Svar: Græder konstant

---

Kære stressede mor

Tak for dit brev - det er rigtig godt du skriver, og jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig, for der kan være flere ting som spiller ind hos jer, og så må du selv vælge til og fra, hvad du tænker, at du kan bruge :)

Det er sådan, at i perioder, hvor børn udvikler sig rigtig meget både motorisk og mentalt, så vil de ofte virke lidt mere klyngende. Det ses især i perioder, hvor de begynder at kravle og fysisk bevæge sig mere ud i verden på egen hånd, og så ses det igen, når de begynder at rejser sig ved tingene, og begynder at tage de første skridt. Det handler om at din dreng ikke kan separere sig, ikke kan adskille sig fra dig - uden at han er godt knyttet til, og i den periode, hvor han øver sig i at separere sig, vil han derfor også ofte klynge sig ekstra.

Det er altså helt naturligt, at han har brug for at have dig i sin nærhed, kunne mærke dig, bruger dig til at hive sig op ved osv. og at han helst vil observere verden fra din favn.

Det er også sådan, at små børn jo fra fødslen skal knytte sig til forældrene og forældrene til barnet. De første tegn på at din dreng er i færd med at knytte sig til dig er, at han f.eks. følger dig med øjnene rundt i rummet, når du bevæger dig rundt. Han vil ofte også smile mere til dig end til andre, ligesom han vil finde bedre trøst i din favn end hvis bedsteforældre, gode venner eller fremmede forsøger at trøste ham. Og et vigtigt tegn på, at han er godt tilknyttet dig, er at han bruger dig som en sikker base, hvorfra han kan udforske verden. Når han sidder på dit skød, så tør han observere mere, tør måske charmere andre mennesker mere og virker tydeligt mere modig i din favn, netop fordi han ved at hos dig sidder han trygt og godt, og du passer på ham.

Det er således helt naturligt at han, når I er et fremmed sted, eller hvis I har gæster, f.eks. starter med at sidde hos dig, og at han tydeligt ikke har lyst til at være på gulvet eller være på afstand af dig. Og når han sidder hos dig, så kan han trygt begynde at studere stedet, studere de andre osv. Han kan kikke på dig, fornemme hvordan du reagerer og hvordan du har det, og jo mere han finder ud af at situationen er okay, at du er glad og synes det er hyggeligt, og han mærker, at du tager det helt roligt, jo mere rolig vil han også være. Stille og roligt vil han derfor efter lidt tid turde undersøge omgivelserne, samtidig med at han hele tiden holder øje med, hvor du er, så han kan søge tilflugt hos dig, hvis det hele bliver lidt for overvældende.

Du fortæller, at du gennem længere tid har forsøgt at lære ham at lege på gulvet, og du har også forsøgt at gøre ham interesseret i skuffer, skabe osv. Men han vil ikke lege alene, han kravler hen til dig, han vil op, han vil være på din arm ... eller vil være sikker på, at du ikke rejser dig og går. I hvert fald fortæller du, at når du det sidste stykke tid har valgt at blive siddende i ca 30 minutter, så ender han faktisk med at falde til ro og nogle gange begynder han at lege...

Det lyder faktisk lidt som om, at du måske har presset lidt for meget på med at han skulle kunne selv - og at han derfor er begyndt at klynge sig ekstra meget til dig. Hvis han har en oplevelse af, at du skubber ham væk, så vil det ofte virke modsat hensigten, og han begynder ikke at lege med sig selv, men vil klynge sig mere og mere... Og da han samtidig nu er begyndt i vuggestue, så har han jo også en oplevelse af, at du om dagen forsvinder fra ham, så han bliver her bekræftet i, at du faktisk forsvinder. Han forstår ikke, hvad det betyder, når du går. Han kan ikke forstå en forklaring om, at du skal på arbejde. Han kan ikke forholde sig til tid, så han ved ikke, om du er væk i 3 minutter, 3 timer eller 3 dage - han mærker bare, at du er væk. Og derfor vil han naturligt også søge dig ekstra ...

---

---

... meget, søge din fysiske kontakt og nærhed ekstra meget, når I endelig er sammen.

Jeg plejer at sige, at du skal lade ham få sit mor-depot fyldt rigtig godt op, når I er sammen, så han netop har noget at tære af, når I er adskilt. Og derfor er det vigtigt, at du ikke presser ham til at lege med legetøj, skuffer og andre, eller presser ham til at lege for sig selv, men i stedet forsøger at lytte til hans behov for tæt fysisk kontakt, så han mærker, at du er der for ham, at du ikke forsvinder. Netop for at han bliver i stand til at give slip på dig...

Og derfor synes jeg heller ikke, at det er nogen god idé, at du tager væk en weekend. Det vil han heller ikke kunne forstå eller kunne forklares. Og det vil være synd for ham, at du pludselig helt forsvinder - netop fordi han jo viser meget stort behov for sin mor, og det er netop vigtigt at lytte til dette. Jo mere du presser ham væk fra dig, jo mere vil han klynge sig...

Du slutter dit brev af med "en stresset mor". Du skal her være opmærksom på, at hvis du er stresset, så er din dreng det højst sandsynligt også. Børn bruger os forældre som et spejl, og det betyder at børn kan blive smittet af forældres stress. Hvis din dreng oplever, at du har svært ved at finde ro, svært ved at sætte dig ned og slappe af, hurtigt er videre til det næste osv. så vil han reagere på dette. Så vil han selv få svært ved at slappe af og hans lunte vil også blive kortere, han kommer også til at mangle ro og overskud...

---

---

---

Det er godt, at I har fået bedre styr på søvnen nu, for søvn er også meget vigtigt i forhold til at forebygge stress. Den nye hverdag i vuggestue kan dog også give ham stress og gøre ham meget træt. Det er en helt ny verden, nye voksne, nye børn, nye regler, nye rutiner... Børn har brug for stabilitet, en fast rytme, hvor de spiser, sover og er aktive på nogenlunde samme tid hver dag. En manglende rytme, hvor barnet ikke får den søvn, som barnet har brug for, eller store udsving i hverdagen, som barnet pludselig skal forholde sig til, kan udløse stress.

Og det at din dreng "græder konstant" kan faktisk også være et symptom på stress.... Du fortæller, at "han har været en glad og udadvendt dreng, men nu har et monster spist den dreng og han græder bare hele dagen lang...". Når et barn ændrer humør som du beskriver, så kan det sagtens hænge sammen med, at der sker mange ting i hverdagen, som lige nu er svære for ham at håndtere - hvilket igen vil gøre, at han søger din nærhed og tætte fysiske kontakt mere.

Det bedste du kan gøre er at lytte til ham, og de signaler han sender. Så når du mærker, at han fysisk har brug for dig - kravler hen til dig, hiver sig op, nærmest virker til at ville kravle helt ind i dig - så giv ham den nærhed og kontakt, som han har behov for. Sæt dig med ham, hold ham tæt, kram ham, kys ham, put med ham, lad ham mærke dig. Og når du skal lave noget praktisk så tag ham med, lad ham være i nærheden af dig, så han kan se dig og nogle gange stadig få et knus og et kram, hvor du er lige ved siden af, så I stadig er sammen, men så du f.eks. også kan lave lidt mad imens han sidder i sin høje stol eller lignende.

Og når alt dette er sagt, så skal du naturligvis også sikre dig, at han ikke græder fordi han faktisk har ondt og ikke er rigtig rask. Hvis han har det dårligt, kan han ikke forklare dig det på anden måde end ved at græde og søge din nærhed. Så hvis du mistænker, at han måske kan være begyndende syg, så skal du naturligvis få ham tjekket. Børn kan jo få ondt ligesom vi kan, han kan have ondt i hovedet, i maven, i ørerne, i halsen, han kan få blærebetændelse, hoste, have det alment dårligt med kvalme, feber osv. Der kan være mange forklaringer på hvorfor børn græder...

Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre - rigtig meget held og lykke med det hele fortsat:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---