun ikke samles op og krammes. Men nogle gange kan det faktisk være godt at gøre det og så sætte sig med hende og holde hende fast til hun falder til ro og putter sig ind til far. Igen dog naturligvis hele tiden prøve at vurdere, hvordan hun reagerer, og hvad hun har behov for. Ligesom jeres personlige grænser ikke skal overskrides, så skal hendes heller ikke...
Det er også helt okay, at hun nogle gange har brug for at komme af med lidt overskudsenergi og derfor smider sig på gulvet, græder, sparker, protesterer - før hun så er parat til at få jeres fysiske kontakt. Og her er det netop vigtigt, at I holder jer i nærheden, viser jer tilgængelige og efter lidt tid, så bliver hun parat til at kravle op på skødet og få et kram - og komme videre :)
Anfald af fortvivlelse sker fordi barnets hjerne stadig er meget umoden. Der er millioner af hjerneceller og hjernen indeholder forskellige dele/centre, men forbindelserne mellem dem fungerer stadig ikke optimalt. Man siger normalt, at 90% af hjernens vækst foregår de første 5 leveår. I forhold til børn og for at forstå, hvad der sker, så kan det være en god idé at se hjernen inddelt i 3 dele:
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Storhjernen, som også kaldes den rationelle hjerne. Denne del af hjernen styrer kreativitet, fantasi, problemløsning, selverkendelse, omtanke, empati, eftertanke osv.
Mellemhjernen, som også kaldes Pattedyrhjernen eller det Limbiske system. Denne del af hjernen udløser store følelser, de skal styres af storhjernen. Det er raseri, frygt, separationsangst, social tilknytning, legesyge, lyst til at udforske mv.
Krybdyrhjernen, som er den nederste del af hjernen. Den aktiverer vores vigtige kropsfunktioner, som sult, fordøjelse, åndedræt, blodomløb, temperatur. Det er også den del af hjernen der styrer, at vi kan bevæge os og kæmpe eller flygte, hvis vi føler os truet.
Jeres datter er i kraft af sin alder styret af sin mellemhjerne. Hun er styret af sine følelser, og det betyder, at hun nogle gange kan reagere næsten "dyrisk" med at smide sig i gulvet, græde voldsomt, slå, sparke, hvæse, spytte... Mellemhjernen styres af storhjernen, og derfor er det denne del af hjernen, som I skal forsøge at aktivere med jeres reaktion. Det er vigtigt, fordi det netop er jeres reaktion som skaber de vigtige forbindelser mellem storhjernen og mellemhjernen :)
Når hun har anfald af fortvivlelse, så er hun ikke i stand til at lytte til jer, men vil rent fysisk "kollapse". Hun vil være oprigtigt ked af det og vil græde voldsomt - føle en voldsom smerte inde i sig selv - præcis som I beskriver det og hun vil ikke være i stand til at lytte til jeres forklaring eller kunne sætte ord på sine følelser i en sådan situation. Derfor hjælper det hende ikke, hvis I f.eks. siger at hun skal "høre efter, hvad I siger" eller "prøve at forstå, hvorfor I siger nej". Hun har derimod brug for forståelse, at I lytter til hende og sætter ord på nogle af hendes følelser "det er også dumt at" eller "du bliver ked af det, når...". Det giver hende også mulighed for at rette jer "jeg er ikke ked, jeg er sur!" og så kan I møde hende i den følelse :)
At sætte ord på og møde hende ved f.eks. at sige "jeg kan godt forstå, du bliver sur, det er også irriterende når.." eller lignende, er ikke ensbetydende med, at hun får sin vilje eller skal have lov til f.eks. at slå far. Men det er vigtigt, at I anerkender de følelser hun har og tror på, at hendes følelser er ægte. Hun er ikke uartig, hysterisk eller lignende, men får disse anfald, fordi hun stadig på mange måder er en lille pige med en lille piges hjerne....
Jeg håber, at mine tanker har givet jer lidt nye overvejelser og lidt nyt at arbejde videre med :) Stort knus med på vejen :) Og glæder mig til at høre, hvad lillebror er for en lille størrelse, når han kommer til verden ... :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din Guldklump
BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din baby og din familie
Kender du det, at gulvet er hårdt at sidde på, når du leger og tumler med din baby? Det gør Camilla – og det ville hun gerne lave om på. Svaret hedder BabyNordic™-tæppet.
Lege- og aktivitetstæppet skaber det perfekte, ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:
22. november 2024 | Opdragelse | 3 år
Kære Helen. Vi har en dreng på 3 år (blev 3 i oktober) der startede i...
13. november 2024 | Opdragelse | 3 år, 4 mdr.
Hej Helen. Jeg har en skøn dreng på 3 år og 4 mdr. Han er sød og kærlig,...
26. september 2024 | Opdragelse | 2 år, 6 mdr.
Kære Helen. Tak for din brevkasse, som jeg nu endnu engang har brug for....
17. september 2024 | Opdragelse | 2 år, 6 mdr.
Hej Helen Vi har solgt vores hus og skal flytte om cirka halvanden måned....
16. september 2024 | Opdragelse | 23 mdr.
Hej Helen. Vi har en søn på snart 2 år, som i perioder vælger den ene af os...
Viden om børn:
Honning
Honning frarådes til børn under 1 år. Honning indeholder bakteriesporer og kan være infektionskilden vd spædbarnsbotulisme.
Botulisme er en sjælden sygdom, som skyldes et toksin (en forgiftning) dannet af den en sporedannende bakterie Clostridium Botulinum. Sporerne findes i omgivelserne, de er hårdføre og kan tåle kogning i flere timer.
Voksne og større børn bliver ofte ikke syge, da vores bakterieflora i tarmsystemet er anderledes. Men hos spædbørn medfører...
Krydderurter
På persille, purløg og andre krydderurter og bladgrøntsager som f.eks. spinat og salat, kan der være jord og dermed jordbakterier - selv efter grundig vask. Bakterierne kan vokse, hvis maden gemmes eller ved genopvarmning, og de kan medvirke til dannelse af nitrit. Nitrit kan reagere med blodets hæmoglobin, så det ikke kan transportere ilt rundt i barnets krop.
"Grønt drys"på varm mad må derfor ikke gives til spædbørn og småbørn. Friske krydderurter og bladgrøntsager må dog...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...