Brev:
Normal udvikling? Meget pjevset og går endnu ikke
Kære Helen,
så er det blevet min tur til at skrive og bede om din hjælp efter at have læst med i brevkassen og dine bøger, siden min ældste datter blev født. Nu drejer det sig om min yngste på 15 måneder og hendes udvikling. Alvorligt bekymret for hende er jeg nok ikke, men urolig nok til, at jeg virkelig ville sætte pris på at høre din mening.
Det første jeg vil nævne er, at hun har kæmpet med forstoppelse i mere end et halvt år. Hun har været på Lactulose i en længere periode, men først efter at være kommet på Junior Movicol (et brev dagligt) i samråd med en børnelæge har hun afføring hver dag med enkelte undtagelser. Det har været et mareridt at give det iblandet tilstrækkelig væske, så har de sidste uger blandet det i frugtsmoothie og så givet vand ved siden af.
Jeg går hjemme med hende frem til oktober, fordi vi først da kunne få en dagplejeplads, og jeg håber virkelig, det kan blive godt for hende, og at hun er klar til det. Når hun har det godt, og det sker da heldigvis hver dag, er hun glad og nysgerrig og udfolder sig fint fysisk – kravler begejstret væk fra mig for at undersøge noget nærmere. Hun elsker at blive tumlet med, og hun hviner af fryd, når hendes storesøster på knap fem år leger med hende. Hun går ikke endnu og er kun den sidste uge begyndt at bruge gåvogn en smule. Hun bruger enkelte babytegn, men har ikke sagt nogen ord endnu.
Selv om hun altså også er glad og veloplagt hver dag, er hun størstedelen af tiden pjevset og morsyg, så hun konstant hænger mig om benene og vil sidde på armen. Hun reagerer voldsomt, hvis jeg lukker sikkerhedslågen til køkkenet, fordi jeg fx skal tage noget ud af ovnen, eller lukker døren til toilettet. Det dræner mig virkelig, og det går ud over mine muligheder for at være sammen med storesøsteren. Hendes far får ikke lov at trøste for alvor, og vi har ikke haft held med at vænne helt af med natamning. Det er dog tydeligvis ikke pga. sult, hun vågner, men efter mange svære nætter står det klart, at amningen er det eneste, der trøster – selv om hun faktisk kan blive ...
... ekstra oprevet lige efter. Hendes seng står ved siden af vores, men hun sover oftest sidste del af natten ved siden af mig.
Det første halve år af sit liv sov hun rigtig godt; jeg kunne ofte bare lægge hende i sengen, når hun havde vist træthedstegn, og så faldt hun i søvn. Fra hun var ca. seks måneder vendte det; i en lang periode sov hun ikke mere end én søvncyklus ad gangen om dagen, og hendes nattesøvn blev dårlig med hyppige opvågninger. Helt galt gik det, da hun i midten af maj havde fået lagt dræn. Derefter begyndte hun at vågne oftere og var vildt oprevet og ulykkelig; hun kunne ligefrem have en vågenperiode midt om natten, fordi hun fik vækket sig selv helt. Det har været bedre den sidste måneds tid, men hun kan stadig være svær at trøste, når hun vågner.
Hun står op ca. 6.30 og får morgenmad. Det tager et par timer at blive klar, fordi jeg er alene med dem om morgenen, og den lille vil sidde på armen. Så afleverer vi storesøster, og hidtil har hun taget en god lur heromkring, men denne uge er hun ikke faldet i søvn i klapvognen. Vi går så hjem til lidt mad og leger eller går fx i kravleklub, hvis ikke jeg har et ærinde. Hvis hun har sovet en lur allerede, får hun frokost ved 12-tiden og bliver så lagt ved 13-tiden; det kan være svært, hvis hun har sovet længe om formiddagen. Hvis hun ikke har sovet, bliver hun lagt 11.30-12, men sover så typisk efter kun halvanden time. Hun får lidt mad, når hun vågner, og vi henter storesøsteren. Hun får aftensmad ca. kl. 17, men sidder med og får tilbudt mad, når vi andre spiser aftensmad, typisk 18-18.30. Hun puttes mellem 19 og 19.30. Ofte er hun nem at få til at sove efter det faste putteritual, m.m. sidste lur har ligget for sent. Hun er generelt småtspisende, men det er blevet bedre de sidste uger. Jeg går meget op i, at hun selv får lov at sidde med maden; hun overtager gerne en fyldt gaffel og fører den til munden (eller håret), men vil også gerne hjælpes lidt.
Ja, det blev desværre langt. Er meget spændt på at høre, hvad du tænker.
Med venlig hilsen
Den trætte mor
Annoncer
Sponsorerede artikler
Guide til baby- og børnemad: Hvad skal du undgå?
Må baby få honning og kanel? Og må mine børn få te og hørfrø? Det kan som forældre være svært at finde rundt i junglen af madanbefalinger. I Fødevarestyrelsens guide til børnefamilier om uønsket kemi i mad, kan du se, hvad du bør begrænse eller undgå.
Anbefalingerne varierer for babyer, børn ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
10. april 2025 | Sovevaner | 13 mdr.
13 mdr og i seng på anden måde - del II
Hej Helen, Mange tak for dit svar. Det giver rigtig god mening det du...
9. april 2025 | Sovevaner | 13 mdr.
Få vores 13 mdr søn i seng på en anden måde
Hej Helen, Vi er førstegangs forældre til Bertram på 13 mdr. Han er lige...
20. marts 2025 | Sovevaner | 15 mdr.
Hej Helen Mange tak for en virkelig god brevkasse. Den har været helt...
24. februar 2025 | Sovevaner | 15 mdr.
Tvillingedrenge sover meget uroligt og vågner konstant
Hej Helen Tusind tak for din gode brevkasse - den har hjulpet os mange...
6. februar 2025 | Udvikling | 15 mdr.
Kære Helen Jeg har et kort spørgsmål i dag. Min datter, som nu er blevet...
Viden om børn:
Rødbede
Fra 6 mdr´s alderen kan du godt begynde at give dit barn rødbede, hvilket mange børn elsker og de kan give mosen en meget flot farve. Rødbeder kan også bages i ovnen sammen med andre rodfrugter.
Du skal dog være opmærksom på at rødbeder indeholder nitrat og derfor kun bør udgøre 1/10 af den portion mos, som barnet spiser. Alternativt bør de kun gives med ca 14 dages mellemrum.
Pethidin ved fødsel
Pethidin er et morfinlignende stof, som især blev brugt ved fødsler førhen i tiden. I dag vil man ofte vælge at tilbyde den fødende en epiduralblokade i stede, hvis hun har voldsomme smerter. I særlige tilfælde kan man dog stadig vælge at give pethidin til fødende. Det gives som injektion, og virkningen indtræder efter ca ½ time.
Der er en del bivirkninger forbundet med at give pethidiin, blandt andet kan det nedsætte ve-aktiviteten, give den gravide kvalme og gøre hende svimmel...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.