Svar: Urolig og ingen søvn - 9 mdr.
Kære søde du :)
Tak for dit brev og det er rigtig fint, at du skriver igen - jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig :)
Jeres datter er motorisk meget hurtig og man oplever ofte, at børn der er motorisk fremmelige kan have svært ved at sove - både dag og aften - og det spiller naturligt ind hos jer. Hun kravlede, da hun var 6 måneder, begyndte kort efter at rejse sig og gå ved møblerne, og tog de første skridt ud i verden kun 8.5 måned gammel... Der er virkelig gang i hende! :)
Det er naturligvis dejligt, og I skal nyde den udvikling, som hun går igennem. Men det giver dårlig søvn, fordi hun oplever verden meget stor. Hun kan jo gevær sig meget rundt og får derfor mange stimuli - og alt hvad hun oplever skal bearbejdes, når hun sover, så hun drømmer rigtig meget og drømmeaktiviteten gør hende urolig.
Samtidig er hun i konstant bevægelse. Hun øver sig motorisk - både når hun er vågen og når hun sover. Det er rigtig svært for hende at finde fysisk ro. Det er svært for hende at koble fra, når hun skal sove, svært at slappe af i kroppen. Og det er svært at ligge stille, når hun endelig sover. Hun får sig lagt i stillinger, som hun har brug for hjælp til at komme væk fra, få dynen på, som hun sparker af, brug for at mærke din hånd på sin krop, så du med nærhed hjælper hende til ro...
Det gode er, at det stopper igen - der vil naturligt falde mere ro over hende i takt med at hun bliver ældre.. Men det gør det naturligvis ikke mindre hårdt, og jeg forstår godt, at du har tyet til brystet, fordi det har været den lette løsning og været det, som har givet både dig og hende lidt søvn... MEN, din datter vågner igen og igen fordi hun falder i søvn i din favn og forbinder din favn og dit bryst med at skulle sove. Og hvis du vil ændre på de opvågninger hun har, så er du nødt til at vænne hende til at skulle sove i sin seng og uden at have dit bryst i munden. Du er nødt til at adskille bryst, favn - og søvn.
Det vil være en god idé, hvis du kan starte dagen til samme tid hver morgen, så dagen ikke skrider for jer. Det betyder, at hvis hun ikke selv vågner, så skal du vække hende og jeg vil anbefale dig, at I står op senest kl 07. Dette tidspunkt vil give dig mulighed for at putte hende til to lure dagligt og komme ind i en rytme, hvor hun sover lidt mere i løbet af dagen.
Mit forslag til en dagsplan ser nu således ud:
Dagen starter senest kl 07. Hvis hun ikke vågner af sig selv, så vækker du hende her. Skifter hendes ble, gør hende klar til dagen.
Morgen 7.30: Havregrød, vand af kop.
Formiddag 9.30: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt. Frugtmos og vand af kop.
Sættes i barnevognen og I triller en tur. Og du lægger hende først ned, når hun viser sig parat til at sove. Sover måske kun 45 minutter, og det er helt okay. Skal IKKE ammes først.
Frokost 12: Rugbrødshapsere med smørbart pålæg, suppleres med grøntsagsmos med kød eller fisk. Det kan være rester fra aftensmaden eller en middagsret fra glas. Suppleres også gerne med lidt kogte pastaskruer, små bidder af en frikadelle, ½ hårdkogt æg eller lignende. Vand af kop.
Ammes og puttes til middagslur - ca. 13.30. Sættes efter amning igen i barnevognen og du triller hende en tur og lægger hende ned, når hun er parat. Eller du kan vælge at lægge dig med hende i din seng og amme hende der og lade hende sove der. Evt. selv tage en middagslur sammen med hende.. MEN hun skal ikke falde i søvn med brystet i munden. Sover måske 1-1.5 time...
Eftermiddag 16: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt. Frugtmos, vand af kop. Og skal ikke ammes om eftermiddagen...
Aften 18: Udgangspunktet er jeres mad - kød, fisk, kartofler, grøntsager, ris, pasta, sovs. Der skal være mad i stykker - små hapsede, som hun spiser med fingrene og større stykker som hun kan sidde med i hånden. Gives også mos ved siden af - kartofler kan moses med lidt sovs og frikadellen gives i stykker :) Vand af kop.
Kommer i bad, frotteres godt med håndklædet, smøres med lidt creme og gøres klar til natten.
Tilbydes en godnatgrød ca 19.30, måske bare 1 dl. og vand af kop. Hun skal ikke overfyldes, men føle ekstra mæthed. Får børstet tænder.
