Svar: 2 årig piver og kræver meget opmærksomhed

---

Kære K.

Tak for dit brev og velkommen til :) Jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig, og så må du selv vælge til og fra, hvad du tænker, at du kan bruge.

Du beskriver en dreng, der som udgangspunkt er glad i hverdagen, han trives og udvikler sig i rigtig fin og god retning - men især i vuggestuen, kan han blive tryghedssøgende, og det kan være svært for ham at håndtere, hvis andre børn tager legetøj fra ham eller komme uventet tæt på ham... Jeg synes faktisk dette lyder helt normalt for hans alder - det problematiske opstår fordi pædagogerne har givet udtryk for, at de synes han "klynger sig for meget", og "han bliver nemt pjevset, hvis han ikke får opmærksomhed"... Det bliver man naturligt ked af at få at vide, når man er forældre.
Ting kan jo siges på mange måder, og om man oplever det som problematisk afhænger jo meget af øjnene som ser...

Jeres dreng er nu blevet 2 år gammel, og det betyder, at han er rigtig godt igang med at finde ud af, hvordan verden fungerer. Han skal finde ud af, hvem han selv er, hvordan ha påvirker andre og hvordan andre påvirker ham. Man taler om, at børn i denne alder udvikler deres selvbillede og det har meget stor betydning, hvordan I (og pædagogerne og andre voksne) møder ham i hverdagen.

Han lærer i samspil med andre. Han har rigtig meget brug for at blive guidet, opmuntret, når noget er svært, han har brug for ros, når noget lykkes, og han er generelt meget følsom overfor, hvordan I og andre reagerer på det han siger, og det han gør. Han kan blive meget ked af det, hvis I (eller andre) irettesætter ham, skælder ham ud, siger nej, skubber ham fra jer osv. Det er meget vigtigt, at han støttes og hjælpes og har en indre følelse af, at han ikke er forkert - og når verden er overvældende for ham, så er det faktisk rigtig godt, at han netop søger en voksen. Det ser jeg som et sundhedstegn, for det er jo den voksne, som skal hjælpe ham med at finde ud af, hvordan han kan reagere i den givne situation, det er den voksne, som skal guide ham...

Når jeg læser din beskrivelse, så har jeres dreng gået i vuggestuen i et år og pædagogerne giver lidt indtryk af, at de synes det er irriterende, at han bliver ved med at søge dem - og hvis jeres dreng mærker denne irritation, så hjælper det ham naturligt ikke, det gør det faktisk værre. Så når han oplever, at et andet barn tager legetøjet fra ham, så skal han naturligvis hjælpes til at få sit legetøj igen, og hvis han bliver så ked af det, at oplevelsen sidder i ham i længere tid, så skal han naturligvis trøstes og hjælpes videre med nærhed og ord om, at det er okay nu, at det er løst... Det ligger naturligt en pædagogisk opgave i at hjælpe ham og de andre børn igennem disse situationer.

Hvis I oplever at pædagogerne ikke rigtigt ser ham og lytter til ham, guider ham og hjælper ham, men bliver irriteret på ham og oplever ham som "en belastning" eller "et problem", så synes jeg, I skal bede om et møde, hvor I kan drøfte det med lederen og stuepædagogen. Det vil være oplagt her at tale om, hvordan de oplever jeres dreng, hvordan de reagerer på ham og hjælper ham, hvad man kan forvente af en 2årig og hvordan man kan støtte ham og guide ham, samtidig med at han skal have lov til at være den, han nu engang er...:)

Når I oplever, at jeres dreng hjemme kan blive rigtigt ked af det, begynde at skrige, kaste med legetøj eller lignende, så hænger dette naturligt sammen med hans alder. Jeres dreng får det man kalder fortvivlelsesanfald...

Hans sproglige uudvikling spiler her naturligt også ind. Han har naturligt stadig et begrænset ordforråd, fordi han ikke er ældre end han er - og når børn mangler ord, så reagerer de ofte fysisk. Han kan ikke sætte ord på de store følelser, som han har. Han kan ikke sige, at han ikke bryder sig om at nogen tager legetøjet ud af hænderne på ham, eller at han synes det er frustrerende, at I mestrer ting, som han endnu ikke kan. Han kan ikke sætte ord på, at han gerne vil lege og ikke forstår, hvorfor I pludselig har travlt med at lave mad. Han kan ikke sige, at han har brug for at blive holdt om, uden at der stilles krav.. Han kan kun reagere ved at græde, slå, kaste med ting, bukke fysisk sammen, falde sammen på gulvet, græde, være ulykkelig, fortvivlet.

Når verden pludselig bare bliver for meget for ham, så kommer anfaldet at fortvivlelse. Der er så meget han gerne vil og gerne vil kunne selv og stadig er der rigtig mange ting han ikke kan, og det fortvivler og frustrerer. Han får ...

