Svar: Fravænning - fra mor! - om natten
Kære Silas´ mor
Tak for dit brev og dejligt at høre, at du kunne bruge mit sidste svar :) Det er altid dejligt at få en tilbagemelding, og dejligt at du skriver igen :)
Der er flere ting, som spiller ind hos jer, og jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig. For det første, så er din dreng lige nu i separationsfasen. Det betyder, at han øver sig i at adskille sig fysisk fra dig, sidde på gulvet væk fra dig, begynder at krybe, kravle, bevæge sig væk fra dig på egen hånd - og for at kunne separere sig, så er han nødt til at føle sig ekstra knyttet til. Det betyder, at han lige nu kan virke ekstra klyngende og søge dig, din favn og også brystet ekstra meget. Du mærker det måske i løbet af dagen, hvor han kan græde og blive rigtigt ked af det, hvis du feks. går på toilettet og lader ham være alene i stuen.. og han kan på samme måde have meget svært ved, hvis du går fra ham, når han skal sove.
Derudover så lyder det som om, at han har fået et søvnassociationsproblem. Det betyder, at han er blevet uhensigtsmæssigt afhængig af din favn og af dit bryst for at kunne sove. Han har brug for favn og bryst, for at falde i søvn - og han har også brug for det, for at komme fra et søvnstadie til et andet. Det er du nødt til at ændre på - og det betyder, at han nu skal lære at sove uden favn og bryst, men lærer at falde i søvn der, hvor du ønsker, at han skal sove. Det vil være utrygt for ham, hvis han falder i søvn et sted, bliver flyttet og oplever at vågne op et andet sted...
Det er derfor fint, at du om dagen forsøger at hjælpe ham med at sove i sin tremmeseng, ligesom du også meget gerne må bruge barnevognen. Så han på den måde vænnes til både at kunne sove i sin seng og også i sin barnevogn. Det vil gøre det lettere for dig at hjælpe ham i månederne frem :)
Om aftenen er det dog lidt mere problematisk, fordi du ikke kan koble hans seng til din seng og du sover i 1.20 meters højde.. Når han falder i søvn i din seng, er det meget vigtigt, at du sikrer dig, at han ikke kan trille ned. Han kan slå sig voldsomt og komme meget til skade, hvis han ligger så højt...! Men er der styr på dette, så må du gerne lade ham starte med at sove ved siden af dig, for så at vænne ham til at han ikke behøver bryst og favn for at sove. Altså øve det at falde i søvn selv, øge den fysiske afstand mellem jer gradvist - og derfra så flytte ham over i tremmesengen, når han vågner om natten. Det betyder, at når du ammer ham lige nu, så skal du vænne ham til at slippe brystet, før han sover helt. Meget gerne slippe, smile til mor, trille om på siden og falde i søvn. Så han lærer at sove liggende stille ved siden af mor - og altså ikke længere behøver være i favn.
Han har "kun" brug for 3 amninger i døgnet nu - og når han ammes så meget, som han gør, så spiser han naturligt ikke tilstrækkeligt med rigtig mad - og det får ham naturligt til at søge brystet ekstra... Derfor er du nødt til at holde igen med brystet, så han får appetit til mere mad, og du skal derfor tilbyde ham mange små måltider dagen igennem. Hvis han ikke spiser så meget til det ene måltid, så går der ikke så længe, så tilbydes han mad igen, og så spiser han måske lidt der. Til alle måltider skal han tilbydes vand af kop. Hvis han ikke kan drikke nok af en almindelig kop, så må du tilbyde ham vand af en tudkop :)
Mit forslag til en dagsplan ser således ud:
Morgen 7.30-8: Havregrød, vand af kop.
Formiddag 9-9.30: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt i hånden at gumle på selv, frugtmos. Vand af kop.
Puttes til formiddagslur - og skal ikke ammes først. Mellemmåltidet erstatter amningen her og han lærer at sove uden at få bryst.
Frokost 11.30-12: Grøntsagsmos med kød eller fisk, det kan være rester fra aftensmaden, hjemmelavet mos eller en middagsret fra glas. Vand af kop og suppleres også med små rugbrødshapsere med forskelligt smørbart pålæg.
