Brev:

Hvordan håndterer vi hans flip konstruktivt og kærligt - part II

Kære Helen,

Først vil vi begge gerne sige tak for din mail og forklaringer og gode råd, som hjælper os til at forstå og håndtere vores søn bedre. Vi skriver derfor allerede til dig igen, da vores søn, efter at hans farmor kom i torsdags, har fået det værre på en måde der bekymrer os meget.

Han kender sin farmor godt. hun er den person der har tilbragt mest tid sammen med ham (udover min moster i dk som vi har boet hos ca 1,5md ad gangen de sidste to jule og sidste sommer), og han er glad for hende og virker rigtig tryg ved hende. Men da hun bor langt fra os, går der ind imellem et par måneder imellem at hun kommer her. Når hun er her hos os, er det efter vuggestuen 16.30 eller 17 og indtil han kommer i seng. og i weekenden her har det været fra frokost eller eftermiddag. Hun har ikke sovet her i denne omgang.

D. 7 maj skrev jeg bl.a. følgende til dig:

''Især to ting har været gennemgående ting der har fået ham op i det røde felt den sidste uges tid - at jeg siger han selv skal gå fra soveværelset ud i køkkenet (tilbyder ham at holde i hånd, men han vil bæres) og hvis han ikke kommer op på mit skød og spise morgenmad (få gange ved andre måltider). Sker de to ting ikke, går han helt amok.

Indtil i dag har jeg selv spist færdig før jeg tog ham op på mit skød. Næsten alle de gange han er kommet op på mit skød, er han blevet rolig og har han spist. I dag tog jeg ham op på mit skød med det samme, og han blev rolig med det samme og var rigtig glad bagefter da han skulle skiftes og afsted til vuggestue.

De andre dage har han de fleste gange, når jeg ikke har taget ham op, gået fuldstændig amok og både spisning og at få ham trøstet/beroliget, har trukket ud til over en time og næsten to timer - hvor han flere gange skiftede mellem at være ok til at gå amok/græde. I starten tænkte jeg at han ikke skulle 'styre' og bestemme at vi skulle bære ham og at han skulle spise på mit skød, men jeg er bange for at det skader ham og pt er der ikke kommet noget godt ud af 'den hårde måde'.''

I torsdags kom farmor med over og hente vores søn i vuggestuen. Min mand hentede ham og jeg ventede udenfor med farmor. da de kom ud, ville han ikke sige hej eller kigge sin farmor - hvilket er normalt for ham. sådan er han med alle han kender det første stykke tid (alt afhængigt af hvor godt han kender dem). Hun gav ham en gave som han legede med og efter maks 20min ville han vise hende noget og tog hende væk fra os. De legede hvor vi ikke kunne se dem og vi gik over og sagde farvel og kørte hjem. et par timer efter kommer de hjem og spiser aftensmad sammen med os. det går fint. Han skærer æg og spiser æg og kigger og ''snakker'' med farmor (viser at han kan skære med kniv -og hun roser ham -lige lovlig meget, synes vi lige dér og generelt *), men lige pludselig er der noget der tricker ham, og han begynder at klage sig/græde og banker hovedet ind i ryglændet.

jeg går over og prøver at berolige ham, da han kører mere op, selvom vi med ord prøver at berolige ham,. Jeg holder om ham og siger noget ''med så rolig, blev du ked af noget, det er ok''. da han havde spist en del tager jeg ham ned fra bordet. Han kaster sig bagud imens jeg holder ham, og jeg vælger at starte med hans bad for at distrahere ham. Han kommer ud af det med det samme og er glad allerede på skiftebordet og i badet. Efter noget tid beder jeg farmor om at overtage og det går fint. Han får yoghurt imens han ser Sofus, som han plejer, og farmor er med far og mig inde og læse historie på hans værelse.

Jeg putter ham fordi han har været mere tryghedssøgende efter at han er længere tid i vuggestuen siden 2 maj. Det går fint. Om natten vågner han dog ca kl 4-4.30 (plejer at sove til ca 7.30-8) - han havde eller ikke haft dårlige nætter siden de første par nætter efter ændringen i vuggestuen.

Han skriger i lang tid og kan slet ikke falde til ro. Jeg må, ligesom de andre gange han har været sådan/flipper ud), ikke røre ham, men jeg tager ham op alligevel, fordi han i sengen banker han sit hovede ind i sengen. Så han sidder i starten på mit skød og fjerner mine arme. Jeg synger og taler roligt og han falder i søvn. Kort efter vågner han igen og intet hjælper ham. Jeg tager ham ind i vores seng men det hjælper heller ikke. Han kaster sig frem og tilbage når jeg slipper ham, jeg prøver at holde ham uden at holde ham hårdt, men det bliver alligevel en ''kamp'', fordi han prøver at kaste sig ud over sengen. Efter ca 3 timer hvor han kun i meget korte perioder lå roligt, trykker jeg ham blødt i nakken og han stopper pludselig fra at skrige, og lægger sig helt roligt på mig og bagefter ved siden af mig. Han sover ikke og er lige ved at sove da væggeuret ringer og vi skal op.

Så starter det hele forfra igen. Først er han ok og så ''går han amok'' og så for jeg talt ham til ro eller distraheret ham og så stopper han fra det ene øjeblik til det anden 2-3 gange. han kommer ind og ud af sine ''flip'' fra det ene øjeblik til det andet.

Denne morgen (i fredags) begyndte han at bide sig selv i hånden ret hårdt. Jeg begyndte at græde men han så det ikke og jeg forholdt mig roligt og talte til ham forstående og kærligt og sagde at det er normalt at man bliver ked af det eller sur og det sker for alle, og han nok skal få det bedre igen. Når han har det sådan, går han fuldstændig amok hvis han får mad på hænderne eller snottet i eller udenfor næsen, og over at få pudset næse. Jeg siger derfor nogle gange, ja det er da også irriterende med det snot, det fjerner vi lige osv. men der er ingenting jeg gør eller siger der virker til at hjælpe. Men nogle gange virker det som om at det hjælper at ...

... distrahere ham. Da jeg et par gange havde sagt ''så må du komme i vuggestue uden morgenmad fordi vi skal snart afsted, vi skal snart skynde os'' så stoppede han og begyndte at spise. Det er sket et par gange, hvor min mand var alene med ham - at han ikke ville /kunne spise fordi han ''flippede ud'' og så lige da de skulle til at gå, stopper han med at græde/skrige og spiser en halv til hel portion havregrød.

Fredag efter vuggestuen var han glad, men blev efter ca 45min tid rasende fordi vi skulle hjemad /på legeplads, og blev i næsten en time ved med at sige og pege ''derover, derover''. der var et sted han ville hen ved siden af vuggestuen. En time efter er han sammen med farmor og virker helt ok. Til aftensmaden er jeg væk i to timer og han spiser sammen med farmor og min mand, og det går ok -kun småteri eller optakt til noget.

Samme aften er han glad og ligger stille og rolig imens jeg holder ham i hånden, og lige pludseligt begynder han at prøve at få min hånd i en bestemt stilling. Uden jeg stritter imod eller fjerner hånden bliver han ved og begynder at blive ked af det/hysterisk (eller som du siger: hans verden bryder sammen). Og kommer han mere og mere op at køre, selvom jeg taler helt roligt til ham. Først da jeg efter noget tid synger, begynder han meget langsomt at blive roligere. Det samme skete i går aftes - også ved putning.

I dag til frokost skete det også - han gik helt amok og ville ikke noget. Jeg holdt ham, snakkede roligt, prøvede at distrahere ham, men han ville hele tiden noget (som han så ikke vil alligevel - ud på altanen eller ha' den der osv.). Til sidst satte vi tegnefilm på og han blev efter lidt tid rolig. og vi sad nok 15-20 og så tegnefilm, imens jeg holdt om ham og nussede ham og ham grinede. med det samme jeg sætter ham ned kører ham op i en spidst igen. jeg går på toilettet og han følger efter mig og vil op. vil ikke have farmor eller far. jeg tager ham op igen og går lidt rundt med ham og får efter 20-30min talt ham til ro, med minder fra min mosters gård med traktor osv. Han lyser op og lytter intenst og er med på at gå ind i stuen og spise. han sidder på mit skød og spiser. Men ligesom der nu er begyndt at ske med morgenmaden, stopper han ligepludseligt, ryster skeen og kaster den. jeg sætter ham ned og siger ''så er du vist færdig med at spise''. så vil han op igen og spise, men gør det samme igen. da han så vil op og have mig ud eller på hans værelse, siger jeg at jeg er ved at spise. hans farmor prøver at distrahere ham til at komme med hende ud så han kan sove i klapvognen, som lykkedes efter ca 10 min. Et stykke tid efter at han kommer ned på gaden, siger han at han vil spise. min mand går ned med noget af det vi havde spist til frokost, så han spiser. Derefter sover han i klapvognen.

Er det sandsynligt at han reagerer på samme måde som da han d 2 maj startede i vuggestuen, på at hans farmor kom torsdag, fredag, lørdag og i dag?

På den ene side tænker jeg at det måske bare er tilfældigt, og at det er ændringen fra vuggestuen. Men på den anden side, havde han havde jo fået det bedre og langt færre ''filp'' og var næsten ''sig selv'' igen, for en uge siden og så samme aften som farmor kom og siden, har han flere gange dagligt fået de der ''flip''.

Og tror du der er for meget at hun kommer hver dag? Nu når jeg skriver det hele sort på hvidt, tænker jeg JA, det er da mega tydeligt og det er alt for meget med besøg hver dag og at selv om han hygger sig bliver han overstimuleret eller noget...

Nogle gange tænker vi at der er noget ''galt med ham'' og vil gerne have ham undersøgt. Med din erfaring og det vi fortæller dig, er der så noget alarmerende? Er det normalt for børn der er særligt sensitive at reagere sådan? Eller børn der ikke er særligt sensitive?

Vi er begyndt at blive berøringsangste når hans verden bryder sammen (som du så godt beskriver det) - bange for at nu går han amok, eller at hvis vi sætter ham ned for at rase ud så slår han sit hovede ned i gulvet eller føler at vi ikke magter ham. Og bekymrede for om vores ændrede adfærd, så ændrer hans adfærd og han bliver ''ustyrlig'' og føler at vi ikke er tydelige nok i at sætte grænser. Hvordan kan vi være tydelige voksne og samtidig møde ham med kærlighed og tålmodighed?

Vi prøver at distrahere ham når han er ved at banke hovedet ind i noget og når vi mærker optakt til det, men han ''lytter'' ikke og vi tager han derfor op hver gang det sker.

* Det var en stor hjælp at have læse din tekst om ros og selvværd. Efter vi læste den er vi begyndt at rose vores dreng mindre og i et mere stille og roligt tonefald -indtil for nogle måneder siden kunne vi sagtens mange gange i løbet af en dag rose ham i et ''klappe i hænderne tonefald, som om han havde lavet et eller andet helt vildt, selvom han ''bare'' rørte i en skål, netop som du også skriver, for at booste han lave selvværd (som har nok desværre har fået fra mig;(

Vores erfaring da vi, og farmor også i den periode var hos os og roste ham endnu mere og på en ''overgearet'' højt tonefald agtig måde, der begyndte vores dreng, når han skulle lave noget, at kigge og nikke intenst på mig, min mand eller farmor indtil vi så roste ham. Han holdt helt op med at lave det han søgte ros for, fordi han var så optaget af at vi skulle sige floooot! Da vi så for ændrede tonefald og stille og roligt men anerkendende, sagde til han 'det er du god til, det var flot gjort, det kan du godt finde ud af''' og trappede lidt ned på antal gange også, forsvandt den der afhængighed han havde til at vi skulle rose ham. Tusind tak for det!

Store og taknemmelige knus
fra de frustrerede forældre.

Læs Helens svar »

Giv dit barn den bedste start!

Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier

Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

6. november 2024 | Kost og ernæring | 2 år, 2 mdr.

Te til børn

Kære Helen Jeg læste netop dit nyhedsbrev om de forskellige virusinfektioner...

Læs hele brevet og Helens svar

16. september 2024 | Opdragelse | 23 mdr.

Afvisende overfor mor

Hej Helen. Vi har en søn på snart 2 år, som i perioder vælger den ene af os...

Læs hele brevet og Helens svar

9. august 2024 | Opdragelse | 2 år, 4 mdr.

Når små børn er bange

Kære Helen Vi har lille H som nu nærmer sig 2,5 år. Over de sidste par...

Læs hele brevet og Helens svar

26. juli 2024 | Opdragelse | 2 år, 5 mdr.

Søskendejalousi - 2 år, 5 mdr.

Hej Helen. Min datter på 2,5 år reagerer utrolig voldsomt på at have fået en...

Læs hele brevet og Helens svar

18. juni 2024 | Sovevaner | 2 år, 4 mdr.

Hårpilleri

Kære Helen, Min mand og jeg er forældre til en fuldstændig fantastisk pige...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: