Svar: 8 mdr, amning og mad
Kære Ingrids mor
Tak for dit brev og fine beskrivelse :)
Det lyder som om, at I har fået ret godt styr på dagen. Rytmen du beskriver lyder meget fin og helt rigtig for et barn på 8 måneder. Det lyder fint med måltider, tidspunktet for både spisning og søvn, og det er også rigtig fint, at I nu tilbyder hende en godnatgrød som en fast del af putteritualet, lige før hun får en flaske og puttes. Alt sammen super godt.
Det er også rigtig fint med mælk sen aften - altså ofte f.eks. kl 19.30 og 23... Og hos jer kommer der et ekstra mælkemåltid ind, fordi hun både får mælk kl 22 og kl 23.30... Det kan godt være, at amningen hun søger kl 22 handler mere om tryghed og nærhed, og det er naturligvis helt okay, hvis I en periode derfor vælger at bibeholde mælk de to gange, fordi det sikrer bedre nætter...
Men ammer du både kl 03, 04 og 05... så er det for meget mælk om natten med den alder hun har nu. Og når hun søger brystet så meget, så skyldes det sandsynligvis, at hun nu er kommet i separationsfasen. Det er ofte sammenfaldende med, at hun begynder at kravle og øver sig i motorisk at adskille sig fra mor og far, separere sig. Fra at have sidde på skødet, har hun siddet ved jeres fødder, så et par meter væk på et tæppe og nu øver hun sig i at bevæge sig lidt mere ud i verden på egen hånd. Og det betyder, at hun lige nu ofte vil opleves mere klyngende og ekstra tryghedssøgende.
Du oplever det sandsynligvis om dagen, hvor hun kan blive frygteligt ked af det, hvis du går på toilettet uden at tage hende med eller hvis du går ud i køkkenet og lader hende være alene i stuen. Hun har rigtig meget brug for at se dig ,for at være tryg og ikke føle sig forladt og alene. Og du oplever det også om aftenen, når hun skal koble fra, slippe dagen og overgive sig til søvnen. Også her kan hun ofte have brug for ekstra fysisk kontakt og nærhed, hun klynger sig - og vil i den forbindelse også søge brystet ekstra. Og det lyder som om, at det er det, som sker hos jer.
Her er det rigtig vigtigt, at du forsøger at give hende den nærhed, som hun viser behov for, viser hende, at du er der, passer på hende og at hun kan være helt tryg, men samtidig også forsøger at adskille mor og brystet lidt, så hun stille og roligt bliver bevidst om, at mor og bryst er to forskellige ting - og at hun skal undvære brystet betyder ikke, at hun så også skal undvære dig :)
Nogen gange kan det hjælpe at koble hendes seng til mors side af dobbeltsengen. Fjerne tremmerne fra den ene side og sætte de to senge sammen, naturligvis sikre at det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Det giver mulighed for at putte hende i egen seng og samtidig give hende masser af nærhed og fysisk kontakt, ...
... lægge en hånd over på hende, lade hende mærke mor osv. men hvor du selv også er i din seng og dermed ikke behøver stå op - og heller ikke behøver tage hende op ... hun kan i princippet også kravle ud af sin seng og putte sig ind til dig, hvis det er det, hun har behov for. Og du kan sove med en t-shirt, så hun ikke selv kan finde brystet og søge mælkebaren om natten, det er dig, som styrer, hvornår og hvor meget hun skal ammes :)
Hvis hun er helt ulykkelig om natten, og det er tydeligt, at lige nu er det kun brystet som hjælper, så må du give hende det. Det er her vigtigt, at du forsøger at afkorte amningen, så hun får mindre og mindre mælk og ikke fylder sig med mælk om natten - men får trøst og nærhed. Lad hende mærke dig, læg dig med hende og berolig hende med dine hænder på kroppen, så du er der tæt på, når du lirker brystet ud. Du skal gøre det mange gange, men til sidst skulle du gerne nå dertil, hvor hun selv slipper brystet, smiler til dig og triller om på siden og sover :)
Du har naturligvis ret i, at når hun dier hyppigt hos dig om natten, så påvirker hendes mælkeindtag hendes appetit om dagen, så derfor er det godt, hvis du fremadrettet kan arbejde på ,at hun ikke længere skal ammes om natten, men sove fra ca. midnat og til næste morgen, hvor dagen så starter med morgengrød. Det spiller på samme måde ind, at hun får mad og væske nok hele dagen igennem, så hun ikke behøver søge det om natten, og derfor er det rigtig godt, hvis du kan forsøge at overholde den dagsplan du har sendt:)
