Brev:
Putte-maraton og sov-selv projekt
Kære Helen.
Tak for en rigtig god brevkasse!
Nu er det blevet vores tur til at skrive ind. Vi må have hjælp/gode råd/ideer/hvad som helst.
Det drejer sig om søvn.
Min søn, Liam, er lige over 2 år. Han er, og altid har været, en kærlig, let dreng. Én ting har dog altid været en udfordring: at falde i søvn. Både til middag og aften. Når han først sover, sover han igennem. Det sidste årstid har det i reglen taget 1-2 timer hver aften, dog med perioder på ½ time, men også aftner hvor det har taget længere tid. Han er altid knald træt efter aftensmaden, men han har svært ved at give slip når han så ligger i sengen. Sådan har det altid været, så det har vi accepteret. Han tumlede i sin tremmeseng og vi kunne sidde ved siden af. Det virkede som et OK bytte i forhold til at han var så let og glad på alle andre tidspunkter :-)
Men her i maj fik Liam en lillebror og vi ville gerne have lidt ekstra tid om aftenen. Et par måneder før lillebror, ville vi få Liam til at falde i søvn selv. Vi skiftede derfor i første omgang tremmesengen ud med en junior seng, så han ikke ville kravle ud, når han skulle være alene på værelset. Desværre tænkte vi ikke på at han så kunne kravle ud af sengen og lege på værelset. Det forsinkede vores sov-selv projekt og senere ville vi ikke ændre for meget på rutinerne omkring lillebrors ankomst, så vi kom aldrig i gang med at ”sove selv”.
Derfor bruger vi stadig ca 2 timer om aftenen på at blive natteklar, læse godnat historie og så ellers sidde der. Hvis det bare var den tid vi bruger, så var det såmænd OK, men efterhånden som Liam er blevet mere og mere bevidst og mobil er de 2 timer begyndt at blive en kamp. ”bliv i sengen”, ”lig dig ned”, ”nej, ikke mere vand”, ”du har ikke noget i bleen”… Det er virkelig frustrerende for os og en ufed oplevelse for alle parter.
Frustrationerne, en lille bebs og den lange putte-tid er ved at lade sig mærke i hverdagen. Det er derfor jeg skriver om råd.
Jeg spørger til to ting:
1) hvordan skal vi tackle sov-selv projektet? Problemet er mest at han kun er i sengen, når vi sidder og spærre udgangen.
2) Hvordan kan vi gøre natte ritualet lettere ind til han sover selv? Altså hvordan tackler vi hans absolutte modvilje mod at slappe af.
Her kan du læse om Liams dag og vores putte-maraton:
7.00 vågner af sig selv
8.00 vuggestue
12.00-14.00 middagslur – hvis han ikke selv vågner, vækker de senest kl 14, netop pga. vores putte maratoner.
16.00 hentes fra vugger
17.30 Aftensmad.
18.00 Hele familien slapper af på sofaen med Ramasjang og Liam får som regel en skål havregrød som dessert. Her sidder Liam ofte og nikker. Så snart vi siger sove-tid og går oven på, begynder han at geare op.
18.30 Børstet tænder, nattøj og aften ...
... vask. Vi siger godnat til lillebror og den som ikke putter. Det er som regel min mand der putter, da lillebror skal have adgang til den åbne buffet. Vi har prøvet at jeg starter med at putte og vi så bytter når lillebror vågner og vil have mad, men det virker rigtig, rigtig dårligt. Lillebror har også været med inde og få mad imens jeg putter. Det har Liam ikke noget imod, men det er ret svært for mig.
Putte-ritual: Der bliver læst 2 godnat historier og sunget en sang. Derefter er det meningen at Liam skal lægge sig ned og falde i søvn. Min mand og jeg fortsætter herfra på to forskellige måder. I stedet for at gøre det ens, har vi besluttet at gøre det på måder der hver i sær minimere risikoen for at blive frustreret.
Min mand kan ikke klare at Liam ikke ”forsøger at falde i søvn”, altså roder rundt, sparker, slår sig selv i ansigtet. Alt det man kan tænke sig et barn gør for at holde sig selv vågen. Han stopper ham derfor når det bliver for meget. Det fører tit til ”skænderier” når min mand siger stop. Det kan enten blive til gråd og skrig eller gå i sig selv. De er gode til at blive venner og slutte uenigheden med et kram. På et tidspunkt begynder Liam at slappe af og lige så snart han giver slip, sover han. Min mand ligger i sengen ved siden af Liam. Det er lettest at få Liam til at slappe af på den måde. Og så kan han forhindre ham i af stå ud af sengen.
Jeg prøver en lidt mere ”fri” udgave. Liam kan få noget legetøj med op i sengen, så han har noget at fumle med. Jeg tænker at han så har et fokus der kan få ham ned i gear. Det virker meget fint til middagslur, men ikke rigtig om aftenen. Jeg prøver at ignorere alt hans roderi og dermed undgå ”stop-konfrontationen”. Men det er svært når han begynder at snakke til mig. Skal jeg bare lade være med at svare? Vi begynder også at skændes, når jeg alligevel siger stop når han, f.eks. begynder at tage nattøjet af… og bleen af… Eller også er det noget andet. Jeg sidder i en stol ved siden af sengen. Eller det er mit mål, men de sidste mange gange bliver jeg så frustreret at jeg ligger mig ved siden af ham, for at få ham til at slappe af og sove.
