Svar: Bliver nemt frustreret/vred

---

Kære du

Tak for dit brev og dine søde ord til mig om mine svar - det er jeg meget glad for at høre, og jeg vil naturligvis meget gerne hjælpe :)

Når det lille barn bliver født, så er barnets hjerne meget umoden. Der er masser af hjerneceller og hjernen består også at forskellige dele, men forbindelserne mellem dem fungerer ikke ret godt og mange at forbindelserne er slet ikke dannet i starten. De dannes af det samspil, som barnet oplever med sin mor og far...

Det er vigtigt, at vi møder vores børn med positivitet, kærlighed og lydhørhed, fordi det vil være med til at danne forbindelser i hjernen, som lærer barnet at beherske vrede, være venlig og lære, hvordan man mødre andre mennesker på en god måde. Man kan sige, at vi skal møde barnet med det, som vi gerne vil lære vores barn. Møder vi derimod barnet med skæld ud, manglende omsorg, uden emotionel nærhed, så vil vi aktivere de celler og forbindelser i barnets hjerne, som styrer f.eks. frygt, forsvar og angreb.

Jeres dreng brager lige nu igennem det man kalder selvstændighedsalderen. Denne mærkes især i 1-3 års alderen, og der er ingen tvivl om, at det er en udfordrende alder for både barn og forældre. Det er en tid, som kræver utrolig stor tålmodighed og omsorg, samtidig med et behov for at have visse regler og være konsekvent omkring disse - det er jo en del af opdragelsen :) Det er en alder, hvor I vil opleve, at jeres dreng er så sød, sjov og charmerende - og pludselig så bryder hans verden sammen, intet fungerer som det skal og på et splitsekund, kan han bare blive utroligt ked af det, vred, frustreret, fortvivlet...

At han er igang med at selvstændiggøre sig betyder, at han øver sig i at finde ud af hvem han selv er - og et led i dette er at gøre det modsatte af, hvad I vil. Det er måden han viser jer, at han er sin egen. Han er nødt til at ville det modsatte af jer, for ellers kan han ikke adskille sig og afprøve sin selvstændighed. Derfor skal I nogle gange lade ham gøre det, som han vil og acceptere, at han har sin egen måde. Nogle gange er hans måde eller rækkefølge at gøre ting på måske lige så god som jeres. Og andre gange skal i naturligvis holde fast i, at det er som I vil, fordi I er de voksne, og det er jer, der ved bedst og i sidste ende bestemmer. Det er dog rigtig vigtigt, at han føler sig lyttet til og at han har en fornemmelse af, at I prøver at imødekomme ham og anerkende ham, som den lille person han er :)

I forhold til bleskift, så skal du være opmærskom på om du her har tendens til at stille de retoriske spørgsmål "skal du skiftes?", "skal du have en ren ble?".. Her vil han ofte svare nej, og hvis du så tager ham, løfter ham op og begynder at tage bleen af ham, så lytter du ikke til ham og så bliver han naturligt vred. Derfor skal du ikke spøge ham, hvis du allerede har besluttet at bleen skal skiftes, så kan du i stedet sige "kom du skal lige have en ren ble", løfte ham op og få det overstået - og her anerkende, at han ikke gider det ved f.eks. at sige "jeg skynder mig, så kan du komme ned og lege igen" eller lignende.

Nogle gange kan det også være en god idé at du indgår et kompromis. Hvis han ikke har lavet i bleen, men der kun er tale om en tisseble, så behøver han ikke ligge på puslebordet, men kan godt blive skiftet imens han står på gulvet. Det kan også være en måde at møde ham på.

Andre gange kan det være en løsning at du indrager ham og netop giver ham følelsen af at han selv er med til at styre processen. Måske kan I købe en ...

---

---

... trappestige, så han med lidt støtte selv kan klatre op på puslebordet og lægge sig til rette, måske kan han selv finde sin rene ble frem, måske kan han være med til at vaske sig lidt forneden og få en vaskeklud og lidt sæbe i hånden, selv løfte numsen, når bleen skal på osv. Så han er inddraget og ikke føler, at du skifter hans ble mod hans vilje...

Det er helt naturligt, at han bliver ked af det, når I siger nej og forhindrer ham i noget, som han ikke må. Det er ikke rart at blive stoppet i noget, som han tror eller synes er sjovt. Når han mærker at verden går imod ham, når I vil noget andet end han vil, så opstår der et anfald at fortvivlelse - fordi hans hjerne er umoden. Verden bryder sammen for ham og han er her oprigtigt ked af det, skuffet, frustreret og fortvivlet. Han er ikke uartig og han bryder ikke sammen, fordi han vil prøve jer af, men han gør det, fordi han ikke kan gøre andet - fordi hans hjerne er umoden, og han endnu ikke har dannet de forbindelser i hjernen, som skal hjælpe ham til at bevare roen.

Her vil det være rigtig godt, hvis I kan vise ham forståelse, give ham en medlidende reaktion. I skal forsøge at sætte ord på de følelser, som I fornemmer, at han måske har. Det kan være f.eks. at sige "det er også dumt, at du skal holde i hånden" eller "bliver du bare så ked af det... sååå skat" eller "det er også irriterende at jeg har skrællet æblet, når du ville have det skåret i både.." eller hvad det nu kan være. Det er som du skriver ofte bagateller - eller ting der i jeres øjne virker som bagateller, der får bægeret til at flyde over hos ham :)

Når I sætter ord på hans følelser, så han føler sig lyttet til og forstået (også selvom han ikke får sin vilje), så dannes de vigtige forbindelser i hans hjerne. De forbindelser der på sigt skal lære ham at bevare roen og ikke "gå i selvsving", hver gang verden går ham imod. Derfor bør I f.eks. aldrig sende ham væk, blive vred på ham, kalde ham hysterisk eller lignende, når han har anfald af fortvivlelse. Det kan godt få ham til at holde op med at græde lidt, men det vil ikke hjælpe ham på sigt.

---

---

---

Når han har anfald af fortvivlelse, så har han brug for at I sidder med ham, holder om ham, trøster og beroliger. Hvis I prøver at gå fra ham, så vil han sandsynligvis ofte gå efter jer, og signalerer derved netop "gå ikke fra mig", fordi han har brug for jeres hjælp til at blive beroliget og få sin krop ned i gear :)

Det er vigtigt, at I sikrer, at han ikke kan gøre skade på sig selv, at I sikrer, at han ikke kan banke hovedet i gulvet eller i væggen - men holde ham eller lægge en pude under ham imens det står på.. Nogle gange vil I ikke kunne røre ved ham med det samme, og han kan godt have brug for at komme lidt af med sin frustration, men I bør stadig forsøge at være der, forsøge at være tilgængelige. I skal prøve at vise ham, at selvom verden er kaos for ham, så er I roen og når han er parat, så kan han komme op på skødet, få et kram og I kan alle komme videre igen :)

Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre. Jeg vil også anbefale dig to af mine bøger: "Helens bog om børn og opdragelse" og "Helens bog om dit barns udvikling". Sidstnævnte går til 3 år, men den vil være gavnlig i forhold til lillesøster også :)

Og så kan I også læse bogen "Fantastiske forældre" af Margot Sunderland. Det er en efterhånden gammel bog, men I kan låne den på biblioteket :) Også bogen "Ka selv, vil selv, men du må hjælpe mig" af Grethe Kragh Müller er god og handler netop om alderen 1-3 år...

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---