Svar: Temperament - 20 mdr.

---

Kære M

Tak for dit brev :)

Du nævner ganske kort, at jeres ene datter fylder meget, og at søster måske derfor kan føle sig tilsidesat, og der er ingen tvivl om, at det naturligt godt kan spille ind. Det er ofte, når børn er allermest umulige, når vi næsten ikke kan holde dem ud, at de har allermest brug for os..

Derfor er det rigtig vigtigt, at I lige nu prioriterer at give jeres datter den ekstra nærhed, opmærksomhed, kontakt osv. som hun viser behov for, så hun direkte mærker, at der er masser af plads og kærlighed til hende. Det er vigtigt, at I ikke bliver for irriterede på hende eller skubber hende væk, skælder hende ud osv. for det vil ikke hjælpe hende, tværtimod :)

Når det er sagt, så er det dog sådan, at jeres pige nu er godt igang med selvstændighedsalderen og viser mere og mere egen vilje, mere og mere temperament. Og her er børn naturligvis forskellige, så selvom man er tvilling og af samme kød, har samme forældre-gener osv. så kan man godt reagere meget forskelligt i forskellige situationer.

At pigerne er i selvstændighedsalderen betyder, at de lige nu forsøger at finde ud af, hvem de selv er. Hvordan de påvirker andre, og hvordan andre påvirker dem. Og en del af det at udvikle sin selvstændighed er f.eks. at sige "NEJ!". Jeres datter kan ikke finde ud af, hvem hun selv er, hvad hun står for, hvad hun vil og ikke vil, hvis hun skal være enig med jer - og derfor vil der naturligt være daglige konflikter, hvor hun vil det modsatte af jer.. det hører med til en sund og naturlig udvikling:)

Når jeres datter mærker, at I vil noget andet, end hun vil, når hun mærker, at der er noget hun "skal" eller noget hun "ikke må", så bliver hun frustreret og hun får det, man kalder for et fortvivlelsesanfald. Hun er ikke uartig og forsøger ikke bevidst at være imod jer, hun får dette anfald, fordi hendes hjerne er umoden. Der er masser af hjerneceller, men forbindelserne mellem dem er ikke dannet endnu - og evnen til lige at trække været dybt, tælle til ti og se tingene lidt an eller se det fra en andens perspektiv, den evne har hun endnu ikke. Når hun mærker, at tingene ikke er, som hun havde tænke, så er hun fuldstændig i følelsernes vold.

Når jeres datter bliver frustreret, vred, går i panik, bliver ophidset, ked af det osv. så udsendes der Adrenalin i blodbanen, hvor det påvirker rigtigt mange ting. Det gør f.eks. at hendes muskelmasse øges. Det vil I opleve ved, at hun kan blive rigtig svær at holde. Hun virker pludselig meget stærk og protesterer volsomt. Hendes puls og blodtryk vil stige, hendes pupiller trække sig sammen - og derfor vil hun ofte virke "helt ude af den", så hun nærmest får et anfald. Det er ikke farligt for hende, men det er vigtigt, at I hjælper hende med at finde roen. Frustrationerne kan ikke undgås, men hun skal hen af vejen lære at tackle, når tingene ikke altid går, som hun gerne vil have dem til.

Og det bedste I kan gøre er derfor at lytte til hende. Hvad er det hun bliver så frustreret over, måske kan I hjælpe hende med at løse det, som hun ikke selv mestrer, så I kan hjælpe hinanden? Hvis hun protestere over puslebordet, så kan hun måske stå på gulvet og blive skiftet i stedet - hvis hun kun skal have skiftet en tisseble, kan I bruge buksebleer der let trækkes op og ned, og hvis hun nogle gange oplever, at der lyttes til protesten over at ligge på puslebordet, vil hun bedre kunne acceptere, når hun ...

---

---

... er nødt til at ligge der.

Hvis hun protesterer over at skulle have tøj på, så er det en god idé at inddrage hende, få hende til at hjælpe til, så hun føler, at det ikke er noget I bestemmer og noget I gør imod hendes grænser, men noget I er fælles om...

Hvis I fjerner hende fra noget, hun er igang med, så er det vigtigt, at anerkende, at hun var igang med noget sjovt og naturligt bliver ked af, at I stopper dette... Nogle gange spørger I måske direkte "vil du have en ren ble?" og hun siger "nej!" og på trods af dette, så tager I hende op, løfter hende hen på puslebordet og begynder at skifte hendes ble. I skal ikke spørge hende, hvis I ikke lytter til hendes svar...

Når hun mærker, at hun ikke kan få mor, fordi mor tager sig af søster eller hvis hun oplever, at tingene på anden måde driller - det kan være maden, der ryger af skeen, eller at I giver hende den blå kop i stedet for den røde, så bryder verden sammen for hende. Det vil ofte ske over ting, som I oplever som bagateller, men det er stadig vigtigt, at I lytter til hende og forsøger at rumme alle de følelser hun har.

Hun vil ofte reagere fysiske ved at kaste sig i gulvet, græde og bryde helt sammen, fordi hun mangler ord. Hun kan ikke forklare hvad der sker, hvad det er, der gør hende ked af det, frustreret osv. Derfor vil det være rigtig godt, hvis I i disse situationer kan prøve at sidde ved siden af hende, prøve om I kan få hende på skødet, holde om hende osv. Det er vigtigt med fysisk kontakt, for at kunne falde til ro.

Det er også godt at sætte ord på de ting, som I tror hun føler: "Sååå skat, driller skoene?!", "du bliver bare så ked af det lige nu" "kom du her over til mor, kom skat" osv. med en stille og rolig stemme, og bare gentage, vise at du er der for hende, og at du sagtens kan rumme de følelser hun har. Det er vigtigt at hun oplever at I kan rumme hendes frustration, for hvis hun oplever, at I ikke kan rumme hende, så kan hun heller ikke rumme sig selv.

---

---

---

I denne alder er det ofte også rigtig godt, hvis I kan aflede hende. Hun husker stadig ikke så længe af gangen og ved at vise hende noget andet, få hende på andre tanker, nogle gange begynde at fjolle, eller lave sjov, så kan I hurtigere komme videre :)

I kan med fordel også tilbyde hende alternativere. Hvis hun tager noget fra hende, som hun ikke må lege med eller siger nej til noget hun gerne vil, så tilbyd hende noget andet. Vis hende, hvad hun kan lege med i stedet...

I bør også inddrage hende i hverdagen. Det vil gøre, at hun føler sig betydningsfuld og netop føler sig set - som du jo nævner, hun måske ikke altid gør :) Lad hende selv være med. Det kan f.eks. være at lade hende selv finde sin ble frem, når hun skal skiftes, eller lade hende selv klatre op på sin høje stol, når det er spisetid. I kan give hende en lille kande med vand, som hun selv kan hælde af, når hun skal have vand i sit glas. I kan lade hende være med til at dække bord om aftenen, hun kan få en tallerken i hånden og gå hen og sætte den på bordet - en ting af gangen... Jo mere hun føler sig inddraget og lyttet til, jo lettere vil hun også have ved at lytte til jer, de gange, hvor det er nødvendigt:) Og samtidig vil hun få en følelse af, hvad det er hun kan :)

Jeg vil anbefale jer to af mine bøger:

"Helens bog om dit barns udvikling" og "Helens bog om børn og opdragelse".

Rigtig meget held og lykke fortsat med dem begge to :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---