Svar: Børnehavestart og udvikling - 3 år

---

Kære bekymrede mor

Tak for dit brev og velkommen til :) Og tak for den fine beskrivelse af jeres datter, som lyder til at være en pige i rigtig god udvikling. Jeg kan godt forstå, at du bliver bekymret, når du pludselig oplever hende så ked af det, og det er så svært at aflevere hende - som du skriver, er der jo ikke noget, som betyder mere, end at hun har en god dag. Og det river naturligt i dit hjerte, når dagen skal starte på denne måde... Jeg tænker dog, at hendes reaktion lyder helt normal...

Som jeg ser det, så handler det om rigtig mange ting, og jeg vil meget gerne forsøge at sætte lidt ord på, hvad jeg tænker.

For det første, så er hun blevet storesøster, og hun skal derhjemme finde ud af at dele mor og far med en anden - og samtidig er hun startet i børnehave, og det er rigtig svært for hende. Det er meget nyt på en gang - og derfor reagerer hun :)

Hjemme er hun på mange måder stor - i hvert fald sammenlignet med jeres jeres baby - og I stiller måske lidt flere krav til hende. Hun skal flere ting selv, selv spise, selv tage sko og tøj på osv., og på den ene side er det rigtig dejligt at kunne flere ting selv, kunne klare sig selv og være mere selvhjulpen og stor, på den anden side, er det også svært. I børnehaven er hun nu den yngste - hun er den lille, som ikke altid kan følge med de større børn og nogle gange siger de måske direkte "du er for lille" eller "vi gider ikke lege med dig", og selvom det er spændende og udfordrende på en god måde at være der, så er det også rigtig svært at finde sin rolle - er hun stor eller er hun lille....

Hun klynger sig naturligt ekstra til mor. Ikke kun fordi du afleverer og henter hende, og I to generelt tilbringer flest timer sammen... men også fordi det er mor, som har født en lille ny og som er tæt sammen med den lille. Selvom hun er glad for sin lillebror/lillesøster, så er det rigtig svært, når en lille ny kommer ind i familien, og selvom hun lyder til at være godt med sprogligt og har et fint ordforråd og også er begyndt at kunne sætte ord på sine følelser "ked af det", "vred", "glad" osv. så kan hun ikke sætte ord på alt det, som er svært.

Man sammenligner det at bringe en lille ny ind i familien med, at din mand kom hjem med en ny kvinde, erklærede at hende elskede han, og nu skulle hun bo sammen med jer. Du kunne se, at de to havde noget særligt sammen. Når han sad og nussede og kælede med hende i sofaen, når han talte med hende, så på hende osv. så kunne du se, at der var noget særligt imellem dem - og du ville meget hurtigt få en følelse af, at de to havde noget sammen, som du ikke var en del af "de to har noget sammen, de giver det til hinanden og ikke til mig" - og det ville gøre dig rigtigt ked af det, vred og måske bange.

Man siger, at søskendejalousi er en naturlig følelse, og at det består af de tre store følelser - sorg, vrede og angst. Det er sorgen over ikke længere at have mor og far for sig selv, det er vreden over at være sat i denne situation, og det er angsten for, at mor og far vil elske den lille ny mere, end de elsker mig... Det er stærke følelser og de fleste af os kan godt sætte os ind i, hvor hårdt det må være, hvis vi tænker på det, som at vores partner bragte en ny person ind i familien...:)

Prøv at lægge mærke til, hvordan jeres datter reagerer, når du er sammen med den lille ny. Prøv at sætte dig ind i hendes følelser, og hvad hun ser.. når du f.eks. sidder og giver den lille mælk, opholder hun sig så i periferien, ser hun på dig/jer, smerter det hende..? Og sørg for at invitere hende med, prøv at gøre det til noget fælles, til en hyggestund for jer alle tre, hvor du f.eks. læser en bog højt eller lignende, imens du ammer eller giver flaske...

Jeg kan ikke ud af dit brev se, om det er en lillebror eller søster I har fået, og hvor gammel han eller hun evt. er. Men du skriver, at du har barsel, og selvom den lille måske ikke er så lille og ny mere, så fylder det stadig naturligt meget - og jeg tænker, at en del af jeres datters reaktioner skyldes dette skift i jeres familie. Hendes vredes udbrud, hendes modstand mod at komme hjemmefra, hendes tydelige søgen efter dig, og det at hun direkte siger "jeg vil have dig, mor!" ser jeg som direkte udtryk for, at det er svært for hende at dele dig... Og det er helt naturligt og skal være helt legalt :)

