Brev:
Gode råd søges til aktiv dreng
Kære Helen
Vi er forældre til en meget dejlig, aktiv og temperamentsfuld 17 måneders dreng.
Han var meget aktiv allerede da han lå i maven og jordemoderen sagde med et smil dengang, at vi skulle forberede os på at få nok at se til. Det har vi fået. Han kom til verden fit for fight og pludrende. Løftede hovedet og kravlede op til bryst så snart han blev lagt på min mave. Han har fra helt spæd haft en meget stærk krop og ville stå ganske få uger efter fødslen. Han rejste sig fra sækkepude og tog sit første skridt (holdende fast i mine fingre), da han var 4,5 måned gammel og han har ville gå og opleve siden. Sundhedsplejersken havde ikke ser det før, men mente det var ok for hans krop, når han selv ville/kunne det.
Ved sundhedsplejerske besøg, da han var 5,5 måned, sagde hun at hans adfærd var helt normal, men bare svarende til en 9-10 måneders baby. Denne trang og vilje til at ville selv har givet enorme frustrationer for ham og han har haft perioder, hvor han var vred og frustreret, simpelthen fordi han ikke kunne, hvad han ville. Det har været helt utroligt hårdt. Jo mere han kan des mere aftager denne frustration og vrede. Motorisk er han langt fremme og den frihed har hjulpet ham meget. Sprogligt er han meget aktiv og vi bruger både babytegn og alm. sprog, hvilket gør at han kan give udtryk for rigtig mange ting. Det er en stor hjælp. Han har ca. 40 "verbale" ord plus dyrelydene og 20-30 babytegn han supplerer med.
Udfordringen består primært i, at han har et stort behov for stimuli konstant. Det kan være rigtig svært at finde en balance her. Han er rigtig glad for bolde, store som små, og sparker til bolde, kaster bolde og kaster i basket kurv. Han elsker balloner og alle køretøjer - jo større jo bedre. En af hans favorit ting er at køre tur i barnevogn, og her betragter han virkelig verdenen; fugle, flyvemaskiner, træer, himmelen og vi sætter ord på det hele sammen. Det er en af vores yndlingsbeskæftigelser. Tidligere kunne han ikke sidde og lege fem minutter selv. Det kan han nu, hvor han er er blevet glad for bøger og blade. Men heller ikke meget mere end fem minutter. Han kræver konstant nærvær og er meget på mor. Vi forsøger at afveksle, så vi gør noget roligt; læser bog eller synger og løber i haven efter bolde eller vander blomster, fejer etc. Han er meget glad for at være med til at lave mad og har også sit eget lille legekøkken, hvor han laver meget mad. Så vi forsøger at stimulere det bedste vi kan.Han elsker vilde lege, hoppe i dyner og bliver kastet op i luften og her er far meget populær, men ellers er det svært for far at komme til, når mor er i huset. Vi skal lidt insistere på ar far også kan skifte ble eller lægge ham i seng og det er han begyndt at acceptere. Han er meget optaget af lyde og musik og spørger til hvad vi høre og efterligner fuglestemme og dyrelyde etc.
Han sover i perioder meget dårligt om natten og generelt med mange opvågninger. Det tærrer rigtig meget på os på nuværende tidspunkt, hvor vi begge arbejder og har krævende jobs. Hans søvnrytme har altid varieret meget. Nogle dage sover han 20 min lur til formiddag andre dage to timer. Vi har eksperimenteret med kun at give ham en lur i ferier, hvor han ofte sover 2,5 timer i træk. I vuggestuen vurderer de det fra dag til dag.
Generelt vil han gerne sin lur og beder selv on at komme ud i barnevognen og køre tur og sove. Om aftenen sker det også at han selv siger til, når han gerne vil lægges, så det er ikke fordi søvnen er forbundet med noget urart for ham. Vi har en helt fast rytme omkring sengetid og her får han stadig en flaske. Den handler i høj grad om ro og tryghed for mens han på nogle måder er meget "stor" er han på andre måder meget lille. Vi har valgt ikke at tage flasken fra ham ved sengetid, fordi vi kan se den virkelig giver ham en ro og tryghed han trives med. Han kan have meget behov for at være ...
... fysisk aktiv, når han bliver lagt, tumler i sengen og siger alle nye ord han har lært. Men det er blevet nemmere at få han til at falde ned.
Han vågner stadig om natten og vil have en flaske igen. Vi har ikke kunne overskue at tage den flaske fra ham, da det resulterer i råb og skrigen af meget langvarig karakter. Han spiser og drikker fint og i rigelige mængder i løbet af dagen, så vi har lidt natteflasken mistænk for primært at handle om tryghed også. Hvordan får vi afviklet natflasken? Og hvordan gør vi det bedst og tryggest for ham? Han bruger ikke sut - den ville han ikke have efter 3 måneder.
Som sagt elsker han oplevelser og er meget udadvendt, så længe han er tryg = når mor/far er i nærheden. Han hilser på alt og alle og suger verdenen til sig. Samtidig har pasning virkelig været en udfordring! Indkøringen i vuggestuen var lang og hård, men det havde jeg en fornemmelse af at den ville være, når selv mormor og moster ikke rigtig kunne få lov at komme til ham. Vuggestuen har været utrolig god til at håndtere dette og vi har haft et rigtig godt samarbejde. De siger at han er meget bevidst for sin alder og kognitivt langt fremme, hvilket kan gøre det sværere (sådan har jeg forstået det).
