Svar: Udfordrende 5-årig

---

Kære bekymrede mor

Tak for dit brev og meget fine beskrivelse af jeres dreng og alle dine tanker :) Der er sandsynligvis flere ting, som spiller ind hos jer, og jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig - og dejligt at høre fra dig igen, velkommen tilbage :)

Du slutter dit brev af med at spørge, om jeg tænker han kan have ADHD eller måske være særligt sensitiv - og jeg tænker ikke, at han har ADHD, men han kunne faktisk godt være det man kalder særligt sensitivt. Når man er særligt sensitiv, så er man bærer af et gen, som gør, at man bearbejder ting med en større dybde. Og særligt sensitive børn kan f.eks. godt have lidt svært ved at sige "pyt med det" - det kunne f,eks. være, hvis han oplever noget, som er uretfærdigt. Han har en høj retfærdighedssans, og han lyder til at være en meget kvik dreng, der tænker en del over tingene, og han kan simpelthen ikke forstå, hvorfor nogle børn (eller voksne) ikke følger reglerne og gør, som man skal, og som han har lært er det rigtige at gøre...

Samtidig er han jo så også en dreng, som naturligt rigtig gerne vil lege, være med og have en vennegruppe i børnehaven. Børn i 4-5 års alderen elsker at lege og kan lege dagen lang. De har brug for at føle sig som en del af fælleskabet, og de har brug for at føle sig betydningsfulde. Det gælder både i børnehaven og derhjemme. Det er vigtigt for ham at have en rolle, hvor han føler sig som en del af alt det der foregår... Og hos jer betyder det, at han nogle gange bliver lidt udfordret i børnehaven, fordi han på den ene side lyder til godt at vide, hvad der er rigtigt og forkert, hvad man bør gøre, og hvad man ikke bør gøre og samtidig også let lader sig lokke til at gøre noget forkert, fordi han jo også gerne vil være en del af den drengegruppe, der er i børnehaven og naturligt gerne vil have venner.

Det er rigtig godt, at han fortæller jer om det derhjemme, det er en stor tillidserklæring, og det er vigtigt, at I ikke skælder ham ud, men forsøger at lytte til det han oplever og stille og roligt taler med ham om, hvorfor det nogle gange er forkert. Det er vigtigt, at I ikke irettesætter ham personligt - det er ikke ham, der er forkert, det er det han gør, som er forkert :) Det er vigtigt i forhold til at styrke hans selvværd, som du skriver, at I er meget opmærksomme på :)

Det er på samme måde rigtig godt, at de i børnehaven er opmærksomme på situationen og faktisk forsøger at skille børnegruppen ad og forsøger at lave nye grupper, som måske vil være mere hensigtsmæssige - ligesom I skriver, at de bevidst sætter jeres med en anden gruppe, når de skal spise og også forsøger at give ham positiv voksenkontakt.

Hjemme er det rigtig vigtigt, at I forsøger at inddrage ham og giver ham små opgaver. Det er vigtigt, at han føler, at han har en vigtig rolle i familien - og det er f.eks. at hjælpe til med praktiske ting. Det kan være at lave mad og dække bord og f.eks. nogle gange få til ansvar at kalde på de andre, når det er spisetid. Det kan være med til at nedsætte hans urolige adfærd ved bordet og hans tendens til at lege med maden...

Det er rigtig godt, at I forsøger at komme væk fra skæld ud og "vende skuden", så I nu forsøger at være mere rummelige, sætte ord på, spørge og lytte til, hvad der sker og hvorfor han nogle gange reagerer som han gør... Du nævner, at pædagogerne forsøger at booste hans selvværd ved at rose ham, for alt det som han gør godt - og det kan være rigtig fint. Det er netop vigtigt, at I også hjemme sætter ord på alt det gode, så han rent faktisk ved, hvad det er I gerne vil have - og fokus ikke kun er på det, som han gør forkert.

Du fortæller, at I en periode har sendt ham på værelset for at give ham en tænkepause, det der også kaldes en time-out, hvilket han blev meget vred over... Problemet med at sende ham på værelset er, at du sjældent er helt klar over, hvad der har udløst hans store følelser. Ofte søger I at stoppe ham her og nu og sender ham derfor på værelset. Men når I ikke kender den bagvedliggende årsag til at han (efter jeres mening) har opført sig dårligt, så er der jo en risiko for, at I tager fejl, I risikere at han sendes væk på det tidspunkt, hvor han faktisk har mest brug for jer og brug for at en voksen lytter og hjælper med at styre de voldsomme følelser, som han har...

Derfor er det bedre, hvis I nogle gange kan forsøge at appellere roligt til ham og få ham til at sætte ord på, hvad der sker og hvorfor han reagere som han gør. F.eks. sige "Hey, stop lige, hvad sker der her?"... Nogle gange kan det også være en idé at fjerne sig selv og f.eks. sige "jeg kan mærke, at jeg bliver vred på dig, så jeg går lige ud i køkkenet et øjeblik".. så kan han gå efter jer, hvis han har brug for jer, eller I kan gå ...

