Svar: Svær afhentning i vuggestuen

---

Hej med dig

Tak for dit brev :)

Det lyder som om at jeres datter trives i vuggestuen, og det lyder som om at både hun og I er glade for stedet. Det er super dejligt. Det lyder også helt rigtigt, at hun fornemmer, når det er tid til at blive hentet - hun kan naturligt ikke klokken, men hun fornemmer tidspunktet for dagen efter hvad der sker i hverdagen - hvornår de sover, spiser, leger, får frugt osv. og hun mærker således på sit indre ur, når det er tid til at mor og far kommer og henter.. derfor siger hun til, begynder at spørge efter jer og har brug for at pædagogerne bekræfter at "mor og far kommer lige om lidt". Det lyder så fint.

Når hun reagerer, når I så kommer ind af døren, så er det fordi det er rigtig svært for hende at skifte situation. Børn protesterer ofte over at skulle af sted. Det er hyggeligt, trygt og dejligt at være hjemme og de græder derfor når de bliver afleveret, men ikke ret lang tid efter, så er de glade igen. Og jeres datter bliver faktisk afleveret rigtig fint, kravler selv over i favnen på en pædagog, der vinker farvel sammen med hende og hjælper hende videre og igang med dagen - igen rigtig fint :)

Men når I så henter hende, så kommer en ny protest. Nu havde hun det jo lige så godt, hvorfor skal hun så hjem. Man taler om, at der her opstår et dobbelt-socialiseringsrum og det er det, som giver konflikter. Det er svært at skifte situation, det er svært at finde ud af hvad man skal, - både når man bliver hentet, og når man bliver afleveret, og det lyder til at være dette I mærker lige nu :)

Jeres datter er stadig så lille, at hun ikke kan sætte ord på, hvad der sker. Men det lyder for mig som om, at det at skulle afslutte dagen i vuggestuen og skulle tage flyverdragten på næsten ikke kan overskues - og hun ved heller ikke, hvad der skal ske efterfølgende og kan ikke forklares, at I skal hjem og ...

---

---

... at alt er hyggeligt derhjemme - det er selve skiftet som er svært.

Når børn ikke kan sætte ord på deres følelser, hvilket det naturligt ikke kan i jeres datters alder, så får de det der kaldes fortvivlelsesanfald. Det betyder at verden bryder sammen for hende, hun bryder fysisk sammen, græder, sparker, løber væk, protesterer og det bedste I kan gøre er at vise hende forståelse og bevare den ro, som hun ikke selv kan finde. Nogle gange vil hun ikke lade jer røre hende og her kan I sætte jer ned i nærheden, tale beroligende til hende og sætte ord på hendes følelser "stå skat, bliver du bare så ked af det, sååå" og nogle gange kan I bede hende komme til jer "kom skat, kom her skatter", så hun hører at I rigtig gerne vil hende, og så hun mærker og ser, at I godt kan bevare roen selvom hun ikke kan. Nogle gange kan I tage hende på skødet, holde om hende, vugge hende og på den måde hjælpe hende til atter at finde roen og få samling på sig selv.

---

---

---

Nogle gange kan det også hjælpe at aflede hende, så hun ikke hænger så meget fast i det skift, som er svært, men får et "overgangsobjekt", som hjælper hende på vej. Det kan være en bamse eller rygsækken, som hun selv skal bære ud til cyklen, det kan også være lidt udskåret frugt, en bolle eller en lille rosinpakke, som hun kan koncentrere sig lidt om og blive fanget af, hvorved I så kan hjælpe hende flyverdragten på og komme af sted... Lidt ligesom den snack I tilbyder hende hjemme, hvor det er tydeligt at det får hende til at koble helt af og lande derhjemme... Det er et spørgsmål om at få afbrudt den seance hvor hun lige nu bliver helt ulykkelig og slet ikke kan finde ud af, hvad der skal ske, og hvad hun skal gøre af sig selv - for når hun først har fået overtøjet på, så finder hun roen og kommer fint videre.

Jeg håber, at I kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---