Svar: Drikker meget vand om natten
Kære fortvivlelede og trætte mor
Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres datter - det er rigtig godt du skriver, og jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig:)
Det er rigtig godt, at du har drøftet problematikken omkring jeres datters store vandindtag med lægen. Når man drikker så store mængder vand, som jeres datter gør, så er det netop vigtigt at være opmærksom på om, hun kan have sukkersyge.
Ud over stort væskebehov, hyppige wc-besøg (eller overfyldte bleer og tissen i sengen), så vil disse børn også ofte tabe sig. De spiser ofte godt, men taber sig alligevel. Hun vil også kunne virke træt og udmattet. Hun vil ikke have samme energi som andre børn på samme alder, og hun kan virke til at mangle overskud og derfor græde mere, virke pylret i løbet af dagen. Nogle børn får mørke rande rundt om øjnene... Du fortæller, at din datter er tjekket af lægen, og at lægen har sagt, at hendes tal er fine, men at hun skal vænnes af med flaske om natten, fordi hun drikker for lidt om dagen - og det er så en anden problematik.
Og nej, - jeg synes ikke, at du skal fjerne alle flaskerne på en gang, for så risikerer hun jo at komme i væskeunderskud, og det har hun heller ikke godt af. Jeg er heller ikke tilhænger af en "kold tyrker" - forklaring følger længere nede. Du skal naturligvis sikre dig, at hun får væske nok i løbet af dagen, ligesom hun også skal have mad nok. Med så meget vand der fylder i mavesækken, så er der god grund til at tro, at hun nok også spiser lidt for lidt. Derfor skal du og dagplejer, når hun er der, være meget opmærksomme på hendes indtag af både mad og vand dagen igennem - og naturligvis også om aftenen.
Du må meget gerne servere en godnatgrød eller et andet godnatmåltid for hende, før hun skal i seng. Det kan være en havregrød eller det kan være en portion havregryn med mælk. Det kan også være rester fra aftensmaden f.eks. en klapsammen rugbrød og en gnavefrikadelle eller lignende... Så du på den måde sikrer, at hun ikke går sulten i seng.
Lige nu kan du godt bibeholde flasken, før hun puttes, da det er så stor en del af hendes putteritual og det vil tage lidt tid at få sat et nyt ritual i stedet, men du bør skrue gevaldigt ned for mængden af vand, så hun lige nu ikke får mere end 100 ml. Og tanken er, at hun gradvist skal gå over til at kunne få lidt vand af en kop.
Resten af natten skal hun trappes gradvist ud af sine flasker. Det vil sige, at du skal give hende mindre og mindre vand. 5 flasker a 250 ml er alt for meget. Og til at begynde med, vil jeg anbefale, at du skærer ned til 200 ml. Derefter bør du trappe gradvist yderligere ud, så hun får 180, 160, 140, 120 ml osv. Og til sidst så kan hun få små slurke af en kop og herfra helt lære at undvære. Hvis hun allerede nu kan undvære nogle af sine flasker, så bør du lade hende springe dem over.
Du skriver, at du har indtryk af, at mange børn kan have brug for en tår vand om natten, og det kan du naturligvis også godt tilbyde hende - MEN, der vil her være tale om, at hun har en kop stående med f.eks. 100 ml vand, som hun så kan tage en slurk af, når og hvis hun vågner om natten. Der kan godt være tale om en drypfri kop, som hun selv drikker af, og hvor hun styrer behovet selv, så det ikke er noget du tilbyder og behøver vågne for... Og for at nå dertil, så bør du vænne hende til netop at nøjes med meget lidt og faktisk kunne sove helt uden :)
Samtidig med at du skruer ned for mængden af vand i hendes flasker og også gerne for antallet af flasker, så vil det være rigtig godt, hvis du kan lade hende være med til at smide flaskerne ud, så det at få flaske stille og roligt stoppes. Hun er for gammel til sutteflaske, og hendes flasker bliver naturligt slidte, flaskesutterne bliver mørnede og skal smides ud, og du skal tage hende med i denne proces.
