Svar: Må man gå fra sovende barn

---

Kære Linda- Sophia

Tak for dit brev og fine spørgsmål:)

Det er generelt en god idé at sige farvel. Små børn har for det første brug for at se os, for at forstå, at vi ikke er forsvundet. Det er svært for et lille barn at forstå, at vi godt kan være i et andet rum eller hvor vi går hen, når vi går. Et lille barn ikke har nogen fornemmelse af, hvad det vil sige at tage på arbejde og komme hjem igen.

Små børn har heller ikke rigtig nogen fornemmelse for tid. Derfor ved de ikke, når vi går, om vi er væk i 3 minutter, 3 timer eller i 3 dage. De mærker blot, at vi forsvinder, og de skal være ret gamle, før de begynder at kunne forstå en forklaring om, at "mor kommer igen i eftermiddag" eller lignende.

Når man øver sig i at sige goddag og farvel, så lærer det stille og roligt barnet, at det at man går ikke betyder, at man forsvinder, men at man kommer tilbage. Og at tiden, hvor man er væk varierer efter, hvad det er man skal. Så nogle gange så siger mor f.eks. "jeg går lige ud med skraldeposen" - og så går hun ud, barnet kan høre hendes skridt, et klonk, når låget til skraldespanden lukker, og så vender hun tilbage igen. Andre gange siger hun f.eks. "farvel skat, jeg køre lige ned og handler" - og så er hun væk i længere tid, kommer hun hjem med poser fyldt med varer, men hun kommer altid hjem igen. På den måde lærer barnet lidt om tid og om at "forsvinde".

Eksemplet med den 2 årige Malik, hvis mor går på vaskeriet, er med i bogen for at vise, hvor glad og lettet Malik bliver, da han ser sin mor igen - og hvorfor han bliver så glad - at det netop skyldes, at han troede hun var væk. Han er ikke så gammel, at han ved, hvor hun er, og hvornår hun kommer tilbage, og han udtrykker naturlig glæde og lettelse ved at se hende igen.

Derfor er det som udgangspunkt godt og vigtigt, at man siger farvel, når man går, så barnet ikke oplever, at man bare pludselig forsvinder... MEN, det betyder ikke, at du så skal vække din datter om morgenen, fordi du tager på arbejde. Hun sover så godt og skal have lov til at sove, det er synd at afbryde hendes søvn for at sige, at du går - så bliver hun først ked af det :)

I stedet skal du støtte hendes nære forhold til far, som jo netop er der og passer på hende i løbet af dagen. Hun har to primære omsorgspersoner - mor og far.

Børn har brug for kontakt til vigtige voksne. Det er helt essentielt for at børn udvikler sig sundt og godt, at de har tilknytning til vigtige voksne. Man taler om primære tilknytningspersoner/omsorgspersoner og sekundære tilknytningspersoner/omsorgspersoner.

De primære vil ofte være mor og far. Det er mor og far, der tager sig af barnet helt fra det er ganske lille, de fungerer som barnets sikre base, altså dem, som barnet trygt kan stole på vil hjælpe, hvis der opstår utrygge situationer.

De sekundære tilknytningspersoner eller omsorgspersoner er de personer, som barnet bruger, når de primære tilknytningspersoner ikke er til stede. Det vil ofte være bedsteforældre, en dagplejer, pædagog i vuggestuen eller en au-pair eller lignende. Når børn skal passes, så er det vigtigt, at de har en god omsorgsperson hos sig, som de kan knytte sig til. De vil ofte have et andet forhold til denne person, ...

---

---

... de vil være tilknyttet personen, men relationen vil være lidt anderledes, end den er til mor og far.

Når du tager hjemmefra, for f.eks. at gå på arbejde, så har jeres datter stadig sin primære omsorgsperson (far) hos sig, og hun vil derfor ikke føle sig svigtet. Hun kan naturligvis godt blive ked af det, når hun oplever, at du ikke er der og hun vil, med den alder hun har, have svært ved at forstå, hvor du er og hvornår du kommer tilbage - men hun har ein far hos sig og er derfor tryg ved situationen. Og når du så kommer hjem, så vil hun måske lyse op i et smil, søge din nærhed og kontakt og udtrykke det som Malik i eksemplet gør "åh, der var du igen, hvor dejligt!". Eller hun kan gøre det modsatte, skubbe dig fra sig, ignorere dig, klynge sig til far - fordi hun på den måde signalerer "jeg troede, du var forsvundet fra mig og det synes jeg faktisk ikke er helt okay"...

Når far og datter er sammen, så skal far naturligt være opmærksom på, om hun savner dig. Når hun bliver ældre, vil hun måske begynde at spørge efter dig, spørger "hvor er mor?" eller lignende - det kan hun ikke endnu. Men hun kan godt have glæde af at høre at "mor er på arbejde", "mor kommer igen" osv. eller hun kan have glæde af, at I f.eks. laver et lille fotoalbum med billeder af mor, far, hunden osv. Det kan også være en idé at have med i institutionen, fordi det er med til at vise hende, at I ikke er forsvundet helt og samtidig anerkende, at hun kan savne.

---

---

---

Du skriver "Det er også først på det seneste at hun er ok med at jeg vinker farvel uden at blive ked, som vi har trænet 1 mdr. tid" og det viser netop, at hun i den situation begynder at forstå, at du ikke forsvinder, men kommer tilbage igen. Hun er helt tryg ved at du går og hun ved, at far passer på hende, så hun er ikke alene.

Når hun skal starte i vuggestue, vil det være rigtig godt, hvis I der kan få en fast kontaktperson i starten, så det er den samme person, som tager imod hende hver dag i begyndelsen. Så hun der lærer, at når mor og far ikke er der, så kan hun bruge pædagogen. Der er en anden voksen som tager sig af hende og hjælper hende, trøster hende osv. og som træder i stedet for jer.. Hun vil stille og roligt være vant til, at I går kortvarigt og kommer tilbage, og det vil komme hende til glæde på det tidspunkt, at hun er vant til at vinke farvel. Men i begyndelsen skal du naturligvis ikke være væk så længe, at hun bliver for ulykkelig - fordi hun jo også skal lære pædagogen at kende og føle tillid og tryghed ved hende eller ham. Derfor vil det være godt med en gradvis tilvænning til vuggestuelivet - og stille og roligt vil dagens rutiner, så hjælpe hende med at finde ud af, hvornår du kommer igen. Dagens rutiner hjælper hende med at holde lidt styr på tiden og hun lærer, at du f.eks. altid kommer, når de spiser frugt...

Så.. Du kan roligt tage af sted tidligt om morgenen og tage af sted uden at vække jeres datter. Lad hende og far sove sammen og nyde, at de har tid til hinanden om morgenen, og det er en god idé, at du så prioriterer at komme tidligere hjem i stedet. Så er der heller ikke så mange timer, hvor hun oplever, at du er forsvundet :)

Håber du kan bruge dette lidt videre, rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---