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Der er heller ikke nogen tvivl om at væske i mellemøret og mellemørebetændelse naturligt påvirker hendes søvn. Det gør ondt - især når hun ligger ned - og det kan sagtens forklare, hvorfor hun vågner med gråd om natten og også hvorfor hun så netop er brystsøgende. Når hun kommer op i din favn, så letter det på trykket og dermed smerten i ørerne, og det samme gør det, når hun dier hos dig. Samtidig er brystet jo det mest trygge hun kender og derfor det hun søger, når hun pludselig oplever at have ondt og oplever ubehag, som hun jo naturligt ikke forstår :) Lige nu skal du derfor også forsøge at finde balancen mellem at være der for hende, så længe hun kan have øreproblemer og ondt, men samtidig forsøge ikke at få skabt nogle vaner, som I vil have svært ved at komme væk fra fremover, når hun ikke har ondt i ørerne mere og når hun bliver lidt ældre og også kommer igennem separationsfasen... Den er hun især påvirket af i 8-10 måneders alderen...
I min bog "Helens bog om børn og søvn" kan I læse meget mere om netop denne alder og hvad udviklingen gør ved søvnen...
Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke med hende :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Olívy - meget mere end bleskift
Olívy er et populært bleskifteprodukt blandt mange småbørnsfamilier, og siden 2015 har Olívy været med til at ændre danskernes puslevaner med produktet Olívy baby care – diaper change til forebyggelse af røde babynumser. Men faktisk er Olívy meget mere end bleskift. Det naturlige og skånsomme ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
21. november 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Putning og nattesøvn for tvillingepiger
Kære Helen Vi skriver for at få nogle gode råd til at gennemskue hvorfor...
19. november 2024 | Sovevaner | 7 mdr.
Hej Helen Jeg kan se, at du lige har svaret på et lignende spørgsmål, men...
18. november 2024 | Sovevaner | 9 mdr.
Putning og for meget natamning
Kære Helen Vi kunne godt bruge noget rådgivning til ændring/forbedring af...
17. november 2024 | Sovevaner | 5 mdr.
Baby vågner hele tiden om natten
Kære Helen. Tak for dit brugbare svar angående søvnrutiner. Jeg skriver...
16. november 2024 | Sovevaner | 8 mdr.
Afbrudt nattesøvn, er det ørerne eller?
Kære Helen Min datter er nu 8 måneder gammel. Tak for dine tidligere...
Viden om børn:
Menstruation - efter fødsel
Det er meget forskelligt, hvornår menstruationen begynder igen efter en fødsel. Hos nogle kvinder kommer menstruationen allerede efter ca. 8 uger, men det er også helt normalt, at menstruationen først kommer et år efter, at du har født.
Hvis du ammer, vil det ofte udskyde din menstruation, så menstruationen først vender tilbage, når du begynder at trappe ned i antallet af amninger eller helt er stoppet. Men menstruationen kan vende tilbage på forskelligt tidspunkt, uanset om du...
Frugtmos og børn
Fra 6 mdr´s alderen kan barnet spise al slags frugt. Det kan være frisk frugt eller kogt frugt.
Starter dit barn med skemad i 4-5 måneders alderen, er det dog helt okay, at du giver lidt frugtmos i denne alder. Det anbefales, at du begynder med den kogte mos til de mindste børn. Det anbefales også, at du tilbyder frugtmos som topping på en grød, eller som dessert efter et grøntsagsmåltid.
Til den første skemad er især pære- og æblemos godt, da det har en mild smag,...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen,
Tak for hjælpen - det virker!!
Jeg vil takke dig for din støtte i vores søvnprojektet. Det virker så godt, at vi indimellem synes det er for godt/let til at være sandt. I går havde jeg veninder på besøg og alligevel var det så let som ingenting. Det er en lettelse og putningen er blevet en fornøjelse for alle parter.
Det var lange 5 uger for at få det til at fungere, men det hele værd!
Tusinde tak for din støtte.
Fra to nu langt mindre trætte forældre