---

---

... tilbage til ham, når I har fået ro på jer selv.

I kan også nogle gange trække jer, hvis I fornemmer, at han har brug for en pause "Jeg kan mærke, at du har brug for lidt tid til dig selv. Jeg vil gerne snakke med dig, så når du har lyst, så sig til, så er jeg her" eller lignende....

Der er naturligvis grænser for, hvad I skal finde jer i. Og det er naturligvis ikke acceptabelt, at han spytter dig i ansigtet eller bevidst sparker eller slår jer eller sin lillebror. Hvis du ikke kan afbryde situationen på anden måde, så vil det i en sådan situation nogle gange være nødvendigt, at du fjerner ham og give ham en time-out. Sige f.eks. "Jeg vil ikke have, at du slår, man må aldrig slå andre, det gør ondt!", eller "jeg vil ikke have, at du spytter på mig, det skal stoppe nu". Det er vigtig, at han ikke er på værelset i mere end max 5 minutter, og I bør være lige uden for døren... Og det er vigtigt, at I er opmærksomme på, om han løber efter jer, for så er det netop ofte udtryk for, at han ikke har brug for, at I sender ham på værelset...

Vær også opmærksom på, hvordan du/I siger fra. Har I f.eks. tendens til at sige "Nu stopper du!", "Kan du så holde op!" eller lignende, så kan det være meget bedre, at I begynder at starte jeres sætninger med "jeg". "Jeg vil ikke have at...", "Jeg forventer at...". Når I starter jeres sætninger med et jeg, så holder I fokus på jeres grænser og jeres regler, og det bliver derfor mere tydeligt for ham, hvad I vil have/ikke vil have. Og samtidig begynder han ikke at føle sig forkert...

I spørger, hvordan I lærer ham respekt - og respekt er gensidigt. Det lærer han ved, at I viser ham respekt i hverdagen, ligesom han lærer det ved at se, hvordan I viser andre respekt. Respekt er at lytte til andre og blive taget alvorligt, det er at kunne tage hensyn til andre og andres behov og være okay med, at andre kan noget andet, eller er en anden end vi selv er. At i vores familie "taler vi pænt til hinanden", "lytter vil til hinanden", "giver vi plads til hinanden", "tager hensyn til hinanden", "hjælper vi hinanden" osv....

At lære ham respekt handler også om at sætte jer selv i respekt. Det betyder, at det f.eks. også er okay at sige fra, okay at sige nej en gang imellem. Det er vigtigt at lytte til egne grænser og melde ud, hvad der er okay og hvad der ikke er - og I skal være klare i jeres sprog - både verbalt og nonverbalt :)

---

---

---

Jeg vil anbefale jer meget at læse min bog "Helens bog om børn og opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn". I den kan I læse meget mere om selvværd og selvtillid, at skabe respekt, sætte grænser på en god måde, skabe et godt søskendeforhold og meget mere...

Derudover kan det også være en rigtig god idé at læse bøger sammen med jeres dreng omkring følelser, venskaber, vrede, respekt og lignende. Der findes forskellige gode bogserie, som handler om disse forskellige emner.

Der er f.eks. udgivet en bogserie "Psykologi for børn 4-8 år" via Dansk Psykologisk Forlag. Her er feks. titler som "Skal vi være venner?", "Gal på alt og alle", "Er jeg godt nok?", "jeg vil!"... Der er i bøgerne en vejledning til, hvordan de læses og hvordan man taler med barnet omkring det man læser :)

Der er også netop kommet en bogserie "Vi tænker! - serien" fra forlaget Pressto. Denne serie er til børn i alderen 4-7 år og der findes til denne serie også lærebøger til lærere og pædagoger, som vil have glæde af dem i institutionen. Det anbefales at disse bøger bruges sammen med lærebog og øveark, for at få det fulde udbytte ud af dem.

Så findes der også en bog som hedder "Opfør dig ordentligt - og være en god ven - en bog om takt og tone til dig og dine forældre". Den er skrevet af Sabine Lemire og er til børn fra ca 6 år, så måske er den stadig lidt for svær for jeres dreng at forstå :)

En tur på biblioteket vil være en rigtig god idé, og så vil det være godt, at I drøfter situationen med jeres dreng, taler med ham om, hvordan I alle sammen kan skabe gode rammer for familien. Han er sandsynligvis også ked af nogle ting - giver f.eks. nogle gange udtryk for, at han synes der er forskel på, hvordan I behandler lillebror og behandler ham - og det er vigtigt, at der er plads til at have disse følelser og at I lytter til hvad han siger - og meget gerne taler med ham om, hvordan I så kan finde en fælles løsning, som alle er glade for. Måske har han selv nogle gode forslag til, hvad I kan gøre i stedet for at skælde ud eller måske forslag til, hvad I skal gøre, når han mister kontrollen og forløber sig og ender med at spytte eller slå - for det ved han jo godt, at han ikke bør gøre, og han er sandsynligvis ked af det, når det sker...

Jeg håber, at I kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---