Svar: 6 mdr baby vågner hele tiden om natten
Kære udmattede mor
Tak for dit brev og fine beskrivelse af din datter og alle dine tanker - og velkommen til:)
Din datter er en fysisk stor pige, og det lyder som om, at hun trives og udvikler sig i rigtig god retning - dejligt! Men hun har naturligt behov for en del mad og væske, og derfor er det rigtig godt, hvis du nu kan øge hendes indtag af skemad - ikke større portioner, men i stedet flere små måltider. Og derudover vil det være rigtig godt, hvis du kan amme hende 5-6 gange i døgnet og tilbyde hende vand af kop. Du bør forsøge at skabe en rytme, hvor hun tilbydes skemad og vand, når hun vågner (eller når hun har været vågen lidt) - og så får mælk før hun skal sove næste lur. Det vil sige, at hun ikke længere skal ammes efter en lur - skemad først og mælk efterfølgende.
Det er vigtigt, at du forsøger at skabe mæthed hele dagen igennem - det er en forudsætning for at kunne undvære mælk om natten. Derudover er det vigtigt, at du nu begynder med de grovere grødtyper som havregrød, øllebrød og evt. flerkornsgrød, ligesom du også bør tilbyde hende grøntsagsmos med kød eller fisk. Det kan være hjemmelavet mad, så udgangspunktet bliver mere og mere det samme som du selv spiser, eller det kan være grøntsagsmos fra glas, som passer til 6 måneders alderen.
Det vil også være rigtig godt, hvis du kan begynde at tilbyde din datter mad i hånden, som hun selv kan sidde og gumle på, opbløde med spyt, gnaske i. Det er med til at styrke hende mundmotorisk og stimulerer samtidig hendes appetit. Det er med til at øge hendes interesse for at spise mere og stille og roligt blive i stand til at tygge mad og dermed spise mad med mere og mere bid.
Mit forslag til en dagsplan, lavet ud fra dine angivne tider, ser derfor således ud:
Tidlig morgen 05: Ammes og sover videre til dagen starter omkring kl 06.30... Skal ikke ammes, når hun vågner...
Morgen 7-7.30. Havregrød, vand af kop.
Formiddag 8.30-9: Frisk blød frugt i hånden, frugtmos og vand af kop.
Ammes og puttes til formiddagslur
Frokost 11: Grøntsagsmos - og der begyndes nu med kød eller fisk i mosen. Suppleres med ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende i hånden. Vand af kop.
Ammes og puttes til middagslur ca kl 12-12.30
Eftermiddag 14: Frisk blød frugt i hånden, og du følger efter med lidt frugtmos og vand af kop.
Ammes evt. eller denne springes over - og puttes til dagens 3. lur som ofte er en powernap omkring kl 16-17...
Aften 18: Grøntsagsmos med kød eller fisk og suppleres også her med ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende i hånden at gumle på selv. Udgangspunktet er mere og mere din mad, så I spiser sammen.
Ammes og puttes til natten 19.30-20
Sen aften 23-24: Ammes og sover derefter videre uden mælk til næste morgen tidlig, hvor hun så ammes igen. Det vil sige, at hun nu skal begynde at kunne sove 5-6 timer uden mælk f.eks. fra kl 23.30 til 05...
Som du kan se, så indgår der mange små måltider i denne dagsplan og der er en variation af både grød, grøntsagsmos, kød, fisk, frisk frugt og frugtmos. Der gives vand til alle måltider og vand kan også bruges som tørstslukker ind imellem - også hvis hun virker tørstig, når hun vågner op efter en lur. Og så ammes hun lige nu fast før hun skal sove og hjælpes på den måde til ro og til at koble fra.
Det er meget fint, at du vælger at lade din datter sove i din seng. Det er hun vant til og det lyder til at fungere okay nu... Og i første omgang vil det være rigtig godt, at du vænner hende til at sove i sengen, uden at hun skal være i babynest eller lignende. Hun skal have sin egen dyne og gradvist vænnes til at sove lidt på afstand af dig om natten - og så kan du senere flytte hende over i tremmesengen.
