Svar: 6 årig Dramaqueen

---

Kære frustrerede mor

Tak for dit brev - og tak for din tilbagemelding omkring jeres ældste datter :) Jeg havde bestemt heller ikke indtryk af, at I forældre satte "mærkat" på jeres ældste datter, og jeg er helt med på, at det kan være rart at kende lidt til personlighedstyper, når det handler om at møde andre mennesker - som måske er anderledes end man selv er - og at det faktisk også kan være et rart redskab som forældre :)

Det lyder som om, at jeres yngste datter har det lidt svært, og jeg tænker faktisk, at de udfordringer du lige nu oplever, nok handler både om hendes alder og udvikling og også det faktum, at hun for 5-6 måneder siden har fået en lillebror...

Når man er 6 år gammel, så er man vokset ud af småbørnsgruppen og er nu ved at være en stor pige, hvilket man kan se på hende motorisk og fysisk. Hun vil ofte virke mere rank i sin holdning i denne alder og nogle gange kan hun måske virket lidt langlemmet og klodset, hvilket naturligvis godt kan gå hende på... Hun ser sandsynligvis op til sin storesøster og vil gerne mange af de ting, som støresøster gør - men hun mestrer det endnu ikke. Der er f.eks. forskel på, hvordan de løber, hvordan de kaster og griber en bold, hvordan de holder på en blyant, og hvordan de tegner... og det kan være rigtig svært for jeres datter på den måde at følge med storesøster, og det kan godt gøre, at hun nogle gange derfor føler sig lidt lille - og i den forbindelse kan blive rigtigt vred, ked af det, rasende...

Tidligere har hun været den lille, den yngste - og det har været okay, at der har været visse ting, som hun ikke har kunne, netop fordi hun ikke var ældst, og hun har måske kunne finde en vis ro i, at hun jo var den yngste og det også var noget særligt at være den yngste... Men nu har hun fået en lillebror, og det gør, at hun er blevet mellembarn - og hvad betyder det - for nu er hun jo hverken den store eller den lille, og jeg tænker, at hun måske har rigtig svært ved at finde ud af, hvad hendes rolle egentlig skal være nu...

Du skriver, at hun har et stor temperament, og at hun er i alle følelsers vold. Hun kan være sprudlende glad og lykkelig og være lige så dybt frustreret og vred... Det er et eller andet sted meget naturligt, at hun er styret af sine følelser - det er børn. Hun er styret af sin mellemhjerne og ikke af sin storhjerne, som er den hjernedel, der sætter hende i stand til at bevare roen, lige tælle til ti og sikre, at verden ikke bryder sammen med det samme, noget går hende imod... Og det tager tid at danne de forbindelser, som sætter hende i stand til dette. Man siger at 90 % af hjernens forbindelser dannes i løbet af de første 5 leveår...

Temperament afhænger af både arv og miljø - det betyder, at det har stor betydning, hvordan I forældre reagerer på hende, både når hun er glad, og når hun bliver vred. Hvis I selv har en kort lunte, og der ikke skal ret meget til, før I selv bliver vrede og bægeret flyder over for jer, så vil dette naturligvis påvirke hende på en anden måde, end hvis I er meget tålmodige og formår at bibeholde roen, når hun ikke gør... Du hjælper hende ved at vise hende det, som du gerne vil lære hende. Det vil sige, at du skal lytte til hende, forsøge at sætte dig ind i hendes situation, ikke ændre på hendes humør eller forsøge at lave hende om, men acceptere, at hun har de følelser, som hun har - og rumme det. At kunne rumme hende betyder, at du kan holde ud, at hun har det, som hun har det, uden at ville lave det om og uden at tage det personligt.

Du fortæller, at I faktisk forsøger at gøre disse ting, og det er super godt. Bliv endelig ved, også selvom det er svært :) Du nævner, at hun kan være meget trodsig og svare igen, og jeg tænker, at dette netop ofte hører 6 års alderen til. Det er helt normalt, at vi kan blive vrede - vrede er en normal følelse, som vi alle har. Hos små børn vil vrede ofte vises sig motorisk - barnet bider, slår, sparker, smider sig i gulvet osv. Men omkring 6 års alderen og frem begynder barnet at kunne vise vrede på en anden måde - nemlig verbalt. Hun begynder at kunne bruge sine ord, begynde at kunne sige ondskabsfulde og sårende ting til andre - og det betyder, at hun måske netop svarer igen, når du irettesætter hende. Hun er sandsynligvis ret bevidst om, hvad det hun siger, gør ved dig, hvilke knapper hun skal trykke ...

