Svar: Ingen babs og eftermiddagslur
Kære Mor
Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres datter, og hele det forløb I har haft. Det lyder som om, at det har været ret hårdt. Der har været mange timer med gråd, og det er naturligt meget svært, når intet du forsøger rigtigt synes at hjælpe... Det er rigtig godt, at I valgte at få en osteopat til at kikke på jeres datter - det lyder som om, at hun har haft nogle spændinge eller lignende i sin nakke, ryg, skulderled, og at osteopaten har kunne løsne dette og dermed givet hende den ro og behagelighed i kroppen, som har været nødvendig, for at hun kunne koncentere sig om at spise - og grædt mindre.
Det lyder dog som om, at lillepigen har lidt et had-kærlighedsforhold til brystet, så amningen stadig er svær - og jeg kan naturligvis ikke lade være med at tænke på, om du har overvejet at supplere med erstatning? Evt. af en kop eller af en flaske...
I 7 måneders alderen anbefaler jeg normalt 4 amninger, og at disse ligger før middagslur, aften, sen aften og tidlig morgen. Du ammer 3 gange i døgnet, og det ville være rigtig godt, hvis du kunne få hende til at indtage mælk midt på dagen - før hendes middagslur. Det kunne derfor være en flaske eller du kunne give hende mme af kop...
Jeg kan godt høre, at hun spiser ret store portioner mad, men du fortæller, at hun trives med dette, hendes mave fungerer godt og uden problemer, så det lyder som om, at hun fint kan kapere det. Det er dog vigtigt, at hun ikke overspiser, og at hun begynder at få en naturlig fornemmelse for mæthed - og det tager lidt tid fra hun har spist, til hun begynder at fornemme, at hun har mad i maven og er mæt. Derfor vil det være rigtig godt, hvis du kan begynde at give hende mad i hånden, som hun selv kan sidde og gumle på, fordi det er med til at forlænge varigheden af måltidet lidt. Jeg vil derfor anbefale, at du sikrer, at hun ikke spiser mere end en portion af gangen, men supplerer med mad i hånden, så hun stadig får mad, men også får mulighed for at fornemme mæthed.
Jeg vil også anbefale dig, at du i en periode forsøger at forlænge hendes vågenperiode mellem formiddagslur og middagslur, så hun puttes senere til sin middagslur, og eftermiddagen derfor ikke bliver så lang for hende. Og jeg vil anbefale dig, at du lægger et bad ind midt på dagen for på den måde at aktivere hende godt og samtidig også kunne putte hende lidt senere, end du gør lige nu.
Badet må meget gerne afsluttes med god frottering med håndklædet, blive smurt med lidt creme, få lidt babymassage og lignende. Og du må også gerne forsøge at amme hende, før hun puttes til middagsluren - måske vil hun gerne tage imod brystet som afslutning på badet.. eller alternativt tilbyder hende en moses banan og lidt mme...
Det betyder, at mit forslag til en dagsplan, lavet ud fra dine angivne tider, ser således ud:
Morgen 7-7.30: Havregrød, frisk blød frugt i hånden at gumle på selv, vand af kop.
Storebror afleveres...
Puttes til formiddagslur ca 8.30 - og skal ikke tilbydes bryst først...
Formiddag 10: Frisk blød frugt i hånden, frugtmos og vand af kop.
Kommer i bad, frotteres godt med håndklædet, smøres med creme efter behov.
Frokost 12: Grøntsagsmos med kød eller fisk, suppleres med ristede rugbrødsbjælker, agurk, kogte grøntsagsbuketter eller andre rester fra aftensmaden. Vand af kop.
Ammes eller tilbydes moset banan og lidt mme eller mm af kop. Og puttes til middagslur ca kl 13-13.30...
Storebror hentes...
Eftermiddag 16: Hjemme igen, tilbydes flerkornsgrød med frugtmos som topping og frisk blød frugt i hånden at gumle på selv, vand af kop.
Skal ikke tilbydes bryst om eftermiddagen og powernappen springes over...
Aften 17.30-18: Grøntsagsmos med kød eller fisk, ...
... udgangspunktet bliver mere og mere jeres mad... Suppleres med kogte grøntsagsbuketter, ristede rugbrødsbjælker, en kartoffelbåd fra ovnen osv. som hun kan gumle på selv. Vand af kop.
Ammes og puttes til natten ca. kl 19...
Sen aften 22.30: Drømmeamning
Nat 03: Ammes og sover videre
Som du kan se, så tilbydes din datter altså mælk aften, sen aften og nat, som du allerede gør, og før middagsluren vil det være rigtig godt, at du også forsøger at amme hende eller alternativ tilbyder banan og mme (eller udmalket modermælk - forklaring følger). Jeg synes ikke, at du skal forsøge med brystet om dagen, da hun blankt afviser, og det kan godt gøre, at hun føler sig ekstra presset og dermed gøre, at hun vil afvise mere og mere.
