Brev:
Putte uden at amme i søvn
Hej Helen,
Først og fremmest tak for alle de input du har givet os gennem din brevkasse og bøger. Det er ikke nemt at finde rundt i alle de råd der er når det kommer til babyer og din saglighed har hjulpet os godt på vej.
Når det kommer til putning af vores datter på 5½ måned, er vi dog stadig lidt i vildrede. Som det er nu, bliver hun ammet i søvn selvom vi ofte læser at det ikke er godt at gøre, og nu kæmper vi med at det ikke virker længere...
Da hun blev 4 måneder, prøvede vi for en kortere periode at putte hende om aftenen ved at ligge hende i hendes egen seng (står op ad vores) og så sidde ved siden af hende indtil hun faldt i søvn. Dette resulterede dog i råb og skrig i en 30-60 min. og endte med at hun græd sig selv i søvn. En halv time senere vågnede hun altid og havde brug for tryghed.
Vi har snakket om at genoptage dette og så i stedet tage hende op når hun bliver for urolig, men vi regner med at det vil betyde at vi kommer til at sidde med hende det meste af tiden og at hun stadigvæk ville blive sur og ked af det, så vi er derfor i tvivl om der ikke er bedre metoder.
Sagen er nemlig den, at det med at amme hende i søvn ikke fungerer ligeså godt længere. Dels er det selvfølgelig en uvane, men hun er begyndt at bide i mor, når hun er træt og frustreret (vi mistænker at hun er ved at få tænder), og så hopper hun hele tiden af, vender og drejer sig, græder lidt, og så på igen, og om igen indtil hun falder i søvn.
Udover at amme hende i søvn, har det eneste andet, der har virket for os, været at vugge hende i søvn enten i vores arme, stående, gående i bæresele eller siddende på yogabold, eller i slyngevugge. Intet af dette virker længere…
Ret tidligt efter fødsel startede vi med at prøve at amme hende til hun næsten sov og så fjerne hende fra brystet, men det har hver gang resulteret i at hun vågner og bliver stiktosset. Vi har forsøgt på usandsynligt mange forskellige tidspunkter i processen, og hvis hun har et magisk lille øjeblik, hvor hun ikke bliver sur, har det været os helt umuligt at finde, og det er jo det vi læser om og igen er det, der virker, så derfor er vi lidt på bar bund nu.
Som det er nu, ammes hun i søvn og først et godt stykke inde i hendes søvn, er det muligt at fjerne brystet fra hende – hun vågner simpelthen og bliver utilfreds indtil hun får brystet igen.
Vi har også forsøgt os med sut af flere forskellige slags, men bortset fra en kort periode på nogle uger, hvor hun gerne ville have sutten (og selv kunne falde til ro og i søvn med den!!!!) er hun ikke interesseret i den. Hun gumler blot i den, og spytter den så ud. (Skal vi måske gøre en større indsats for at få sutten tilbage i spil igen, og i så fald, hvordan????)
Vi er godt klar over at det nok ikke kan undgås at hun bliver sur eller ked af det, men kan det virkelig passe at der ikke er andre og mere skånsomme måder at lære vores datter at falde i søvn på end at hun skal græde og skrige sig selv i søvn?
Når hun så sover, har hun indtil for nylig sovet godt og fast om natten og kun vågnet en enkelt gang eller to for at blive ammet. Nu må hun så mange nætter komme hen i vores seng den sidste del af natten og putte med mor/babbe på brystet for at kunne sove roligt. Er hun så sulten eller er det måske tryghed hun mangler???
For nylig indførte vi et fast putteritual og i den forbindelse begyndte vi at skrue ned for tempoet fra 15-16-tiden, men vi er lidt i tvivl om hvad og hvor meget stimuli det er ok at udsætte hende for på det tidspunkt?
Hun er en meget temperamentsfuld lille dame, nysgerrig på tilværelsen, SUPER social, glad og let til grin og vil simpelthen se og opleve det hele og bliver af samme grund nemt overstimuleret og overtræt.
Store aktiviteter resulterer i at hun er træt og uregerlig i dagevis. Samtidig er vi bekymrede for om vi reelt gør nok for at stimulere hende på almindelige hverdage… Særligt motorisk, da hun ikke er særlig interesseret i motoriske lege. Ikke andet end at stå og sidde op. Stå har hun kunnet i månedsvis, og er netop begyndt at kunne stå selv ved at bruge møbler til at balancere ved, men hun har endnu ikke rullet hverken fra den ene side eller den anden (udover en enkelt gang ved et ’uheld’). Vi leger lidt flyvemaskine og kolbøtteleg i sengen, og danser rundt med hende, men hun er klart mere interesseret i at snakke og lege sansestimuli-lege, og gider heller ikke sit aktivitetstæppe mere end et par minutter ad gangen, før hun kalder på os. Til stor frustration for den trætte, barslende mor, der knap nok kan få tid til at gå på toilettet før den lille dame vil have selskab.
Vi tænker både at hvis hun er for overtræt og overstimuleret at dette kan have en negativ effekt på putningen, og samtidig også hvis hun ikke har oplevet nok i løbet af dagen – men hvad er nok og godt?
Vi har efter ...
... at have læst i din bog om søvn netop startet et fast putteritual. Det starter vi med ca. 19.15, hvor vi starter med at give babymassage med olie og dernæst et varmt bad. Begge tingene elsker hun. Derefter sætter vi en bestemt sang på (Summertime med Louis Armstrong og Ella Fitzgerald, fordi sangen også er i hendes uro) som vi danser lidt valsende rundt til med hende i armene og hvor hun er i fokus. Så går vi ind på soveværelset og siger godnat til de forskellige ting derinde, lægger hende så i sengen og snakker om de ting hun har oplevet i løbet af dagen, synger evt. en sang, svøber hende og starter så amning mens mor synger Elefantens Vuggevise. Putteritualet tager ca. 30-40 min og lader til at virke ganske glimrende omend hun tit bliver så træt at hun er tydeligt utilfreds når til godnatlegen så vi springer dette over og går direkte til amning. Hun lader i hvert fald til at være klar til at sove, gaber og gnubber øjne (klynker indimellem også), men vi kan som sagt ikke finde en anden god måde at få hende til at sove end ved at amme hende. Hvis ikke vi gør det, bliver hun efter lidt tid rigtig sur og ked af det, så vi har efter start af ritualet taget løst på det med amning i søvn, fordi vi har prioriteret at hun skulle lære ritualet at kende og glædes ved dette. Nu synes vi så det er på tide at afvænne hende med at skulle ammes i søvn, men vi ved simpelthen ikke hvordan man kommer ud af den knibe, når man først er så langt nede i vanen, som vi er?
Derudover har vi ligeledes problemer med at putte hende om dagen. Putteritualet har hjulpet en del på at få hende til at sove på ca. det samme tidspunkt hver aften, men hendes lure ligger ret tilfældigt fordelt ud på dagen. Heller ikke her kan hun finde ro af sig selv og må ammes i søvn. Også i svøb. Lurene er tit ret korte og selvom vi gør en ihærdig indsats for at holde hende i søvnen i længere tid, vågner hun oftest efter 20-45 min. Vi har i flere måneder brugt en 'white noise' app, som virkelig har hjulpet os igennem meget mht hendes søvn (og amning når hun ikke ville tage imod), men selv med den sover hun stadig meget uroligt om dagen og vågner let.
Vi har læst i din brevkasse at den optimale søvnfordeling er 15 timer fordelt ud på 10 timer om natten og 5 timer på tre lure. Samlet set sover hun ca. hvad hun skal og lader til at kunne klare sig med 14 timer (indimellem tættere på 15). Som regel 11 timer om natten og resten fordelt lidt tilfældigt ud primært på starten af dagen.
Når hun er vågen, er hun typisk meget aktiv og har svært ved at finde ro – der skal hele tiden ske noget. Hun kan ikke lide at ligge ned uden at der er nogen som underholder hende, heller ikke i barnevognen, så den har hun kun sovet i hvis hun er faldet i søvn på anden vis og vi efterfølgende har lagt hende i den. Mor er begyndt at amme hende liggende i vores seng og rykke lurene derind, og det har givet lidt ekstra, men hun sover stadig meget let og vågner efter de ca. 45 min. Når hun vågner, forsøges der med at amme hende tilbage i søvn, og hvis hun ligger i slyngevuggen, forsøges der med at vugge hende tilbage. Det virker nok lidt under halvdelen af gangene… Har du nogle gode råd til om der er andet, vi kan gøre, eller skal vi bare fortsætte og håbe at det kommer til at virke på et tidspunkt?
