Svar: Umulig putning

---

Kære Maria

Tak for dit brev og dine åbne og ærlige tanker om hvor svært det er at fordele sol og vind lige og forsøge at være både mor, kæreste og en gang imellem bare dig selv :) Jeg kan sagens sætte mig ind i, hvordan du har det - det tror jeg faktisk at mange kan. Og jeg vil naturligvis gerne dele lidt tanker med dig.

Jeg vil tage udgangspunkt i dit spørgsmål "Jeg ved godt, at det er et skråplan hvis aftenputningerne skal foregå således, men hvis bare vi kan lægge ham ned, vente 5-10 med en bog på trappen og derefter bære sovende ham tilbage i seng, er det så sådan, vi bør gøre i en periode?" Ja - hvis du kan få ham til at falde i søvn indenfor 10 minutter på denne måde, og alternativet er at putningen trækker ud i timer, du bliver mere og mere frustreret og ked af det, far forsøger sig og det hele ender med at blive en magtkamp som ingen har glæde af og alle frustreres og fortvivles over - så ja, så er det langt at foretrække at gøre det som lige nu virker. Det vigtigste er, at jeres dreng falder i søvn og begynder at forbinde det at sove med noget trygt og dejligt - og at du ikke skal bruge timer på at få ham til at sove, men kan prioritere andre ting.

Jeg forstår godt, at du lige nu har valgt at aflyse din tur i byen, så det kun er far som tager af sted. Det kan føles fuldstændig uoverskueligt at skulle lade farforældrene passe jeres yngste en aften, hvis han bliver så ulykkelig og det hele går op i hat og briller. Når det er sagt, så er det dog også okay, at du nogle gange prioriterer dig selv og giver dig selv lidt pauser. Som du skriver, så forsøger du jo dagligt at "give dig selv 100% for alle hankønsvæsener i jeres hjem", og du føler dig ofte "som en rigtig dårlig mor for drengene" fordi "intet du gør rigtig føles til at være godt nok".

Nogle gange er det okay at sige "jeg har brug for lidt tid til mig selv" - det gør dig ikke til en dårligere mor :) Og nogle gange kan det også være en god idé at du overvejer, hvad det egentlig betyder at være en god mor....

Du skriver, at du føler du burde mobilisere et større overskud, at du ikke skal blive for irriteret, skælde ud, stavre rundt i mørke med barnevognen, at der skal være tid til hjemmebagte boller osv. Og jeg forstår det godt - der er jo ikke noget vi hellere vil end at sikre vores børn det bedste og vi vil så gerne gøre det hele godt - men at gøre det godt betyder ikke, at vi skal være perfekte, nogle gange skal vi bare "være gode nok".

Det lyder faktisk som om, at du gør det rigtig godt! Lige nu går du hjemme, storebror er i børnehave, men har fri hver onsdag, hvor du forsøger at være der for ham imens lillebror sover til middag. Du prøver at møde begge drenge i løbet af dagen, men kan naturligvis ikke være på dem 100 procent hele tiden - og det skal du heller ikke. Faktisk er det helt okay, hvis du en gang imellem laver lidt fejl, for det lærer jo dine drenge at det er okay at begå fejl, det er menneskeligt at begå fejl og hvem vil ikke gerne have en menneskelig mor :) Det betyder naturligvis ikke, at du bare skal skælde og smælde af drengene, for det skal du naturligvis ikke, og det er vigtigt at du forsøger at skabe en hverdag, som kan fungere for jer alle, men kommer du en dag til at råbe lidt for højt af drengene, så sig undskyld og forklar hvad der sker...

Prøv om du kan skabe en rytme i dagen, som kan hænge sammen for jer - både hvad angår lillebrors søvn, storebror der skal afleveres og hentes, indkøb, ture i legestue, madlavning osv. som alt sammen skal fungere. Det er rigtig fint at lillebror ofte vågner af sig selv om morgenen, men jeg er ikke umiddelbart tilhænger af, at du vil rykke hans middagslur frem, så den ligger 9.30-12... det bliver en meget lang eftermiddag, når han ikke er ældre, og samtidig vil hans nattesøvn blive meget lang, hvis han skal sove fra kl 18.30-19 til 06.30.. det svarer jo til næsten 12 timer om natten...

Med den alder han har vil det gennemsnitlige søvnbehov være 13.5 time i døgnet, og det betyder, at hvis han begynder at sove 12 timer om natten, så vil han kun få 1.5 times søvn i løbet af dagen og det er ikke ret meget... Samtidig sover han jo lige nu godt om dagen og trives med sin 3 timers lur.. så hvis du bibeholder den gode lange middagslur, så kan du naturligt få yderligere problemer om natten, fordi han så naturligt ikke kan sove så længe - så det kan godt være, at han vil være putteklar kl 18.30, men han vil så godt kunne risikere at få en længere vågenperiode midt nat eller han kan begynde at vågne meget tidligt, fordi det trods alt er begrænset, hvor lang hans nattesøvn kan være... Du er derfor også nødt til at se på, hvor meget han sammenlagt kan forventes at sove med den alder han har, når du vil forsøge at ændre på hans rytme, puttetidspunkt osv.:)

Med hensyn til hans behov for mor og hans tendens til at klynge sig ekstra meget til dig, så hører dette alderen og udviklingen til. Netop i 13-15 måneders alderen oplever man ofte at børn klynger sig lidt mere, de vil gerne op, sidde på skødet eller bæres på arm, - og ofte sidder de kun kortvarigt, så vil de ned igen - igen kun kortvarigt, så vil de atter op. Han har altså lige nu både brug for at mærke dig, have dig helt tæt på fysisk og vil samtidig også prøve at skubbe dig væk, prøve selv. Man kan i denne alder tale om en slags separation-gentilnærmelses-fase, hvor han på den ene side motorisk øver sig i at bevæge sig rundt og være på egen hånd, men for at kunne gøre dette så vil han samtidig også klynge sig, fordi han ikke kan adskille sig/separere sig, hvis ikke han føler sig knyttet til. Derfor vil hans behov for fysisk kontakt og nærhed være større lige nu. Og det gør det naturligt svært at være ham - og også svært for dig at hjælpe ham, ...

---

---

... fordi det er svært at vide, hvad du helt præcist skal - skal han op, ned, op igen, ned igen... eller bare være...

Det bedste du kan gøre er at give ham så meget fysisk kontakt og nærhed som muligt når du har mulighed for det. Jeg plejer at sige at hans "mor-depot" skal fyldes op, så han har noget at tære af, når du så ikke kan være hos ham hele tiden. Det er derfor vigtigt at du lige nu prioriterer at sidde lidt mere med ham, nusser, krammer, kæler, putter osv. så han mærker, at du er der for ham.

Og det samme om natten. Børn i denne alder vil ofte drømme om adskillelse, og derfor vil han godt kunne have brug for at putte sig ind til dig, når han skal sove og hvis han vågner om natten - ligesom han måske kan ligge og græde om natten, fordi han drømmer at du bliver væk... Derfor hjælper det ham måske, hvis du kan tage ham op, putte med ham, så han mærker, at du er der og at du ikke er forsvundet for ham... Igen prøv dig lidt frem og se hvad der vil give jer størst ro og søvn om natten...

Nogle gange kan det også være en god idé at øve lidt adskillelse i løbet af dagen - ikke fordi han skal blive ked af det, men fordi han stille og roligt skal lære, at du ikke forsvinder, at du stadig er der. I kan f.eks. lege gemmeleg, hvor mor og far skiftes til at gemme sig - I kan også lege gemmeleg med storebror, det vil han måske synes er sjovt at være med til.

Øv også det at sige farvel i hverdagen, når du f.eks. kører op for at handle og far bliver hjemme hos lillebror.. eller når far tager på arbejde om morgenen. Så han også her bliver opmærksom på at I godt kan forsvinde kortvarigt og komme tilbage igen.

I kan også lede efter hinanden derhjemme, kalde på hinanden eller hvis han f.eks. bliver ked af det, hvis du går i køkkenet og lader ham være alene i stuen - så stik hovedet frem, vis ham at du er der og prøv om du kan opfordre ham til at søge dig, lede efter dig, så han også her hjælpes til at forstå, at selvom han ikke kan se dig, så er du der stadig væk.. De fleste børn er omkring 16 måneder før de helt begynder at forstå, at vi godt kan være i et andet rum... men I kan godt prøve at arbejde lidt med dette nu.

Når I siger nej til lillebror, holder fast i at I vil noget andet end han vil, så bliver han naturligt ked af det og fortvivlet og når det sker, så kører det hormoner rundt i kroppen. Adrenalin er et af vores "kamp- eller stresshormoner". Når lillebror bliver frustreret, ked af det, bliver bange, bliver ophidset osv. så udsendes der Adrenalin i blodbanen, hvor det påvirker rigtigt mange ting. Du vil blandt andet opleve, at hans muskelmasse øges. Det betyder, at han bliver ekstra stærk, han stritter fysisk imod og protesterer. Det bliver rigtig svært at holde ham. Det er ikke farligt, men det er vigtigt, at du her forsøger at hjælpe ham til ro. Og det bedste er, hvis du kan prøve at lytte til ham og forsøge at finde ud af, hvorfor han bliver så ked af det eller hvad det er han bliver frustreret eller vred over.

---

---

---

Måske kan du hjælpe ham, fordi han stadig er så lille, at han ikke selv kan. Nogle gange vil du ikke kunne finde en grund, men det er stadig vigtigt, at han føler, at du lytter til ham og prøver at forstå ham. Det er vigtigt, at han fornemmer, at du er der, at du gerne vil hjælpe og at du tager det roligt, når han ikke kan tage det roligt. Adrenalin virker som ild - hvis du puster til det f.eks. ved at sige "hold så op!" eller "lad være med at skabe dig", "hvor er du dog hysterisk" eller lignende, så bliver det værre og det hjælper ham ikke på sigt. Hvis du derimod tager det roligt og viser ham, at du kan rumme ham og de store følelser han har, så vil han spejle sig i dette og "ilden går ud".

Det er helt naturligt, at han reagerer fysisk - kaster sig i gulvet, græder, bryde fysisk sammen, - det gør han fordi han stadig er så lille, at han mangler ord. Han kan ikke forklare, hvad der sker eller hvad det er, der gør ham ked af det. Han er bare rigtig ked af det og fortvivlet. Prøv derfor om du kan sætte dig ved siden af ham, holde om ham, have ham på skødet osv.

Prøv at sætte ord på det som du fornemmer, at han føler: "sååå skat, driller skeen", "du bliver bare så ked af det lige nu" "kom du her over til mor, kom skat" osv. med en stille og rolig stemme, og bare gentage, vise at du er der for ham, og at du sagtens kan rumme de følelser han har. At du kan rumme ham betyder, at du kan holde ud, at han har det som han har det. At du ikke forsøger at lave det om, og at du ikke tager det personligt. Du skal kunne rumme ham, for at han kan rumme sig selv.

Da han ikke er ældre end han er, så vil det ofte være en god idé at aflede ham. Afledning er en god idé. Han husker ikke så længe af gangen og ved at vise ham noget andet, få ham på andre tanker, nogle gange fjolle lidt eller lignende, så kommer I hurtigt videre:)

Tilbyd ham alternativer - når du siger nej til noget, så tilbyd ham noget andet. Når du tager noget fra ham, som han ikke må lege med, så vis ham, hvad han kan lege med i stedet. Når han f.eks tømmer din skuffe for ting, så giv ham hans egen skuffe og sørg for at udskifte indholdet jævnligt, så det er interessant.

Inddrag ham - hvis han protesterer over at få bleen skiftet, så overvej om han nogle gange kan få den skiftet stående på gulvet på badeværelset og ikke behøver ligge på puslebordet. Og når han skal vaskes, så lad ham selv holde vaskeklud, cremetube osv. Han kan også selv løfte numsen op, når bleen skal lægges under ham. Jo mere han føler sig inddraget og lyttet til, jo bedre vil han også kunne lytte til dig :)

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke med ham fortsat :)

Rigtig god jul til jer alle fire! Og stort knus fra mig til dig! :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---