Liam sover mellem 20.30 og 21.00.
Jeg putter som sagt ikke så ofte, pga. lillebror, men jeg har en plan om at hvordan det skal gøres. Den holder bare ikke rigtig, da frustrationerne tager overhånd og jeg begynder at blive desperat efter at få ungen til at sove. En anden konsekvens af at jeg ikke kan putte så ofte, er at min mand putter meget. Da jeg ikke rigtig kan aflaste ham (som tidligere), kan jeg mærke at hans frustrationer er begyndt at sætte sig i hverdagen. Min mand er desuden lige startet nyt arbejde, hvilket jeg ikke regner med gør tingene lettere.
Jeg håber du kan hjælpe os!
God sommer og venlig hilsen
Louise
Annoncer
Sponsorerede artikler
Plus-Plus BIG: Sjov og lærerig leg for de mindste
Når det kommer til små børns udvikling, spiller leg en afgørende rolle. Det er en væsentlig måde for børn til at udvikle deres finmotorik, evnen til at fordybe sig, lære om farver og former osv. BIG har vist sig at være godt til netop det, og derfor vælger mange vuggestuer og børnehaver også BIG, ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
6. november 2024 | Kost og ernæring | 2 år, 2 mdr.
Kære Helen Jeg læste netop dit nyhedsbrev om de forskellige virusinfektioner...
26. september 2024 | Opdragelse | 2 år, 6 mdr.
Kære Helen. Tak for din brevkasse, som jeg nu endnu engang har brug for....
17. september 2024 | Opdragelse | 2 år, 6 mdr.
Hej Helen Vi har solgt vores hus og skal flytte om cirka halvanden måned....
16. september 2024 | Opdragelse | 23 mdr.
Hej Helen. Vi har en søn på snart 2 år, som i perioder vælger den ene af os...
31. august 2024 | Diverse | 2 år, 6 mdr.
Hej Helen. Har lige brug for at hører dine tanker, omkring min bekymring til...
Viden om børn:
Vaccination
De danske sundhedsmyndigheder anbefaler følgende vaccinationer:
- 3 mdr.: Difteri-tetanus-kighoste-polio-Hib 1 og PCV7-1
- 5 mdr.: Difteri-tetanus-kighoste-polio-Hib 2 og PCV7-2
- 12 mdr.: Difteri-tetanus-kighoste-polio-Hib 3 og PCV7-3
- 15 mdr.: MFR 1
- 4 år: MFR 2 (pr. 1. april 2008)
- 5 år: Difteri-tetanus-kighoste-polio revaccination
- 12 år: MFR 2 og til piger HPV 1, 2 og 3
Kolik
Kolik er den betegnelse, man bruger om et barn, der dagligt eller næsten dagligt, er helt utrøsteligt, grædende og skrigende. Den ældre definition af kolik er, at barnet skal græde og være utrøstelig i mere end 3 timer om dagen, mere end 3 dage om ugen og i mere end 3 uger.
Kolik er en udelukkelsesdiagnose. Det betyder, at lægen skal have undersøgt barnet grundigt og have udelukket, at barnet har smerter fra nakke, skuldre, ryg eller andre steder, Ligesom det skal være udelukket,...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Tusind tak! Jeg bliver simpelthen nødt til at fortælle dig, hvor stor en omvæltning dit seneste svar har gjort for vores familie.
Med min korte beskrivelse af vores liv, har du simpelthen set noget vi ikke har set; at hele vores dag bare er en lang irettesættelse af vores søn. Vi var simpelthen kommet ind i en skæld-ud-spiral; skæld-ud medfører mere skæld-ud. Vi blev opmærksomme på at vi begge to tog en dyb indånding inden vi gik ind af hoveddøren, for nu vidste vi skulle ind og skælde ud. Frygteligt, at vi ikke har kunne se at det ikke var en umulig unge, men en umulig måde at tackle ham på!
Så vi besluttede i samme øjeblik vi læste dit brev at vi kun ville snakke med vores søn og slet ikke skælde ud. Selvom det kræver lidt tålmodighed, så er det bare helt vildt hvad det har gjort. Han har simpelthen været så sød og vi har hygget os så meget de seneste dage. Han er selvfølgelig ikke et dydsmønster:-) men måden vi tackler det på nu er, gør at konflikten er lynhurtigt overstået og der bliver færre af dem.
Vi er jo i virkeligheden en familie med stort overskud, med et nært og følsomt forhold til vores drenge. Vi er bare kørt ud af et helt forkert spor og det var dig der skulle åbne vores øjne.
Tusind tak, Helen! Også en hilsen fra min mand, som iøvrigt sidder med tårer i øjnene hver gang han læser svar fra dig :-)
Med venlig hilsen
En familie på fire