Derudover er vi lige begyndt at introducere grød og mos for hende, men hun har endnu ikke styr på slugeteknikken, og lader i det hele taget ikke til at forstå at det er mad, hun har med at gøre (hun slikker og sutter mere på servicet og er ikke rigtig interesseret i maden – til gengæld er hun enormt interesseret i det, vi spiser (vi tænker, hun har luret, at hun får anden mad end os, og at det er hun da ikke interesseret i…)), så det er endnu ikke meget der kommer ned. Vi har netop købt din bog om mad, så vi glæder os til ordentligt at komme i gang hermed og håber, at det kan hjælpe på sagen.
Vi ved godt at du for overblikkets skyld helst vil have et emne pr brev, men da vi synes at vores spørgsmål hænger sammen er det blevet til én lang omgang.
Til gengæld får du en kort opsummering her: ;-)
- Hvordan kommer vi af med vanen med at amme i søvn så blidt som muligt?
- Skal vi i gang med sutten igen, og i så fald, hvordan griber vi det an, når hun ikke virker interesseret?
- Over- (eller under-) stimulerer vi hende og hvordan ved vi om hun oplever nok?
- Hvordan får vi hende til at sove længere lure? Laver vi også faste tidspunkter for lure?
- Er grunden til at vores datter sover så dårligt et produkt af at hun måske er mere sulten end det amningen giver (hun er en stor pige på 7,8 kg og 64 cm lang da hun fik 5 mdrs-vaccinen og der har aldrig været problemer med amning før)? Eller skyldes det måske at hun ammes i søvn og derfor forventer mors tryghed når hun vågner i løbet af natten?
Med venlig hilsen
K og M
Annoncer
Sponsorerede artikler
Plus-Plus BIG: Sjov og lærerig leg for de mindste
Når det kommer til små børns udvikling, spiller leg en afgørende rolle. Det er en væsentlig måde for børn til at udvikle deres finmotorik, evnen til at fordybe sig, lære om farver og former osv. BIG har vist sig at være godt til netop det, og derfor vælger mange vuggestuer og børnehaver også BIG, ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
22. november 2024 | Kost og ernæring | 4 mdr.
Kære Helen Vi har en datter på nu 4 måneder, som vi synes virker meget...
21. november 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Putning og nattesøvn for tvillingepiger
Kære Helen Vi skriver for at få nogle gode råd til at gennemskue hvorfor...
17. november 2024 | Sovevaner | 5 mdr.
Baby vågner hele tiden om natten
Kære Helen. Tak for dit brugbare svar angående søvnrutiner. Jeg skriver...
5. november 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Hej Helen Tak for dine tidligere gode svar:) Vores dreng er nu 6 måneder...
28. oktober 2024 | Diverse | 4 mdr.
Kære Helen Tusind tak for dit sidste svar, det gav ro herhjemme! Men nu...
Viden om børn:
Børnemad, færdiglavet
Færdiglavet babymos er lavet af kontrollerede råvarer og gjort holdbart ved varmebehandling. Det er intet ernæringsmæssigt i vejen med de færdiglavede børnemadsprodukter. Hjemmelavet mad er dog lige så godt.
Vær opmærksom på at færdiglavet børnemad let bliver for findelt i konsistensen og det er vigtigt at barnet stille og roligt vænnes til familiemad og også tilbydes mad, som kræver en vis tyggefunktion og som indeholder naturligt "mere bid".
Du kan finde...
Forstoppelse
Hvis dit barns afføring er hård og knoldet, så har dit barn forstoppelse. Ofte vil barnet også have ondt i maven og være grædende. Børn der tilbydes modermælkserstatning får hyppigere forstoppelse, end børn der ammes. Men børn der ammes kan også godt få problemer med forstoppelse.
Får dit barn modermælkserstatning, skal du være opmærksom på, at blandingsforholdet er korrekt. Du kan også prøve at skifte till en anden type erstatning - der findes erstatninger, som er udviklet til...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.