Derudover vil det være rigtig godt, at hun ikke falder i søvn med brystet i munden, men at du bevidst arbejder på at lirke brystet ud af munden på hende, før hun sover helt. Du må dog meget gerne ligge ned og amme, som du gør nu. Du skal forsøge at nå dertil, hvor hun slipper brystet, smiler til dig, triller om på siden og sover - hvilket det faktisk lyder som om, at hun er ret god til (jf. situation 1-3), så det er super godt. Det bliver du ved med.
Når det er så svært for hende at falde i søvn, så tænker jeg, at det skyldes, at du putter hende for tidligt. Når hun sover dagens 3. lur omkring kl 16-17, så vil det være helt naturligt, at hun ikke er parat til at sove før klokken er 19.30-20 og derfor skal du ikke putte hende allerede kl 18.30... det er for tidligt.. Samtidig kan det også være problematisk med så lang en nattesøvn - i princippet skulle hun jo så sove 12 timer fra 18.30-06.30 og det giver ikke ret meget plads til lure i løbet af dagen. Det vil være bedre, at hendes nattesøvn er lidt kortere og dagslurene lidt længere..... Så prøv at lægge dig med hende ...
... og am hende, når hun skal sove - men put hende senere, så hun føler sig mere parat til at sove, når det er sovetid :) En for lang nattesøvn kan også gøre, at hun vil vågne hyppigere op...
Sen aften skal du amme hende rigtig godt - gerne fra begge bryster - og derefter hjælpe hende videre i søvnen, gradvist mere og mere på afstand af dig. Det er helt normalt, at hun vil have mange opvågninger om natten og kan sove meget uroligt. Hun har en alder nu, hvor hun bruger sig selv mere og mere motorisk, hun øver sig i at trille, drejer om sin egen akse, får fat i sine fødder, bruger sine hænder mere bevidst osv. Og hun øver sig om natten. Hun får sig lagt i stillinger, som hun endnu ikke mestrer at komme væk fra, og hun har her brug for din hjælp til at skifte stilling.
Det betyder, at det er okay, hvis hun kan ligge og bevæge sig og ikke længere er svøbt, holdt i babynest eller bliver holdt af dig. Du må naturligvis gerne berolige hende med dine hænder, du kan også samle hendes hænder og på den måde hjælpe hende til ro, som jeg fornemmer, at du gør, ligesom du meget gerne må hjælpe hende om på den anden side, give hende dynen på, som hun har sparket af osv. Du må gerne hjælpe hende og lade hende mærke dig - men prøv om du kan undgå at holde hende for meget og vær opmærksom på, at hun naturligt vil være urolig og også have mange lyde.
Hun drømmer meget netop nu og kan sagtens både klynke, græde, pludre og grine i søvne. Alt hvad hun oplever skal bearbejdes i søvne og drømmeaktiviteten er stor. Prøv derfor om du kan skelne om hendes uro skyldes drømme, behov for stillingsskift, at hun måske har brug for at mærke dig og dine beroligende hænder - eller om hun mon har brug for mælk. Hvis du følger ovenstående dagsplan, så burde det ikke være et behov for mælk, når hun vågner om natten... Hun har ikke brug for bryst = mælk 6 gange hver nat...:)
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Hvis hun vågner midt nat og søger brystet - og du kan fornemme, at det kun er brystet, som virker, og det er det, som hun har behov for, så må du lige nu tilbyde hende brystet der. MEN du skal så forsøge at trappe ud af denne amning. Det vil sige, at du stille og roligt skal afkorte amningen mere og mere ved at lirke brystet ud af munden på hende. Du starter altså med at tilbyde hende brystet, du ammer hende liggende og lader hende die ganske kortvarigt. Herefter forsøger du så at lirke brystvorten ud af munden på hende og i begyndelsen vil hun sandsynligvis blive irriteret (som i din situation 2), og det er helt okay, så giver du hende brystet igen, lader hende atter die lidt, og trækker så atter brystet til dig.. det skal du sandsynligvis gøre flere gange, men til sidst skal hun meget gerne begynde at acceptere at hun godt kan komme videre i søvnen uden at have dit bryst i munden :)