Ammes - og puttes til middagslur - måske ca kl 13.30, alt efter hvor lang formiddagsluren er. Må gerne ammes, men skal ikke falde i søvn med brystet i munden.
Eftermiddag 16: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt i hånden at gumle på, frugtmos og vand af kop.
Aften 18-18.30: Familiemad - almindelige børnevenlige retter med kød, fisk, kartofler, grøntsager, ris, pasta.. Der skal være moset mad og også små hapsere, samt mad i stykker, som han selv kan sidde og gumle på. Vand af kop.
Kommer i bad, frotteres godt med håndklædet, smøres med creme osv. efter behov.
Tilbydes en godnatgrød - som en fast del af hans putteritual. Vand eller mme af kop og får derefter børstet tænder. Godnatgrøden gives som alternativ til den vælling, du forsøger med lige nu... :)
Ammes og puttes til natten ca 20.30-21 som nu - og skal igen ikke falde i søvn med brystet i munden, men må ...
... gerne falde i søvn ved siden af dig, så han mærker at du er der, men uden at han vugges i din favn...
Sen aften eller først på natten 23-01: Ammes rigtig godt, gerne fra begge bryster og skal herefter ikke tilbydes yderligere mælk resten af natten og næste morgen står I op og starter dagen med grød.
Som du kan se, så skal der altså skæres betydelig ned for antallet af amninger nu og hans indtag af rigtig mad skal sættes op. Og det bliver naturligt svært.. som du selv nævner, så er der "et gyldent vindue" i 6-7 måneders alderen - faktisk både i forhold til mad og søvn, og nu er han 8 måneder... det betyder dog ikke, at det er helt umuligt, men sværere - og det kræver ekstra stor tålmodighed og overskud fra din side. Det er dog vigtigt, at du nu hjælper ham med at få sat sit indtag af rigtig mad op og sit mælkeindtag ned...
Det kan godt virke hårdt, når du pludselig vil ændre på det du indtil nu har lært ham.. Han søger jo naturligt brystet og din favn, som er det kendte og trygge for ham og forstår ikke hvorfor dette pludselig skal laves om. Og det er naturligt mere hårdt, når man pludselig skal skære rigtig mange amninger væk i forhold til, hvis man kan trappe ud af en enkelt amning af gangen.. men nogle gange er vi nødt til at gøre noget, fordi vi ved, at det vil være bedst for barnet på sigt... Når det så er sagt, så betyder det ikke ,at du ikke stadig skal være der for ham, vise ham omsorg, masser af kærlighed og tæt kontakt. At han skal undvære brystet betyder jo ikke, at han ikke tilbydes anden mad eller kan få slukket sin tørst i vand, ligesom han ikke behøver undvære sin mor. Du kan stadig være der, putte med ham, kærtegne osv. men brystet hver anden time er ikke længere en mulighed....:)
Hvis det er meget svært for dig, så kan det nogle gange være en idé at lade far tage over, når du har ammet sen aften. Så far flytter ind i soveværelset og du sover i et andet rum efter midnat. Far kan lægge sig sammen med jeres dreng, give ham masser af nærhed, tæt kontakt, kærtegne, berolige med ord osv. Alt det gode - bare ikke amme og på den måde kan jeres dreng vænnes til ikke at have behov for mælk om natten. Far dufter heller ikke af mælk, så det kan nogle gange være lettere for far at tage over om natten, fordi mælkebaren naturligt er lukket :)
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Hvis du gerne vil tidligere i seng, så kan far også tage over tidligere og far kan så give en flaske med vælling eller modermælkserstatning sen aften, så du helt stopper med at amme om natten... :)
Med hensyn til at gå ud af rummet, komme tilbage igen og gå kortvarigt igen - så kan man godt gøre dette. Jeg kalder denne metode for se-til-metoden, og jeg anbefaler den til børn, som gerne vil lege og som søger underholdning, når de skal sove. Den bruges til at vise barnet, at det er sovetid og ikke levetid... Den bruges altså ikke, hvis barnet græder og protesterer mod at være i sin seng eller er ked af at skule sove eller ked af, at man går. Børn der klynger sig til voksne for at kunne sove, har brug for at vi er der for dem og dem skal vi aldrig gå fra!
