Svar: Tilpasning eller svigt?

---

Kære Mor til A.

Tak for dit brev og dejligt at høre, at det er gået så godt med at flytte til Danmark, starte jeres nye liv her og i det hele taget vænne sig til en ny hverdag - det er naturligt ikke let, når man kun er 3.5 år gammel, og det er rigtig dejligt, at jeres datter klarer det så fint :)

Det er essentielt for børns udvikling, at de har tilknytning til vigtige voksne, og børn vil naturligt knytte sig til den person, der er mest omkring barnet, og som tager sig af barnet i hverdagen. Denne person kaldes barnets primære omsorgsperson, og det vil ofte være mor og far. En primære omsorgsperson fungerer som barnets sikre base, det er mor og far, som barnet vil søge, hvis der opstår usikre situationer, der er mor og far, som barnet trygt kan stole på vil hjælpe, når barnet har behov for det.

Børn har også sekundære omsorgspersoner. Det er personer, som barnet vil bruge, som barnet vil søge, når de primære omsorgspersoner ikke er til stede. Det kan f.eks. være bedsteforældre, en au-pair, en dagplejer, en pædagog i børnehaven osv. Barnet vil være knyttet til disse personer og vil kunne bruge disse, søge trøst og hjælpe hos disse, men det vil naturligt være på en anden måde end tilknytningen til mor og far.

Nogle gange så er tingene dog ikke helt så firkantet som her beskrevet - et barn kan f.eks. godt være så knyttet til sine bedsteforældre, at disse fungerer som primære omsorgspersoner, ligesom forældre godt kan være så fraværende, at de ikke fungerer som primære omsorgspersoner. Og jeres situation er lidt speciel - jeres datter er vokset op med både far og mor og har haft jer begge som primære omsorgspersoner, men pludselig mangler den ene, og det er naturligt svært for hende. Det savn er svært at bære, og der er ingen tvivl om, at jeres datter elsker sin far højt, og derfor viser utrolig stor glæde, når han kommer og stor ulykkelighed, når han så pludselig forsvinder igen.

Det er meget vigtigt at anerkende dette savn, og det er vigtigt, at du forsøger at rumme hende og alle de store og svære følelser, som opstår - både når hun er sammen med far, og når far så rejser igen. Og det er vigtigt, at far stadig kommer og besøger jer, så I stadig er sammen, bruger tid sammen, prioriterer hinanden. Jeg vil bestemt ikke anbefale, at I dropper disse besøg. Det er netop vigtigt, at jeres datter mærker, at far stadig rigtig gerne vil hende, og at de to bruger tid sammen, når de har mulighed for det, netop for at jeres datter ikke føler sig svigtet. Det er også vigtigt, at far skyper eller face-timer med hende, sender små hilsner, I kan sende billeder til hinanden, at I taler om hinanden i hverdagen - så hun hele tiden mærker, at far stadig er der, og at han tænker på hende - og ikke er noget du forsøger at ignorere, forsøger at udskyde eller ikke vil tale om. Hun må ikke på nogen måde få en fornemmelse af, at de følelser og det savn hun har er forkert, for det er det ikke.

Hun har en alder, hvor hun naturligt godt kan huske far, og hvor hun sagtens kan savne sin far - og det er vigtigt at du legaliserer dette. Så tal endelig med hende om far i hverdagen. Du skal ikke være bange for at tale om ham, og du skal heller ikke være bange for at svare på spørgsmål om ham, hvis hun begynder at stille disse. Blot tale stille og roligt, anerkende hendes følelser "jeg savner også far", "far savner også dig", "vi ser far igen", "far kommer igen", "skal vi prøve at ringe til far?"....

Det ...

---

---

... kan også være en rigtig god idé at læse bøger for hende, bøger som handler om at savne sin mor eller far, om at skulle flytte, bo i et andet land osv. Det at læse om andre, som oplever nogle af de samme ting, har nogle af de samme følelser, kan nogle gange hjælpe børn med at finde ro i situationer, så de ikke føler sig alene. Det kan også give mulighed for forskellige snakke og nogle gange er det lettere at tale om, hvordan barnet i bogen har det, end det er at tale om, hvordan man selv har det... og stadig kan det hjælpe.

Jeg kan ikke umiddelbart finde en børnebog, som handler om at mor og datter er flyttet til Danmark og far blevet tilbage.. men du kan godt finde bøger, som stadig kan bruges. Der findes f.eks. "Susan moves to Denmark" - en engelsk sproget børnebog. Den anbefales fra 5 år, men kan fint læses højt og måske netop bruges til en snak om, det I kommer fra, og det I er flyttet til :)

"Vil du savne mig, far?" af Wendy McCormick, originaltitel - Daddy, will you miss me?. Den er til børn fra ca 4 år, og handler om at skulle undvære sin far, mens han er i Afrika i fire uger, men far og søn får gode idéer til at klare adskillelsen.

"Emilia og lykken" af Camilla Mickwitz. En billedbog om Emilia og hendes far, der digter en historie om lykken, der tit er så nær, at vi ikke lægger mærke til den. Den beskriver far-datter-forholdet og lykke...

"Far hvor er du?" af Pimm van Hest. Om Dolores der vågner en morgen og leder efter sin far, fordi de skal bage croissanter sammen.. heldigvis finder hun ham. Også en billedbog om far-datter forholdet.

---

---

---

"Jeg savner" af Cornelia Maude Spelman. En billedbog om marsvinet som fortæller om, hvordan det er at savne nogen, hvornår man kan savne, og om at vi ikke altid kan være sammen. En bog om savn, følelser, ensomhed og sorg... fra 3 år.

Der findes mange muligheder og en tur på biblioteket kan være en rigtig god idé :)

Du kan også lave et fotoalbum - måske kan I lave det sammen - med billeder af jeres liv i USA, stedet hvor I boede, gaden, butikken, parken, børnehaven, bedsteforældrene, jeres datter, dig - og naturligvis far. Så I taler om tiden der og mindes tiden der :) På den måde gøre det legalt, at savne og mindes...

Jeres datter er stadig så lille, at hun naturligt ikke kan sætte ret mange ord på sine følelser. Selvom hendes ordforråd er større nu, og selv om hun kan kommunikere på både dansk og engelsk, så er hun naturligt ikke i stand til at sige, hvad hun føler, tænker, er bekymret for. Hun kan f.eks. ikke sige, hvis hun synes det er uretfærdigt, at I er flyttet, og far ikke er hos jer. Hun kan ikke sige, at hun er bange for, om han vil glemme hende. Hun kan ikke sætte ord på, hvad det egentlig betyder, at hun mangler en af sine omsorgspersoner hos sig - og når hun mangler ord, så reagerer hun derfor fysisk. Så vil følelserne "sidde uden på tøjet", som du selv skriver og der skal ikke ret meget til, før bægeret flyder over, og hun kan blive oprigtigt ked af det og fortvivlet, ligesom overskuddet til at have overblik og bevare roen naturligt ikke er der - hvilket hendes alder også gør svært. Så når du oplever hende mere agressiv og trodsig, så er det fordi hun stadig er en meget lille pige, som naturligt forsøger at finde ud af, hvordan verden fungerer, og hvorfor ting sker - og at I bor adskilt er bare rigtig svært at forstå...

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---