Svar: Baby ked af det hele tiden
Kære Williams mor
Tak for dit brev og dine åbne og ærlige tanker :)
Måske kan jeg give dig lidt ro, når jeg nu skriver, at det du fortæller lyder helt normalt for alderen. William er ca. 8 måneder korrigeret og netop i 8-10 måneders alderen oplever mange forældre en lidt svær periode. Denne periode kaldes separationsfasen.
Jeres dreng lyder til at være rigtig godt med motorisk. Han kryber af sted i fuld fart og er begyndt at rejse sig ved møblerne, han får fat i alt, hvad han kan nå og hiver sig op at stå, han vil fremad, opleve verden, bruge sig selv - og det er super godt og dejligt! Hans store udvikling gør dog også, at han nu oplever verden større og generelt oplever flere ting, og det kan godt være svært for ham at bearbejde.
Separationsfasen er ofte kendetegnet ved, at han har en stor motorisk uro - både om dagen og også om natten, når han skal sove. Det kan være rigtig svært for ham at slappe af i kroppen. Det kan være svært at ligge stille og han har en rastløshed, som gør at han igen og igen vender og drejer sig. Og når han endelig sover, så sover han ofte også uroligt. Han kan lægge sig op på alle fire og ligge og vugge frem og tilbage frustreret, eller han skubber sig måske op i enden af sengen og ligger der og banker hovedet ind i sengegavlen - og er ikke i stand til at få sig lagt ned igen.
Han følger mere og mere bevidst med i, hvad der sker omkring jer og han skelner mere og mere tydeligt om han er hjemme eller ude, om han bliver holdt af mor eller far, eller om fremmede taler til ham. Og alt dette gør også, at han vil have en mental uro, når han skal sove. Han vil drømme rigtig meget fordi han netop via drømmene får bearbejdet dagens oplevelser, og det betyder igen, at han om natten kan ligge uroligt og sige mange lyde i søvne - nogle gange griner han andre gange pludrer han og atter andre gange græder han frustreret...
Om natten har han derfor brug for jeres hjælp til at blive lagt ned og blive puttet igen. Han har brug for hjælp til at komme videre i søvnen - både motorisk - hjælp til at blive lagt i en god stilling igen og finde fysisk ro - og han har brug for hjælp mentalt - koble fra og komme videre, fordi han drømmer rigtig meget.
At han er i separationsfasen betyder også, at han på den ene side øver sig i at bevæge sig ud i verden, øver sig i at være på afstand af jer - og på den anden side, klynger sig ekstra meget til jer. For at børn kan separere sig, så er det nødvendigt, at de er godt tilknyttet - man kan ikke separere sig, hvis man ikke er knyttet til. Det betyder, at jeres dreng i denne periode godt kan klynge sig mere til jer. Han vil virke ekstra glad for mor og far, vil helst opleve verden fra jeres skød, vil op i jeres favn, når I møder andre, får gæster osv. Han har brug for ekstra nærhed og fysisk kontakt. Man kan sige, at han har brug for at mærke jer ekstra, for at kunne slippe jer...
Og man oplever det også om dagen, pludselig kan han blive helt ulykkelig, hvis I går på ...
... toilettet eller går ud i køkkenet og lader ham blive alene tilbage i stuen - og når I så kommer tilbage, så lyser han op i et stort smil og er tydeligt glad for at se jer. Det er en oprigtig glæde. Han er nemlig stadig så lille, at han ikke forstår, hvor I går hen og ikke kan forholde sig til at I er lige ude på den anden side af væggen. Han mærker bare at I går, tror at I forlader ham, og når han så ser jer igen, så bliver han oprigtigt glad.
Det er vigtigt, at I lader ham opleve verden fra jer favn eller skød, når I er nogen steder eller har gæster. Lad ham starte med at sidde hos jer og studere omgivelserne, de andre mennesker osv. I er hans sikre base og derfor kan han være tryg tæt ved jer - og så vil han tjekke op på, hvordan I reagerer. Han vil se, hvordan I reagere på de andre og når han mærker, at I hygger jer, er trygge ved stedet og det som sker, så vil han naturligt blive mere modig og vil så kunne lege lidt på gulvet for sig selv igen.
Når du nogle gange går i køkkenet og lader ham være alene i stuen, så kik ud gennem døren, så han kan se dig, tal til ham og opfordre ham til at komme ud til dig, søge dig, så du på den måde hjælper ham med at finde ud af, at han kan lede efter dig, at du ikke er forsvundet, men stadig er der for ham. Andre gange er det bedre at tage ham med dig, han bør ikke være alene i længere tid, så tag ham med, så du er i nærheden og tal beroligende og opmuntrende til ham på afstand. Så han hele tiden kan høre dig og se dig og mærke, at du er helt tryg, så det kan han også være.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Det kan være en god idé at gøre det til en vane at trille en tur med barnevognen en gang dagligt. Det kan være godt at komme lidt hjemmefra, og William kan sidde op i barnevognen, kikke på verden og alt det I kommer forbi. I kan tale om ting I møder "der var en hund, vov-vov siger hunden", "der er en fugl - pip-pip". Han kan evt. sidde og gumle på lidt bløde frugtbåde eller lignende, fordi det også er med til at give lidt ro, måske vil han have glæde af at få sin sutteflaske i barnevognen og finde ro med den... Han kan mærke vinden i ansigtet og sidde og på den måde koble lidt fra - og så kan du lægge ham ned, når han virker parat til at sove. På den måde får du stimuleret ham lidt og anerkender hans lyst til at opleve og mærke verden, samtidig med at du også hjælper ham med at få koblet lidt fra, så han kan få sovet - og forhåbentlig vågne op med lidt mere overskud til at bruge sig selv motorisk og mentalt igen :)
Jeg kan naturligvis ikke udelukke, at han kan have ondt - det kunne være problemer med ørerne eller lignende, som også kan forklare, hvorfor han ofte er ked af det og hvis du oplever, at han har været forkølet eller du mistænker, at han kan have ondt, så skal du naturligvis få lægen til at kikke ham igennem :)
Jeg tænker dog, at det lyder som alder og udvikling - og en meget fin beskrivelse af netop separationsfasen. Jeg håber, at disse tanker giver lidt ro med på vejen - rigtig meget held og lykke fortsat :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Giv dit barn den bedste start!
Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier
Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:
15. oktober 2024 | Udvikling | 8 mdr.
Hej Helen Vi skal flytte i løbet af november måned og vil prøve at gøre det...
12. oktober 2024 | Udvikling | 10 mdr.
Hej Helen Vores datter på 10 måneder er begyndt at slå sit hoved ind i ting....
16. september 2024 | Udvikling | 8 mdr.
Kære Helen. Min datter er 8 mdr. hun er umiddelbart sund og rask og vores...
16. september 2024 | Udvikling | 8 mdr.
Kære Helen Er meget vild med din brevkasse og alle dine gode bøger, som vi...
22. august 2024 | Udvikling | 8 mdr.
Kære Helen Min datter er lige blevet 8 måneder. Hun har altid været meget...
Viden om børn:
Peanuts og børn
Peanuts (jordnødder) - bør ikke gives til børn under 3 år. Det samme gælder andre hele nødder, kerner fra vindruer, popcorn, hele rå gulerødder og lignende hårde fødevarer.
Børn under 3 år vil ofte have vært ved at tygge og bearbejde hårde fødevarer, og der er derfor en risiko for, at barnet fejlsynker - og det kan være meget farligt. I værste fald kan f.eks. en peanut sætte sig fast ved luftrøret og blokere luftvejene. Især peanuts og kerner fra vindruer har vist sig at udgøre...
Natamning
Mælkeproduktionen sker også om natten, og i den første tid efter fødslen er det en rigtig god idé at amme om natten. Faktisk er natamning med til at holde din mælkeproduktion igang, fordi du om natten producerer mere af det mælkestimulerende hormon.
De fleste børn vil i de første måneder have behov for amning om natten, og det er først efter 6 mdr.s alderen, at de fleste børn ernæringsmæssigt ikke længere behøver mælk midt nat. I 6 mdr.s alderen vil barnet kunne spise skemad om...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.