Svar: Den perfekte aldersforskel

---

Kære Mor

Tak for dit brev - dejligt at høre fra dig igen :) Jeg er oprigtigt ked af, hvis mit tidligere svar har gjort dig ked af det, men jeg er glad for at høre, at du føler, at det går fremad, og at det går bedre hos jer :)

Det lyder rigtig dejligt, at du allerede nu overvejer at få et barn mere, og hvornår det passer at få barn nummer to er naturligt meget individuelt - men jeg vil gerne dele lidt tanker med dig :)

Førhen i tiden sagde man altid, at den bedste aldersforskel mellem søskende var 3 år. De første 3 år sker der rigtig meget med barnets udvikling og fra at være et lille barn, der har 100% brug for mor og far hele tiden, så vil det 3 årige barn kunne mange ting selv. Samtidig udvikler barnet sit selv, begynder at forholde sig til hvem det selv er, hvordan det påvirker andre - og i de første ca. 3 år danner barnet den grundlæggende tilknytning til forældrene og øver også sin selvstændighed. Derfor sagde man førhen, at det var godt, hvis barnet havde mulighed for at gennemgå denne udvikling og havde mor og far for sig selv i denne proces, fordi det ville være lettere for barnet så at dele mor og far med en lille ny.

I dag er holdningen lidt mere, at der ikke findes en perfekt aldersforskel mellem søskende, og at der er fordele og ulemper ved alle aldre. Det er naturligvis svært at vide, om det er rigtigt, eller om det hænger sammen med, at vi jo i dag får børn i en senere alder, så det for mange er svært at vente 3 år mellem hvert barn... Og jeg tænker, at det vigtigste er, at I får barn nummer to, når I føler jer parate til det og har lyst til det. Det er vigtigt for netop at kunne rumme de frustrationer og reaktioner, som jeres dreng naturligt vil kunne få, når han bliver storebror :)

Børn med under 2 års aldersforskel vil ofte have stor glæde af at lege sammen. De kan dele om legetøj, de kan ofte gå i samme institution, de kan have fælles venner og i det hele taget hygge sig en del sammen, fordi de på mange måder vil være meget lige - forskellighederne vil udligne sig mere og mere i takt med at de bliver ældre. Ulempen er, at man let kan komme til at sammenligne de to, så man kommer til at stille lidt for store krav til den yngste, som barnet måske ikke kan honorere, fordi barnet udviklingsmæssigt er et andet sted. Der kan også ske det, at den yngste på nogle punkter overhaler den ældste, og det kan give nye udfordringer.

Mange forældre oplever 2års alderen som en lidt udfordrende periode. 2års alderen er på mange måder en følsom alder, hvor barnet har rigtig meget brug for mor og far og samtidig også øver sig i at opleve verden mere og mere på egen hånd. Det er en alder, hvor der ofte ikke er langt mellem voldsom stor glæde og voldsom ulykkelighed, der skal ikke så meget til før en 2årig bryder sammen. En 2årig er rigtig godt igang med at danne sit selvbilede - det vil sige igang med at finde ud af hvem er jeg og hvordan påvirker jeg verden, og hvordan ...

---

---

... påvirker verden mig. Og det er en alder, som kræver rigtig stor tålmodighed, omsorg og nærhed. Det kan sagtens lade sig gøre at give barnet dette, selvom man får barn nummer to - men det vil naturligt kræve lidt ekstra overskud fra forældrenes side :)

Hvis man har søskende med 3-4 års mellemrum, så vil de i en periode godt kunne følges ad - f.eks. i en integreret institution og på den måde vil de have en dagligdag som minder lidt om hinanden. Men der vil være forskel mellem dem - f.eks. vil den ene starte i skole, når den anden stadig går i børnehave og det vil være tydeligt, at de er på hvert deres niveau. Det betyder også, at den ældste kan inddrages lidt mere i plejen og opmærksomheden på den yngste - og at den yngste ofte vil se op til den ældste. Forholdet mellem dem vil således være anerledes, end hvis der er under 2 eller 2 år mellem børnene.

Jo større aldersforskel der er mellem søskende, jo mere vil det virke som "enebørn" man opdrager, fordi de udviklingsmæssigt vil være forskellige steder i livet. Det betyder dog ikke, at de ikke kan have meget stor glæde af hinanden, selvom der f.eks. er 5 år eller mere imellem dem. Og jo ældre de bliver, jo mindre vil aldersforskellen naturligt betyde.

Med hensyn til fremtiden med et high need barn, så er det sådan, at det ikke er noget man vokser fra - at være "high need" er en del af barnets personlighed. Og det kan hjælpe forældre at vide, at disse børn findes, fordi man let får en følelse af at gøre alt forkert og ikke være en god nok mor eller far. Og det er naturligt ikke nogen rar følelse. Men når det er sagt, så er det dog vigtigt, ikke at sætte "prædikater" på børn. Alle børn er forskellige og skal naturligvis mødes som de er:) Det kan være svært at sige præcist, hvad I kan forvente, men jeg vil anbefale dig at læse bøgerne:

---

---

---

"Babykaos - Sådan overlever du din high need baby" af Tine Schrøder Lunøe
"Signalstørke børn" - af Anja Sigvard Nielsen

De kan give dig lidt mere overblik og fortælle lidt om, hvad du måske har i vente :)

Med hensyn til barnevogn, så vil det være rigtig godt, hvis I kan gøre det til en vane, at trille en tur dagligt, så jeres dreng allerede nu vænnes til at være i sin barnevogn. Da han lyder til at være motorisk stærk, så er han sandsynligvis stærk nok i ryggen til at kunne sidde op. Prøv derfor at elevere ryglænet i barnevognen, give ham mad og mælk, sæt ham i vognen og tril en tur. Lad ham starte med at sidde op og kikke på verden, mærke vinden i ansigtet og fornemme ting I kører forbi. På den måde kan du anerkende hans lyst til at opleve, mærke og fornemme - og læg ham så først ned, når og hvis han viser sig parat. Det er bedre, at I tager små ture i barnevognen, som han er glad for og tryg ved end at I kæmper med at få ham til at sove i barnevognen, og han så bliver ked af det:)

Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre - rigtig meget held og lykke :)

Og rigtig god jul til jer! :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---