Svar: Min femårige søn opfører sig skrapt og surt over for venner

---

Kære Papirugle

Tak for dit brev og velkommen til - og dejligt at høre, at du har fulgt med og kunne bruge flere af de svar, som jeg har givet andre forældre, tak :)

Det lyder som om, at du har en rigtig dejlig dreng, der udvikler sig i en rigtig god og sund retning. Han er vellidt i børnehaven, han har mange venner, pædagogerne beskriver ham som socialt kompetent... men du oplever, at han kan være bestemt, have et voldsomt temperament og være lidt for skrap.. og jeg forstår godt, hvad du mener, og jeg vil naturligvis gerne dele lidt tanker med dig.

Det er forkert at tale om "rigtige drenge" og "rigtige piger", men han er som mange drenge - han elsker at slås, konkurrere, være fysisk voldsom osv. Alt sammen noget du ikke genkender, og som du har svært ved at sætte dig ind i, fordi du er mor, er kvinde og bare har en lidt anderledes personlighed, end han har... På nogle punkter ligner han sin far rigtig meget, du nævner, at de har samme temperament, og på nogle punkter ligner han også dig, og så er der naturligvis også punkter, hvor han er sin egen.. men netop det drengede, det voldsomme, det er naturligt svært, fordi du slet ikke kan genkende dette fra dig selv.

Det diskuteres jævnlig, om forskellen på drenge og piger skyldes arv, kultur eller måden vi bliver opdraget på.. og jeg skal ikke gøre mig klog på, om det skyldes det ene eller det andet, men du oplever, at der er forskel på dig og din søn. Han er lidt vildere, lidt mere voldsom og direkte i sin facon, i sin måde at være sammen med andre på, og det gør det naturligt svært for dig at finde ud af, hvordan du skal handle og reagere... Og jeg tænker, at det er naturligt særlig svært, fordi du er alene med ham - der er ikke en far, som lige kan sætte lidt ord på, hvorfor jeres søn gør, som han gør, som kan forklare dig, hvad der foregår eller måske forklare jeres søn, hvordan man kan gøre ting på en anden måde, fordi far kan sætte sig ind i jeres drengs situation på en anden måde, end du kan...

Selvom jeg er mor til to piger, så har jeg naturligt også oplevet situationer, hvor de reagerer meget anderledes end jeg... ikke i kraft af deres køn, men i kraft af deres personlighed, og når jeg har givet udtryk for, at "jeg forstår det simpelhen ikke", så har min mand sagt "jamen det kan jeg da godt forklare dig" - fordi de her ligner ham...

Jeg ser dog forskellighed som en styrke. Jeg tror, at fædre kan give deres børn noget, som vi mødre ikke kan, og jeg tror, at vi mødre kan give vores børn noget, som fædre ikke kan - og det er vigtigt, at du ikke forsøger at lave dig om og ikke forsøger at være noget du ikke er.

Du skal stadig holde fast i dine værdier. Det er vigtigt, at du holder fast i, at I taler pænt til hinanden, at du lærer ham, hvordan han siger fra på en ordentlig og respektfuld måde, så man ikke sårer andre, gør andre unødigt kede af det. Det er rigtig godt, at du i hverdagen taler med ham om de forskellige situationer, hvor du finder det relevant at drøfte måder at håndtere ting på... men du skal naturligvis gøre det med respekt for hans personlighed, og det er her rigtig fint, at han faktisk siger fra, når du f.eks. irettesætter ham overfor hans venner.

Du nævner, at du kan se, at hans venner "også finder din lejlighedsvise indblanding ...

---

---

... irriterende" - og det kan jeg godt forstå, hvis det er indblanding, som de ikke behøver... Det er rigtig fint, at du har et øre på, når de leger, så du har lidt fornemmelse af, hvordan det går, og så du kan hjælpe dem, hvis de har brug for det.. men prøv om du kan undgå at være moraliserende, prøv om du kan undgå at blande dig på en måde, hvor han føler sig nedgjort.. Jeg ved ikke, hvordan du blander dig, men måske kan du stille spørgsmål som "jeg synes det lyder som om, I skændes, er I okay?" eller "finder I ud af det drenge, eller skal jeg hjælpe jer med noget?"... Og hvis han så svarer "vi har styr på det mor", så må du tro på det.... Du giver dem viden om, at du er der og kan træde til, hvis de har brug for det, men også en tro på, at de kan finde ud af at klare det selv...

Jeg tænker også, at du kan prøve at tale med ham om, hvordan de leger, og hvilke legeregler de har. Det kan jo godt være, at der er en aftale mellem børnene om, at den man besøger, er den der bestemmer, hvad man skal lege, så når de er hjemme hos jer, så bestemmer din dreng, men når de er hos legekammeraten, så bestemmer han/hun...

Der vil, når børn leger, altid være et hieraki, der vil ofte være en som bestemmer, og andre som ikke lige bestemmer den dag. Nogle gange ændrer hierakiet sig, der kan godt være forskellige hierakier i forskellige sammenhænge f.eks. afhængigt af, hvem man leger hos, men det kan også være, at det altid er den samme som bestemmer. Og det er ikke nødvendigvis et problem, hvis den der bestemmer, gør det godt og på en måde, hvor de andre børn synes legen er god og sjov...

Børn lærer nogle gange på den hårde måde, og hvis din dreng bestemmer for meget eller på en måde, som gør de andre børn kede af det, på en måde, hvor det ikke er sjovt at være med i legen, så vil de andre sandsynligvis begynde at sige fra... Og det vil han så også lære af, - at der er grænser for, hvordan man kan sige ting til andre, hvor meget og hvordan man kan bestemme, hvis det skal være rart for alle - og her kommer så nogle af de værdier ind, som du hele tiden forsøger at lære ham. Så han netop bliver i stand til faktisk at lytte og møde de andre, give de andre plads, vise de andre respekt.

---

---

---

Jeg tror ikke at du kræver for meget eller for lidt, jeg har ikke på fornemmelsen, at du gør noget forkert, tværtimod. Det lyder faktisk som om, at du er ret god til at holde fast i dine værdier, og derfor skal du blive ved med at sige f.eks. "kunne du sige det på en anden måde?" eller sige fra "jeg bryder mig ikke om, når du taler til mig sådan"...

Der findes en efterhånden gammel bog, som du måske kan få fat i på biblioteket. Den hedder "jeg har en søn" og er skrevet af Jeanne og Don Elium. Den beskriver drenges adfærd og drenges behov... tror den er fra 1995, så den har nogle år på bagen og synet på børn ændrer sig løbende, men jeg tænker, at du måske stadig kan få lidt ud af at læse den :)

Der findes også en bog, der hedder "Skal vi lege? Leg, identitet og fællesskaber i børnehaven". Den er fra 2006 og skrevet af Ditte Alexandra Winther-Lindqvist. Den beskriver noget af den psykologiske forskning, der er lavet omkring børns leg. Måske kan du også få noget ud af at læse den...

Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre - rigtig meget held og lykke fortsat:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---