Ammes og puttes til natten ca kl 20
Sen aften 23-24: Ammes - og sover videre - og skal derefter ikke ammes resten af natten og næste morgen starter dagen med morgengrød.
Det er meget vigtigt, at du forsøger at følge denne plan, og at du holder mængden af mælk på 3 amninger i døgnet - det er vigtigt for at din datter spiser mere rigtig mad og dermed kan undvære brystet om natten... tingene hænger jo sammen :)
Det er meget vigtigt, at du adskiller bryst og søvn, så når du lægger dig og ammer hende i din seng, så skal du helst nå dertil, hvor hun slipper brystet, smiler til dig og triller om på siden og sover :) Fordelen ved at du lægger dig og ammer hende er, at hun stadig får din nærhed og din kontakt - men ikke falder i søvn i din favn og du kommer væk fra at skulle vugge hende i dine arme. Hun lærer på den måde at sove liggende ved siden af dig - og stille og roligt vil hun bedre kunne komme ...
... herfra og over i egen seng, så afstanden mellem er øges gradvist :)
Og det er vigtigt, at du sen aften efter amning putter hende i egen seng, så hun netop ligger på afstand af dig. Når hun ligger tæt med dig, så dufter hun din mælk og vil naturligt søge brystet mere.
Hvis du er nødt til at ligge med hende for at få ro til jer begge, så må du gøre det, men det er vigtigt, at du så sover med en t-shirt på, så hun ikke selv kan tage brystet - det er dig der styrer, hvornår hun ammes.
Hvis hun kun kan sove med brystet og intet andet dur og hun bare er helt ulykkelig, så må du give hende brystet, men det er vigtigt, at du afkorter amningen mere og mere. Det vil sige, at du skal trække brystet til dig, når hun har diet lidt og er faldet til ro. Igen og igen trække brystet ud af munden på hende. I starten skal du måske gøre det 5 gange før hun finder ud af at overgive sig til søvnen uden at brystet er i munden, og det er helt okay.
Samtidig med at du afkorter amningerne på denne måde ved at lirke brystet ud, så skal du berolige hende ved at holde hende i hånden, kærtegne hende, holde hånden på hendes hofte, når hun ligger ved siden af dig, vugge hende lidt, så hun lulles i søvn netop med dine hænder, kærtegn osv. Så hun lærer at komme videre i søvnen på denne måde. Brystet lirkes altså ud og erstattes af de andre ting, så brystet til sidst helt kan undværes.
Det betyder også at hun måske vil have behov for at sove tæt ved dig, så hun stadig kan mærke dig, beroliges af dine hænder og har dig helt tæt på - men hvor det er brystet som forsvinder. Det kan dog også være, at hun godt vil kunne sove i egen seng uden at du behøver tage hende op, men ved at du i stedet forsøger at lade hende finde roen med dine hænder, kærtegn, stillingsskift osv. når hun tydeligt viser behov for det. Det er meget forskelligt, hvor meget nærhed børn har behov for - nogle børn har brug for at mærke mor rigtig meget, andre børn sover bedre, når mor og brystet ikke er i nærheden, når duften af mælk ikke er der. Du må derfor forsøge dig lidt frem.
Nogen vælger også at lade far tage over efter amningen sen aften, så far sover med hende i dobbeltsengen om natten og mor sover i et andet rum. Far kan give hende masser af nærhed, tæt kontakt osv. og kan i princippet det hele, bare ikke tilbyde brystet. MEN hos jer har far ikke været en del af hendes daglige pleje. Far har ikke skiftet hende, badet hende, givet hende mad, og derfor kan hun ikke bruge far nu. Far er på den måde ikke ligestillet mor.... Det betyder ikke, at far ikke sagtens kan komme på banen, men det er synd for dem begge, hvis det skal være om natten, for det vil kun frustrere ekstra... :)

Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Jeg vil dog anbefale meget, at far er den som fremadretter giver jeres datter et bad om aftenen, giver hende ren ble, hjælper hende med at blive smurt med creme, giver hende
nattøj på osv. Og også meget gerne er den, som tilbyder hende en godnatgrød. Og derefter tager mor så over.