---

---

... anfald af fortvivlelse, når verden går ham imod. Ofte over ting, der i jeres verden og oplevelse af verden føles som bagateller - men for ham betyder det alt. Nogen gange kan verden f.eks. bryde sammen, fordi I giver ham den blå kop i stedet for den røde, eller fordi I giver ham banan, og han ville hellere have haft et æble..

Det skyldes alt sammen, at hans hjerne stadig er umoden, og han mangler de vigtig forbindelse mellem hjernens forskellige dele, der skal gøre at han kan bevarer roen og overblikket. Han er med den alder han har meget styret af sine følelser, sin lyst til ting og han ved ofte ikke, hvad han egentlig vil eller ikke vil... Og når det hele så bliver lidt for meget, så bryder han sammen...Det hører altså alderen til, det er helt normalt - det vigtige er, hvordan I hjælper ham ud af disse situationer.

Det er vigtigt, at I reagerer med lydhørhed, at I viser ham, at I forstår, hvad han vil og prøver at sætte ord på hans følelser. Og det skal I gøre igen og igen, mange gange. Hjælpe ham, sætte ord på, guide, støtte, være der. I skal vise ham det, som I gerne vil lære ham.

At reagere med lydhørhed kan f.eks. nogle gange være blot at sige "ssåå lille skat, sååå" eller "bliver du bare så ked af det, det er også dumt" eller "driller skoene, dumme sko" eller lignende. Det er godt, hvis I kan komme til at røre ved ham, holde om ham, tage ham op på skødet, fordi fysisk kontakt kan få ham til at falde til ro. Det kan dog sagtens ske, at I ikke kan få lov til at røre ham i begyndelsen, fordi han er så meget i oprør, som han er - og her kan det være en god idé, at I sætter jer i nærheden, så I stadig er tilgængelige og inviterer ham til at komme: "kom skat, kom herhen til mor, kom lille ven". Det kan nogle gange få ham til at falde til ro, når han hører roen i din stemme og spejler sig i din ro. Andre gange så vil han blive irriteret over, at du taler til ham, og så kan du blot være der, måske få lov til at nusse hans fødder lidt og stille og roligt få lov til at være lidt tættere på, og han vil så blive klar til at krybe op på skødet og få et knus.

Det er rigtig dejligt, at han vokser op med to modersmål - dansk og engelsk. Sikke en gave at få med sig fra starten, det er guld værd. Jeg går ud fra, at I begge taler engelsk, så du også forstår, hvis jeres dreng siger engelske ord. Med den alder han har, så vil han ikke skelne de to sprog, men vil når han taler bruge de ord, han kender, og derfor vil hans sprog ofte kunne bestå af både danske og engelske ord. Hvis du taler begge sprog, vil det være let for dig at forstå ham, og det vil hjælpe hans sprog på vej. Han kan naturligt godt blive frustreret, hvis man ikke forstår ham, hvilket alle børn kan i denne alder, men frustrationen i vuggestuen kan naturligt godt være større, da ikke alle taler engelsk der, og det hensyn må man også tage :)

---

---

---

Det er stadig helt naturligt, hvis han ikke altid taler rent, og hvis han nogle gange bruger fagter, peger og lignende i stedet for at sætte ord på. Det kan f.eks. være, hvis du beder ham vise hvor maven, næsen, ørene, tæerne osv. er - så peger han på sin krop og siger ikke nødvendigvis navnet selv. Det samme gælder, hvis I kikker på et billede og du spørger "hvor er drengen henne?" og han så kan udpege drengen på billedet i bogen. Han kan altså sagtens have et stort ordforråd uden nødvendigvis selv at sætte ord på endnu, men stille og roligt skal der naturligvis komme flere og flere ord til. Man siger normalt, at børn på 1 år forstår meget, og børn på 3 år taler meget - og for børn i 2 års alderen taler man om, at der netop sker en ordspurt. Det er her at sproget rigtigt begynder at tage fart :)

Med hensyn til opmærksomhed derhjemme, så skal I naturligvis give ham den opmærksomhed som han har behov for - og det samme skal bedsteforældre, venner osv. Naturligvis får han ekstra opmærksomhed, når han er det første barnebarn, men der skal jo også være fordele ved at være den første og kærlighed kan man aldrig få for meget af :)

Han skal naturligvis lære at lege lidt på afstand af jer, lære at dele med andre osv. men det kommer stille og roligt nu og i tiden frem :) Det er helt naturligt, at han søger voksenkontakt, når I er hjemme og har været adskilt i løbet af dagen...

Jeg håber, at I kan bruge disse tanker lidt videre, og at det giver lidt ro med på vejen :)

Jeg vil anbefale jer at læse min bog "Helens bog om opdragelse" - rigtig meget held og lykke fortsat! Glæder mig til at følge jeres familie videre frem :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---