Se-til-metoden er ikke en grådmetode - det handler ikke om at man lader barnet græde eller at man forlænger tiden, hvor man går frem og tilbage. Det er faktisk meget vigtigt, at barnet ikke begynder at græde eller at man først går tilbage, når barnet græder. Når man går, så er det ikke fordi barnet skal blive ked af det, men fordi man forsøger at vise barnet, at det trygt kan lægge sig til at sove, at man er der og passer på det. Derfor går man altid tilbage til barnet, selvom det ikke græder. Man er ofte kun væk i måske 3 minutter, så går man tilbage, putter barnet igen, kærtegner, beroliger, holder måske lidt i hånden eller hvad der er behov for. Og ofte behøver man kun at gå få gange, så forstår barnet godt, at det er sovetid og ikke legetid...
Da jeres dreng er i separationsfasen og stadig er så lille, som han er, så forstår han ikke, hvor I går hen, når I går. Det er vigtigt, at han kan se dig og mærke dig. Han ved ikke, at du er i stuen, og han er på værelset. Når han ikke kan se dig ,så føler han sig forladt og alene. Han kan heller ikke forholde sig til tid, så han ved ikke, om du kommer om 3 minutter, 3 timer eller først om 3 dage, når du går - han mærker bare at du forsvinder og det gør ham ikke tryg ved at sove :)
Så nej - man skal bestemt ikke bruge en metode, hvor man øger minutintervallet hvor man lader barnet græde. Det er ikke meningen, at din dreng skal blive ulykkelig og begynde at føle søvn som noget utrygt og noget som ikke er rart :) Og kan du bruge 10-15 minutter på at få ham til at sove, fordi du er der, så er de minutter givet rigtig godt ud.
Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke fortsat:)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din Guldklump
BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din baby og din familie
Kender du det, at gulvet er hårdt at sidde på, når du leger og tumler med din baby? Det gør Camilla – og det ville hun gerne lave om på. Svaret hedder BabyNordic™-tæppet.
Lege- og aktivitetstæppet skaber det perfekte, ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
21. november 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Putning og nattesøvn for tvillingepiger
Kære Helen Vi skriver for at få nogle gode råd til at gennemskue hvorfor...
19. november 2024 | Sovevaner | 7 mdr.
Hej Helen Jeg kan se, at du lige har svaret på et lignende spørgsmål, men...
18. november 2024 | Sovevaner | 9 mdr.
Putning og for meget natamning
Kære Helen Vi kunne godt bruge noget rådgivning til ændring/forbedring af...
17. november 2024 | Sovevaner | 5 mdr.
Baby vågner hele tiden om natten
Kære Helen. Tak for dit brugbare svar angående søvnrutiner. Jeg skriver...
16. november 2024 | Sovevaner | 8 mdr.
Afbrudt nattesøvn, er det ørerne eller?
Kære Helen Min datter er nu 8 måneder gammel. Tak for dine tidligere...
Viden om børn:
Diarré
Det er normalt at et barn der kun får brystmælk at have tynd afføring. Men hvis barnet ikke bliver ammet mere og pludselig får vandtynd afføring, skal du være opmærksom.
Diarré kan være tegn på infektion forskellige steder i kroppen og det kan derfor være en god idé at måle barnets temperatur. Du skal være opmærksom på at barnet skal have ekstra væske og hvis diarréen ikke forsvinder hurtigt igen skal du søge læge. Hvis barnet virker sløvt eller der er blod eller slim i...
Babymassage
Babymassage er en systematisk blød og blid form for massage, som oprindeligt stammer fra Indien. Nogle børn nyder at få babymassage, hvor andre børn ikke bryder sig særlig meget om det.
De fleste forældre vil, uden at tænke over det, naturligt have lyst til at kærtegne og berøre deres lille barn. Følg din egen lyst til hvad du og barnet godt kan lide. Børn har bedst af at blive rørt på en måde, hvor det er barnets reaktioner og signaler der er styrende.
Børn har...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...