Svar: Nye vaner
Kære A´s mor
Tak for dit brev og velkommen til :)
Der er ingen tvivl om, at der skal ske nogle ændringer hos jer, og det er nødt til at gå ret hurtigt, da du skal starte arbejde, og A skal i vuggestue. Så selvom mottoet hos jer lyder “food before one is just for fun”, så holder dette desværre ikke. Faktisk er det også sådan, at børn netop i 7-8 måneders alderen ofte er mere modtagelige for mad - både ny smag og ny konsistens. Og det er rigtig vigtigt at udnytte dette. Hvis I passerer denne periode, så er der faktisk en risiko for, at det bliver sværere at få ham til at spise varieret og jo ældre han bliver, jo sværere vil det være. Derfor er det rigtig godt, at du starter netop nu med at lave nye rutiner og nye vaner :)
Det vil være passende for hans alder, at han bliver ammet eller får flaske 4 gange i døgnet. Og jeg anbefaler, at disse måltider ligger tidlig morgen, før middagslur, aften og sen aften. Det betyder, at der skal skrues gevaldigt ned for antallet af amninger hos jer, og din dreng skal i stedet tilbydes mere skemad, flere små måltider hele dagen igennem og drikke vand af kop. Og du skal IKKE længere amme ham før han tilbydes skemad. Han kan sagtens rumme skemaden i maven, uden at få mælk først - faktisk kan han bedre spise, hvis han ikke har fået mælk først :)
Du er også nødt til at give ham flaske, som en fast rytme, så han vænnes til dette. Og det er super fint, at du lige nu giver ham flaske før han puttes til sin middagslur. Det lyder rigtig fint, at han her drikker mellem 100-150 ml. Du kan stadig amme ham tidlig morgen, aften og sen aften - så du ikke ændrer alt på en gang, men i løbet af de næste uger, vil det være rigtig fint, at du tilbyder ham en drømmeflaske sen aften. Den vil ofte kunne mætte ham lidt mere end amningen gør og dermed hjælpe ham til at sove et lidt længere søvnstræk om natten - sammen med den øgede skemad om dagen - og på den måde hjælpe dig væk fra helt at amme om natten.
Og så skal du gøre op med dig selv, om du vil stoppe helt med at amme, eller om du vil bibeholde amningen lidt længere. Det lyder umiddelbart som om, at du gerne vil stoppe helt - men du kan jo se, hvordan det går. Når han bliver 8 måneder, vil det være passende at fjerne amningen tidlig mrogen, så han i den alder får mælk tre gange dagligt - før middagslur, aften og sen aften. Og du kan derfor her vurdere, om det vil fungere bedst for jer med flaske før middagsluren og sen aften, og du så ammer før han skal puttes om aftenen, eller om du også her skal erstatte med en flaske, og så er amningen helt slut. Det vil være hensigtsmæssigt, at du erstatter en amning af gangen med flaske, så du på den måde trapper gradvist ud af amningerne.
Derudover så lyder det også som om, at jeres dreng vil trives bedst med en rytme, hvor han tilbydes 3 lure dagligt. Som det er lige nu, så sover han en meget lang nattesøvn fra kl 18.30-07 = 12.5 time, og det er derfor han ikke kan sove særligt lange lure om dagen. Hans samlede søvnbehov er ca. 14.5 time i døgnet og hvis han sover 12-12.5 time om natten, så kan han naturligt ikke sove mere end 2 timer samlet i løbet af dagen og dagssøvnen er vigtig for ham. Derfor vil det være rigtig godt, hvis du kan give ham 3 dagslure der ligger sådan, at du kan afkorte nattesøvnen lidt...
Ud fra de tider du har givet mig, har jeg følgende forslag til en dagsplan - mit udgangspunkt er, at du skal forsøge at arbejde efter en af de dage, hvor han kan puttes til formiddagslur omkring kl 9.30, for ...
... det vil naturligt hjælpe jer til en bedre rytme resten af dagen og sikre, at nattesøvnen ikke bliver så lang. Mit forslag ser således ud:
Tidlig morgen 05: Ammes og sover videre til klokken er ca 07...
Morgen 7.30: Grød - det kan være en havregrød, øllebrød eller anden form for grød. Hvad du fornemmer, at han godt kan lide. Vand af kop.
Formiddag 9: Frisk blød frugt i hånden og frugtmos. Det må gerne være frugtmos fra glas, hvis du synes det er praktisk og let i hverdagen. Vand af kop.
Puttes direkte efter mellemmåltidet til en formiddagslur - og skal ikke ammes eller have flaske først.
Frokost 11-11.30: Grøntsagsmos med kød eller fisk, suppleres med brødskorper, agurkestænger og lignende, som han kan sidde og gumle på selv. Det kan være hjemmelavet mos eller mos fra glas. Vand af kop.
Flaske og puttes til middagslur - måske kl. 12.30-13...
Eftermiddag 15.30: Flerkornsgrød med frugtmos som topping, frisk blød frugt i hånden at gumle på selv og vand af kop.

Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Puttes til dagens 3. lur, som ofte er en kort powernap - og skal ikke ammes her - men hvis det er eneste måde du kan få ham til at falde i søvn på, så er det helt okay at prioritere amningen her en periode...