Du skal være opmærksom på, om hun kan føle, at hun går glip af noget, når hun er i børnehave, og du er der hjemme... måske har hun brug for at være hjemme nogle dage, for at finde ud af, at det der foregår hjemme faktisk er ret kedeligt og det måske alligevel er bedre at være i børnehave... og så skal I naturligvis ikke lave noget særligt spændende de dage, hvor hun er hjemme...:)

Vækker I hende om morgenen, eller vågner hun af sig selv? Hvor meget tid har I om morgenen, hvor travlt har I...? Du skriver, at du forsøger at aflevere hende kl 08, men måske har hun i en periode brug for at vågne af sig selv, spise morgenmad i ro og mag og så møde ind i børnehaven lidt senere. Du kan tale med pædagogerne om, hvorvidt det vil være okay, og hvor sent hun må møde ind. Hvis der ikke er specielle aktiviteter på skemaet, kan det måske godt lade sig gøre. Det kan nogle gange være med til at give lidt mere overskud og lyst til at komme i børnehave, hvis morgenen ikke er for stresset, så det går lidt mere i hendes tempo...

Du nævner, at hun har tendens til selv at ville bestemme, du nævner, at hun har "nej-hatten på" - og du fortæller, at I bruger ret meget tid på at drøfte opdragelse derhjemme. Det forstår jeg godt, og det er også rigtig vigtigt. Jeg tænker dog, at hun jo brager igennem selvstændighedsalderen, og det er vigtigt, at hun en gang imellem oplever at få sin vilje. Prøv at overveje, hvorfor og hvornår I siger nej til ting, prøv at medtænke, om det kan være, som hun vil, eller om I nogle gange kan finde et alternativ, så det ikke bliver enten det I vil, eller det hun vil, men så I finder en fælles løsning, et kompromis.. så hun netop føler sig set og mødt - det kan hun godt have ekstra behov for netop nu :)

Det er helt naturligt, at hun ikke kan sætte ord på sine følelser med andet end f.eks. "sur", "glad", "ked af det" osv. Hun vil f.eks. ikke kunne sige, at hun føler sig uden for, eller at hun føler det uretfærdigt, at du går hjemme med den lille, imens hun skal af sted hver dag... Det er også helt naturligt, at hun stadig har svært ved at dele. At det f.eks. er ...

---

---

... svært at deles om legetøj og svært ved at finde ud af, hvad det betyder at låne noget og give det tilbage. Det er naturligt også svært for hende at vide, hvad det egentlig betyder, når hun råber af andre, at de bliver ked af det, når hun siger "jeg kan ikke lide dig", eller "jeg vil ikke sige godmorgen til dig". Hun er rigtig godt igang med at finde ud af, hvad det hun gør, gør ved andre, og hvordan vi på den måde påvirker hinanden.

Som udgangspunkt så fødes alle børn med en empatisk evne, og de vil ved at bruge deres sanser godt kunne sætte sig ind i andres følelser, fra de er ganske små. Det spæde barn vil derfor godt kunne fornemme om mor og far er glade, rolige, stressede osv. MEN, når det er sagt, så udvikles det lille barns empatiske evne, når det er sammen med andre børn og voksne.

Børn kan godt lære visse sociale ting - jeres datter kan f.eks. godt lære, at hun skal sige "godmorgen", når hun kommer i institutionen om morgenen, eller lære at hun skal sige "tak" for en gave, som hun får af bedsteforældrene eller lignende. Men I kan ikke ved at lære hende ord, lære hende hvordan man spørger ind til en anden, ser på den anden, lader en anden føle sig værdsat.. eller lære hende, hvordan hun f.eks. kan gøre en anden glad, ked af det eller trøste en anden. Dette lærer hun af måden, I er omkring hende på, og ved at I er sammen med andre børn - og netop ved, at du sætter ord på, når hun siger noget, som andre f.eks. bliver kede af - præcis som du beskriver, at du f.eks. forsøger, når hun "skubber" pædagoger eller de andre børn væk... :)

Empati bliver ofte oversat til at betyde medfølelse - og det er nok lidt forkert, for hvis man har medfølelse, så kræver det, at man har haft lignende oplevelse med den man føler med.. Empati er derfor snarere indlevelsesevne, altså en evne til at sætte sig ind i den andens sted og kunne fornemme, hvad der gør den anden glad, ked af det osv. Altså en evne til at aflæse andre og forstå, hvad man skal sige, hvad man ikke skal sige, hvad der er det rigtige at gøre i en bestemt situation - og det lærer man naturligt hele livet, ikke kun når man er 3 eller 4 år gammel :)

Det er helt naturligt, at hun med den alder hun har, stadig gerne vil lege med jer voksne. Hun nyder også at lege i børnehaven og være sammen med de andre børn, men det er stadig dejligt at lege med jer. Det handler både om, at det naturligt er dejligt, når I er sammen, men hun øver sig også, afprøver forskelige ting - måske afprøver hun lege, ord osv. som hun har hørt i børnehaven, og hun har brug for at finde ud af, hvordan I reagerer, og på den måde samler hun erfaringer. Og jeg synes bestemt ikke, at I skal holde op med at lege med hende, tværtimod!

Hvis hun søger pædagogerne og gerne vil have dem til at lege - og de ikke vil, kan eller prioriterer dette, så må de tilbyde hende et alternativ eller forklare, hvordan det er der - men det skal ikke ændre på, at I leger med hende derhjemme :)

Med hensyn til at "lære at dele", så skal I prøve at gøre dette så naturligt som muligt i hverdagen. Der er rigtig mange situationer, hvor I kan øve dette. Det kan f.eks. være, at I siger "må jeg låne din dukke?" og du giver måske dukken tøj på og afleverer den tilbage igen. Det kan være noget frugt, som du sætter dig og skærer over "kom sæt dig her, så deler vi æblet og bananen - en halv til dig og en halv til mig". Det kan være, at I sidder og tegner, og du siger "nu bruger jeg den gule blyant - du får den bagefter" eller "må jeg få den røde blyant, når du er færdig?" osv. Så du på den måde øver det at dele, vente på hinanden, se på hvad andre laver og gør osv.

Og når I har venner og deres børn på besøg, så skal I naturligvis også tage hensyn til, hvis der er noget legetøj, som I ved, at jeres datter er meget glad for og bliver meget ked af, hvis andre tager... måske skal det sættes væk, eller måske skal I hjælpe hende med at sige fra overfor et andet barn "hov, lige den der er Alberte meget glad for, kan du måske lege med den her i stedet", så I støtter jeres datter i, at det også er okay nogle gange at ville have noget for sig selv - men at man stadig kan tilbyde noget andet, så man stadig kan lege sammen... De kan de andre børn også have glæde af at lære af.

Med hensyn til hendes sprog, så bliver dette naturligt udviklet mere og mere i takt med, at hun bliver ældre. Mange børn har svært ved at sige "s", og det er helt okay, men nu hvor hun er blevet 3 år, så tænker jeg, at det vil være en god idé, at I drøfte det med en talepædagog. Der er tilknyttet en talepædagog til børnehaven, og det vil være naturligt, at I drøfter, hvorvidt det er noget hun skal støttes i at lære og hvordan :) Spørg i institutionen hvem talepædagogen er, og hvordan I får kontakt.

---

---

---

Og så med hensyn til hendes motoriske udvikling, så lyder det rigtig godt med gymnstik, hvis hun selv er glad for og motiveret for dette :) Og hvis du skønner, at hun kan have brug for noget sansemotorisk træning, så kan du naturligvis også søge hjælp til dette. Der findes både fysioterapeuter og ergoterapeuter, som har uddannet sig specielt i at støtte børn med sanseintegration, sansemotorisk bearbejdning, kropslig opmærksomhed osv. Det kræver ofte privat betaling.

Jeg vil dog også lige nævne, at du naturligvis skal sikre dig, at jeres datters motoriske udfordringer ikke hænger sammen med hendes syn.. hvis hun har problemer med sit syn, så kan det naturligt påvirke hendes motorik, balance og koordination... Øjenlægeforeningen har lavet en pjece, der hedder "Mit barns øjne" - jeg skal sende den til dig. Der er en beskrivelse af børns synsudvikling og en lille test, som du kan prøve at lave derhjemme :)

Jeg vil derudover anbefale dig meget min bog "Helens bog om børn og opdragelse", så har I lidt mere at tale ud fra, når I fremover drøfter det emne :)

Håber du kan bruge dette lidt videre - fortsat held og lykke :)

-----------------------------
Tilbagemelding 24. September 2018

Hej Helen

Tak for dit svar og dit råd omkring min datters syn. Hun var forinden blevet tjekket af øjenlægen ved 18 mdr alderen og 2,5 år. Efter dit svar besluttede jeg mig for at lade tvivlen komme os til gode og få det tjekket en gang til. Og du havde ret! Hun havde skal problemer med synet. Hun er meget langsynet og skal nu have briller.

Jeg er meget taknemlig for dit råd og var ikke selv kommet i tanke om det medmindre du havde skrevet det :-)

Venlig hilsen
C.

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---