Svar: Normal udvikling? Meget pjevset og går endnu ikke
Kære trætte mor
Tak for dit brev :) Hvor er det dejligt at høre, at du har fulgt med siden storesøster blev født for 5 år siden og stadig har glæde af min hjemmeside - og nu selv har fået lyst til at skrive - velkommen til :)
Jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig og prøve at sætte lidt af mine tanker på de emner du beskriver, og i den rækkefølge de kommer :)
Med hensyn til din datters forstoppelse og problemer med dette, så er det rigtig godt, at I nu er gået over til Movicol. Det lyder som om, at hendes mave fungerer rigtig godt med dette og der er ingen problemer i, at I bibeholder det. Derudover vil det være rigtig godt, hvis du kan forsøge at holde gang i hendes mave via kosten. Jo mere varieret hun kan spise, jo bedre vil det være, og det vil være rigtig godt, hvis hun nu tilbydes samme mad, som I andre spiser.
Det vil være rigtig godt, hvis du stadig kan få hende til at spise grød og grøntsagsmos. Det vil være med til at "blødgøre" afføringen. Når du giver hende grød, må du gerne variere mellem havregrød, øllebrød, flerkornsgrød og mysligrød, som alt sammen kan være med til at sætte lidt gang i maven naturligt.
Det er også rigtig godt, hvis du tilbyder hende frugt, frugtmos, bær, smoothies og lignende flere gange dagligt - og hun må også meget gerne få en gammeldags frugtgrød med mælk. Det kan f.eks. være jordbærgrød, æblegrød, sveskegrød, abrikosgrød, blommegrød osv. med lidt letmælk på.
Det er godt, hvis hun spiser fiberrigt og får mere og mere familiemad, men stadig er det vigtigt, at hun også tilbydes fedtstof og ikke spiser alt for sundt. Du må gerne give hende fiberholdigt brød, og der kan måske godt være en lille smule kerner i, men det skal ikke være for mange, for tygger hun dem ikke godt nok, så vil hun ikke optage næringen fra dem, men modsat kan lidt kerner også være med til nogle gange at sætte lidt gang i maven... Du må også gerne variere mellem fuldkornspasta og almindelige lyde pastatyper, så hun også her får variation.
Giv hende mad, som smager af noget og brug forskellige milde former for krydderi. Det kan være mild karry, basilikum, timian, oregano.. du kan bruge løg, soltørrede tomater og lignende, alt sammen med til at give smag og krydderier kan også være med til at holde maven igang naturligt.
Kogt grøntsager og grøntsager bagt i ovn er godt - og pas på med for meget råkost.. Og lav også meget gerne sovs til jeres mad, og brug forskellige dressinger, så hun også på den måde får noget der "smører" lidt :)
Det er vigtigt, at du sikrer hende masser af vand og forsøger at holde igen med mælken om natten. Mælken kan naturligt spille ind på hendes indtag af mad om dagen og samtidig er vand godt for at forebygge forstoppelse...
Det er vigtigt, at du hjælper hende med at mobilsere sig. Jo mere hun bruger sig selv motorisk, jo bedre vil det være for at holde maven igang naturligt. Det er super at hun kravler og nu viser begyndende tegn på at ville gå... Hjælp hende med at tumle, cykle med hendes ben, dans til forskelligt musik, bevæg jer og brug kroppen rigtig meget i hverdagen... en tur i svømmehallen kunne være en god idé.
Faktisk kan et lunt bad også nogle gange få maven til at slappe af, så afføringen kommer lettere ud efterfølgende....
Det er rigtig dejligt, at du har mulighed for at gå hjemme med hende til oktober, og det lyder som om, at I har fundet en dagplejeplads, som I har ønsket :) Det lyder rigtig fint at lade hende starte omkring 17 måneders alderen, det er ofte en lidt mere rolig periode, end den I går igennem lige nu.
Netop i 13-15 måneders alderen vil mange børn virke mere klyngende, ofte sammenhængende med, at de i den alder begynder at gå mere rundt. Ligesom mange har en periode i 8-10 måneders alderen, hvor de også søger forældrene ekstra. Det at hun begynder at bevæge sig mere og mere omkring på egen hånd gør hendes behov for fysisk kontakt og nærhed større. I 13-15 måneders alderen kan man tale om en separation-gentilnærmelses-fase, hvor hun vil op og når hun så kommer op til dig, så vil hun ned igen. Hun har altså på en gang brug for at mærke dig, have dit tæt på fysisk og samtidig også behov for at skubbe dig væk, behov for at prøve selv. Det kan gøre hverdagen lidt svær, fordi hun lige nu har svært ved, hvis du går fra hende, f.eks. går på toilettet eller ud i køkkenet uden hende, ligesom hun godt kan have svært ved at overgive sig til søvnen i denne periode. På den ene side har hun brug for dig, og på den anden side, så skubber hun dig måske også væk....
I 16-17 månedersalderen kommer så ofte en lidt mere rolig periode, og omkring 18-20 måneders alderen kommer så en rolig periode igen. Så i forhold til dette, så lyder det som om, at jeres tidspunkt for dagplejestart kommer til at passe rigtig fint ind :)
Lige nu er det vigtigt, at du forsøger at hjælpe hende ved at vise dig tilgængelig, give hende ekstra fysisk nærhed, kram, kys osv. Men også nogle gange ved at vise hende, at hun kan søge dig, komme ud til dig, når du går fra hende - så hun begynder at finde ud af, at hun kan bevæge sig efter dig.
Nogle gange kan det være en god idé at lege gemmeleg med hende, og storesøster kan jo være med. Hvor I skiftes til at gemme hinanden og finde hinanden, siger forskellige lyde og lader hende lytte og finde ud af, at selvom man er ude af syne, så kan man måske ...
... findes....
Med hensyn til at gå, så er børn jo meget forskellige her - tommelfingerreglen er, at børn helst skal begynde at gå før de er 18 måneder gamle, så lillesøster har stadig tid til at lære det. Du skal dog være opmærksom på, om hun kan have tendens til hypermobileled, og derfor være forsinket i sin grovmotoriske udvikling.
Alle børn er hypermobile, men nogen er det i en grad, hvor det får betydning for deres motoriske udvikling. Prøv at lægge mærke til, om hun sidder i W-stilling. Det vil sige, hvor hun sidder på numsen, med benene bukket, så knæene vender fremad og fødderne tilbage - hvis børn har hypermobile led, så vil de ofte sidde sådan, og det kan være en god idé at hjælpe hende til at sidde mere "rigtigt".
Det er også en god idé at sikre, at hun ikke overstrækker sine led. Leddene må ikke komme ud i yderstillinger. Det vil også være rigtig godt med skridsikre lette sko eller støvletter på fødderne, så hun kan stå helt fast. Det bør være fast hælkappe og det vil være en god idé at skoene går op over anklerne, så de støtter godt om hendes fødder.
Hvis du tænker, at hun kan have problemer med hypermobilitet, så kan du kontakte en børnefysioterapeut ... jeg tror der vil være en sådan ansat i kommunen, hvor I bor.
Det vil som sagt være rigtig godt, hvis du kan komme væk fra at amme hende om natten. Du må stadig gerne amme hende, det vil være passende med en amning i døgnet, men hvis du tænker, at hun ikke kan nøjes med dette lige nu, så kan du godt amme hende to gange - aften og sen aften. Men efter midnat og til næste morgen, bør hun ikke tilbydes brystet, og heller ikke i løbet af dagen.
Det vil være rigtig godt, at du efter amning putter hende i egen seng og lærer hende at sove i egen seng om natten. Det er fint at sengen står op af din seng, du kan evt. fjerne tremmerne fra den ene side og koble jeres senge sammen. Naturligvis sikre, at det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Det kan lære hende at sove i egen seng, samtidig med at du stadig er ved siden af hende og kan berolige hende med dine hænder, kærtegn osv. men uden at hun får brystet. Og hun vil ligge så langt fra dig, at hun ikke selv kan søge brystet i søvne. Du bør også sove med en t-shirt, så der er lukket for mælkebaren om natten:)
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Hun er sandsynligvis ved at gå fra 2 til 1 lur dagligt, og det er altid en lidt svær overgang, fordi du er nødt til at være fleksibel, så nogle dage har hun brug for to lure og andre dage går det rigtig fint med kun en lur. De fleste børn begynder at kunne nøjes med en lur dagligt, når de er mellem 12-18 måneder, så det lyder aldersmæssigt rigtigt, at du fornemmer dette nu :)
Det er rigtig godt, hvis du kan forsøge at holde fast i hendes stå op tidspunkt om morgenen og også kan holde fast i puttetidspunktet om aftenen - og så kan dagssøvnen variere lidt imellem de to tidspunkter. Hvis hun kan sove fra ca 19.30-20 til 06.30, så får hun ca 11 timers søvn om natten og om dagen vil det være rigtig fint, hvis hun så sover ca. 2.5 time samlet i løbet af dagen. Så hun samlet får ca 13.5 times søvn i døgnet. Hvis hun nogle dage kun sover 1.5 time midt på dagen, så vil hun naturligt godt kunne puttes lidt før om aftenen, og det er helt okay. Jeg plejer at sige +/- en halv time, og det lyder til at kunne fungere hos jer.
Med hensyn til sproglig udvikling, så er børn også her meget forskellige men generelt vil de fleste børn kunne sige forskellige små ord og lyde. Det kan f.eks. være "pip-pip", når I ser en fugl eller "vov-vov", når I læser om en hund i en bog. Hun begynder også at sige enkelte ord som mad, mor, far.. eller måske et ord, som passer til storesøsters navn... Når I spørger hvor forskellige ting er i en billedbog, så begynder hun at pege og vise jer det I spørger til. Hun vil stadig naturligt forstå langt mere end hun selv siger, men hun vil begynde at gentage nye ord, vil også pege på ting, for at få jer til at sætte ord på, hvad det er osv.
Du nævner, at hun stadie ikke taler ret meget, og det kan sagtens komme endnu. Det behøver ikke være problematisk. Men du skal have en fornemmelse af, at hun forsøger at kommunikere, og du skal også have en fornemmelse af, at hun faktisk kan høre de små nuancer i sproget, som er nødvendige, for at kunne sige ord. Har hun haft problemer med væske i ørene, mellemørebetændelse? Det kan være en god idé at få tjekket hendes øre hos en øre-næse-halslæge.
Det vil være rigtig godt, at du sætter ord på en masse ting i hverdagen - ting I gør sammen og ting I ser og møder. Når du f.eks. hjælper hende med tøjet, så kan du sige "først den ene arm, så den anden arm" eller du kan sætte "lydord" på ting du gør "hiiiiv", når du f.eks. trækker strømperne af hende.
Det vil også være rigtig godt, hvis I synger forskellige børnesange og meget gerne sange, hvor I bevæger kroppen samtidig. Du kan også gemme ting og spørge "hvor er din bamse?", "hvor er bolden henne?" osv. så I leder efter dem sammen, og gentage ordet "der var bolden?", "hov nu triller bolden" osv. så hun hører ordet bold mange gange og selv begynder at sige bold...
Hun lyder til at være en rigtig dejlig pige, der har det godt, og som er igang med en stor udvikling lige nu. Det lyder som om, at der vil ske rigtig meget hos jer de næste par måneder.
Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke med hende :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Plus-Plus BIG: Sjov og lærerig leg for de mindste
Når det kommer til små børns udvikling, spiller leg en afgørende rolle. Det er en væsentlig måde for børn til at udvikle deres finmotorik, evnen til at fordybe sig, lære om farver og former osv. BIG har vist sig at være godt til netop det, og derfor vælger mange vuggestuer og børnehaver også BIG, ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:
15. oktober 2024 | Udvikling | 8 mdr.
Hej Helen Vi skal flytte i løbet af november måned og vil prøve at gøre det...
12. oktober 2024 | Udvikling | 10 mdr.
Hej Helen Vores datter på 10 måneder er begyndt at slå sit hoved ind i ting....
16. september 2024 | Udvikling | 8 mdr.
Kære Helen. Min datter er 8 mdr. hun er umiddelbart sund og rask og vores...
16. september 2024 | Udvikling | 8 mdr.
Kære Helen Er meget vild med din brevkasse og alle dine gode bøger, som vi...
22. august 2024 | Udvikling | 8 mdr.
Kære Helen Min datter er lige blevet 8 måneder. Hun har altid været meget...
Viden om børn:
Kosttilskud - børn
Følgende kosttilskud anbefales til børn:
- D-vitamin tilskud gives til alle børn i alder 0-4 år. Der gives 10 mikrogram dagligt. Børn med mørk hud og/eller børn, som går klædt, så kroppen er tildækket om sommeren skal forsætte med D-vitamin gennem hele barndommen/livet.
- Calcium gives til børn, der har mælkeallergi eller til børn, hvor forældrene ikke ønsker at give deres barn mælkeprodukter. Der gives 500 mg dagligt fra 1 års alderen.
- Jerntilskud...
Allergi børn
Børn fødes ikke med allergi, men alle børn kan få allergi, og det er vigtigt at forebygge allergi i hverdagen.
Allergi er ofte en arvelig sygdom, som tit knytter sig til astma, høfeber, børneeksem og fødevareallergi. Hvis forældre eller søskende har allergi eller har haft behandlingskrævende allergi, så vil risikoen for, at et nyt lille barn også får allergi være større. Men selvom I ikke har allergi i familien, vil der være 5-10% risiko for, at jeres barn udvikler allergi.
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.