Det vil være rigtig godt, at du nu introducerer ordet "slut" i hverdagen, måske kender hun det allerede. Det kan være, når du klapper bogen sammen, så siger du "slut, der er ikke mere historie". Det kan være, når tallerkenen er tømt, og maden er spist op "slut, der er ikke mere mad". Det kan være mælkekartonen, som er tømt "slut, der er ikke mere mælk", og hun kan være med til at smide mælkekartonen i skraldespanden.
Og dette skal du så overføre til flaskesutterne, tage hende med i processen og smide flaskesutterne ud, fortælle at det er ...
... slut, når hun beder om flasken, vise hende at flasken ikke dur uden flaskesutter - og du skal naturligvis ikke købe nye. Så slå ud med armene, gestikuler "slut" og tilbyd evt. en slurk vand af en kop - eller en puttebamse eller lignende. For samtidig med, at du skruer ned for mængden af vand om natten, og introducerer ordet slut og fører det over til flaskerne, så hun vænnes til ikke længere at skulle have flaske, så vil det være rigtig godt, at du giver hende en putteklud, puttebamse, slaskedukke, en aflagt t-shirt af dine eller hvad hun nu kan tænkes at ville finde ro med. Hun må meget gerne selv være med til at vælge :)
Det er vigtigt at anerkende, at hun føler stor tryghed ved flasken. Det er hendes ven, hendes vigtigste del af putteritualet, og din datter har et søvnassociationsproblem, som betyder, at hun er blevet uhensigtsmæssig afhængig af sin flaske, for at kunne sove. Det handler ikke kun om behov for vand, men også et uhensigtsmæssigt behov for flasken. Og når flasken trappes ud, og flaskesutterne gradvist smides ud, så muligheden for at få flaske til sidst stopper helt, så er det vigtigt, at hun har en ny og mere hensigtsmæssig søvnassociation, der kan give hende samme tryghed, som flasken giver hende nu. Og det kan netop være en klud, bamse eller lignende.
En puttebamse, klud, slaskedukke osv. har den fordel, at det er din datter som styrer behovet. Hun kan putte sig ind til den og nulre sin næse efter behov og således styre dette selv, hvilket hun jo ikke kan med dig. Bamsen eller kluden er der, når hun har brug for den, uanset om hun er hjemme, passes af andre, eller skal i dagpleje eller institution. Og den kan følge hende som en kær ven - ikke bare nu og de næste måneder, men faktisk de næste mange år frem.
Jeg prioriterer meget, at vores børn falder i søvn trygt og godt. Det at komme i seng skal forbindes med noget rart. Det skal være en tid på dagen, som vi ser frem til og som er hyggelig. Hvis vores børn ikke synes, det er rart at komme i seng, så vil de naturligt protestere, når vi forsøger at putte dem, og derfor er det vigtigt, at de forbinder det at skulle sove med noget trygt.

Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Denne tryghed kan skabes på mange måder blandt andet ved, at man gør det samme aften efter aften. Genkendelighed giver tryghed, barnet forberedes, det ved, hvad der skal ske, og de faste rutiner hjælper barnet til at slappe af, og det giver barnet ro. Og hos jer er der rigtig meget tryghed i flasken, men det er her, at du nu skal skabe en ændring, og det er rigtig vigtigt, at du husker på, at tryghed er meget andet end flaske. Tryghed skabes også ved, at du viser din datter ro, nærvær og omsorg. At du f.eks. også om aftenen sætter dig og læser en godnathistorie for hende, taler om dagen og alle oplevelserne, putter hende kærligt, kærtegner hende, kysser hende, måske bruger beroligende ord eller synger en lille sang eller lignende.