Pasning privat (selv af den nærmeste familie) er fortsat en udfordring, men vi er gået i skarp træning. Så længe storebror (på 10 år) også bliver passet går det nemmere. Har du nogle gode råd til, hvordan vi kan gribe dette an?
Han spiser og drikker selv (med lille ske/gaffel) og alm. glas, herhjemme nægter han at have hagesmæk på, for det er der jo ingen af os andre der har. Det går også fint uden for han spiser ret pænt og kan godt undvære den. I vuggestuen er det ikke et problem. Når han går op ad trappen vil han holde i gelænderet for det gør vi andre jo, og han frustreres over ikke at kunne nå og så måtte kravle op. Jeg forsøger blandt andet at imødekomme denne vilje til at ville selv ved at bede ham om at hente ting, f.eks. når vi skal ud af døren, beder jeg ham hente sine sko og sin hue i skuffen. Han virker glad for at deltage, ligesom han lukker opvaskemaskinen og smider ting i skraldespanden etc. Men jeg er ved ikke om det er at kræve for meget af ham? Han virker glad, når han gør det.
Vi oplever en glad og til stadighed roligere dreng, men med et enormt temperament, energiniveau og behov for stimuli og oplevelser. Han er meget bevidst om, hvad han vil og ikke vil, og hvem han vil og ikke vil. Og han giver så fint udtryk for det. Han har en skøn humor og er vedholdende med alt. Vi mærker, at han vokser meget i ferierne, men vi må også erkende, at resten af familien nærmest er udmattede, når ferien er slut. Primært pga. meget urolige nætter, der ofte opstår i ferierne i særdeleshed (denne gang er det så også faldet sammen med frembrud af kindtænder, hvilket ikke har fremmet sagen). Men også fordi han blot er utrolig intens. Vi elsker ham over ALT på jorden, men jeg synes, at det går lidt ud over storebror på 10, der er rolig som dagen er lang og giver meget plads til sin lillebror.
Har du nogle bud på, hvad vi gør forkert? Eller hvad vi kan gøre anderledes? Jeg står med den følelse efter endt ferie, at jeg på ingen måde slår til uanset hvor meget jeg giver ham/er der og samtidig med en dårlig samvittighed over ikke at have tid/fokus nok på vores ældste dreng. Min mand mener, det er fordi han ikke bliver kørt træt på samme måde i ferierne som i hverdagen og det er måske rigtig nok. Vi har bare behov for at finde en måde at have ferie på alle fire, hvor vi også alle oplever det som ferie.
Han er den skønneste og kærlige lille trold, men hvordan kan vi lette speederen fra energipedallen lidt? Og hvordan kan vi få nogle roligere nætter på banen i særdeleshed i ferierne? Hvordan kan vi bringe far mere på banen, når mor også er hjemme?
På forhånd mange tak for svar
Fra to trætte (men glade) forældre
Annoncer
Sponsorerede artikler
Guide til baby- og børnemad: Hvad skal du undgå?
Må baby få honning og kanel? Og må mine børn få te og hørfrø? Det kan som forældre være svært at finde rundt i junglen af madanbefalinger. I Fødevarestyrelsens guide til børnefamilier om uønsket kemi i mad, kan du se, hvad du bør begrænse eller undgå.
Anbefalingerne varierer for babyer, børn ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
20. marts 2025 | Sovevaner | 15 mdr.
Hej Helen Mange tak for en virkelig god brevkasse. Den har været helt...
24. februar 2025 | Sovevaner | 15 mdr.
Tvillingedrenge sover meget uroligt og vågner konstant
Hej Helen Tusind tak for din gode brevkasse - den har hjulpet os mange...
6. februar 2025 | Udvikling | 15 mdr.
Kære Helen Jeg har et kort spørgsmål i dag. Min datter, som nu er blevet...
4. februar 2025 | Kost og ernæring | 19 mdr.
Hej Helen Så er jeg tilbage igen med min evigt tænkende mor hjerne. ...
16. november 2024 | Udstyr | 14 mdr.
Jakke og flyverdragt i autostol?
Kære Helen Jeg har bare lige et kort spørgsmål, som jeg håber, at du kan...
Viden om børn:
Barneseng
Når man skal vælge seng til sit barn er der visse ting, man kan gå efter. Noget af det vigtigste er at sengen er sikkerhedsmæssigt i orden.
Forbrugerrådet tester jævnligt de børnesenge som er på markedet og her ser man bl.a. på at sengen skal kunne tåle at blive slået, banket på og hevet i. Sengene bliver tjekket for at barnet ikke kan få fingrene i klemme og at tremmeafstanden er korrekt, så barnet ikke kan komme i klemme med sit hoved og sidde fast i sengen.
Den...
Honning
Honning frarådes til børn under 1 år. Honning indeholder bakteriesporer og kan være infektionskilden vd spædbarnsbotulisme.
Botulisme er en sjælden sygdom, som skyldes et toksin (en forgiftning) dannet af den en sporedannende bakterie Clostridium Botulinum. Sporerne findes i omgivelserne, de er hårdføre og kan tåle kogning i flere timer.
Voksne og større børn bliver ofte ikke syge, da vores bakterieflora i tarmsystemet er anderledes. Men hos spædbørn medfører...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.