Svar: Vil bæres rundt hele tiden!
Kære førstegangs mor
Tak for dit brev :)
Det, at jeres dreng har grædt rigtig meget de første måneder, har naturligt gjort, at I har båret ham tæt - og det er rigtig godt, at I har gjort det! Undersøgelser viser, at børn græder mindre, når de er på arm eller har tæt kropskontakt med en voksen, og der er ingen tvivl om, at det at blive båret hjælper barnet og den umodenhed, som barnet har, når det har kolik... Kolik menes at være et umodent nervesystem. Det betyder, at børn med kolik har sværere ved at regulere deres følelser, de er lidt mere "følsomme" og derfor utrøstelige. De har samtidig svært ved at falde til ro, når de bliver taget op, og de kan også let blive overstimuleret, hvilket kan gøre, at de igen græder mere. De græder altså i længere tid, fordi deres nervesystem er umodent og deres evne til selvregulering er umodent...
I kan godt fornemme, at jeres dreng er ved at være over sin kolik, men han er naturligt vænnet til at skulle være meget i favn. Det er ikke fordi at han på den måde viser egen vilje eller forsøger at "manipulere" med jer, hans behov for at være i favn og blive bevæget er naturligt opstået, fordi I har gjort dette meget fra han var ganske lille. Det betyder ikke, at han ikke kan lære, at det skal være anerledes nu, men det vil naturligt kræve stor tålmodighed og omsorg fra jeres side at lære ham nogle nye rutiner..:)
Det er rigtig godt, at han er glad for at lege i sin kravlegård og nyder at ligge der. Det må du naturligvis gerne udnytte dagligt, så han på den måde stadig vænnes til, at han godt kan ligge lidt for sig selv.
Det er også rigtig godt, hvis I nu kan begynde at vænne ham til at ligge/halvt sidde mere i barnevognen, hvor I kan trille ham en tur, kikke lidt på verden osv. Så han stadig oplever at have jer tæt på og også kunne være fysisk lidt på afstand. jf. tidligere brev og svar til jer :)
Det er rigtig godt, hvis han i løbet af dagen og aftenen også nogle gange ligger på gulvet, øver sig i at trille fra mave til ryg og tilbage igen - og hvor du sidder ved siden af ham, hjælper ham med at flytte på sig, lægger en hånd på ham, pludrer med ham osv. Så du er der, og I er sammen, men uden at du behøver have ham direkte i din favn.
Du skal sørge for, at han har noget spændende at kikke på og nogen som fanger hans opmærksomhed, så det ikke kun er når han bevæges rundt, at det er spændende. Læg legetøj foran og rundt omkring ham, læg ham evt. foran et spejl, så han kan se sig selv og ...
... måske dig i spejlet, hæng forskellige ting op, som han kan kikke efter, række ud efter og slå til, ting som han kan forsøge at bevæge sig efter...
Lav også bevægelege med ham, hvor han ligger på gulvet og hvor du hjælper ham med at bruge sig selv motorisk. Det vil være oplagt at synge forskellige fagtesange for ham nu, hvor du bruger hans krop og hænder/ben imens du synger, så han stadig får din kontakt og nærhed, men hjælpes til at bevæge sig selv, mere end at du bærer ham rundt. Og hvor han finder ud af, at det faktisk er helt okay at være ved siden af dig og ikke nødvendigvis hele tiden skulle være i din favn :)
I takt med at han bliver ældre, så vil han naturligt kunne begynde at sidde mere og mere op, og de fleste børn vil omkring 6 måneders alderen begynde at kunne sidde i høj stol. Det betyder, at han kan sidde i høj stol, når han spiser skemad, og han vil også kunne sættes i sin høje stol, når du f.eks. laver mad, lægger vasketøj sammen eller lignende, så han er med, kan se dig og følge med i hvad der foregår - men stadig er på afstand af dig.

Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Når alt dette er sagt, så vil han naturligt også stadig have behov for tæt fysisk kontakt og behov for at I bærer ham rundt og det er helt naturligt, at han elsker at sidde i "kongestol" foran jer. Når han sidder der, så mærker han jer som sin tryggeste base og han har fuldt udsyn og kan studere verden lidt på afstand. Det er meget trygt og dejligt for ham, fordi verden naturligt godt kan virke stor og uoverskuelig, når man ikke er ældre, og her har han brug for at mærke, at I som base er der, når det måske bliver lidt for overvældende og lidt for meget. Siddende i jeres favn tør han observere mere, tør kommunikere mere med andre mennesker, tør han være lidt mere modig.
Det er også sådan, at bevægelse gradvist kan trappes ud. Som du skriver, så bliver han jo ikke lettere og det er naturligt hårdt at gå rundt med ham, og du har brug for en gang imellem at sætte dig ned - og det skal du naturligvis gøre. Prøv om du kan lade ham være i din favn, nogle gange gå lidt med ham, men andre gange sætte dig sammen med ham. Så han stadig er i din favn, men ikke gås rundt med. Nogle gange kan du rejse dig og gå lidt rundt igen og så atter sætte dig ned. Så du på den måde gradvist vænner ham til, at han ikke behøver være i bevægelse hele tiden for at være okay. Man kan godt blot sidde i favn og kikke sig omkring...
Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre - rigtig meget held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Guide til baby- og børnemad: Hvad skal du undgå?
Må baby få honning og kanel? Og må mine børn få te og hørfrø? Det kan som forældre være svært at finde rundt i junglen af madanbefalinger. I Fødevarestyrelsens guide til børnefamilier om uønsket kemi i mad, kan du se, hvad du bør begrænse eller undgå.
Anbefalingerne varierer for babyer, børn ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:
3. april 2025 | Udvikling | 4 år, 5 mdr.
Social angst og skoleudsættelse
Kære Helen. Vi er altid meget glade for dine svar. Der er lidt tid til mit...
23. marts 2025 | Udvikling | 10 mdr.
Hej Helen Vores dreng, som nu er blevet 10 måneder, er startet i dagpleje....
17. februar 2025 | Udvikling | 11 mdr.
Hej Helen Vores dreng på knap 1 år startede i dagpleje 6. januar, så han har...
10. februar 2025 | Udvikling | 9 mdr.
Bekymring for sproglig og motorisk udvikling
Hej Helen Jeg skriver da jeg er bekymret for min søn. Han er idag 9...
6. februar 2025 | Udvikling | 15 mdr.
Kære Helen Jeg har et kort spørgsmål i dag. Min datter, som nu er blevet...
Viden om børn:
Rødbede
Fra 6 mdr´s alderen kan du godt begynde at give dit barn rødbede, hvilket mange børn elsker og de kan give mosen en meget flot farve. Rødbeder kan også bages i ovnen sammen med andre rodfrugter.
Du skal dog være opmærksom på at rødbeder indeholder nitrat og derfor kun bør udgøre 1/10 af den portion mos, som barnet spiser. Alternativt bør de kun gives med ca 14 dages mellemrum.
Øl og amning
Før i tiden anbefalede man, at kvinder der lige havde født, og som gerne ville amme, drak en maltøl eller en mørk hvidtøl dagligt, fordi det kunne hjælpe med at sætte mælkeproduktionen op. Det var kun øl af denne type, som havde effekt, og effekten skulle skyldes maltindholdet. På barselsafdelingen kunne man derfor få en øl til frokost eller aftensmaden, hvis man havde brug for det.
Det anbefales dog ikke mere, at man forsøger at øge sin mælkeproduktion ved at drikke øl....
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.