Brev:

2 år

Hej Helen

Jeg skriver til dig, fordi jeg simpelthen søger nogle råd.

Lidt historie:

Vores dreng er startet i børnehave for 1,5 mdr siden i en mellemgruppe som er et mellemled mellem 2-3 års alderen. Jeg ved at dette er en kæmpe mundfuld for ham, og vi prøver trods 2 fuldtidsarbejde, at give ham så meget ro vi kan til denne omvæltning. Det positive ved dette er at vi kan mærke han rykker virkelig hurtigt i sin udvikling og det er virkelig skønt at se.

Vi har en dreng der får kæmpe ros af børnehave, familie og venner. Han er super udadvendt, betænksom, kærlig, social, sjov og selvstændig. Dette mærker vi oftest også.
Det er dog som om at han begynder at vil være mere sig selv, indenfor de sidste 14 dage er han begyndt at sove fra han bliver puttet til vi står op, det er så vildt. Men det er som om han ikke har brug for os på samme måde mere, eller har han men viser det ikke?

Det svære i dette er at der også for os er en masse nyt at forholde os til i hans personlighed, og desværre nogle gange nogen som ikke er så super lette for at håndtere. Jeg har derfor brug for din sparring.

Her er et lille uddrag af vores dag idag:

Imorges da vi står op løber han hen og slår mig, og jeg siger nej. Sådan gør jeg en del gange og prøver at distrahere ham, her med hans tandbørste som han elsker.

Han synes det er sjovt at børste sine egne tænder, men idag skal den male alle vægge. Jeg siger nej igen en del gange, og prøver at distrahere ham igen, og så starter det forfra med at han slår. Han griner hver gang jeg siger nej.

Vi går nedenunder hvor han gerne vil hjælpe med at dække bord, det går rigtig fint. Da vi spiser morgenmad vælger han at stille sig op på sin stol, og jeg beder ham sætte sig ned. Dette gør jeg også en del gange for at jeg så selv sætter ham ned.
Han vælger at gøre det igen, hvor jeg så siger tak for mad og tager ham væk fra bordet.
Han bliver så rasende at han løber over og smider alle sine biler på gulvet.

Jeg fjerner de biler han smider med og forklarer ham samtidig at man ikke smider med tingene og derfor ikke kan fortsætte med at lege med dem.
Han bryder fuldstændig ud i gråd og jeg trøster ham og fortæller at jeg havde fortalt ham hvad der ville ske, og vi må finde noget andet at lege med.

Dette er formiddagen.

Da vi kommer hjem fra fødselsdag, bliver jeg nødt til at gå op og tage en halv time, og min kæreste er herhjemme og har det mega dårligt.
Jeg putter lidt og da jeg kommer ned må min kæreste gå op og sove da han er dårlig.
Jeg spørger om min dreng vil lave mad med mig og vi hygger virkelig.
Pludselig vil han ned og så styrter han rundt og råber og løber ud og slår mig. Jeg siger nej, han griner og dette gør jeg igen en del gange hvor jeg sætter ham væk fra mig med et nej. Her er tonen nok lidt højere end normalt.
Han bliver ved indtil jeg spørger om vi skal læse en bog, dette hygger vi med.
Han vil gerne op og vi krammer hvorefter han pludselig niver mig i brysterne og hopper på maven ( Jeg er gravid i 7. måned). Jeg siger av skat, det går ikke, hvorefter vi starter forfra med at slå.

Til aftensmaden ...

... begynder han igen at rejse sig op, min kæreste og jeg er begge på og der kommer lidt ro. Så begynder han at banke sit bestik i bordet, og vi siger igen nej, Han tager sin kop og begynder at hoppe med koppen så alt saftevand ryger ud.
Vi siger tak for mad og sætter ham ned.
Vi har det herefter hyggeligt, også mens han er i bad. Da han skal op går han helt grassat, kaster sig på gulvet og bider ud efter min kæreste.
Vi siger fra, han bliver ked og vi trøster.

Vi skal så igang med at putte.

