Svar: Hjælp til at få far ind i varmen

---

Hej med dig

Tak for dit brev :) Jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig/jer og så må I selv vælge til og fra, hvad I tænker, at I kan bruge.

Jeg kan godt forstå, at far rigtig gerne vil sin datter og bliver ked af det, når hun igen og igen afviser ham. Det bliver man naturligt påvirket af, og jeg kan godt forstå, at I ønsker hjælp til at få løst dette. Det er naturligvis problematisk, at jeres sundhedsplejerske ikke kan hjælpe... :( Og jeg vil foreslå dig, at du i første omgang kontakter kommunens åbne anonyme rådgivning eller PPR - simpelthen for at høre, hvilke muligheder der er for at få hjælp, hvor I bor. Dine tanker omkring familievejleder, Marte Meo, børnepsykolog osv. alt sammen er rigtig fint - og kan være helt relevant, og der er sandsynligvis flere muligheder, hvor I bor.

Netop Marte Meo eller lignende, hvor man filmer jer, og jeres relationer kan faktisk nogle gange være meget givende - for ud fra det du fortæller, så kan det ikke udelukkes, at der sker nogle ting i jeres forhold, som får jeres datter til at reagere, som hun gør. Du nævner, at du "er opmærksom på ikke at virke som om, at du reder hende fra far, når du kommer hjem", men det at du altid tager over og at det er dig, som altid bader hende, skifter hende, giver hende mad, putter hende, trøster, beroliger, leger med hende osv. sender meget hurtigt signaler til jeres datter om, at mor er den bedste og far ikke kan...

Du fortæller, at i starten forsøgte I at dele alt mellem jer, men fordi hun foretrak mor, så blev til det, at du tog over og gjorde det hele. Og du kan i denne situation godt være kommet til at signalere, at du ikke havde tillid til at far kunne - ligesom far måske har signaleret, at mor var bedre end ham - og det har så forstærket behovet for at mor skal gøre det hele....

Du nævner også, at situation er sådan nu, at hun f.eks. ikke kan gå med far ud i køkkenet for at få noget at drikke, hvis ikke du går med - og derfor går du med... Som jeg læser det du skriver, så byder far sig til hver eneste gang, han prøver virkelig, men hun afviser ham - og her tager du så sover, fordi hun ellers græder, kaster sig i gulvet og bliver dybt ulykkelig. Og på en eller anden måde, så lyder det som om, at I har fået skabt et eller andet mønster, hvor far skal forsøge, hun skal afvise og mor så gør det - og det mønster bliver igen og igen forstærket og sværere og sværere at bryde. Og hvad der præcist sker, kan måske blive mere tydeligt, hvis man ser det på en videooptagelse, og derfor tænker jeg, at det kan være en god idé at tale med netop en familievejleder eller en børnepsykolog omkring denne problematik og gerne en som arbejder med videofilmning. Faktisk er der også flere sundhedsplejersker, som har kurser i f.eks. Marte Meo, så du kan også prøve at kontakte sundhedsplejen igen og spørge om der er en sundhedsplejerske i kommunen, som kan hjælpe jer med denne problematik, - det behøver ikke være den sundhedsplejerske, som I ellers har haft.

Det kan være svært at ændre på den situation, som I står i - det tager tid, og det skal nok ske med små skridt af gangen. Men du nævner blandt andet, at du har svært ved at tage hjemmefra, fordi du hele tiden tænker på, hvordan de klarer det derhjemme. Det er her rigtig vigtigt, at du har tillid til at din mand kan klare det. For hvis du allerede når du går, virker nervøs ved at gå, så bliver din datter naturligt også nervøs og utryg ved dette og problemerne med at lade sig passe af far bliver større. Det er meget vigtigt, at du signalerer "nu går jeg og far passer på dig" - ...

---

---

... underforstået, at du ved at far kan tage sig af hende lige så godt som dig - når du går :)

Det vil også være en rigtig god idé, hvis far kan begynde at gøre noget med jeres datter - uden mors indblanding. Det kan være at det f.eks. er far, som giver hende bad om aftenen, hvor du naturligt kan bakke op om, at far sagtens kan. Når hun kalder på mor, så kan du stikke hovedet ind på badeværelset og sige f.eks. "jeg er lige her, far hjælper dig", ligesom far kan sige "nu hjælper jeg dig, så kommer du ud til mor bagefter". Så I holder fast i, at far naturligt kan og begge bakker op omkring det. I kan udvide lidt hen af vejen, så far starter med at give hende bad, men mor frotterer med håndklædet, giver hende nattøj på osv. efterfølgende - over til at det er far både bader hende, frotterer hende med håndklædet og så giver mor hende nattøj på - over til at far så ender med at kunne gøre det hele - små skridt af gangen.

Det kan også være en god idé at far tager hende med på legepladsen, går en tur med hende og kikker lidt på byen og trafikken, tager hende med ud at handle, går i skoven, går til babysvømning eller lignende - hvis han har mod på det. Meget gerne noget, som de to har sammen, og hvor mor ikke er med. Det er vigtigt, at de begge får en oplevelse af, at det er hyggeligt at være sammen, og at de kan opleve ting sammen. Det er godt, hvis far nogle gange kan få lov til at være den, der trøster, får hende til at grine osv. så de naturligt gør ting sammen.

Og jeg tænker, at det kan være en god idé at gå ud - lave noget udenfor, fordi far derhjemme oplever, at hun ofte søger mod døren, græder, kalder på mor osv. Hvis de er ude, går i skoven, i parken, ser på dyr, biler, går i supermarkedet, på legepladsen osv. Hvor hun nogle gange går selv, andre gange skal sidde på armen, nogle gange skal sidde i barnevognen, andre gange i indkøbsvognens sæde osv. så vil de to have en naturligt kontakt og nogle gange vil de fysisk være tætte, andre gange fysisk lidt på afstand, men det er far som er der, også hvis hun falder, slår sig, bliver forskrækket, eller de måske ser noget sjovt, som man kan grine af, fjolle lidt over. Så det at være sammen med far kommer til at rumme mange flere oplevelser og følelser end afvisning.

---

---

---

Det er også vigtigt, at far har en indre tro på, at han kan. At han ikke føler sig usikker i forhold til dig eller føler, at han ikke ved nok, og at du kan langt bedre. Det er vigtigt at han signalerer en vis sikkerhed overfor jeres datter. Hvis han viser sikkerhed, så bliver hun også mere sikker og får en følelse af at det har far styr på, så bliver hun mindre utryg... Far behøver ikke gøre alt som mor gør det, far må gerne finde sin egen måde at gøre ting på, sine egne rutiner, når han f.eks. bader hende... :) Og det er her vigtigt, at mor ikke kommer og blander sig undervejs, ikke retter på far osv. men igen signalerer, at far ved hvad han gør, far kan sagtens :)

Det er også vigtigt, at I forældre viser, at I er glade for hinanden. Det er vigtigt, at hun ser, at I holder i hånd, kysser, krammer, sidder tæt i sofaen osv. Og at I holder af hinanden. Hun skal have en fornemmelse af, at I to er en enhed, at I har noget sammen, og at hun ikke kan spille jer ud mod hinanden...

Det er rigtig godt, at I er opmærksomme på bevidst at arbejde på at far er en del af hverdagen og tager naturligt del i jeres datters liv :) Og jeg håber, at I kan bruge disse tanker lidt videre.

Rigtig meget held og lykke :) Og fortæl mig meget gerne, hvordan det går jer fremadrettet og om og hvilken hjælp I får... Knus herfra :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---