Svar: Storesøster er kommet i trodsalderen

---

Kære mor og far

Tak for jeres brev og fine beskrivelse af jeres datter, jeres tanker og alt det I har forsøgt:) Jeg vil naturligvis gerne dele lidt tanker med jer :)

Der er ingen tvivl om at selvstændighedsalderen er udfordrende for både børn og forældre. Det er en rigtig svær tid, som kræver stor tålmodighed og omsorg, samtidig med, at I naturligvis også gerne vil lære jeres datter visse regler - at hun f.eks. ikke må slå sin lillesøster. At lære hende dette er jo en del af den opdragelse, som hun skal igennem...

Jeres datter er på mange måder en kvik pige, hun har et godt sprog og er god til at give verbalt udtryk for mange ting. Det er rigtig dejligt, for det gør det naturligt lettere at forstå hende og hjælpe hende, når man kan tale sammen. Derfor er det også rigtig fint, at hun f.eks. siger "jeg går lige hen og slår af" - hun gør det ikke bare ud af den blå luft. MEN, når det er sagt, så er hun jo også stadig en lille pige og med det mener jeg en pige med en stadig meget umoden hjerne. Der er masser af hjerneceller, men forbindelserne mellem dem fungerer ikke særlig godt endnu - og måden I møder hende på, hjælper hende, guider hende, støtter hende, vil netop være med til at skabe de forbindelser, som hun mangler. Derfor er det af meget stor betydning, hvordan I reagerer på det hun gør og det hun siger.

Hun er også blevet storesøster og med den alder lillesøster har nu, så bliver det naturilgt sværere at skulle dele lillesøster med jer. Lillesøster er 9 måneder og derfor rigtig godt igang med at charmere alt og alle, hun kravler, rejser sig ved tingene, snakker og pludrer, får også fat i storesøsters legetøj og storesøster har bestemt ikke altid lyst til at dele.. så lige nu er det ekstra svært at acceptere lillesøster... Det er svært at skulle være stor, når man på mange måder selv stadig er meget lille...

Med den alder storesøster har, så er hendes følelser ikke særligt nuancerede og hendes reaktioner kan virke meget urimelige i forhold til, hvad der udløser dem. Hun kan blive utroligt vred over noget, som I synes er en bagatel, og det kan godt skabe en situation, hvor I synes, at "nu må hun holde op", "eller nu må hun tage sig sammen og opføre sig som den store pige hun er.. men hvor hun faktisk ikke kan, fordi hun stadig på mange måder er lille.

Det er helt naturligt, at hendes selvstændighed er dominerende lige nu og at hun derfor siger "nej! og stritter imod. At hun ikke vil det som I vil. Det er også helt naturligt, hvis hende følelser nogle gange virker overdrevet, altså hvis hun græder højere og virker mere "hysterisk", når I er der, end når I ikke er der. Det er faktisk et sundhedstegn, at hun reagerer ekstra kraftigt overfor jer, end hun f.eks. gør i dagplejen. Det viser blot, at hun er godt tilknyttet jer og derfor tør vise jer alle hendes sider...

Konflikter er en del af hverdagen med børn i denne alder og det hører med. Det har dog stor betydning hvordan man kommer ud af en konflikt og det er her at I som forældre har en vigtig rolle. Aggression, hysteri, frustration og fortvivlelse hører også alderen til. Og her er det utroligt vigtigt, at I kan forsøge at skelne tingene lidt fra hinanden og prøver at handle lidt forskelligt, alt efter hvad der foregår...

Når hun f.eks. bryder sammen, fordi hun ikke må komme med far på lossepladsen, så er det vigtigt, at I anerkender den fortvivlelse som opstår der. At I sætter ord på "sssåå ville du bare så gerne med far, det var også dumt, at du ikke kunne komme det", så hun hører, at I forstår hende, og at det er svært for hende.

Når hun derimod bevidst slår eller sparker jer eller slår sin lillesøster, så er det meget fint at markere, at det vil I ikke have. At her går hun over stregen. Her skal I være tydelige og sige højt og tydeligt "Nej!" eller "Av!" og også meget gerne fjerne hende, det vil sige lade en handling følge med jeres nej. Så hvis hun sidder på jeres skød og slår ud efter jer, så sætter I hende fra jer. Hvis hun slår lillesøster, så bærer I hende væk fra lillesøster.

Det samme, når hun hopper i sofaen - gå hen til hende, tag hende ned og sig tydeligt "jeg ...