Aften 17.30-18: Udgangspunktet mere og mere jeres mad - kød, fisk, kartofler, grøntsager, ris.. Mosen skal være cremet, men dog med gradvist mere og mere bid, så han vænnes til at tygge. Suppleres med kogte grøntsagsbuketter i hånden, en kartoffelbåd fra ovnen eller lignende. Vand af kop.
Ammes og puttes til natten ca 19.30-20 - altså 1-1.5 time senere end nu - ammes i din seng og flyttes over i egen seng
Sen aften 23: Ammes eller tilbydes drømmeflaske og sover videre i egen seng - og skal ikke ammes eller tilbydes flaske igen før næste morgen tidlig omkring kl 05...
Som du kan se, så er denne plan lavet sådan, at din dreng får skemad før han tilbydes mælk, og han tilbydes ikke længere mælk fast før hver lur. Dit ønske om at han skal lære at sove uden brystet starter om dagen - og når han kan det om dagen, så bliver det naturligt lettere at overføre det til om aftenen...
Det er en forudsætning for at kunne undvære mælk om natten, at han får skemad og væske (vand og mælk) nok hele dagen igennem. Derfor er det vigtigt, at du nu øger hans indtag af skemad betydeligt. Han behøver ikke spise store portioner, men det er vigtigt, at han tilbydes mange små måltider hele dagen igennem og sammen med disse drikker vand af kop.
Når du ammer ham og putter ham om aftenen, så læg dig med ham som nu og lad ham blive ammet liggende i din seng - men prøv om du kan flytte ham over i egen seng, før han sover helt. Når han søger dit bryst om natten, så skal du ikke amme ham, men forsøge at hjælpe ham videre med kærtegn, stillingskift, beroligende ord osv. Du må gerne give ham masser af nærhed og tæt fysisk kontakt, men han skal så vidt muligt ikke ammes... Det er vigtigt at mælkeindtaget og behovet for brystet skæres betydeligt ned nu. Det er synd for ham, hvis han er afhængig af bryst for at kunne sove - det vil gøre det svært for ham, når han skal passes af andre og de vil ikke kunne trøste og berolige ham. Derfor er det vigtigt, at du er der for ham, hjælper ham osv. så han mærker dig og har dig tæt på - men uden at han behøver brystet igen og igen... :)
Meget nyt at gå igang med, men jeg håber, at du har lidt idé om, hvordan det kan lade sig gøre at få skabt nye vaner hos jer - og jeg håber at dagsplanen hjælper jer på vej :)
Rigtig meget held og lykke!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Gør pusletid til hyggetid - med naturlig pleje fra Olívy
En ren ble er det primære formål, når ens baby bliver lagt til rette på puslepladsen. Men faktisk er pusletiden meget mere end blot en praktisk opgave. Det er en unik mulighed for at styrke båndet til dit barn, stimulere sanserne og skabe tryghed. En god pusleoplevelse handler ikke kun om ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
13. april 2025 | Sovevaner | 3 mdr.
Kære Helen Jeg har nu forsøgt at bruge nogle af dine råd ift min datter på...
10. april 2025 | Sovevaner | 10 mdr.
Kære Helen Din brevkasse har været en kæmpe hjælp hele vores tid som nye...
10. april 2025 | Sovevaner | 2 år, 7 mdr.
Kære Helen. Vi søger råd til at få putning til at fungere. Vi har pga....
10. april 2025 | Sovevaner | 13 mdr.
13 mdr og i seng på anden måde - del II
Hej Helen, Mange tak for dit svar. Det giver rigtig god mening det du...
9. april 2025 | Sovevaner | 13 mdr.
Få vores 13 mdr søn i seng på en anden måde
Hej Helen, Vi er førstegangs forældre til Bertram på 13 mdr. Han er lige...
Viden om børn:
Babysvømning
Der er mulighed for at gå til babysvømning i de fleste svømmehaller. Der findes også private hjem, med et opvarmet bassin, hvor man har små hold for babyer og deres forældre.
Babysvømning er godt for barnets balance, hvilket har betydning når barnet senere skal lære at sidde, kravle eller gå. Det at være i lunt vand, kender barnet også fra sin tid i livmoderen og når barnet er i vandet stimuleres alle sanser - ikke bare balancen, men også høresansen, lugtesansen (og nogle gange...
Kravlegård - køb af kravlegård
Nogle familier lever fint uden en kravlegård, hvor andre familier har stor glæde af at anskaffe sig en sådan.
En kravlegård kan være praktisk, når du skal i bad, står og laver mad, måske er nødt til at gå i kælderen med vasketøj... Kravlegården giver dig mulighed for at lægge dit barn et trygt sted, hvis du ikke lige kan holde øje med barnet i nogle minutter.
I nogle familier virker kravlegården også som et trygt, genkendeligt og dejligt sted at finde ro. Hvis der...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Hej Helen,
Tusind tak for dit sidste svar. Jeg viste min mand mit brev, som du foreslog, og han blev helt ked af det da han så det. Det satte en masse samtaler i gang herhjemme, og det hele går meget bedre nu. Vi har delt tingene mere op, så det ikke kun er mig der tager mig af hus + børn, men han også begynder at komme mere på banen. Det er rigtig rart.
Du skal bare have så meget tak. Både for en super brevkasse, men også for dine små puf. :)
Kærlig hilsen
Christine, mor til to