Jeg skal putte og i starten hygger vi med en historie. Vi hyggesnakker lidt, jeg siger godnat og herfra starter det jeg slet ikke vil definere som en god afslutning.
Han starter med at fjerne sengehimmelen over sin seng for at lege med den, jeg siger nej og han fortsætter. Da jeg går over for at forklare ham at han skal ligge sig ned smasker han mig en i ansigtet. Min reaktion er at sætte ham prompte ned i sengen og sige nej. Han gør dette fortsat, og jeg fortsætter med at sætte ham ned sige nej. Han griner og bliver ved.
Jeg kan mærke jeg taber fornuften går ud af rummet, for så at gå ind og sørge for at det slutter godt.

Her starter han så med at spytte, jeg orker ikke mere, så jeg vender ryggen til. Han bliver ved, så jeg rejser mig op og fjerner han legetøj fra sengen og siger slut. Han bliver sur smider sine ting ud fra senge og græder fordi jeg ikke vil samle den op.
Jeg går ud igen.
Går ind efter 5 min, giver ham en af tingene og siger nu skal vi sover skat. Mor går ned og kommer tilbage.
Han kalder, og min kæreste går derop, og han slår ud efter ham og rammer ham. min kæreste siger nej og går ned.

Jeg går så op efter 5 min til ham og nusser ham og siger godnat. Han lukker øjenene og sover. Jeg er grædefærdig. Hvorfor endte dagen sådan?

Mine konkrete spørgsmål:

1. Når han slår, siger vi nej med en handling. Vi rykker ham væk fra os. Hvad gør vi når han bliver ved og griner samtidig?
Ydermere vil vi rigtig gerne at han siger undskyld når han er stoppet, men når han nægter det, skal vi så insistere?

2. Han er begyndt at råbe meget i hans leg. Vi prøver at give ham plads til at udtrykke sig, men efter 5 -10 min beder vi om et lidt lavere stemmeleje. Det der sker er at han råber endnu højere, hvad gør vi forkert?

3. Min klare intiution fortæller mig at han har brug for ro og omsorg i en større grad end normalt grundet han nye situation, men vi får en mega glad dreng hjem, han er begyndt at sove igennem, men i hans vågne timer virker han i mangel af overskud. Hvordan kan vi hjælpe ham?

4. Vores tid med ham består i følgende:
Vi leger sammen med ham og hvis han ser lidt tv ser vi det også med ham
Vi ordner nogle ting hvor enten vi spørger om han vil være med og er det eller han leger selv
Jeg har altid haft svært ved hvornår nok interesse er ok, min kæreste er rigtig god til at lige tage et kvarter på sofaen hvor han lige lader op, og er også af den overbevisning at der også skal være plads til det vi har brug for, hvad er den rigtige balance?

Det er et meget langt brev, fra en følsom mor i hendes værste tankemylder.

Håber du kan hjælpe.

Læs Helens svar »

Giv dit barn den bedste start!

Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier

Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

6. november 2024 | Kost og ernæring | 2 år, 2 mdr.

Te til børn

Kære Helen Jeg læste netop dit nyhedsbrev om de forskellige virusinfektioner...

Læs hele brevet og Helens svar

16. september 2024 | Opdragelse | 23 mdr.

Afvisende overfor mor

Hej Helen. Vi har en søn på snart 2 år, som i perioder vælger den ene af os...

Læs hele brevet og Helens svar

9. august 2024 | Opdragelse | 2 år, 4 mdr.

Når små børn er bange

Kære Helen Vi har lille H som nu nærmer sig 2,5 år. Over de sidste par...

Læs hele brevet og Helens svar

18. juni 2024 | Sovevaner | 2 år, 4 mdr.

Hårpilleri

Kære Helen, Min mand og jeg er forældre til en fuldstændig fantastisk pige...

Læs hele brevet og Helens svar

23. maj 2024 | Sovevaner | 2 år, 2 mdr.

Putte senere eller vække fra lur

Kære Helen Tusind tak for dit forrige svar angående night terror. Der var...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: