Svar: Problemer med søvnrytmer om dagen + manglende struktur på måltider
Kære Mia
Tak for dit brev. Dejligt at høre, at du har fulgt med på sidelinjen og nu selv har fået lyst til at skrive til mig - velkommen til :)
Det er en rigtig god idé, hvis du kan begynde at hjælpe din dreng til at falde i søvn uden at skulle vugges i din favn. Det er helt naturligt, at han har brug for nærhed og din tætte kontakt. Det er helt naturligt, at det har hjulpet ham med at finde roen og overgive sig til søvnen, når han har ligget hos dig - fordi han i din favn har følt sig omsluttet og også har kunne mærke din varme, din vejrtrækning, din hjertelyd osv. Alt sammen noget han kender fra tiden i din mave, og som derfor er trygt for ham.
Men med den alder han har nu, så er det naturligvis uholdbart, hvis han kun kan sove i din favn eller tæt med dig. Det er der flere grunde til - for det første, er det naturligvis rart for dig at kunne få armene lidt fri, så du kan få lavet lidt praktiske ting og udnytte tiden, hvor han sover. Men det vil også være rart for ham, hvis han kan sove i sin barnevogn eller i sin tremmeseng. Det giver ham mulighed for at få en længere sammehængende søvn, når du kan stille ham lidt afsides, og storesøster ikke risikerer at vække ham. Og så er det naturligvis rart for storesøster, som i en alder af 2.5 år ikke forstår, hvorfor lillebror ikke bare kan lege :)
Det er, som du selv er inde på, ret vigtigt, at han tilbydes mælk som en fast del af sit putteritual. Det vil være rigtig godt, hvis du kan forsøge at skabe en rytme, hvor han fyldes op med mælk lige før han skal sove. Det vil for det første hjælpe ham med at koble fra og finde roen og gøre det lettere for ham at overgive sig til søvnen, og samtidig vil det være med til at sikre, at han kan sove et lidt længere søvnstræk, før han vågner fordi han er sulten og har brug for mælk igen.
Ud fra din nuværende dagsplan så ser mit forslag således ud:
Tidlig morgen 05: Flaske og sover videre
I vågner og starter dagen stille og roligt, leger, hygger, pludrer
Morgen 8-8.30: Flaske og puttes til dagens 1. lur
Formiddag: Vågner, leger, hygger, bruger sig selv motorisk og mentalt
Frokost 11.30-12: Flaske og puttes til middagslur. Tidspunktet her kan naturligvis variere efter hvor lang formiddagsluren viser sig at være...
Vågner af sin middagslur og I bruger igen tid på at lege, være aktive motorisk og mentalt, hygger jer osv.
Eftermiddag 15: Flaske og puttes til dagens 3. lur, hvor I så går og henter storesøster i børnehave. Da han plejer at falde i søvn her, vil det være oplagt at tilbyde ham en flaske og udnytte tidspunktet, hvor hun hentes, til en lur i barnevognen :)
Vågner, er aktiv, leger - familien hygger sig sammen...
Aften 18-18.30: Flaske og puttes til natten som nu...
Tilbydes flaske, når han vågner og efterspørger denne omkring kl 20. Det lyder som om, at det fungerer rigtig godt - og det er med til at gøre, at han sover så fint om natten:)
Sen aften/først på natten 24-01: Drømmeflaske
I skal regne med, at han har brug for ca. 15 timers søvn i døgnet og de fleste børn vil i denne alder trives med en rytme, hvor de sover ca. 5 timer om dagen (fordelt på 3 lure) og sover 10 timer om natten. Sådan ser det dog ikke ud hos jer, og det er naturligvis helt okay, for samlet får jeres dreng den søvn, som han behøver. Han sover dog en lang nattesøvn - ofte ca. 12 timer fra kl 18-06 eller 18.30-06.30, og det betyder naturligt, at han så kun har 3 timers søvn til dagslurene. Da han har brug for 3 lure dagligt, så vil hans dagslure naturligt derfor blive korte, og det vil være helt normalt, hvis han ikke sover mere end en time af gangen. Det er derfor vigtigt at du er realistisk omkring, hvad du kan forvente af ham - for du bliver naturligt blot mere og mere frustreret, hvis du tænker, at han skal sove 1.5-2 timer eller mere af gangen - det kan han ikke, når hans rytme er, som den er... :)
Da han er vant til at sove i din favn, så kan du overveje, om det vil hjælpe at svøbe ham. Det kan dog være svært at finde et svøb, som er stort nok med den alder han har og alternativet kunne være en sovepose. Det kan være en voksipose, duni-duo, drømmepose, slee-bee osv. De fås i mange priser og kvaliteter. Det at være puttet i en sovepose vil hjælpe ham til at holde fysisk sammen på sig selv, han vil føle sig omsluttet, men det vil være af posen og ikke af dine arme. Samtidig vil en sovepose på sigt kunne være genkendelig for ham, så han i princippet kan sove hvor som helst, når blot han har sin pose.... Årstiden kan dog gøre det lidt svært at bibeholde ...
... soveposen, fordi han i løbet af sommeren hurtigt vil få det for varmt - men lige nu kan det være en god måde at vænne ham til at sove i barnevognen på...
Det er vigtigt, at han når at fornemme, hvor du putter ham. Du skal arbejde på, at han ikke falder i søvn i din favn og derefter flyttes. Det er utrygt for ham, hvis han når at falde i søvn hos dig og oplever at vågne et andet sted. Derfor skal du, når du lægger ham fra dig, gøre det før han sover helt. Han må ikke være faldt i så dyb søvn, at han ikke ænser, at han bliver flyttet.
Du kan altså gøre ham klar til putning, skifte ble, putte ham i soveposen osv. og så sætte dig med ham og give ham flasken - og før han sover helt, så flytter du ham ned, hvor han skal sove. Hvis han puttes i barnevognen, så står du lidt ved ham og triller evt. vognen lidt, så han på den måde lulles ind i søvnen med dine hænder og nærhed, men uden at være i dine arme.
Det er en stor fordel, at du giver ham flaske, for den kan gives direkte i barnevognen. Det betyder, at du faktisk kan putte ham, gerne elevere hans hovedgærde lidt ved at lægge en lille pude eller lignende ind under madrassen i hovedenden og så give ham flasken imens han ligger i sin vogn. På den måde kan du vænne ham til at forbinde sin barnevogn med stedet, hvor han skal sove - og nå dertil, hvor han slipper flasken, smiler til dig og falder i søvn :)
Med hensyn til mælkemængde, så kan jeg godt høre, at han ikke drikker så store mængder, som hans udregnede behov egt. siger at han bør... men sådan er der nogle børn som gør - og så længe han tager på og vokser som han skal, så må du gå ud fra, at han får, hvad han har behov for. Han har åbenbart en evne til at optage næringen ret godt fra den mælk han indtager og behøver således ikke så store mængder.
Du skal naturligvis sikre dig, at hans mave fungerer og at han ikke har problemer med forstoppelse. Det er vigtigt, at hans indtag ikke nedsættes, fordi der er "en prop" i tarmen, som lukker for mælken. Derfor er det vigtigt, at han ikke har hård mave, men at afføringen er blød, når den kommer ud :)
Når han sutter meget på sine fingre, så kan det både være aldersmæssigt betinget - det er naturligt, at han kan finde sine hænder nu og netop kommer fingrene i munden. Det kan også være et øget suttebehov, fordi han er hurtig til at spise sine flasker, og så kan det også være en måde at berolige sig selv... Hvis du fornemmer, at han bevidst søger sin tommelfinger, så kan det være en god idé at du forsøger at introducere ham for en narresut i stedet :)
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Med hensyn til grød, så er det for tidligt. Det er fint, at du har forsøgt og på sigt, vil det også være med til at give jer lidt mere rytme og struktur på dagen, men han virker ikke parat endnu - det skal dog nok komme :)
Han skal være både fysisk og mentalt parat. At være fysisk parat betyder, at han skal kunne holde hovedet selv, han skal dreje hovedet bevidst efter skeen og han skal åbne munden bevidst, når du nærmer dig med en ske. Prøv at lægge mærke til, hvordan han spiser sine d-dråber af skeen, det kan give dig en idé om, hvorvidt han kan finde ud af teknikken :)
Mentalt skal han vise interesse for mad. Når du sidder og spiser eller drikker noget, og han sidder på dit skød, så vil han følge din mad med øjnene, måske forsøge at række ud efter maden...
Det er vigtigt, at hans mave fungerer, og måske vil du opleve, at han begynder at savle mere. Det er tegn på, at der sker nogle enzymændringer i hans spyt.
Derudover vil mange børn vise sig parate til skemad ved at de begynder at søge ekstra mælk. Ofte om natten - de vågner og virker mere sultne. Og i første omgang kan man forsøge med en ekstra flaske eller lidt mere mælk i hver flaske, og hvis dette så ikke viser sig tilstrækkeligt, så vil det være fint at starte med lidt smagsprøver på lidt grød eller mos.
Det anbefales, at man tidligst starter, når barnet er 4 mdr, det vil sige tidligst 17 uger, og at man begynder, når han er senest 26 uger/ 6 måneder - der er altså masser af tid at løbe på endnu :)
Jeg vil anbefale dig to af mine bøger "Helens bog om børn og søvn" og "Helens bog om børn og mad". I min bog om søvn, kan du læse meget mere om søvnen i den alder din dreng har nu, om gode rutiner, vaner osv. I min bog om mad guides du igennem skemaden fra de første smagsprøver, og til han er godt igang med familiemaden. Vær opmærksom på at få fat i nyeste udgave, så de nyeste retningslinjer er med :)
Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre, og at det hjælper jer lidt på vej :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Olívy - meget mere end bleskift
Olívy er et populært bleskifteprodukt blandt mange småbørnsfamilier, og siden 2015 har Olívy været med til at ændre danskernes puslevaner med produktet Olívy baby care – diaper change til forebyggelse af røde babynumser. Men faktisk er Olívy meget mere end bleskift. Det naturlige og skånsomme ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
21. november 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Putning og nattesøvn for tvillingepiger
Kære Helen Vi skriver for at få nogle gode råd til at gennemskue hvorfor...
19. november 2024 | Sovevaner | 7 mdr.
Hej Helen Jeg kan se, at du lige har svaret på et lignende spørgsmål, men...
18. november 2024 | Sovevaner | 9 mdr.
Putning og for meget natamning
Kære Helen Vi kunne godt bruge noget rådgivning til ændring/forbedring af...
17. november 2024 | Sovevaner | 5 mdr.
Baby vågner hele tiden om natten
Kære Helen. Tak for dit brugbare svar angående søvnrutiner. Jeg skriver...
16. november 2024 | Sovevaner | 8 mdr.
Afbrudt nattesøvn, er det ørerne eller?
Kære Helen Min datter er nu 8 måneder gammel. Tak for dine tidligere...
Viden om børn:
Sidde
De fleste børn kan i 6 mdr´s alderen sidde med let støtte f.eks. i en høj stol eller i barnevognen.
7 mdr gamle kan de fleste børn sidde kortvarrigt, dvs et par minutter, for så at falde til siden, for- eller bagover.
8 mdr gamle kan det fleste børn sidde i lidt længere tid og begynder også at tage hænderne ud og støde fra ved siden. Balancen bliver bedre og bedre.
Når barnet begynder at kunne sidde selv og holde et stykke legetøj i hånden er det...
Fedt
Små børn har brug for fedt i maden. Det anbefales at tilsætte en tsk fedtstof i hver portion hjemmelavet mad. Det er udmærket at skifte imellem de forskellige typer fedtstof som olie, smør og plantemargarine.
Efter 1 års alderen kan barnet fortsat have behov for at få lidt ekstra fedtstof. Det er især i familier, hvor man spiser meget magert og gerne vil at barnet skal have sunde spisevaner fra starten.
I mager mad er der mange grøntsager, frugt og brød og kun lidt...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Først og fremmest tusind tak for en rigtig god brevkasse, hvor vi som førstegangsforældre har fået svar på rigtig mange spørgsmål, bare ved at sidde og surfe lidt rundt i kategorierne. Dine gode svar har virkelig været en stor hjælp hele vejen igennem.
Bedste hilsner
Malene og Maria på 6 uger