Svar: Raserianfald - 3 år, 4 mdr.
Kære trætte og frustrerede mor
Tak for dit brev og meget fine beskrivelse af din datter og alle dine tanker :)
Der er ingen tvivl om, at jeres datter gennem går en stor udvikling netop nu, og at du mærker reaktionerne på dette. Det lyder dog helt normalt og alderssvarende, det du fortæller, og det lyder også som om, at du tackler det ret godt i hverdagen.. det forhindrer dog ikke din datter i at bryde sammen, og her er det netop vigtigt, at du viser hende forståelse, empati, overskud... :)
Jeres datter er født med millioner af hjerneceller og forskellige dele i hjernen, men forbindelserne mellem dem fungerer ikke optimalt endnu. Forbindelserne dannes netop i det samspil, som jeres datter oplever med jer forældre. Hvis hun bliver mødt med lydhørhed, kærlighed og positivitet - som du så fint forsøger - så skaber hun forbindelser i sin hjerne, som på sigt vil hjælpe hende med at beherske vrede, være venlig og i det hele taget finde ud af at møde en anden. Mødes hun derimod med manglende omsorg og uden emotionel nærhed, så vil hendes hjerne aktivere de celler og forbindelser der feks. styrer frygt, forsvar og angreb.
Det er helt naturligt, at hun i en alder af godt 3 år, stadig har svært ved at overskue for mange valg, eller skift i hverdagen og det er helt naturligt, at verden ofte bryder sammen for hende - også over ting, der i dine øjne virker som bagateller. Det kan f.eks. være sukkeret på havregrøden, som er forkert, eller at du giver hende den blå kop i stedet for den røde, eller at du skærer æblet ud i både og hun ville have haft det skrællet først... :)
Man siger at 90% af hjernens vækst foregår de første 5 leveår, og selvom jeres datter nu er blevet 3 år og kan rigtig mange ting selv, så er der stadig rigtig meget at lære og hendes hjerne er på mange måder stadig meget umoden. Samtidig brager hun lige nu igennem selvstændighedsalderen, hvilket betyder, at hun er igang med at finde ud af hvem hun selv er, hvordan hun påvirker andre og hvordan I påvirker hende. Og hu kan ikke gøre dette, hun kan ikke udvikle sig selv og blive sin egen lille person, uden at ville noget andet end jer. Derfor vil hun lige nu være meget "modsat" og sige mere nej, til det du gerne vil...
Man kan beskrive hjernen på flere måder, men i forhold til børn og i forhold til at forstå, hvad det er der sker, når man har med små børn at gøre, så kan det være en god idé at se hjernen inddelt i 3 dele:
1. Den rationelle hjerne, som også kaldes storhjernen. Det er denne del af hjernen, der styrer kreativitet, fantasi, problemløsning, selverkendelse, omtanke, empati, eftertanke og lignende.
2. Pattedyrhjernen, som også kaldes mellemhjernen eller det limbiske system. Den udløser store følelser, der skal styres af den rationelle hjerne. Det er raseri, frygt, separationsangst, social tilknytning, legesyge, lyst til at udforske og lignende.
3. Krybdyrhjernen er den nederste del af hjernen, og den aktiverer vores vigtige kropsfunktioner. Det er sult, fordøjelse, åndedræt, blodomløb, temperatur, at kunne bevæge sig, kamp eller flugt.
Jeres datter er styret af sin mellemhjerne og forbindelserne til storhjernen og dermed hendes evne til at bevare roen, overblikket, finde en løsning, tænke sig om en ekstra gang osv. har hun ikke endnu. Det har I forældre, og I hjælper hende netop ved at vise hende det, som I gerne vil lære hende. Forbindelserne til storhjernen skabes ved, at I bruger jeres storhjerne i kontakten til hende...
Det hjælper hende også, at du nogle gange giver hende medbestemmelse og anerkender hendes lyst til selvstændighed, ligesom det kan hjælpe hende, at du nogle gange tilbyder din hjælp, når du kan se at det er svært, og at du prøver at forberede hende på, hvad der skal ske "når du er færdig med puslespillet skal vi børste tænder". Det er rigtig fint - og hendes anfald af fortvivlelse og afmagt ville være langt flere, hvis du ikke gjorde disse ting :) Så du skal ikke tro, at du gør noget forkert. Konflikter med børn i denne alder kan naturligt ikke altid undgås, og når de sker, så er det rigtig vigtigt, at man kommer igennem en konflikt på en god måde, hvor begge parter er okay efterfølgende og hvor man ikke bærer nag, men ...
... glemmer og kommer videre :)
Nogle gange - f.eks. når flyverdragten giver problemer, så kan det hjælpe at holde fokus på det, som skal ske efterfølgende, og som hun gerne vil. Du kan f.eks. sige "hvis du skynder dig med flyverdragten, så kan du komme ud og rutsje" eller du kan sige "skal jeg hjælpe dig med flyverdragten, så vi kan komme hurtigt hen på legepladsen".
Det er også vigtigt, at du hjælper hende med at være selvhjulpen, og anerkender hendes lyst til at kunne flere og flere ting selv - også selvom det er svært. Du kan lyne flyverdragten helt op, lægge den på gulvet, bede hende sætte sig og så guide hende igennem, - først det ene ben, så det andet ben, så rejser du dig op, så armene... osv. så hun hjælpes til at kunne selv, men med guidning fra dig :)
Med hensyn til "tissekonen gør ondt", så fortæller du, at du i starten blev meget bekymret over denne udtalelse, tog tøjet af din datter, og at du også har haft hende til lægen. Det forstår jeg godt - men - det lyder som om, at jeres datter har lært, at hun ved at sige dette har fået en særlig opmærksomhed, og en ekstra bekymring fra mor. Og det kan faktisk godt have været med til at forstærke behovet for at sige det. Hun er som sagt godt igang med at finde ud af, hvad det hun gør (og siger) gør ved andre...
Derfor er det rigtig godt, at du nu er begyndt at sige "det er da træls, at det gør ondt" eller "det er jeg ked af, hvordan kan det være?" eller lignende, så du ikke "kører med på det", men stadig lytter og anerkender. Du skal naturligvis være opmærksom på hendes udtalelser om, at andre børn har prikket til hendes tissekone.... At farmor eller de andre voksne i institutionen ikke har set det, behøver ikke betyde, at det ikke sker.
Det er helt naturligt, at børn i din datters alder og ældre leger "doktor-lege", hvor de rører ved sig selv og hinanden og udfordrer hinandens kroppe. Det er en naturlig del af deres udvikling, og det er vigtigt, at du ikke skaber en masse "drama" omkring det, men tager det stille og roligt. Det er ikke skyldigt eller skamfuldt, men naturligt for børn - ofte i 2-5 års alderen.

Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Prøv om du kan spørge lidt ind til det, når hun fortæller om det. Spørg om det er en god leg, om hun synes det er sjovt og rart. Om der er noget, som ikke er rart. Og sig f.eks. også "I skal lige huske, at man ikke må putte noget op i tissekonen" eller "det er vigtigt, at du siger "stop!", hvis det gør ondt, eller du ikke synes det er sjovt", "man skal ikke være med til noget, man ikke kan lide" og lignende. Så du også hjælper hende med at sige fra og lære at finde en grænse for, hvad der er behageligt for hende, og hvornår det måske går over hendes grænser.
Du skriver, at du er "rædselsslagen for, at der skal ske hende noget på den måde" - og det er rigtig vigtigt, at du tager det stille og roligt. Det er rigtig vigtigt, at du viser din datter, at det er noget, I kan tale om, og at det er helt okay og super godt, at hun kommer og fortæller dig om det - det vil jo netop give dig viden, hvis hendes grænser en dag overskrides, og hun vil også turde komme til dig og fortælle dig det, hvis det sker - netop fordi I normalt kan tale åbent, ærligt og stille og roligt om tingene :) Pas på ikke at overføre din egen blufærdighed eller din skræk for overgreb til din datter, som lige nu lyder til at være igang med en naturlig fase, hvor hun udforsker sin seksualitet og sit køn... Det er helt okay :)
Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre og jeg vil også anbefale dig lidt forskellige bøger, som måske kan hjælpe videre på vej :)
Det ene er min bog "Helens bog om børn og opdragelse", hvor du blandt andet kan læse om, hvordan I bedst kommer igennem de konflikter og udfordringer der naturligt kan være i hverdagen :)
Derudover kunne du måske have glæde af at læse bogen "Må vi lege doktor" af Anna Louise Stevnhøj... som giver et fint indblik i små børn og deres seksualitet.
Og også bogen "Fantastiske forældre" eller på engelsk "The Science of Parenting" af Margot Sunderland... der kan give et indblik i små børns hjernemæssige udvikling og hvordan vi bedst møder vores børn :)
Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre - fortsat held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Gør pusletid til hyggetid - med naturlig pleje fra Olívy
En ren ble er det primære formål, når ens baby bliver lagt til rette på puslepladsen. Men faktisk er pusletiden meget mere end blot en praktisk opgave. Det er en unik mulighed for at styrke båndet til dit barn, stimulere sanserne og skabe tryghed. En god pusleoplevelse handler ikke kun om ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:
19. april 2025 | Opdragelse | 3 år, 3 mdr.
Hej Helen. Så er vi virkelig trådt ind i 3-års alderen med fulde kraft. Og...
18. april 2025 | Opdragelse | 4 år
Sur 4 årig pige der råber meget
Kære Helen Vores pige på nu 4 år har de seneste par måneder haft meget...
16. april 2025 | Opdragelse | 3 år, 1 mdr.
Hej Helen Min datter på 3 år, er begyndt at være en smule bange om aftenen....
13. april 2025 | Opdragelse | 22 mdr.
Håndtering af selvstændighedsalder og aftenputninger
Kære Helen Jeg skriver til dig igen om vores datter på 22 måneder, som i...
10. april 2025 | Opdragelse | 22 mdr.
Reaktion på at være blevet storesøster
Kære Helen Jeg skriver til dig igen om min datter på 22mdr som er blevet...
Viden om børn:
Klumpfod (varusfod)
I Danmark fødes ca. 1 ud af 1000 børn med klumpfod. Det svarer til ca. 60 børn årligt i Danmark. Hos ca. halvdelen er der klumpfod på begge fødder.
Klumpfod kaldes også varusfod eller talipes equinovarus. Det er en fejlstilling i en eller begge fødder. Når barnet bliver født, ser foden normal ud, men den kan ikke rettes til normal stilling. Når man ser på foden, vil hælen dreje indad, forfoden pege ind mod midten, og samtidig vil mellemfoden (svangen) være løftet. Foden...
Vaner og børn
Alle familier har deres egne vaner og rutiner. Det, at tingene gøres på en bestemt måde, giver tryghed for barnet. Et lille barn vil altid have det bedst, når noget er genkendeligt.
Hvis det lille barn skal passes, er det derfor en rigtig god idé, at den der passer barnet, forsøger at efterligne de rutiner og vaner, som barnet kender.
Børn elsker gentagelser og elsker derfor også lege som borte-tit og klappe-kage. De større børn føler stor glæde ved at se den samme...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Endnu engang ros til dig. Det varmer virkelig mit hjerte at læse dine svar til andre. Din grundighed tåler ingen sammenligning og findes ikke hos mange andre! Mange forældre og børn kan prise sig lykkelig for at have dig!
Glæder mig til at læse din bog.
Mange varme hilsner fra
Sophus og mor