Og jeg synes også, at du skal tilbyde hende vand til de fleste måltider, så hun vænnes til at drikke vand og ikke altid får mælk.. netop for også på den måde at gøre hende mere interesseret i at drikke mælken, når den så tilbydes :)

Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Jeg forstår godt dine bevæggrunde for at malke ud og tilbyde hende din egen mælk og det er også meget prisværdigt, men du kunne godt forsøge med erstatning - fordi det også smager anderledes, og måske kan hun godt lide smagen... Det lyder som om, at hun er ret glad for sempergrød, og dette indeholder jo også erstatning, så det kunne være et forsøg værd.. Hvis hun altid tilbydes bryst, din mælk i grød og mos og din mælk af kop, så kan hun igen godt føle sig presset.. og nogle gange det hjælpe at give hende noget andet, fordi det så øger interessen lidt. Det betyder ikke, at du ikke stadig skal amme hende, men du kunne godt amme hende 3 gange i døgnet og tilbyde hende mme en gang i døgnet.
Modermælkserstatning smager naturligt anderledes end modermælk. Samtidig kan du servere det i forskellige temperaturer. Du kan give det 37 grader eller du kan servere det køleskabskoldt som en slags alternativ til sødmælk - altså mælk du tager fra køleskabet og hælder op... bare en tanke :)
Der er nok ingen tvivl om, at jeres datter også er en meget opmærksom pige, som følger rigtig meget med i, hvad der sker omkring hende og som let lader sig forstyrre, når hun f.eks. skal spise ved brystet... Derfor er det svært for hende at spise hos dig om dagen, og det går lidt lettere aften og nat, hvor I bedre kan trække jer tilbage, og du kan skærme hende lidt...
Jeg tror ikke, at hun umiddelbart har behov for en 3. lur - når jeg ser på hendes samlede søvnindtag, så mangler hun ikke umiddelbart søvn. Hun sover ofte 11-11.5 time om natten, 1.5 time til formiddag og 2 timer til middag.. så hun kan ikke sove mere og protesterer derfor, når I forsøger at putte hende sen eftermiddag. Samtidig med at hun jo rigtig gerne vil følge med, kikke på storebror osv. Så løsningen er ikke at kæmpe med at få hende til at sove der, men i stedet forsøge at rykke lidt på hendes middagslur, så hun puttes lidt senere og står lidt senere op, hvilket jeg tænker stadig godt kan lade sig gøre, selvom storebror også skal hentes.. Når hun mangler overskud, bliver træt og ked af det, så er det fordi eftermiddagen bliver for lang for hende, så derfor skal middagsluren ligge lidt senere... Hvis hun er puttet i barnevognen kan du evt. trille af sted og lade hende vågne på vejen, og så kan I spise et fælles måltid alle tre, når I kommer hjem. Det vil også være en dejlig måde for storebror at komme ind af døren derhjemme :)
Rykkes hendes middagslur kan hun også nøjes med et måltid om eftermiddagen og har hun brug for noget, når hun vågner, så kan du medbringe lidt vand i en drypfri kop og lidt bløde frugtbåde, som hun kan sidde og sutte på i barnevognen...
Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke med hende :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Guide til baby- og børnemad: Hvad skal du undgå?
Må baby få honning og kanel? Og må mine børn få te og hørfrø? Det kan som forældre være svært at finde rundt i junglen af madanbefalinger. I Fødevarestyrelsens guide til børnefamilier om uønsket kemi i mad, kan du se, hvad du bør begrænse eller undgå.
Anbefalingerne varierer for babyer, børn ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
13. april 2025 | Sovevaner | 3 mdr.
Kære Helen Jeg har nu forsøgt at bruge nogle af dine råd ift min datter på...
10. april 2025 | Sovevaner | 10 mdr.
Kære Helen Din brevkasse har været en kæmpe hjælp hele vores tid som nye...
10. april 2025 | Sovevaner | 2 år, 7 mdr.
Kære Helen. Vi søger råd til at få putning til at fungere. Vi har pga....
10. april 2025 | Sovevaner | 13 mdr.
13 mdr og i seng på anden måde - del II
Hej Helen, Mange tak for dit svar. Det giver rigtig god mening det du...
9. april 2025 | Sovevaner | 13 mdr.
Få vores 13 mdr søn i seng på en anden måde
Hej Helen, Vi er førstegangs forældre til Bertram på 13 mdr. Han er lige...
Viden om børn:
Sove inde
Når barnet sover inde, så er det sikreste at sove i egen seng, men i samme rum som forældrene - i hvert fald, når der er tale om et spædbarn. Det nedsætter risikoen for vuggedød.
Vælger du at sove sammen med dit barn, skal dit barn have ligeså meget plads, som hvis det sov i egen seng. Det skal have sin egen dyne og skal sove på en fast madras uden løse lagner, tæpper eller lignende.
Temperaturen skal være mellem 18-20 grader og barnet skal iklædes tøj, der passer...
Lattergas ved fødsel
Lattergas er en blanding af ilt og kvælstofilte, som man indånder gennem en maske.
Lattergas bruges som smertestillende og er et tilbud til kvinder, der er i fødsel. Jordmoderen vejleder kvinden i, hvordan masken bruges - lattergas virker bedst, hvis du trækker vejret i masken, når du mærker, at der er en ve på vej, og så lægger masken fra dig igen, når veen klinger af.
Lattergas virker på den måde, at kvinden mærker smerten, men ikke lader sig gå på af den, og den...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.