Jeg synes bestemt ikke, at du skal stoppe med at amme hende. Du skriver, at hun ikke vil tage imod en flaske, og du får meget svært ved at dække hende mælkebehov, hvis du stopper amning og hun ikke tager en flaske i stedet. Hun skal med den alder hun har nu tilbydes bryst eller flaske 5-6 gange i døgnet, for at få sit mælkebehov dækket ind, - hun indtager sandsynligvis omkring 900-1000 mælk mælk i døgnet, og det kan hun ikke drikke af en kop. Derfor er ammestop ikke nogen god løsning. Det vil dog være rigtig godt at trappe mere og mere ud, hvilket naturligt så også vil gøre, at du bedre kan holde til det... Når hun bliver 7 måneder, vil det ofte være passende med 4 amninger i døgnet - tidlig morgen, før middagslur, aften og sen aften - så på den måde arbejder tiden også lidt for dig her. Det betyder dog også, at det vil være rigtig godt og helt relevant, at du øger hendes indtag af skemåltider, skaber større variation, giver hende grovere og mere mættende mad, mad i hånden og vand af kop :)
Du skriver, at hun har flere ugentlige aflastninger hos din mor - det er rigtig dejligt, at du har din mor til at hjælpe dig, og jeg kan godt forstå, hvis du synes det er hårdt at være alene med din datter... Så længe din datter ikke tager imod en flaske, kan det dog være rigtig svært for din mor at hjælpe hende, men hun må naturligvis forsøge. Det er vigtigt, at din mor forsøger at holde samme dagsplan og rytme, og hvis din mor passer hende på tidspunkter, hvor du normalt skulle amme, så vil det være godt at din mor forsøger med en flaske på dette tidspunkt i stedet.. Mangler din datter mælk, når du ser hende igen, så vil det naturligt være svært for hende at undvære brystet og svært for dig at trappe ud af natamningerne...
Jeg vil anbefale jer min bog "Helens bog om børn og mad". I den finder I opskrifter, dagsplaner osv. og guides igennem skemaden til familiemaden fra 4-18 måneder...
Jeg håber, at ovenstående hjælper dig lidt videre på vej og glæder mig til at følge jeres lille familie videre frem :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Olívy - meget mere end bleskift
Olívy er et populært bleskifteprodukt blandt mange småbørnsfamilier, og siden 2015 har Olívy været med til at ændre danskernes puslevaner med produktet Olívy baby care – diaper change til forebyggelse af røde babynumser. Men faktisk er Olívy meget mere end bleskift. Det naturlige og skånsomme ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
21. november 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Putning og nattesøvn for tvillingepiger
Kære Helen Vi skriver for at få nogle gode råd til at gennemskue hvorfor...
19. november 2024 | Sovevaner | 7 mdr.
Hej Helen Jeg kan se, at du lige har svaret på et lignende spørgsmål, men...
18. november 2024 | Sovevaner | 9 mdr.
Putning og for meget natamning
Kære Helen Vi kunne godt bruge noget rådgivning til ændring/forbedring af...
17. november 2024 | Sovevaner | 5 mdr.
Baby vågner hele tiden om natten
Kære Helen. Tak for dit brugbare svar angående søvnrutiner. Jeg skriver...
16. november 2024 | Sovevaner | 8 mdr.
Afbrudt nattesøvn, er det ørerne eller?
Kære Helen Min datter er nu 8 måneder gammel. Tak for dine tidligere...
Viden om børn:
Sidde
De fleste børn kan i 6 mdr´s alderen sidde med let støtte f.eks. i en høj stol eller i barnevognen.
7 mdr gamle kan de fleste børn sidde kortvarrigt, dvs et par minutter, for så at falde til siden, for- eller bagover.
8 mdr gamle kan det fleste børn sidde i lidt længere tid og begynder også at tage hænderne ud og støde fra ved siden. Balancen bliver bedre og bedre.
Når barnet begynder at kunne sidde selv og holde et stykke legetøj i hånden er det...
Sut
Før i tiden var det almindeligt, at børn fik en sut med det samme, når de blev født. I dag mener man, at det er hensigtsmæssigt at man venter med at give barnet en sut, til amningen er etableret.
Hvis barnet får en sut for hurtigt, så kan det gå ud over barnets lyst til at die ved brystet. Dertil kommer at sutteteknikken er forskellig alt efter om barnet dier på brystet eller sutter på en sut.
Du kan møde mange forskellige holdninger til det at bruge sut og det er vigtigt...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.