---

---

... på...

Prøv om du kan undgå at skabe en krig med ord, hvor I hver især begynder at tale grimt til hinanden, råbe af hinanden eller lignende. Jo mere I gør det - jo mere vil hun lære, at det er en måde, I kan tale på og en okay måde at løse konflikter på... Prøv derfor ikke at svare hende, før du kan gøre det på en rolig måde. Taler hun meget grimt, så må du naturligvis godt ganske kort sige fra "jeg vil ikke have, at du taler sådan" og ikke gå ind i en diskussion med hende, blot sige fra. Og så naturligvis være der, når hun er faldet lidt ned og er parat til at komme på skødet og tale stille og rolig med jer om, hvad der skete.

Du nævner noget meget essentielt. Du skriver blandt andet, at hun er trodsig og stædig som et æsel, vrænger og svarer igen.... "men er hun glad og føler sig mødt, så er hun sød, kærlig (og lidt mere) medgørlig". Jeg tænker, at det netop er, når hun føler sig set og mødt, at hun er glad - men når hun har svært ved at finde sin rolle og føler, at I ser storesøster og lillebror mere, end I ser hende, så er det, at det går galt.

Det er på mange måder en gave at have søskende, og når vi voksne vælger at få flere børn, så er det ofte blandt andet fordi vi gerne vil give vores børn den glæde at vokse op med søskende.. Men søskende er rivaler - de konkurrerer om mors og fars kærlighed. Og det gør rigtig ondt, når man mærker, at mor og far interesserer sig for en anden og ikke for mig... Nogle børn spørger direkte "hvem elsker du mest?", og mange forældre svarer "jeg elsker da jer alle lige meget" - og det kan man naturligvis godt svare, men nogle gange kan det være bedre at sætte ord på, hvad der gør lige præcis hende til noget særligt, og hvorfor ingen kan tage hendes plads "jeg elsker dig, din fregnede lille næse og ...".

Det kan være svært at fordele sol og vind lige - og naturligvis vil du nogle gange skulle tage dig af lillebror, eller har en samtale igang med storesøster, hvor jeres datter på 6 år må vente... Det er dog vigtigt, at du i en sådan situation viser hende, at du ser hende og hører, at hun vil dig - og så går hen til hende efterfølgende og giver hende tid "nu er jeg her, hvad var det du ville vise mig?" eller lignende....

---

---

---

Det kan også være rigtig rart for hende, hvis du helt konkret fortæller hende, hvad du sætter pris på. I stedet for at du f.eks. siger "tak fordi du hjælper mig", eller "jeg er så glad, når du hjælper til", så sig direkte, hvad det er der gør dig glad "tak fordi du hjælper med at dække bord", "jeg bliver så glad, når du hjælper mig med maden" osv. så hun hører direkte, hvad det er...

Det er vigtigt, at hun mærker, at du ser hende - også når I har haft nogle konflikter. Når hun efterfølgende virker parat til at sidde lidt på skødet, så tal med hende om situationen. Vis hende, at du lytter til hendes oplevelse, vis hende, at du ikke bærer nag, at du ikke forsøger at "belære" eller "moralisere" - men vær der, lyt og anerkend hendes følelser, hendes oplevelse, hendes mening. Det vil også hjælpe hende, når hun har konflikter med andre børn - når hun mærker, at de andre måske ikke vil lege, eller når hun pludselig bliver meget vred og afvisende overfor en ellers god veninde.

Tal med hende om, hvordan man er en god ven. Hvad det betyder for hende, og hvad det betyder for dig og for de andre børn i børnehaven og i skolen, når hun starter der. Det er naturligt, at børn i 5 års alderen stadig vil tænke mere på sig selv end på andre, men i 6-7 års alderen begynder de ofte at kunne se tingene lidt mere fra en andens side. De skal dog stadig hjælpes til at se og fornemme, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. De skal lære at se, hvad der kan gøre andre kede af det, og hvordan man kan blive gode venner igen, hvis man er blevet uvenner. Det kræver mange små snakke i hverdagen at hjælpe børn til at lære dette. Du kan med fordel læse nogle af de bøger højt, som jeg har anbefalet dig i tidligere brev :)

Jeg vil også anbefale dig at læse min bog "Helens bog om børn og opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn". Måske kan du finde lidt inspiration via den. Her kan du blandt andet læse om, hvordan vi kan hjælpe vores børn til et godt søskende forhold, og hvordan man kan mægle mellem børn, når de f.eks. har konflikter :)

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---