---

---

... vil ikke have, at du hopper i sofaen" og tilbyd så f.eks. et alternativ "se her, hvis du gerne vil hoppe, kan du hoppe på puderne her på gulvet". På den måde lærer hun, at der er nogle regler, samtidig med at I også anerkender, at hun i en alder af 2 år synes det er rigtig sjovt at kunne hoppe.

Når man er 2 år gammel, så får man anfald af fortvivlelse. Når hun har fortvivlelsesanfald, så er hun ikke uartig, men er oprigtigt ked af det. Hun er skuffet over, at tingene ikke er, som hun gerne vil have dem, at hun ikke kan finde ud af noget bestemt osv. Det kan som sagt være små bitte ting, der i jeres øjne kan virke som bagateller, men for hende betyder det rigtig meget. Det har hun brug for at I forstår, hun har brug for en medlidende reaktion. Hun har brug for at høre, at I forstår det, at det f.eks. er rigtigt irriterende, at hun ikke kan se mere fjernsyn, fordi I skal køre nu, eller det er rigtigt irriterende, at I giver hende et æble, når hun hellere ville have haft en banan, eller giver hende den røde kop, når hun ville drikke af den blå kop...

At sende hende væk eller blive vred på hende, kalde hende hysterisk eller lignende får hende måske nok til at holde op med at græde lidt, men det hjælper hende ikke på sigt. Når hun har fortvivlelsesanfald, så har hun brug for, at I sidder med hende, holder om hende og beroliger hende. Hvis I går fra hende, så vil I højst sandsynligt opleve, at hun går grædende efter jer - og det gør hun netop, fordi hun har brug for jeres hjælp til at blive beroliget og få kroppen lidt ned i gear. Man skal derfor ikke bruge time-out eller anbringe barnet alene i et værelse, hvis det har anfald af fortvivlelse. Og i det hele taget skal man ikke bruge time-out til så lille et barn - tænkestolen i jeres tilfælde lyder mere som en måde, I fjerner hende fra en situation, hvor hun forløber sig - og på den måde får afbrudt situationen, og det er okay. I er også sammen med hende hele tiden.

Når hun griner, når du/I skælder ud, så skyldes det ofte to ting - enten at hun er så tryg ved jer, at hun godt tør vise jer, at hun synes I ser sjove ud, når I skælder ud.. Eller at hun bliver for meget skældt ud, og derfor bliver usikker på, hvad hun skal gøre og hvad der forventes af hende... børn der får meget skæld ud, reagerer ofte ved enten at grine, lade som om, at de er ligeglade eller lader som om, at de voksne ikke er der. Det er måden de kan håndtere det på...

---

---

---

Det er vigtigt, at I overvejer jeres kampe, som I også skriver :) Og når I siger nej, så er det vigtigt, at I mener nej. Det er vigtigt, at jeres kropssprog signalerer det samme, som der kommer ud af jeres mund. Det er helt normalt, at man som forældre kommer til at grine lidt (de er jo charmerende og lidt sjove), når børnene gør noget vi ikke vil have dem til, og det kan barnet naturligvis godt misforstå...

Det er også vigtigt, at et nej er et nej og ikke bliver til nej, nej, nej, jamen så gør det da... Det er vigtigt, at jeres datter kan regne med jer og ved, hvor hun har jer.

Og så er det også vigtigt, at I lytter til hende og forsøger at finde ud af, hvad hun bliver frustreret over. At I sætter ord på og giver plads til at hun har de følelser, som hun har. Det skal være lige så legalt at være vred, ked af det, jaloux osv. som er være glad og fuld af hopla... Det er vigtigt, at I kan rumme alle hendes følelser - det er naturligt forvirrende for hende, hvis hun nogle gange får at vide, at hun f.eks. skal "holde op med at være hysterisk" og andre gange får at vide "jeg vil ikke have, at du griner af mig" - det er svært for hende at vide, hvad I egentlig forventer...

Jeg håber, at I kan bruge disse tanker lidt videre. Derudover vil jeg anbefale jer meget at læse min bog "Helens bog om børn og opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn". I den kan I læse meget mere om hvordan man sætter grænser på en god måde, skaber gensidig respekt, styrker barnets selvværd og selvtillid, giver sine børn et godt søskendeforhold, lærer barnet bordmanerer osv. Og I kan også læse om trusler, hvorfor trusler ikke er godt, og hvad man kan gøre i stedet...:)

Rigtig meget held og lykke!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---