Svar: Stop amning - nyt putteritual 13 mdr datter
Kære Rikke
Tak for dit brev og alle dine tanker. Dejligt at høre, at du har fulgt med på sidelinjen og har kunne bruge flere af de svar jeg har givet til andre - og at du nu selv har fået lyst til at skrive til mig - jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig/jer :)
Det lyder rigtig fint med jeres rutiner om aftenen - bad hver anden aften, godnatgrød osv. Det vil dog være en rigtig god idé, hvis far kan gøre disse ting - altså give hende bad, smøre hende med creme, give nattøj på, tilbyde godnatgrøden, børste hendes tænder... Jo mere far gør alt det som leder op til amning, jo lettere vil det være for far også at putte hende, hvis du en aften ikke er hjemme. Jo lettere vil hun i en sådan situation kunne undvære brystet fordi alt jo så er som det plejer at være - det er far og jeres datter som forbereder til natten sammen...
Det er også rigtig godt, at du lægger dig ned og ammer hende i din seng - som jeg læser dit brev, så ligger hun ved siden af dig, og hun slipper brystet, får en sut og falder så i søvn liggende. Det vil sige, at hun forbinder det at sove med at ligge ned - du har hende ikke oppe i din favn, du vugger hende ikke i dine arme eller lignende - og det er rigtig godt. Derfor skal du nu forsøge at øge den fysiske afstand mellem jer, så hun gradvist kan puttes over i sin egen seng, som stadig er koblet til jeres seng, men hvor du i begyndelsen stadig ligger ved siden af hende, beroliger hende med dine hænder, kærtegn osv. så hun kan mærke, at du er der. Men hun lærer gradvist at sove i egen seng og du sover i din - og når hun kan falde i søvn uden at ligge helt tæt med dig og forbinder sin seng med stedet, hvor hun skal sove, så kan I prøve at sætte tremmerne på og flytte hende til eget værelse. Igen skal putteritualet så her være præcis som det plejer at være, eneste forskel er så at sengen står et andet sted - men ellers er alt som hun er tryg ved og kender.
Med den alder hun har kan det godt være rigtig svært at vænne hende helt fra brystet og hun må faktisk meget gerne blive ammet som en fast del af sit putteritual så længe både du og hun trives med det. Men amning i løbet af natten må du gerne skære væk og i første omgang vil det ofte være rigtig godt, hvis du kan forsøge at afkorte amningen mere og mere, så hun kun trøstes og beroliges, men ikke fylder sig med mælk.
Netop i 13-15 måneders alderen kommer ofte en lidt urolig periode, - man taler om at børn i denne alder er i en slags separation-gentilnærmelses-fase, og at hun derfor lige nu godt kan være ekstra klyngende, hun vil op i din favn, samtidig med at hun også skubber dig væk, vil selv og ikke har brug for dig - det kan være svært at finde balancen mellem hvor meget du skal være der og hvor meget du ikke skal ...:) Samtidig er hun jo i vuggestue i løbet af dagen og det kan også øge hendes behov for nærhed og tæt fysisk kontakt med dig om aftenen. At blive ammet hjælper hende således til ro på en rigtig god måde og hun kan bedst slippe dagen sådan.
Og det er som sagt helt okay. Det vigtige er, at hun ikke begynder at sætte antallet af amninger op i denne periode, så hun øger sit mælkeindtag, men at du er opmærksom på at forsøge at hjælpe hende til ro med kærtegn, beroligende ord, stillingskift osv. og altså uden bryst.
Så når hun vågner om natten, så prøv i første omgang om du netop kan hjælpe hende uden brystet, men hvis kun brystet dur, så må du give hende det. Det vil så være rigtig godt, at du lirke brystet ud af munden på hende, når hun har diet lidt samtidig med at du så beroliger med dine hænder. Prøv også at tilbyde hende sutten i stedet for brystet - MEN uden at du så kommer ind i en vane med at give hende sut, hver gang hun vågner. Det kan hun blive lige så uhensigtsmæssig afhængig af. Så hænder, kærtegn, beroligende ord, stillingsskift er rigtig fint og helt naturligt for alderen - men prøv at undgå sut i munden hver gang, bryst i munden hver gang, eller at du skal tage hende op, gå rundt med hende eller lignende. Prøv at hjælpe hende ind i søvnen i egen seng, hjælpe hende til at sove videre der, hvor hun er faldet i søvn.
I nogle familier fungerer det godt at amme i stuen og far så derefter tager over - og I kan naturligvis godt forsøge det igen. Men det er desværre ikke altid at det fungerer. Det at skulle gå i seng og skulle overgive sig til søvnen betyder adskillelse fra forældrene, og det er naturligt svært for små børn. Derfor er det generelt en god idé at lade putterutinerne foregår i det værelse, hvor jeres datter forventes at sove. Hvis du ammer et andet sted og derefter går til værelset, så er der en risiko for, at hun oplever det at skulle i seng som noget ubehageligt. I forlader jo det hyggelige, det rare for at komme i seng og signalerer derved, at nu slutter det dejlige, og i stedet starter "den forfærdelige" separation.
Det samme sker måske, hvis hun ammes og falder til ro hos dig og du så derefter vil give hende til far og du så går fra hende. Det betyder ikke, at far er forfærdelig, for det er han bestemt ikke! Men selve skiftet kan godt forvirre hende unødigt og gøre, at hun så bliver rigtigt ked af det. Derfor er det bedre, at far forsøger at gøre alt det som leder op til putning, og derefter ammer mor hende så og putter hende - og hvis du så ikke er hjemme til at amme, så bliver det mere naturligt, at far så putter hende, og han kan af gode grunde ikke amme.
Nogle børn siger selv gradvist amningen fra i løbet af de næste måneder. Jeres datter er jo vant til at blive puttet uden bryst i vuggestuen og kan puttes uden brystet derhjemme i weekenden, så hun er ikke på den måde afhængig af brystet, men har allerede nogle andre rutiner - og det kan I godt forsøge at overføre til om aftenen. Men det er en balance, for nogle gange skal hun naturligt have lov til at blive ammet den ene gang i ...
... døgnet, fordi det hjælper hende til at sove på en tryg og god måde, og derfor skal man som udgangspunkt ikke ændre noget, der fungerer - og det er ikke sådan at amning skal stoppe blot fordi hun nu er blevet 1 år. Hvornår du skal stoppe hænger helt af, hvad både du og hun virker parate til.
De fleste børn vil i 12-18 måneders alderen begynde at kunne bruge en puttebamse, putteklud, slaskedukke og lignende bevidst. De kan putte sig med den, nulre næse, kramme den osv. og i løbet af det næste lille halve år vil jeres datter således godt kunne begynde at have glæde af f.eks. sin bamse. Derfor er det rigtig godt, hvis I kan lade den følge hende i hverdagen - så hun puttes med den i løbet af dagen, har den med i bilen, når I kører der, den er der når hun ammes, når hun er ked af det osv. så den på den måde bliver en tro følgesvend og dermed stille og roligt kan begynde at fungere som substitut for mor og dermed også for brystet.
Det er netop vigtigt, at I tilbyder hende et alternativ, når hun skal vænnes fra brystet, som jo er det mest trygge og dejlige hun kender og det ritual som har fulgt hende fra hun blev født. Og netop for at undgå for meget gråd og ulykkelighed, så er det godt hvis I kan hjælpe hende til at "kaste sin kærlighed" på noget andet :) Og nogle gange så lykkes det desværre ikke og her må I så vurdere hvad I har behov for. Det går altid bedst med at stoppe amning, hvis både mor og barn er enige om det, men hvis det ikke er tilfældet hos jer, så kan løsningen godt være at mor sover et andet sted og far tager over om natten. Far kan lægge sig med hende, give hende masser af nærhed, tæt fysisk kontakt, trøster, berolige, holde hende - men kan jo ikke amme, så den mulighed er udelukket. Og hvis mor ikke er der, så vil hun måske kunne acceptere at brystet ikke længere er en mulighed.
Nogle gange kan det også være en idé at du f.eks. ammer hende før hun puttes, og for at vænne hende fra brystet helt om natten, så tager far over derefter. Det vil sige, at du stadig ammer hende til ro om aftenen, men skruer ned for amningen om natten ved at lade far tage over der. Igen skal du nok ikke være i soveværelset, hvis det skal lykkes for far at berolige og hjælpe jeres datter...
Jeg er ikke umiddelbart tilhænger af, at I giver jeres datter en kold tyrker. En kold tyrker betyder at du fjerner brystet, trygheden og det nære, alt det hun kender og fra den ene dag til den anden forventer at hun kan sove uden - og det kan hun naturligvis ikke og det skal hun vel heller ikke... for mig er det altid et spørgsmål om at ændre de vaner I har fået skabt, men samtidig give hende nogle nye gode rutiner, som er lige så trygge og rare og som på sigt også vil være gode for hende - og det lyder som om, at det fint kan lade sig gøre hos jer - netop fordi hun om dagen puttes uden brystet, hun har en sut som nogle gange kan tage lidt over, hun har en god rytme, som far kan hjælpe med og de to kan få nogle ritualer og vaner sammen.. og så skal hun gradvist vænnes fra brystet, som det nu kan passe ind i jeres liv og hvad I har lyst til og fornemmer at hun vil være parat til :)
Med hensyn til om hun kan have glæde af trykmassage, zoneterapi og lignende, så er der kommet nogle nye bøger blandt andet "Tryk og glad babysøvn". Den er skrevet af Katrine Birk, der har uddannelse i akupunktur og zoneterapi. Og ja, det kan sagtens være, at et bad efterfulgt af lidt massage og forskellige tryk på kroppen kan hjælpe jeres datter og på den måde erstatte behovet for brystet på sigt. Far kunne også være den der giver jeres datter massage efter badet og på den måde hjælper hende til ro og dermed på sigt hjælper hende ind i søvnen, uden at mor behøver være der...
Med hensyn til at gå ud af soveværelset, så afhænger dette helt af, hvad der sker - for som udgangspunkt så skal I forsøge at ramme puttetidspunktet, så hun er parat til at sove og netop gradvist hjælpe hende ind i søvnen uden at hun så bryder ulykkeligt sammen og stritter imod søvnen.. men ja, hvis potningen bliver en magtkamp og hun tydeligt ikke kan falde i søvn, men græder og bliver rigtigt ked af det, så er det bedre at I går tilbage i stuen, får roen på igen og først går tilbage og putter hende, når hun så atter viser sig parat. Det er ikke en god idé at blive i soveværelset eller kæmpe med hende i sengen. Det at komme i seng skal helst forbindes med noget trygt, dejligt og rart.
Så for at opsummere lidt i forhold til rækkefølge, så kunne det f.eks. se således ud:
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
- Introducere putteklud, kærtegn, bamse osv. i løbet af dagen, så hun nu får en tryg følgesvend, der på sigt kan fungere som substitut for mor og far.
- Far tager over om aftenen og gør alt det som leder op til putning - giver hende bad, massage, smører med creme osv. og giver godnatgrød og vand eller mælk af kop.
- Mor lægger sig og ammer til ro om aftenen, så jeres datter forbinder det at sove med noget trygt og rart. Og øver fortsat at sove uden brystet i munden.
- Der trappes ud af amning om natten. Enten ved at mor lirker brystet mere og mere ud og sætter noget andet i stedet eller ved at far tager over efter midnat og mor sover et andet sted.
- Den fysiske afstand mellem mor og datter øges, prøv om du kan få hende til at falde i søvn i egen seng, men hvor du stadig er der.
- Puttes nu med klud, bamse, trykmassage osv. som hun nu kender og er vant til og puttes i egen seng, som evt. flyttes på eget værelse - og amningen om aftenen trappes ud som hun og mor virker parat til... der er stadig putteklud, bamse, kærtegn, godnatsang osv. Alt er som det plejer at være, nu er det "kun" brystet som hun ikke længere får...
Jeg håber, at I kan bruge dette lidt videre - og at det giver lidt idé til, hvordan I kan komme videre hos jer :)
Rigtig meget held og lykke - og rigtig god jul til jer alle tre!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Plus-Plus BIG: Sjov og lærerig leg for de mindste
Når det kommer til små børns udvikling, spiller leg en afgørende rolle. Det er en væsentlig måde for børn til at udvikle deres finmotorik, evnen til at fordybe sig, lære om farver og former osv. BIG har vist sig at være godt til netop det, og derfor vælger mange vuggestuer og børnehaver også BIG, ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
21. november 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Putning og nattesøvn for tvillingepiger
Kære Helen Vi skriver for at få nogle gode råd til at gennemskue hvorfor...
19. november 2024 | Sovevaner | 7 mdr.
Hej Helen Jeg kan se, at du lige har svaret på et lignende spørgsmål, men...
18. november 2024 | Sovevaner | 9 mdr.
Putning og for meget natamning
Kære Helen Vi kunne godt bruge noget rådgivning til ændring/forbedring af...
17. november 2024 | Sovevaner | 5 mdr.
Baby vågner hele tiden om natten
Kære Helen. Tak for dit brugbare svar angående søvnrutiner. Jeg skriver...
16. november 2024 | Sovevaner | 8 mdr.
Afbrudt nattesøvn, er det ørerne eller?
Kære Helen Min datter er nu 8 måneder gammel. Tak for dine tidligere...
Viden om børn:
Svangerskab
Svangerskab er et andet ord for graviditet. Det betyder at en kvinde bærer et barn i sig, man kan sige at "hun er svanger" = "at hun er gravid". Man kan også sige "gennemføre svangerskabet", "afbryde svangerskabet", "først i svangerskabet" "sidst i svangerskabet" osv.
Svangerskab bruges ofte, når man taler om svangerskabsforgiftning. Se derfor "svangerskabsforgiftning".
Rhesus-uforlignelighed
Vi har hver især en blodtype, som kan hedde A, B, AB eller 0 og derudover er vi delt op i Rhesus positive og Rhesus negative. De fleste mennesker er Rhesus positive, ca 15 % er Rhesus negative.
Hvis en Rhesus negativ kvinde bliver gravid og den kommende far er Rhesus positiv, så kan barnet, som kvinden venter være Rhesuspositiv efter sin far.
Imens barnet ligger i maven, så har det sit eget separate kredsløb, men der kan dog ske en lille udveksling af blod imellem...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.