Det vil være rigtig godt, at far og datter gør dette sammen. Det vil være med til at knytte deres bånd og vil på sigt hjælpe til, at far kan tage over, hvis mor en dag ikke er hjemme:)
Jeg kan godt fornemme, at du står meget alene og at støtten fra dine svigerforældre ikke er stor - jeg ved fra dine tidligere breve, at de selv har en del at slås med, og du kan ikke forvente, at de kan hjælpe eller vil have forståelse for situationen... Det lyder også som om, at far ikke gør så meget i forhold til jeres datter, og du kan naturligvis godt tale med ham om dette - og f.eks. foreslå at han fremadrettet bader hende og gør hende klar til natten... :) Men det er naturligt hårdt, og jeg forstår godt, at du nogle gange bliver rigtigt ked af det og har svært ved at få det hele til at hænge sammen...
Er der andre i din omgangskreds, som du kan tale med - en god veninde, en søster, en fra mødregruppen eller lignende? Måske en reservebedste.. de findes også - og måske ville det være en hjælp for dig og dejligt for jeres datter med en sød ældre kvinde, som reservebedste. Det kan være en idé at undersøge mulighederne, hvor I bor :)
Det er også en god idé, at du taler med din læge om, hvordan du har det, og alle de tanker du gør dig. Du nævner, at du "har det skidt og tit har lyst til at græde", og det kan du godt tale med din læge om :) Brug også din sundhedsplejerske - du kan sagtens ringe og sige til hende, at du har behov for et ekstra besøg, fordi du føler, at du står meget alene og har brug for at tale med nogen om det :)
Med hensyn til at din svoger bruger samme gaffel til sig selv og din datter og også lader hende sidde og sutte på sin mobiltelefon, så lyder du ikke sippet! Og det er rigtig godt, at du forsøger at sige fra - selvom du naturligvis godt kan blive lidt mundlam til at starte med, fordi du bliver overrumlet af, at man kan gøre sådan... Også her lyder det dog til, at du står meget alene, og at det er begrænset, hvad du derfor kan gøre - men der er ikke noget i vejen for at sige fra :)
Sender dig et stort knus på vejen :)
Rigtig meget held og lykke fortsat!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Gør pusletid til hyggetid - med naturlig pleje fra Olívy
En ren ble er det primære formål, når ens baby bliver lagt til rette på puslepladsen. Men faktisk er pusletiden meget mere end blot en praktisk opgave. Det er en unik mulighed for at styrke båndet til dit barn, stimulere sanserne og skabe tryghed. En god pusleoplevelse handler ikke kun om ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
13. april 2025 | Sovevaner | 3 mdr.
Kære Helen Jeg har nu forsøgt at bruge nogle af dine råd ift min datter på...
10. april 2025 | Sovevaner | 10 mdr.
Kære Helen Din brevkasse har været en kæmpe hjælp hele vores tid som nye...
10. april 2025 | Sovevaner | 2 år, 7 mdr.
Kære Helen. Vi søger råd til at få putning til at fungere. Vi har pga....
10. april 2025 | Sovevaner | 13 mdr.
13 mdr og i seng på anden måde - del II
Hej Helen, Mange tak for dit svar. Det giver rigtig god mening det du...
9. april 2025 | Sovevaner | 13 mdr.
Få vores 13 mdr søn i seng på en anden måde
Hej Helen, Vi er førstegangs forældre til Bertram på 13 mdr. Han er lige...
Viden om børn:
Øjenbetændelse
Øjenbetændelse kaldes også conjunctivitis. Det er betændelse i øjets bindehinde, som dækker indersiden af øjenlåget og det hvide af øjet.
Der er to former for øjenbetændelse - en mild og en svær.
Den milde øjenbetændelse opstår ofte hos forkølede børn. Øjet bliver let rødt, det løber i vand, og der kommer "gule klatter" i øjenkrogen, især efter søvn. Denne form for øjenbetændelse skyldes virus, som kun er lidt smitsom, og børn med denne form for øjenbetændelse må...
Hår - babys hårpragt
Nogle børn fødes med fyldig hårpragt, mens andre kun har små dun. Håret tykkelse, længde og farve kan variere.
Selvom barnet fødes med meget hår, er der ingen garanti for, at håret bliver siddende. De fleste børn mister en stor del af deres hår, når de er 3-4 måneder gamle. Det sker både, fordi de ligger meget ned, og fordi det hår, der blev dannet i fosterstadiet, ofte falder af på én gang.
De nye hår, som vokser frem, er ofte tynde og fine i forhold til det...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Jeg ved, at du ikke kan træffe beslutninger på vores vegne, men alligevel vil jeg meget gerne høre dine tanker ud fra din erfaring og viden om børn ...
Dine tanker har tidligere hjulpet os med en afklaring og en beslutning, som set i bakspejlet var den helt rigtige - for os alle tre.
Håber, du igen kan hjælpe os videre mod en beslutning.
Mange varme hilsner,
Hønemor