Og når du spørger "hvilket middel skal jeg bruge om natten, når hun så ikke længere får flaske" - så er svaret, at du her netop skal bruge det nye, som du sætter i stedet for flasken. Altså bruge puttekluden, bamsen, de samme beroligende ord, kærtegne hende osv. så hun hjælpes videre ind i søvnen med din nærhed og roen ved, at du er der, at du passer på hende. Og når du så en gang imellem ikke er der, fordi hun skal sove hos bedsteforældre, en legekammerat eller andre, så har hun sin bamse eller lignende, der fungerer som substitut for dig - ligesom hun en gang imellem om natten, godt vil kunne berolige sig med sin bamse, og uden at du behøver være der, du kan fint sove videre i soveværelset.
Det handler altså om at få etableret nye og lige så gode ritualer, som din datter har haft i sin flaske og så lave en gradvis ændring. Det er for mig ikke et spørgsmål om at "tage en kold tyrker" og lade barnet græde, men derimod et spørgsmål om, at det ritual, som din datter har med sin flaske, nu bliver erstattet af noget, som er mindst lige så godt eller faktisk bedre for hende. Det er ikke fair overfor din datter, først at vænne hende til så meget flaske og så fra den ene dag til den anden forbyde det og holde hårdt mod hårdt. Så selvom hun ret hurtigt skal ud af sine flasker og det store vandindtag om natten, så skal det ske på en fair måde, - og hun skal tilbydes et nyt og bedre ritual...
Jeg håber, at du kan bruge disse tanker videre - rigtig meget held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Gør pusletid til hyggetid - med naturlig pleje fra Olívy
En ren ble er det primære formål, når ens baby bliver lagt til rette på puslepladsen. Men faktisk er pusletiden meget mere end blot en praktisk opgave. Det er en unik mulighed for at styrke båndet til dit barn, stimulere sanserne og skabe tryghed. En god pusleoplevelse handler ikke kun om ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
22. april 2025 | Sovevaner | 14 mdr.
Nu 14 måneder og i seng på anden måde - del III
Hej Helen, Det er ikke lykkedes for os.. i to aftener fald han i søvn...
13. april 2025 | Sovevaner | 3 mdr.
Kære Helen Jeg har nu forsøgt at bruge nogle af dine råd ift min datter på...
10. april 2025 | Sovevaner | 10 mdr.
Kære Helen Din brevkasse har været en kæmpe hjælp hele vores tid som nye...
10. april 2025 | Sovevaner | 2 år, 7 mdr.
Kære Helen. Vi søger råd til at få putning til at fungere. Vi har pga....
10. april 2025 | Sovevaner | 13 mdr.
13 mdr og i seng på anden måde - del II
Hej Helen, Mange tak for dit svar. Det giver rigtig god mening det du...
Viden om børn:
Moderkagebiopsi, moderkageprøve
En moderkagebiopsi kaldes også for Chorion Villus Samling eller CVS. Moderkageprøven laves for at undersøge for kromosomsygdomme og visse arvelige sygdomme hos fosteret.
Moderkageprøve laves, når du er mellem 11. og 16. graviditetsuge. Prøven laves normalt ved, at der stikkes en tynd kanyle ind gennem maveskindet. Det føles ofte som at få taget en blodprøve, men kanylen bevæges ofte lidt frem og tilbage, fordi man derved kan få taget en lille bid af moderkagen ud. Man scanner før...
Tøj tjekliste - Grundudstyr nyfødt
Barnet har brug for tøj, der passer i størrelsen, og som er blødt og behageligt at have på. Hvis tøjet er for småt og strammer, kan barnets bløde knogler påvirkes. Tøjet bør endvidere passe til årstidernes skiften.
Det kan være svært at købe alt babytøjet, imens du er gravid, da du ikke ved, hvor meget din baby måler og vejer. Når den lille først er kommet til verden, så er det lettere at købe tøj i den rette størrelse.
Som grundudstyr til en nyfødt kan...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.